Privatskolerne underminerer samfundet, bragt i DJØF-Bladet

”På de velstillede privatskoler vokser børnene op i en osteklokke.” Det er ikke Englands overklasse vi her taler om. Det er Danmark anno 2009. ”De kommer fra hjem, hvor forældrene har høje uddannelse, gode job og masser af penge… og deres skolekammerater kommer fra samme miljø. Efter grundskolen fortsætter de i gymnasiet og med en højere uddannelse, uden nogensinde at møde samfundets brede lag… Mange vil som voksne være meningsdannende og beslutningstagende i til nogle mennesker, som de aldrig har mødt.” Forfatter Lars Olsen taler om privatskolerne i Danmark. Ikke dem alle sammen, for i dele af landet er der bred social rekruttering særligt til friskolerne. Men i de store byer er det ikke længere noget vi frygter for fremtiden. 39 % af akademikerbørnene i København går på privatskole. Det er nutid – og det underminerer samfundet, samfundsøkonomien og det er til skade for både privatskoleungerne og børnene i folkeskolen. Lars Olsen har skrevet bogen ”Den sociale smeltedigel”. Den har heldigvis trukket overskrifter og TV-programmer. Jeg siger heldigvis, fordi debatten er så uendelig vigtig for vores samfund.

Normalt affærdiges den med, at ”folkeskolen skal da bare gøres mere attraktiv, så den tiltrækker forældre også fra de øvre lag”. Ja tak, hvem vil være den første til at bruge sit barn som prøveklud? Dig? Ikke mig i hvert fald. Jeg har gået på en skole, der mildest talt ikke var et sprudlende læringsmiljø. Ikke på vilkår om mine unger skal trækkes igennem 10 år af den slags. Jeg kan sagtens forstå de mange forældre, der vælger privatskolerne til deres børn. Selv sender jeg med god samvittighed mine unger i folkeskole, når den tid kommer – men da kun fordi jeg bor i et område med gode, blandede folkeskoler. Jeg undgår altså at blive sat i det samme frygtelige dilemma, som forældre på f.eks. Nørrebro. Så når jeg slår et slag for folkeskolen, er det faktisk ikke for at spille hellig og slå en masse veluddannede forældre i hovedet med deres valg. Det er snarere et opråb om, at vi er i gang med at ødelægge noget, som måske er selveste grundlaget for meget af det vi holder af som danskere, den korte distance mellem samfundslagene, de gode samarbejde mellem forskellige sociale grupper på arbejdspladserne, det antiautoritære, forståelsen for hinandens levevis og venskaberne på tværs af sociale klasser. Vi kan ikke hver især forandre på udviklingen ved at bruge vores børn som prøveklud, men vi kan ændre på det i fællesskab ved enten at tage nogle politiske beslutninger eller ved at træffe nogle valg i fællesskab med andre forældre allerede, når vores børn går i børnehave.

En af de gode pointer i Lars Olsens bog er, at det ikke kun børn med såkaldt svag hjemmebaggrund, der vinder ved den fælles skole. Pointen i Lars Olsens bog er netop, at vi alle vinder. De riges børn, de kloge, de dumme, de utilpassede, danskerne, indvandrerne og samfundet og samfundsøkonomien. Allerede ved forrige århundredeskifte havde man forstået styrken ved enhedsskolen. Således citerer han fra skoledebatten dengang: …alle Samfundsklassers børn kan samles her, rige og fattige, fornemme og ringe, begavede og ubegavede. Her skal de lære af hverandre, hjælpe hverandre, komme til at forstå hverandre, følges ad så langt Lyst og Evner falder sammen og opdrages til at arbejde sammen. Herved får vi det fornødne fælles Dannelsesgrundlag, der skal danne bro mellem de forskellige samfundslag…”. Ofte spørges der, hvad de dygtigste elever får ud at skulle være sammen med alle de andre i folkeskolen? Svaret er simpelt: De får evnen til at lede og fordele arbejdet. Så simpelt er det. Den bedste erhvervsleder, chef, direktør, meningsdanner og beslutningstager må nødvendigvis være den, der har det største kendskab til de mennesker, der skal ledes. Det er altså ikke kun et problem for samfundets brede lag, hvis de veluddannedes børn ikke kommer i folkeskole. Det er også et problem for de kommende chefer.

Hver enkelt forældre kan ikke forventes - med deres barn som prøveklud - at være dem, der egenhændigt forandrer elevsammensætningen i folkeskolerne. Men hver enkelt forældre – ikke mindst kernelæserne af dette blad – må forventes at påtage sig det ansvar at forsøge at få børn fra samme børnehave til sammen at flytte op i 0-klasse på den lokale folkeskole, så børnene med sikkerhed starter i blandede klasser. Ingen børn har fortjent at vokse op i en osteklokke og ingen børn har fortjent en ghettoskole. Forandringen kan godt skabes nedefra. Det er bare afgørende, at den skabes kollektivt, så folkeskolen igen kan blive den vigtigste kulturbærende institution i samfundet.