Vi vil fattigdom til livs

Fattigdom er, når man ikke har et arbejde og føler sig uden for fællesskabet. Fattigdom er når man ikke har råd til at gå til fodbold. Fattigdom er når man ikke tager med til fest, fordi man ikke synes man kan være sit tøj bekendt. Fattigdom er, når man er alene og ingen hjælper en ud af ensomheden. Fattigdom er, når man ikke får den uddannelse, man gerne ville have. Fattigdom er, når man nedslides af sit arbejde, men ikke kan få et andet. Fattigdommen har mange ansigter, og alt for mange af dem findes i vores ellers meget rige samfund. Vi mener, at vi kan gøre det meget bedre end i dag. Vi vil gøre noget ved det – i et stærkt samarbejde mellem byråd og Folketing. Fattigdommen kan afskaffes centralt, og lindres og modvirkes lokalt.

Mange ved slet ikke, at der findes fattigdom i Danmark. Fattigdom er frygteligt tabubelagt. For nok har fattigdommen mange ansigter, men med dem alle følger skammen. Fattigdom er noget man skjuler. Det er flovt ikke at kunne klare sig selv. Det er frygteligt at skulle bede om hjælp. Og endnu værre, når den hjælp man så har fået slet, slet ikke rækker. Men sådan er det i Danmark anno 2009.
Det er ens egen skyld, tænker man, og bliver bekræftet af regeringens mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde. De får det jo til at lyde, som om man har valgt at stå uden for, og vil vælge omvendt, hvis bare det kan betale sig. Virkeligheden er jo, at det er de færreste arbejdsløse, der selv har valgt. Undersøgelserne fra 2001 og 2007 tyder da også på, at stigmatiseringen af de arbejdsløse er blevet værre. Det er blevet mere flovt at være arbejdsløs. Det bryder vi os ikke om. Vi ved jo, at langt, langt hovedparten af både de nyligt fyrede og af de langvarigt arbejdsløse har en grundlæggende lyst til at være på arbejdsmarkedet.

Sidst der blev talt om fattigdom i Odense Byråd, sagde de konservative, at vi blandede det sammen med det landspolitiske. Javel, det indrømmer vi. For man kan ikke andet. Vi kan kun gøre noget ved fattigdommen i Odense, hvis det gøres i et tæt samarbejde med staten. Fattigdommen er skabt politisk på den nationale scene. Men mange af dens følgevirkninger kan vi gøre en masse ved lokalt. Sammenblandingen af de to parlamentariske niveauer er helt afgørende, hvis man vil forstå fattigdommens væsen, og hvis man vil den til livs. Det vil vi gerne forklare nærmere.

Store dele af den fattigdom, der er i Danmark har sin rod i en række begrænsninger i folks daglige økonomi, som altså er besluttet politisk. Begrænsninger, der har sin begyndelse fordi folk ikke har et arbejde og derfor er afhængige af overførselsindkomst. Begrænsninger, der hernæst kommer sig af de beslutninger, regeringen har truffet omkring størrelsen af en række af overførselsindkomsterne - særligt for de mest udsatte borgere. Her tænker vi på loft over kontanthjælpen, forringelser i boligydelsen, at ægtepar på kontanthjælp får reduceret kraftigt i deres hjælp, hvis de er ofte og langvarigt ledige, en langt lavere hjælp for nytilflyttede. Det er alt sammen noget, man kan gøre noget ved, alene ved at træffe enkle politiske beslutninger. Det handler om prioritering. Den prioritering kan kun foretages nationalt. Helt anderledes ser det ud, når vi kigger på, hvordan vi lindre konsekvenserne af fattigdommen. Her skal der lokale kræfter på banen.

