Et vindue for forandring står åbent, bragt i S-bladet, Frederiksberg

Et vindue for forandring står åbent. Den blinde tillid til højrefløjens økonomer sank i grus sammen med finanshusene og bankerne. Dermed er der behov for et nyt perspektiv på politikken og økonomien. Betingelserne for samfundet har slet og ret forandret sig, og der kræves nye svar på nye problemer.

Regeringen tog fejl
For få år siden jublede daværende finansminister Thor Pedersen over, at Danmark var så rigt, at vi kunne købe hele verden. Dengang levede vi endnu i jubelliberalismens tidsalder. Nye låneformer gjorde alle med ejerbolig til kapitalister, og fremgangen i lønningsposen gjorde mange almindelige lønmodtagere til investorer på aktiemarkedet. Men Thor Pedersen tog fejl, regeringen tog fejl, markedsanalytikerne tog fejl, bankerne tog fejl, vi havde ikke råd til at købe hele verden. Det fandt vi bare først ud af efter, at vi havde gjort det. Nu står verdensøkonomien med håret i postkassen. Erhvervslivet har ingen steder at få penge; i Danmark og i udlandet begynder arbejdsløsheden at stige, antallet af tvangsauktioner er eksploderet, og en masse mennesker sidder stavnbundet i lejligheder, som de har betalt alt for meget for. Hvor har de dog nået at ødelægge meget.

Liberalisternes tid er forbi
Derfor står vinduet for forandring åbent. Sandsynligvis har det ikke stået mere åbent siden murens fald, hvor liberalisterne tog pennen i hånden og begyndte at skrive verdens fremtid. Liberalisterne havde held til at snige deres ideologi ind alle vegne. Således begyndte verdens arbejderpartier at snakke om ”fornyelse” i 90erne – hvilket der da også var behov for. Men fornyelsen var ikke en fornyelse af egne svar som en naturlig konsekvens af samfundets forandringer. Nej, det var en adoption af liberalisternes tankegods. ”Den tredje vej” blev opfundet, og det blev arbejderpolitik at udlicitere og privatisere. Det blev til arbejderpolitik at sætte overførslerne under hårdt pres og ’økonomisk ansvarlighed’ blev sat lig med nedskæringer i den offentlige sektor. Klassekampen var aflyst, og det blev helt forbudt at kalde sig socialist, selv om man var det i sit hjerte. Det har i sandhed være nogle stærke år for liberalismen og nogle hårde år for arbejderpartierne.

Nu er det slut
Men nok om det årtyves umuligheder. Nu er det slut. Et kontant punktum er blevet sat med finanskrisen. Og det er allerede nu tydeligt, hvad det gør ved det gamle arbejderparti. Ude og væk af jubelliberalisternes skygge bliver det helt kønt at se på. Der bliver tænkt nyt og stillet offensive dagsordener. Nedskæringer på dagpengene er igen blevet politik kun for de borgerlige, der stilles spørgsmålstegn ved bankdirektørernes fornærmende høje lønninger, og der kræves statslig indflydelse på landets økonomiske infrastruktur - en dejlig solid og ansvarlig dagsorden, der endelig adskiller sig på helt afgørende vis fra regeringens. Det er blevet tydeligt, hvad socialdemokratiet gerne vil, og hvilke værdier der bærer.

Det ved vi godt
Hertil kommer, at man næsten kan høre sukkene i de socialdemokratiske rækker efter at få lov til at trække i arbejdstøjet og dæmme op for de værste ødelæggelser, som den stigende arbejdsløshed trækker med sig. Det ved vi godt, at vi er bedst til at løse. Her er der ikke slået skår i den socialdemokratiske selvtillid, og randene under Anders Foghs øjne er da også blevet dybere og huden mere grå. Han kender sin besøgelsestid og ved, at der igen er tid til forandring, men denne gang altså med modsat fortegn.
I USA viste demokraternes sejr, at den lokale organisering var afgørende for at kunne bruge det åbentstående vindue. Det var lokale møder organiseret lokalt, det var de massive aktiviteter på internettet, og det var bevægelsernes økonomiske og moralske opbakning, som i høj grad afgjorde det amerikanske valg.

Ikke én eneste dansker …
Vi så selv, hvor effektiv den slags organisering er under strejkerne i foråret, hvor forbundene turde lade de lokale tillidsfolk og strejkende være ambassadørerne for det politiske budskab. På den måde kan befolkningen identificere sig med dem, der er i gang med at forandre på verden – og enhver med holdning til verden og et ønske om at vælte regeringen kan bare gå i gang. Det kræver kun et par klik med musen eller et enkelt opkald til afdelingen, så er du i gang og føler dig som en del af noget større. Det var strejkens succes, og det var demokraterne i USA's ditto. Nu er tiden kommet til os. Der skal ikke være en eneste dansker, der skal være i tvivl om, hvem der er bedst til at skabe tryghed i krisetid. Det skriger nemlig til himlen, at mennesker skal styre samfundets udvikling – ikke tilfældigheder på markeder, der til tider er skøre som glas. Det skriger til himlen, at der er behov for en god, bred ryg til at bære de kommende års byrder. Den ryg kan socialdemokratiet levere. Så spænd nu den rigtige hest foran vognen. Lad os nu få det regeringsskifte.