Old school velkomst

I denne uge skete der noget overraskende rart – og det var vel at mærke ikke stiftelsen af Borgerligt Centrum, som mest af alt har udløst latter i mit hjem. Nej, da jeg kom hjem fra vuggestuen med min ældste pode ved hånden, stod der en mand ved min havelåge og ventede på mig. Det var en fra bestyrelsen i min nye lokalforening hos Socialdemokratiet på Frederiksberg. Han kom for at byde mig velkommen til partiforeningen. Det gør man på Frederiksberg, når der kommer nye medlemmer, fortalte han. OK, jeg bød ham indenfor på en kop kaffe, og fik i løbet af den næste times tid en god idé om den politiske situation på Frederiksberg, jeg blev spurgt til, hvad jeg ville bruge medlemskabet til og vi fik snakket lidt om børn og børnebørn.
Det er for mig umiddelbart noget old school at dukke op hos folk på den måde, når de melder sig ind i et parti. I hvert fald minder det mig lidt om de gamles historier om, hvordan den lokale partiformand eller kasserer kom rundt og stemplede i partibøgerne, når man betalte sit kontingent. Men hold da helt op, hvor det virker godt. Der kommer ansigt på partiet. Det bliver lige lavet om til et menneske, som man kan forholde sig til. Fantastisk. Partierne kan efter min mening ellers godt være nogle noget fjerne apparater, som man ikke har noget personligt forhold til. Jeg tror, at jeg havde forestillet mig, at man modtog en eller anden standardskrivelse ved indmeldelsen – og ikke andet. Tit er socialdemokratiet blevet skældt ud for sine systemer og kasser. Men man må da sige, at partiet forstår at individualisere sin velkomst af nye medlemmer. Tak for det. Det fik mig til at føle mig meget velkommen. Jeg håber, at det ikke kun er på Frederiksberg, at man holder den tradition i hævd.