En del af dem, som efterlades ude i kulden – nogle i bogstavelig forstand, andre i overført betydning, har psykiske lidelser. For dem er der alt, alt for lidt hjælp at hente. Psykiatrien har lidt stor overlast under regeringens benhårde økonomiske greb. Det kan mærkes i form af flere ulykkelige mennesker, der ikke får den hjælp, de har behov for, flere familier der splintres i småstumper, fordi det er for hårdt selv at stå med ansvaret for det psykisk syge familiemedlem og yderst på planken kan det mærkes som flere hjemløse i gadebilledet – og det kender vi jo alt for godt i Odense. Det er både børne- og ungdomspsykiatrien, og den for de voksne, der lider. Det er en fattigdomsmaskine, både hvad sindet, menneskeligheden og pengepungen angår. Pengene til psykiatrien kommer centralt fra, men pengene til værestederne for de hjemløse, bestemmer vi over lokalt. Det er også lokalt, at vi kan skabe en folkeskole, der kan tage hånd om eleverne, så de ikke skal undertrykkes af skam over forældrenes fattigdom. Og det er her i Odense, at vi tager beslutninger om, hvordan vi håndterer børn med f.eks. ADHD. Den viden vi får af det lokale arbejde i Odense skal bruges af landspolitikerne til at forstå fattigdommens væsen og skal inspirere Folketinget til træffe de rigtige beslutninger vedr. både psykiatri og psykologhjælp. Det er derfor, at det er en god idé at blande tingene sammen. At skabe en helhed.

En særligt udsat gruppe er i overraskende de enlige forældre. I Kristeligt Dagblad for nyligt fortæller rådgivningschef på Mødrehjælpen i Odense, Inger Thorø Pedersen, at især mødre, der er alene med deres børn, er blevet fattigere. Hos Mødrehjælpen tilbydes de unge gravide og mødre intensiv rådgivning og undervisning i, hvordan man klarer at være forældre med presset økonomi, og hvordan man kan komme videre med en uddannelse eller et job. Netop de enlige forældre er et godt eksempel på hvor nuanceret fattigdomsproblemet er, for her kan være tale om kvinder med særdeles mange menneskelige ressourcer, og hvor fattigdomsproblemet giver sig til kende både som god gammeldags mangel på kontanter, men også som tab af et ellers godt socialt netværk, ensomhed og modløshed fordi man aften efter aften sidder derhjemme mens børnene sover alene og uden overskud til meget andet end at forsøge at få sovet ud inden næste hverdag tager over. En del af de enlige forældre mister kontakten til arbejdsmarkedet helt, og har meget svært ved at generere overskud til at etablere den igen, ligesom de har behov for at skabe eller genetablere et socialt netværk. Her er altså ligeså meget behov for et social og opsøgende indsats, som vi kan klare på kommunalt niveau, som der er behov for en økonomisk håndsrækning, som oftest kan klares på det nationale niveau. Men en lille økonomisk håndsrækning givet af byrådet kan skabe underværker for det fattige barn. Vi kunne jo indføre, at alle børn i Odense skal have ret til at være medlem af en idrætsklub efter eget ønske – og at de fattige familier vel og mærke kan få medlemskabet gratis.

Fattigdom handler dog først som sidst om ikke at være på arbejdsmarkedet – uanset hvad der er årsagen til, at man ikke er det. Vi ved fra undersøgelsen af fattigdom i Odense, at rigtig mange af problemerne skyldes mange års arbejdsløshed. Lang tids arbejdsløshed har umådeligt store negative konsekvenser i folks liv. At være holdt uden for arbejdsmarkedet kan slå selv det stærkeste menneske i stykker. Vi har alle brug for at være en del af et dagligt fællesskab og vi har alle brug for at føle, at vi gør gavn for samfundet. Og vi har helt banalt alle sammen brug for de penge, som vi tjener ved at være i arbejde.
Arbejdsløshed har konsekvenser i generationer. Det går ikke ubemærket hen over børn af arbejdsløse. Når vi skal bekæmpe fattigdommen i vores samfund hænger det altså helt tæt sammen med at bekæmpe den stigende arbejdsløshed. Den skal bekæmpes både som strukturelt fænomen ved f.eks. at fremrykke offentlige investeringer og foretage investeringer i udvikling af nye arbejdspladser. Vækstplaner af den karakter supplerer i forvejen hinanden i vores nationale og lokale udspil. Men den skal også bekæmpes som det individuelle fænomen den er. Her handler det om at få folk så tæt på arbejdsmarkedet som muligt. Det handler om relevant efteruddannelse, om meningsfuld aktivering og at komme af med arbejdsløshedens svøbe og bryde den arv som følger. De konservative har ret, når de siger vi blander tingene sammen. Det gør vi med vilje. For det er sådan man afskaffer fattigdom.

