Pust liv i provinsen

Der er lavet mange fine beregninger og rapporter om, hvor meget man kunne spare ved at centralisere biblioteker, institutioner, videregående uddannelser, kommuner, politistationer og meget mere. Og javel, i teorien er der da sikkert vældigt meget at spare, men mest ud fra devisen ”operationen lykkedes men patienten døde”. Provinsen er godt på vej til at dø af den centraliseringssyge, som har hærget i det seneste årti. Vi taler ikke kun om små landsbyer, som lukker og slukker. Vi taler om stolte danske mellemstore provinsbyer, hvor handelsstrøgene ligger døde hen og hvor ordet spøgelsesby ikke kan undgå at dukke op på nethinden.

Det er lørdag formiddag, klokken er næsten elleve. Vi er på besøg hos mine svigerforældre i Korsør og har glemt at få nok bleer med. Der må være torvelørdag i dag, tænker jeg og melder mig frivilligt til at køre efter bleerne. Ordet torvelørdag udløser en længere associationsrække omfattende en tætpakket gågade, hvor duften af slagterens kæmpegrill blander sig med lugten af humle fra de velvoksne fadbamser, som mænd med toppede maven hygger sig med i den stegende middagssol. Latteren ruller buldrene over de høje caféborde og ansigterne er velkendte og smilende. Butikkerne, som danner rammen om torvelørdage løber langs Algade og Nygade. Tøjforretninger, boghandleren, hele to bagere, iskiosken, Matas, bankerne, elektronikforretningen, musikforretningen og meget mere. Gågaden summer af liv og forretningerne gør sig en ekstra fortjeneste på disse mangfoldige lørdage i den varme sæson. Som teenager elskede jeg det leben, der var i den ellers lidt langsomme provinsby på disse forårs- og sommerlørdage. Men jeg når ikke meget længere i tankerækken, for jeg ved egentlig godt, at det ikke vil være det samme nu. Faktisk er det en overdrivelse overhovedet at tale om et torv. Mange af den lille gågades forretningsvinduer bærer til salgskilte og bærer præg af at have stået sådan længe.

Jeg parkerer bilen bag Havnegade, hvor den nye Føtex er blevet bygget med fine lejligheder på toppen med udsigt over havnen. Rådhuset, der ligger ved siden af parkeringspladsen har mistet sin funktion efter kommunesammenlægningen med Slagelse. 5 skoler er blevet til 3. Politistationen er flyttet til Slagelse – ikke særligt logisk, hvis altså øretæverne sidder ligeså løst i dag, som dengang jeg boede der. Så er der nemlig godt behov for synligt og lokalt kendt politi. Byen er kommet til at mangle sine små og mellemstore forretninger, som gør gaderne i den centrale del af byen hyggelige og indbydende – dem der er tilbage gør selvfølgelig deres bedste, men de tomme vinduer hjælper dem bestemt ikke på vej. Og hver gang der tages endnu en beslutning om at centralisere institutioner eller forvaltningsfunktioner, så ryger der ikke bare flere arbejdspladser fra byen, der ryger også en del af handelslivet. For når arbejdspladserne er til stede, så følger jo medarbejdernes smuttur ned at handle i den lokale Fakta i frokostpausen. Når arbejdspladserne centraliseres så lægges indkøbet i den by, hvor arbejdspladsen er centraliseret til, og således flytter en del af handlen med biblioteket, politigården eller den kommunale forvaltning. Der mangler altså liv uden en fyldt gågade som det naturlige centrum for en provinsby og så bliver den ærligt talt lidt tomt og trist. Og hvordan sætter man lige pris på det? For nok kan det være smart og billigt at centralisere, men hvad hjælper det, hvis det rum, som folk lever og ånder i tømmes for liv og indhold?

Den historie jeg kan berette fra Korsør er så langt fra den værste. I store områder af Danmark, i Vestjylland, Sønderjylland, Lolland og på Sydfyn mangler biblioteker, Borgerservice, togstationer og meget andet. Ikke at vi skal tilbage til gadekæret, men vi skal genopfinde ordet ’nærhed’ i vores forvaltning og offentlige service. Ikke kun fordi det trækker arbejdspladser og forretninger til, også fordi det skaber tryghed for borgerne. Det har stor værdi, at gamle fru Hansen ikke skal køre langt for at skulle på skattekontoret og det har stor værdi at kende sin lokale politibetjent. I mange år har det været højst umoderne med den slags ikke-målbare og ikke-kontrollerbare principper. Men det næste årti kommer til at stå i decentraliseringens tegn. Det er tid til at puste liv i provinsen!