Klaustrofobi i Gaza

Gaza er et stykke land på størrelse med Langeland, og der bor langt over en million mennesker. Det gør Gaza til et af de tættest befolkede områder i hele verden. Når man bevæger sig rundt i Gaza by, er der da også mennesker over alt. Det ligner lidt billederne af et fortov i New York i myldretid.

Gaza er omkranset af et hegn, hvor den eneste måde at komme ud på den anden side er igennem sluser, som Israel kontrollerer. Forestil Jer nu, at bomberne begynder at regne ned fra himlen. Pretty scary thought, huh? Det kan ikke lade sig gøre at bombe et sted som Gaza uden meget store civile tab som følge – og det er Israels regering naturligvis pinligt klar over. Af samme årsag gør Israel, hvad der står i dets magt for at holde verdens korps af journalister udefra området. Efter min mening yderligere en skamplet på en stat, der ellers ynder at kalde sig et demokrati.

Normalt, når der er krig, har civilbefolkningen i det mindste mulighed for at flygte væk fra de områder, hvor krigen raser mest intenst. Men det kan altså ikke lade sig gøre for almindelige mennesker i Gaza. På grund af hegnet lever de som i verdens største fængsel, og er lige nu fanget mellem muslimske fanatikere på den ene side og Israels uhyggelige brutalitet på den anden.

Gaza er i forvejen et område med meget få ressourcer, en uhyggeligt høj arbejdsløshed, en umådelig håbløshed og et indædt had mod de israelske soldater, der står som fangevogtere ved sluserne til omverdenen. Det er en heksekedel, et sted man aldrig glemmer følelsen af. Det er et sted som vil eksplodere i raseri igen og igen og igen. Sådan som de fleste sunde befolkningsgrupper vil reagere imod at være spærret inde og på at leve på et andet lands nåde. Palæstinenserne i Gaza er nemlig helt afhængige af at kunne arbejde for Israelerne, og har derfor ikke mulighed for bare at acceptere isolationen i den lille stribe land. De er pisket til konstant at skulle gennem sluserne ind i Israel for at kunne få mad på bordet. Således er kimen til evige sammenstød, evige ydmygelser, evige oprør, evig rekruttering til ekstremistiske grupper skabt. Den situation løses ikke ved hjælp af sønderbombning af territoriet. Den situation løses, hvis trykket tages af kedlen. Hvis området normaliseres og åbnes op mod resten af verden. Hvis indbyggerne i Gaza får en oplevelse af at kunne leve et normalt liv med tryghed for deres unger og sikkerhed for deres fremtid. Så ville man kunne bremse op for rekrutteringen til de grupper, der sender raketter ind over hegnet til Israel. Og så ville man kunne stoppe voldens onde cirkel.

Hvis Obama mener sit ”Yes we can”, så er det en god idé at træde i karakter lige præcis nu. Bombninger af civilbefolkning er i alle sammenhænge helt og aldeles uacceptabelt. Og netop USA har en naturlig plads i det israelske hjerte, og har derfor bedre adgang end de fleste til at tale den israelske regering til fornuft. Hvem der kan tale Hamas til fornuft, ved jeg ikke. Men en fred bliver nødt til at starte et sted. Og den palæstinensiske civilbefolkning skal ikke bøde for Hamas´ ugerninger mod den israelske civilbefolkning, ligesom den israelske civilbefolkning ikke skal bøde for deres regerings fejltagelser.