Læs mere...

Tyveåret for murens fald

Klokken er seks om morgenen d. 10. november 1989. Der lyder et glædeshyl fra køkkenet i vores parcelhus i provinsen. Min mor danser jubeldans gennem den lange gang og slår dørene op til soveværelserne, hvor vi andre ellers håber på at få en times søvn mere inden dagen skal tage sin begyndelse. Men det er tydeligt af hendes hyl, at der er sket noget ganske særligt. ”Muren er faldet, muren er faldet, muren er faldet”. Jeg bliver lysvågen. Er muren faldet? Kan det lade sig gøre? Jeg tumler ud af sengen og ud i køkkenet for at høre nyheden i radioen. Det er ikke til at forstå. Aftenen inden er muren åbnet i Berlin. Selv om jeg bare var 12 år gammel så står begivenheden tindrende klart i min hukommelse.

I 80erne fik min familie for vane at tage på campingferie rundt omkring i Europa. Det var en billig måde at holde ferie på, og det var skægt med den frihed det gav til selv at vælge destinationen. Vi unger følte os som konger og baroner. Skulle vi til Paris eller til Budapest? Verden lå åben. Måske netop fordi verden lå åben og vi kunne bevæge os som vi ville, var kontrasten så skærende til de østeuropæiske børn, som vi legede med rundt om på de østeuropæiske campingpladser. På de vesteuropæiske campingpladser var der ingen østeuropæere, på de østeuropæiske var der masser vesteuropæere. Sådan bliver verden så håndgribelig. De var spærret inde, det var vi ikke. Følelsen af indespærring og frygt sneg sig ind under huden på os ved grænseovergangene. Mænd med uniformer og maskingeværer undersøgte bilerne. De havde spejle med, så de kunne kigge under bilerne. På bagsædet af bilen brugte vi unger ventetiden til at udtænke spektakulære metoder, hvorpå man kunne flygte fra øst til vest. Mine forældre fortalte om de forhadte rejseregler, som staten sad og fandt på for at forhindre folk i at rejse bort – regler som i øvrigt gælder på Cuba endnu og som israelerne har indført overfor palæstinenserne. Særligt kan jeg huske de hjerteskærende historier som kom frem i årene efter murens fald, hvor familier blev genforenet.

Vi blev forklaret, at kommunisme gik ud på, at alle skulle have lige del i samfundets ressourcer. Det synes jeg lød som en særdeles sympatisk indstilling til verden. Alle mennesker er det samme værd, selvom vi udfylder forskellige funktioner. Så langt, så godt. Men når jeg så kiggede på det østeuropæiske samfund, så var folk jo så langt fra lige. Der var himmelvid forskel på de kvarterer, hvor de fineste partibosser boede, og så der hvor flertallet boede. Og helt ekstremt var det i Berlin, hvor Karl Marx Strasses potente allé med gigantiske bygningsværker stod i skærende kontrast til betonslummen i forstæderne, hvor fattigdommen og modløsheden kæmpede med de lasede gardiner og de stinkende trabanter om at understrege systemets fallit.
Men for mig var den mest afgørende faktor, at jeg i fjernsynet kunne konstatere, at partibosserne rejste jorden rundt som de ville, mens almindelige mennesker var spærret inde bag jerntæppets grænser. Der var kæmpemæssig forskel på folk. Uligheden trivedes i bedste velgående i det gamle øst – ligesom i Vest. Uligheden havde bare forskellige ansigter.

