Vi vil fattigdom til livs

Fattigdom er, når man ikke har et arbejde og føler sig uden for fællesskabet. Fattigdom er når man ikke har råd til at gå til fodbold. Fattigdom er når man ikke tager med til fest, fordi man ikke synes man kan være sit tøj bekendt. Fattigdom er, når man er alene og ingen hjælper en ud af ensomheden. Fattigdom er, når man ikke får den uddannelse, man gerne ville have. Fattigdom er, når man nedslides af sit arbejde, men ikke kan få et andet. Fattigdommen har mange ansigter, og alt for mange af dem findes i vores ellers meget rige samfund. Vi mener, at vi kan gøre det meget bedre end i dag. Vi vil gøre noget ved det – i et stærkt samarbejde mellem byråd og Folketing. Fattigdommen kan afskaffes centralt, og lindres og modvirkes lokalt.

Mange ved slet ikke, at der findes fattigdom i Danmark. Fattigdom er frygteligt tabubelagt. For nok har fattigdommen mange ansigter, men med dem alle følger skammen. Fattigdom er noget man skjuler. Det er flovt ikke at kunne klare sig selv. Det er frygteligt at skulle bede om hjælp. Og endnu værre, når den hjælp man så har fået slet, slet ikke rækker. Men sådan er det i Danmark anno 2009.
Det er ens egen skyld, tænker man, og bliver bekræftet af regeringens mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde. De får det jo til at lyde, som om man har valgt at stå uden for, og vil vælge omvendt, hvis bare det kan betale sig. Virkeligheden er jo, at det er de færreste arbejdsløse, der selv har valgt. Undersøgelserne fra 2001 og 2007 tyder da også på, at stigmatiseringen af de arbejdsløse er blevet værre. Det er blevet mere flovt at være arbejdsløs. Det bryder vi os ikke om. Vi ved jo, at langt, langt hovedparten af både de nyligt fyrede og af de langvarigt arbejdsløse har en grundlæggende lyst til at være på arbejdsmarkedet.

Sidst der blev talt om fattigdom i Odense Byråd, sagde de konservative, at vi blandede det sammen med det landspolitiske. Javel, det indrømmer vi. For man kan ikke andet. Vi kan kun gøre noget ved fattigdommen i Odense, hvis det gøres i et tæt samarbejde med staten. Fattigdommen er skabt politisk på den nationale scene. Men mange af dens følgevirkninger kan vi gøre en masse ved lokalt. Sammenblandingen af de to parlamentariske niveauer er helt afgørende, hvis man vil forstå fattigdommens væsen, og hvis man vil den til livs. Det vil vi gerne forklare nærmere.

Store dele af den fattigdom, der er i Danmark har sin rod i en række begrænsninger i folks daglige økonomi, som altså er besluttet politisk. Begrænsninger, der har sin begyndelse fordi folk ikke har et arbejde og derfor er afhængige af overførselsindkomst. Begrænsninger, der hernæst kommer sig af de beslutninger, regeringen har truffet omkring størrelsen af en række af overførselsindkomsterne - særligt for de mest udsatte borgere. Her tænker vi på loft over kontanthjælpen, forringelser i boligydelsen, at ægtepar på kontanthjælp får reduceret kraftigt i deres hjælp, hvis de er ofte og langvarigt ledige, en langt lavere hjælp for nytilflyttede. Det er alt sammen noget, man kan gøre noget ved, alene ved at træffe enkle politiske beslutninger. Det handler om prioritering. Den prioritering kan kun foretages nationalt. Helt anderledes ser det ud, når vi kigger på, hvordan vi lindre konsekvenserne af fattigdommen. Her skal der lokale kræfter på banen.

