Lovgivning virker

Bragt i DJØF-bladet

Jeg er vild med slik i spandevis, jeg har røget 30 smøger om dagen, siden jeg var 12 år gammel og jeg slås med mig selv hver morgen for at overtale mig selv til at tage cyklen i stedet for bilen. Jeg fnøs, da rygeloven blev introduceret. Formynderiet og frelstheden får alt til at stritte på mig, som var jeg stadig teenager og mine forældre skulle bestemme hjemkomsttidspunkt. Men jeg endte faktisk med at støtte loven. Når jeg gjorde det, var det fordi jeg ikke vidste hvad vi ellers skulle gøre. For selvom jeg ikke er glad for formynderi, så er rygning som bekendt et gigantisk sundhedsproblem og kampagner gør det nu engang ikke alene.

Nu har loven så virket i et par år og jeg er faktisk holdt op med at ryge i mellemtiden. Når jeg en sjælden gang overvejer at tage en smøg bliver jeg bremset af, at jeg ikke gider skulle udenfor, hver gang jeg skal ryge og jeg mister lysten til at ryge, når jeg ikke kan gøre det på caféen eller over en kop kaffe derhjemme, når veninderne er på besøg. Det hyggelige ved at ryge var jo netop i de situationer, hvor det nu er forbudt. Ergo har jeg ikke længere lyst til at være ryger. Fantastisk! Og det er selvfølgelig ikke bare mig, som har gået fra skepsis til tilhænger af lovgivningen og det er heller ikke bare mig, der har haft nemmere ved at holde et rygestop efter lovgivningen er trådt i kraft. Allerede et halvt år efter, at loven var trådt i kraft, dykkede antallet af dødsfald efter en blodprop i hjertet. Det drejede sig om 362 mennesker – eller næsten ligeså mange, som der hvert år dør i trafikken. Der er altså seriøst mange menneskeliv på spil, når vi laver lovgivning på dette område. Faktisk mener jeg at vi skal gå længere ad den vej, hvis vi mener det med sundheden alvorligt. De fleste af os har brug for fællesskabet for at ændre på vores vaner. Og de fleste af os er kede af, hvis vi vejer for meget eller hvis vi ryger. Det er ikke noget overformynderiet finder på. De fleste mennesker har naturligvis helt af sig selv lyst til at være sunde og raske.

For 50 år siden lå vi på en femte plads over landet med højeste levealder. Nu ligger vi nummer 23. Danskerne lever kortere end svenskerne, nordmændene og tyskerne. Vi ryger og drikker for meget, og vi spiser for fedt og motionerer for lidt. Sådan lyder den hårde dom over danskerne. Og dommen over politikerne er tilsvarende ubarmhjertig. Der skal føres en langt mere aggressiv prispolitik, hvor sunde varer gøres billigere og usunde fødevarer gøres dyrere—og så skal cigaretter koste 50 kr. pakken, siger sagkundskaben i form af forebyggelseskommissionens formand Mette Wier. De lande, der topper listen har netop brugt disse redskaber. Efter min mening kan det kun gå for langsomt med at tage disse redskaber i brug.

Sygdom rammer skævt. Kortuddannede skal i højere grad end andre leve med pivende rygerlunger, diabetes og overvægt end alle andre. Fanzy reklamekampagner skabt på ministerkontorerne virker ikke. Vi skal kunne mærke det på vores pengepung. Sunde fødevarer bør være billigere. Slikket skal koste mere og cigaretter skal op i en helt anden prisklasse. Det er den form for håndgribelige forandringer af politikken, der skubber til vores vaner og hjælper os til at leve et sundere liv.

Det kan godt virke irriterende frelst, men mon ikke vi alligevel sætter pris på et liv uden sukkersyge og rygerlunger, når det kommer til stykket? I hvert fald tror jeg, at de fleste, der lever med de sygdomme, ville ønske, at de kunne gøre det om. Jeg synes, at vi skal have hår nok på brystet til at gennemføre den lovgivning, der skal til for, at vi får ordentlige rammer for et sundt liv.
Fælles regler og lovgivning er en måde at passe på hinanden. Mange—inklusive mig selv– var noget betænkelige ved rygeloven. Ligesom mange har været sure over alkoholpolitik på arbejdspladsen. Men når først det er gennemført og vi har vænnet os til det, så er det alligevel de færreste, der ønsker det gamle tilbage. De fleste af os har faktisk brug for, at vi netop i fællesskab får sat nogle rammer op, som gør det let at tage de valg, der holder os raske og rørige i så mange år som muligt. Ellers fortsætter vi bare som hidtil - selvom det gør os syge.