Som barn var det temmelig forvirrende det her med ideologierne. Jeg var med så langt, at der var to verdener der kæmpede mod hinanden. Men hvor var vi selv placeret i den kamp? Vores allierede var selvfølgelig vest, fordi det totalitære øst var frygteligt, men vores samfundsmodel stred jo stærkt imod USA's. I Danmark havde vi siden 2. Verdenskrig forsøgt at udligne skellene mellem mennesker og skabe så gode vilkår for alle som muligt. I USA ville Reagan lade enhver være sin egen lykkes smed. Jeg tænkte, at vi havde taget de bedste af begge verdener. Vi havde taget Vestens ideal om demokrati og Østens ideal om lighed og kombineret det – og det måtte vel være en eller anden art socialisme. Det tænker jeg faktisk endnu. Altså at vi i Danmark har skabt en model, hvor ligheden og friheden ikke er hinandens modsætninger, men faktisk hinandens forudsætninger. Mennesker oplever ikke lighed, hvis ikke der er frihed. Hvis friheden er begrænset, er den jo begrænset af nogen. Ergo er man ikke lige – selvom man måske er det materielt. Så selv hvis partibosserne faktisk havde udlignet de økonomiske og materielle skel, så ville det ikke have skabt en følelse af lighed, netop fordi der ikke var frihed. Omvendt gør det samme sig gældende. Vi føler os ikke frie, hvis ikke vi er lige – eller i hvert fald nogenlunde lige. Det at have ret til at rejse er jo ikke meget værd, hvis ikke man har råd. Det konstaterede en taxachauffør i Bukarest overfor mig ti år efter murens fald. Han sagde: ”Inden murens fald måtte vi ikke rejse, men havde råd, efter murens fald må vi gerne rejse, men har ikke råd.” I dag er der mange i Bukarest, der har råd til at rejse, og derfor føles det som ufrihed, når taxachaufføren ikke har råd.
Pointen er, at vi skal lade de to dyder udvikle sig sideløbende med hinanden. Friheden og ligheden. Ellers bliver de hinandens endeligt.

D. 10. november om morgenen. 12 timer efter grænserne var åbnet lå verden åben for østtyskerne. Frihedsfølelsen blandet med en vis portion usikkerhed om fremtiden gennemskyllede verden. Her tyve år senere halter ligheden. Det gamle øst har fået en ny alvorlig skævhed. Det er den skævhed, der får en del østeuropæere til at ønske sig tilbage til gamle dage. Men faktisk tror jeg, at de kunne have god gavn af en ordentlig indsprøjtning af det bedste af begge verden. Lad os kalde det god, gammeldags, skandinavisk demokratisk socialisme.

Læs mere...

Partistøtte giver balance

Der har været en del hylen fra de borgerlige over fagbevægelsens støtte til venstrefløjen i de senere dage. Faktisk mener jeg, at de borgerlige i stedet for den tåbelige mudderkastning skulle hylde den fine tradition og balance, der er i dansk politik netop på grund af erhvervsstøtten til de borgerlige og fagforeningsstøtten til venstrefløjen.

Vi er stolte af vores historie med fagbevægelsen og er glade for, at de vælger at støtte os til valgene. I den støtte ligger jo en tillidserklæring fra fagbevægelsen til, at vi repræsenterer lønmodtagerne bedst. Det er det vi allerhelst vil.

Det står jo fagbevægelsen frit for at vælge, hvem de støtter og det er faktisk forskelligt fra område til område, hvordan fagbevægelsen fordeler støtten mellem partierne og hvor meget de støtter med. Det er de demokratisk valgte bestyrelser i fagforeningerne, der beslutter, hvordan pengene bruges – og alle medlemmer af en fagforening har således mulighed for at øve indflydelse på fordelingen.

På samme måde står det arbejdsgiverne frit for at støtte, hvem de vil, og de vælger så at støtte de borgerlige meget massivt.

Hvorfor i alverden pege fingre af hinanden over det? Sådan har det været i 100 år. Sådan er balancen i vores samfund, og det fungerer fint, så længe der er åbenhed om, hvem der får penge og støtte hvorfra. Så kan folk jo stemme ud fra de oplysninger.

