Milliarderne flyder i en lind strøm ud af statskassen. Pengene går til bankerne og til erhvervslivet. Redningspakker kaldes det. Og javel, der er behov for at redde, hvad der reddes kan i erhvervslivet, sådan at så få som muligt skubbes ud i arbejdsløshed. Men det er helt til grin, at der ikke er lavet en redningspakke dem, som krisen går hårdest ud over – nemlig dem, der er blevet fyret. Dagpenge dækker for folk med mellemindkomster et sted mellem 50-75 % af lønnen. Det er så lidt, at de fleste af dem der fyres nu, må have svært ved at blive boende, hvor de bor. Det må have sviende konsekvenser for den helt almindelige hverdag. Det hører vi alt for lidt til i medierne, og alt for få politikere sætter sig ned og laver redningspakker for de fyrede.
Nu hører vi så, at der kommer ufinansierede skattelettelser i næste uge. Regeringen kommer nemlig med sit længe ventede skatteudspil. Lur mig – der kommer ikke til at være en krone til de arbejdsløse! Til gengæld kan folk, der betaler topskat formodentlig se frem til en kæmpecheck. Hvornår går det op for Danmark, at dem, der styrer landet bedst i krisetid, hverken kommer fra VK eller O? De har altid være ligeglade med arbejdsløse og andre grupper på overførsel.
fredag den 20. februar 2009
Giv også en skærv til de fyrede
Indsendt af Pernille Rosenkrantz-Theil kl. fredag, februar 20, 2009
Etiketter: arbejdsløshed, krise