Tyveåret for murens fald

Klokken er seks om morgenen d. 10. november 1989. Der lyder et glædeshyl fra køkkenet i vores parcelhus i provinsen. Min mor danser jubeldans gennem den lange gang og slår dørene op til soveværelserne, hvor vi andre ellers håber på at få en times søvn mere inden dagen skal tage sin begyndelse. Men det er tydeligt af hendes hyl, at der er sket noget ganske særligt. ”Muren er faldet, muren er faldet, muren er faldet”. Jeg bliver lysvågen. Er muren faldet? Kan det lade sig gøre? Jeg tumler ud af sengen og ud i køkkenet for at høre nyheden i radioen. Det er ikke til at forstå. Aftenen inden er muren åbnet i Berlin. Selv om jeg bare var 12 år gammel så står begivenheden tindrende klart i min hukommelse.

I 80erne fik min familie for vane at tage på campingferie rundt omkring i Europa. Det var en billig måde at holde ferie på, og det var skægt med den frihed det gav til selv at vælge destinationen. Vi unger følte os som konger og baroner. Skulle vi til Paris eller til Budapest? Verden lå åben. Måske netop fordi verden lå åben og vi kunne bevæge os som vi ville, var kontrasten så skærende til de østeuropæiske børn, som vi legede med rundt om på de østeuropæiske campingpladser. På de vesteuropæiske campingpladser var der ingen østeuropæere, på de østeuropæiske var der masser vesteuropæere. Sådan bliver verden så håndgribelig. De var spærret inde, det var vi ikke. Følelsen af indespærring og frygt sneg sig ind under huden på os ved grænseovergangene. Mænd med uniformer og maskingeværer undersøgte bilerne. De havde spejle med, så de kunne kigge under bilerne. På bagsædet af bilen brugte vi unger ventetiden til at udtænke spektakulære metoder, hvorpå man kunne flygte fra øst til vest. Mine forældre fortalte om de forhadte rejseregler, som staten sad og fandt på for at forhindre folk i at rejse bort – regler som i øvrigt gælder på Cuba endnu og som israelerne har indført overfor palæstinenserne. Særligt kan jeg huske de hjerteskærende historier som kom frem i årene efter murens fald, hvor familier blev genforenet.

Vi blev forklaret, at kommunisme gik ud på, at alle skulle have lige del i samfundets ressourcer. Det synes jeg lød som en særdeles sympatisk indstilling til verden. Alle mennesker er det samme værd, selvom vi udfylder forskellige funktioner. Så langt, så godt. Men når jeg så kiggede på det østeuropæiske samfund, så var folk jo så langt fra lige. Der var himmelvid forskel på de kvarterer, hvor de fineste partibosser boede, og så der hvor flertallet boede. Og helt ekstremt var det i Berlin, hvor Karl Marx Strasses potente allé med gigantiske bygningsværker stod i skærende kontrast til betonslummen i forstæderne, hvor fattigdommen og modløsheden kæmpede med de lasede gardiner og de stinkende trabanter om at understrege systemets fallit.
Men for mig var den mest afgørende faktor, at jeg i fjernsynet kunne konstatere, at partibosserne rejste jorden rundt som de ville, mens almindelige mennesker var spærret inde bag jerntæppets grænser. Der var kæmpemæssig forskel på folk. Uligheden trivedes i bedste velgående i det gamle øst – ligesom i Vest. Uligheden havde bare forskellige ansigter.

Som barn var det temmelig forvirrende det her med ideologierne. Jeg var med så langt, at der var to verdener der kæmpede mod hinanden. Men hvor var vi selv placeret i den kamp? Vores allierede var selvfølgelig vest, fordi det totalitære øst var frygteligt, men vores samfundsmodel stred jo stærkt imod USA's. I Danmark havde vi siden 2. Verdenskrig forsøgt at udligne skellene mellem mennesker og skabe så gode vilkår for alle som muligt. I USA ville Reagan lade enhver være sin egen lykkes smed. Jeg tænkte, at vi havde taget de bedste af begge verdener. Vi havde taget Vestens ideal om demokrati og Østens ideal om lighed og kombineret det – og det måtte vel være en eller anden art socialisme. Det tænker jeg faktisk endnu. Altså at vi i Danmark har skabt en model, hvor ligheden og friheden ikke er hinandens modsætninger, men faktisk hinandens forudsætninger. Mennesker oplever ikke lighed, hvis ikke der er frihed. Hvis friheden er begrænset, er den jo begrænset af nogen. Ergo er man ikke lige – selvom man måske er det materielt. Så selv hvis partibosserne faktisk havde udlignet de økonomiske og materielle skel, så ville det ikke have skabt en følelse af lighed, netop fordi der ikke var frihed. Omvendt gør det samme sig gældende. Vi føler os ikke frie, hvis ikke vi er lige – eller i hvert fald nogenlunde lige. Det at have ret til at rejse er jo ikke meget værd, hvis ikke man har råd. Det konstaterede en taxachauffør i Bukarest overfor mig ti år efter murens fald. Han sagde: ”Inden murens fald måtte vi ikke rejse, men havde råd, efter murens fald må vi gerne rejse, men har ikke råd.” I dag er der mange i Bukarest, der har råd til at rejse, og derfor føles det som ufrihed, når taxachaufføren ikke har råd.
Pointen er, at vi skal lade de to dyder udvikle sig sideløbende med hinanden. Friheden og ligheden. Ellers bliver de hinandens endeligt.

D. 10. november om morgenen. 12 timer efter grænserne var åbnet lå verden åben for østtyskerne. Frihedsfølelsen blandet med en vis portion usikkerhed om fremtiden gennemskyllede verden. Her tyve år senere halter ligheden. Det gamle øst har fået en ny alvorlig skævhed. Det er den skævhed, der får en del østeuropæere til at ønske sig tilbage til gamle dage. Men faktisk tror jeg, at de kunne have god gavn af en ordentlig indsprøjtning af det bedste af begge verden. Lad os kalde det god, gammeldags, skandinavisk demokratisk socialisme.