Læs mere...

Gerne samarbejde med RV, men ikke på bekosting af arbejdsløse og nedslidte!

Margrethe Vestager og Niels Helveg Petersen har slået pjalterne sammen i Berlingske Tidende og opfordrer til samarbejde i oppositionen. Det synes jeg er en ualmindelig god idé. Jeg har været noget bekymret over den hårde linje overfor de radikale, som jo uanset om vi kan lide det eller ej er afgørende for, at vi kan få et tiltrængt regeringsskifte.

Når det er sagt, så har jeg også en klar holdning til, hvad jeg mener, der kan gives til de radikale og hvad der ikke kan.
Vi kan efter min mening godt se på, om grænsen for topskat skal hæves, således at sygeplejersken og politibetjenten ikke skal betale topskat. Særligt hvis det udløser, at millionærskattesatsen sættes op med yderligere et par procentpoint. Det er godt set, Margrethe!

Men dagpengene og efterlønnen står ikke til debat. Så længe vi slider folk ned i det omfang, vi gør, så længe er der behov for, at folk kan gå på efterløn. På Nørrebro i København er gennemsnitslevealderen som i Yemen. Seriøst!
Det vidner om, at nedslidningen af store dele af befolkningen fortsat er uacceptabel hård, og at der er behov for efterløn. Hvis vi får problemer med finansieringen af efterlønnen i fremtiden, fordi der kommer flere ældre, så lad os kigge på finansieringsproblemet i stedet for at kigge på efterlønnen. Der er trods alt en del skruer, der kan drejes på uden nogen bliver tvunget til at sælge deres tiende fladskærm af den grund – som den tidligere statsministerfrue gjorde så tragikomisk klart, så er der dele af befolkningen, som ikke har mærket det store til finanskrisen, og de dør nok ikke af at bidrage med lidt ekstra til dem, som slides ned.

Hvad angår dagpengene, så kan vi efter min mening godt gennemføre en reform – den skal hæve dagpengeniveauet i det første halve år uden at beskære dagpengeperioden. Men det er vist ikke helt det Margrethe Vestager har i tankerne.

Når dagpengene er hjerteblod, så er det fordi de er fundamentet for den smidighed og risikovillighed, der er plads til og brug set med både lønmodtager og arbejdsgiverbrillerne på. Danmark har en førerposition i verden på spørgsmålet om erhvervslivet risikovillighed i fht. at ansætte nye og flere folk, fordi vi ikke har tradition for meget lange opsigelsesfrister og store fratrædelsesordninger for almindelige lønmodtagere. Hvorfor har vi ikke tradition for det? Fordi vi har haft et dagpengesystem, der samlede fyrede medarbejdere op. det er dog allerede godt på vej til at være historie og vil selvfølgelig blive yderligere udfordret med nye nedskæringer.

I 1982 var dækningsgraden på over 75%. Folk fik altså gennemsnitligt mere 75 % af deres indtægt, hvis de blev arbejdsløse. I dag får de sølle godt 50%. Det betyder, at folk må gå fra hus og hjem, når de bliver fyret. Før skulle der naturligvis omlægninger og omprioriteringer til, men tingene kunne i de fleste tilfælde hænge nogenlunde sammen. I dag er det desværre ikke helt så vel, og det har da også fået den konsekvens, at dele af fagbevægelsen begynder at stille krav om længere opsigelsesvarsler. Således taber både lønmodtagere og arbejdsgivere. Det er trods alt ikke så tit, at interessefællesskabet mellem parterne er så åbenlyst, og når det du er det på dagpengeområdet, så lad os da styrke det og udbygge det, i stedet for at udhule og beskære det.

Jeg er altså helt med på, at de radikale skal have en del af deres politik gennemført for at vi kan samarbejde med hinanden. Derfor peger jeg på topskattegrænsen. Ja tak, den tager vi, og så glæder vi os til at kunne fortsætte med vores gode samarbejde i oppositionen efter en kort tids nedkøling.

