Et lille land med et stort hjerte?

”Over 72 millioner kroner. Det blev det foreløbige resultat af Danmarks Indsamling 2009, som DR lørdag den 24. januar sendte direkte fra Tivoli. De 12 største hjælpeorganisationer samlede sammen med DR penge ind til Afrikas allerfattigste familier. Danskerne bakkede op trods finanskrise og dystre spådomme om danskernes givervilje. Det blev gjort til skamme, og danskerne markerede, at de bor i i et lille land med et stort hjerte.”

Sådan står der på Danmarksindsamlingens hjemmeside. Og det er da også prisværdigt, at så mange danskere har givet penge til indsamlingen. Men lige frem at tale om, at Danmark er ”et lille land med et stort hjerte”, er måske alligevel at stramme den. For i dette lille land har et flertal jo netop forårsaget massive nedskæringer i støtten til verdens fattige. Et flertal har peget på en regering, der har skåret, hvad der svarer til to en halv milliarder kroner per år. Det svarer til 580 kr. pr. voksne dansker pr. år.

I Danmarksindsamlingen blev der i alt samlet 72 millioner kroner ind. Det svarer til knap 17 kroner pr. voksne dansker. Flot.
Selv så jeg håndbold og glemte helt, at der var indsamling og har derfor ikke givet en rød reje. Og det er desværre det, der sker når ulandsbistanden bliver ”privatiseret”. Folk glemmer det eller bruger pengene på noget andet. Måske ligger indsamlingen sidst på måneden, så det i øjeblikket er uhensigtsmæssigt at donere, selvom man egentlig gerne vil. Måske var man på besøg hos tante Oda, og kunne derfor ikke lige ringe penge ind. Sådan er det. Der kommer bare ikke lige så mange penge i kassen. Ligesom der i gamle dage ikke kom nok penge til fattigkvarterne, selvom foreninger og enkeltpersoner gjorde nok så stort et stykke arbejde. Det rykker først for alvor med fattigdomsbekæmpelse, hvis vi forpligter os selv og hinanden gennem skattesystemet.

Det er altså enormt sympatisk, at folk donerer penge til Danmarksindsamlingen, men når det er sagt, så er denne og mange andre indsamlinger med til at sende et røgslør henover det faktum, at Danmarks bidrag til udligning af verdens fattigdom falder og bliver båret af tilfældigheder. Når der tales om at vi har større offervilje, og om at vores land har et stort hjerte, så pudser vi glorien og føler os gode. Selvom det egentlig er mere korrekt, at offerviljen har lidt et meget stort nederlag i de senere år – og det kan 17 kr. pr. voksen dansker altså langt, langt fra rette op på. Kom nu Danmark, op på hesten, vi tør da godt forpligte os overfor verdens fattige. Gør vi ikke?