En del af dem, som efterlades ude i kulden – nogle i bogstavelig forstand, andre i overført betydning, har psykiske lidelser. For dem er der alt, alt for lidt hjælp at hente. Psykiatrien har lidt stor overlast under regeringens benhårde økonomiske greb. Det kan mærkes i form af flere ulykkelige mennesker, der ikke får den hjælp, de har behov for, flere familier der splintres i småstumper, fordi det er for hårdt selv at stå med ansvaret for det psykisk syge familiemedlem og yderst på planken kan det mærkes som flere hjemløse i gadebilledet – og det kender vi jo alt for godt i Odense. Det er både børne- og ungdomspsykiatrien, og den for de voksne, der lider. Det er en fattigdomsmaskine, både hvad sindet, menneskeligheden og pengepungen angår. Pengene til psykiatrien kommer centralt fra, men pengene til værestederne for de hjemløse, bestemmer vi over lokalt. Det er også lokalt, at vi kan skabe en folkeskole, der kan tage hånd om eleverne, så de ikke skal undertrykkes af skam over forældrenes fattigdom. Og det er her i Odense, at vi tager beslutninger om, hvordan vi håndterer børn med f.eks. ADHD. Den viden vi får af det lokale arbejde i Odense skal bruges af landspolitikerne til at forstå fattigdommens væsen og skal inspirere Folketinget til træffe de rigtige beslutninger vedr. både psykiatri og psykologhjælp. Det er derfor, at det er en god idé at blande tingene sammen. At skabe en helhed.

En særligt udsat gruppe er i overraskende de enlige forældre. I Kristeligt Dagblad for nyligt fortæller rådgivningschef på Mødrehjælpen i Odense, Inger Thorø Pedersen, at især mødre, der er alene med deres børn, er blevet fattigere. Hos Mødrehjælpen tilbydes de unge gravide og mødre intensiv rådgivning og undervisning i, hvordan man klarer at være forældre med presset økonomi, og hvordan man kan komme videre med en uddannelse eller et job. Netop de enlige forældre er et godt eksempel på hvor nuanceret fattigdomsproblemet er, for her kan være tale om kvinder med særdeles mange menneskelige ressourcer, og hvor fattigdomsproblemet giver sig til kende både som god gammeldags mangel på kontanter, men også som tab af et ellers godt socialt netværk, ensomhed og modløshed fordi man aften efter aften sidder derhjemme mens børnene sover alene og uden overskud til meget andet end at forsøge at få sovet ud inden næste hverdag tager over. En del af de enlige forældre mister kontakten til arbejdsmarkedet helt, og har meget svært ved at generere overskud til at etablere den igen, ligesom de har behov for at skabe eller genetablere et socialt netværk. Her er altså ligeså meget behov for et social og opsøgende indsats, som vi kan klare på kommunalt niveau, som der er behov for en økonomisk håndsrækning, som oftest kan klares på det nationale niveau. Men en lille økonomisk håndsrækning givet af byrådet kan skabe underværker for det fattige barn. Vi kunne jo indføre, at alle børn i Odense skal have ret til at være medlem af en idrætsklub efter eget ønske – og at de fattige familier vel og mærke kan få medlemskabet gratis.

Fattigdom handler dog først som sidst om ikke at være på arbejdsmarkedet – uanset hvad der er årsagen til, at man ikke er det. Vi ved fra undersøgelsen af fattigdom i Odense, at rigtig mange af problemerne skyldes mange års arbejdsløshed. Lang tids arbejdsløshed har umådeligt store negative konsekvenser i folks liv. At være holdt uden for arbejdsmarkedet kan slå selv det stærkeste menneske i stykker. Vi har alle brug for at være en del af et dagligt fællesskab og vi har alle brug for at føle, at vi gør gavn for samfundet. Og vi har helt banalt alle sammen brug for de penge, som vi tjener ved at være i arbejde.
Arbejdsløshed har konsekvenser i generationer. Det går ikke ubemærket hen over børn af arbejdsløse. Når vi skal bekæmpe fattigdommen i vores samfund hænger det altså helt tæt sammen med at bekæmpe den stigende arbejdsløshed. Den skal bekæmpes både som strukturelt fænomen ved f.eks. at fremrykke offentlige investeringer og foretage investeringer i udvikling af nye arbejdspladser. Vækstplaner af den karakter supplerer i forvejen hinanden i vores nationale og lokale udspil. Men den skal også bekæmpes som det individuelle fænomen den er. Her handler det om at få folk så tæt på arbejdsmarkedet som muligt. Det handler om relevant efteruddannelse, om meningsfuld aktivering og at komme af med arbejdsløshedens svøbe og bryde den arv som følger. De konservative har ret, når de siger vi blander tingene sammen. Det gør vi med vilje. For det er sådan man afskaffer fattigdom.