Læs mere...

avisen.dk

En ny avis har set dagens lys. Mens andre har drejet nøglen om, har fagbevægelsen smidt penge i at få en ny avis. Galmandsværk vil nogen mene. Genialt, mener jeg.

Vi har i den grad manglet en socialdemokratisk avis de sidste ti år. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det præcist er de andre aviser ikke kan levere—ud over naturligvis en god portion socialdemokratisk holdning. Læser man avisen.dk er man dog ikke i tvivl. Den lukker på fin vis det hul, der har været i mediebilledet siden Aktuelt lukkede.
Der er mange historier fra arbejdspladser og uddannelsesverdenen. Der er gode hverdagshistorier og masser af faglige nyheder. Den oser af god gammeldags solidaritet på den fede måde. Men det er altså ikke en avis
på gammeldags manér. Det er en internetavis, som netop gerne vil være en internetavis. Således er journalisterne hyret til at lave internet og ikke til at lave papiravis. Det giver den noget sprødhed, som de andre aviser mangler på nettet.

Læs mere...

Ritt var en murbrækker

Ind i mellem skal man miste balancen for at genvinde retningen. Den kunst er Ritt Bjerregaard mester i, og har derfor på en og samme tid været så udskældt og alligevel så uundværlig for mit parti. Ritt er en af de få politikere jeg kender, som ikke er bange for dårlig presse eller dårlig stemning. ”Politik er at ville noget”, som hun sagde i sin afskedstale i weekenden med sin vanlige langsomme stemmeføring og tilbagelænede autoritet, der giver hvert enkelt ord sin fulde mening. Ritt ville noget, og Ritt gjorde noget. Ritt fik forandret den politiske scene for altid for os kvinder. Den ligestilling, som vi bryster os af i Danmark, blev skabt af Ritts generation af kvinder. Og netop i magtens centrum, hvor den slags kampe er allermest benhårde, der stod Ritt forrest.

Det er faktisk den politiker, som ikke er bange for dårlig presse, der får flyttet flest hegnspæle. Forandringer er nemlig sjældent populære i sin indledende fase, men kræver tid for at bundfælde sig og finde sin rette form – og derfor kræver det en god omgang politisk mod at sætte en ny dagsorden. Men det er jo så netop de gange, vi tør at melde ud, selvom vi risikerer at få øretæver, at vi ændrer verden, og det er de gange vi som parti er internt uenige og tør være det, fordi vi godt som parti kan stå sammen alligevel, at vi forandrer verden. Det er jo i de brydninger, at vi rykker ved hinanden og ved os selv.

Det var helt så det gippede i mig af overraskelse og glæde, og dernæst gå-på-mod og lyst til at være med ombord i socialdemokratiet, da Ritt stiftede den røde skole i sin tid. Det kan godt være det ikke være helt comme il faut. Men hvor var det rigtigt og hvor var det livgivende. Jeg tror faktisk også på, at det var en saltvandsindsprøjtning, som partiet samlet set kom styrket ud af.

Vi er så stærke, når man kan mærke hjerteblodet rulle. Vi er så stærke, når vi står fast på gode klassiske socialdemokratiske dagsordner. Vi er så stærke, når vi ikke skæver til meningsmålingerne. Vi bliver så stærke af med mellemrum at gå mod strømmen, fordi vi mener vi har ret og at vi kan overbevise andre om det. Ritt har leveret fantastisk et livsværk. Ritt har været afgørende en murbrækker for alle os kvinder i politik. Ritt har sat standarder for politisk mod, som nogen blinker nervøst ved tanken om, men som jeg styrker vores parti, og som vi bør beundre og tage ved lære.

Nu har vi ikke længere Ritt i København. Vi får Frank og det glæder vi os til, og jeg glæder mig helt personligt til at se mere til Ritt i Odense.

Læs mere...

Husk tavshedspligten!

Det irriterer mig grænseløst, når en nævenyttig bankrådgiver ikke vil give mig de oplysninger, som jeg skal bruge, blot fordi han ikke kan identificere mig gennem et telefonrør. Der er sådan en indbygget mistillid i det, som føles krænkende. Ikke desto mindre er der alligevel god grund til at holde fast i, at personoplysninger skal behandles med stor fortrolighed. Tavshedspligten og fortroligheden er helt afgørende ikke bare for vores privatlivs skyld, men også for at vi kan passe ordentligt på hinanden. Tavshedspligten og fortroligheden er igen kommet på dagsordenen, da det kom frem, at man ved en enkelt opringning kan få oplysninger om sin nabos gældssituation i RKI. Med mellemrum kan det have alvorlige konsekvenser, når oplysninger, der overfladisk betragtet er uskyldige, lækkes.

For et par år siden hjalp jeg en pige til at gå under jorden, fordi hendes far ikke ville lade hende vælge sin ægtefælle selv. Da faderen tidligere er dømt for alvorlig æresrelateret vold, var der overhængende fare for hende helbred. På trods af situationens alvor videregav blåøjede medarbejdere under tavshedspligt alle de oplysninger, der til sidst betød, at hendes familie fandt hende. Det kunne have kostet hende livet.

Politiet udleverede afgørende oplysninger til kvindens mor, da hun grædende bad om vidende datterens velbefindende. Men moderen er dybt og afgørende involveret i den ugerning, der bliver begået mod hende, og oplysningerne skal bruges til at finde hende for at straffe hende for den ydmygelse hun har udsat familien for. Politiet havde kendskab til hendes flugt, og vidste, at forældrene under ingen omstændigheder måtte få nogen oplysninger. Alligevel forbarmer en af betjentene sig over den grædende kvinde. Nu var familiens jagt på hende så sat ind.

Kvinden havde udsat sin familie for en utilgivelig ydmygelse og den var opsat på at finde deres uvorne unge, og begyndte således at trawle myndigheder og virksomheder igennem for at få oplysninger. Vi var omvendt blevet så forskrækkede over den lemfældige omgang med oplysninger, at vi forsøgte at sløre og slette alle tilgængelige spor. Således skiftede vi hendes folkeregisteradresse til et hemmeligt sted i Danmark. Hun fik ad to omgange nyt navn, først i Danmark og sidenhen i hendes nye hjemland. Hun opgav kontakten til alle hun kendte i Danmark på nær et par enkelte meget tætte venner. Vi blev efterhånden ret stive i skæg og blå briller. Alligevel gik det galt. Hendes uddannelsessted og hendes bankrådgiver gav oplysninger til familien. Ligesom det lykkedes dem at få fat i den hemmelige adresse fra Folkeregistret og informationer hos de sociale myndigheder. Hertil kommer den nok mest alvorlige brist, nemlig at en klaphat i Indenrigsministeriet og/eller på den danske ambassade i hendes nye hjemland videregav oplysninger til familien om hendes nye identitet i hendes nye land. Alt familien gjorde, var, at give dem en sang fra de varme lande om, at faderen var syg, og at de derfor havde behov for at få fat i hende. I andre situationer udgav de sig ganske simpelt for at være hende.
Et år efter hun stak af hjemmefra bankede de på hendes nye hoveddør i et nyt land. Til hendes held var det hendes onkel og ikke hendes far, der fandt hende. Han lod hende løbe og faderen indstillede herefter eftersøgningen af hende. Hun lever i dag i et tredje hjemland uden kontakt til sin familie – men med en mand hun selv har valgt og deres første barn.

Med til historien hører dog, at politiet også bidrog positiv til hendes flugt og frigørelse. De var nemlig yderste behjælpelige med at få skippet hende ud af landet. Så nok er systemet hullet som en si, men de gode viljer er faktisk til stede. Men det samlede indtryk er nu engang, at Danmark ikke er et land man kan gemme sig i. Det er rart, når det gælder forbrydere, men ikke så heldigt, når det gælder nogen af vores samfunds allermest udsatte og ubeskyttede borgere – nemlig kvinder, der er udsat for vold fra deres mænd eller familier. Derfor - husk nu Jeres tavshedspligt!

Læs mere...