Værdig alderdom giver frihed

15 m2 uden bad og toilet. Et par tusinde boliger er tilmed så elendige, at de burde være skrottet for længst. Det er ikke en palæstinensisk flygtningelejr vi taler om, men ældre medborgeres sidste hjem i tilværelsen i Danmark. Det er deres plejebolig, som Berlingske Tidende beskriver det i dagens avis.

Berlingske Tidende bringer nemlig igen fokus på den helt uacceptable situation, som mange ældre lever under. Og jeg kan bare ryste på hovedet, og gentage et af mine fire krav til fremtidens samfund og til den offentlige sektor: ”standarden skal afspejle den levestandard vi har i samfundet i øvrigt. De offentlige sektor skal ikke hænge i laser, mens vores hjem bugner af designermøbler og samtalekøkkener.” Ældre medborgere, der har arbejdet et helt liv for vores samfund, skal ikke ende deres liv under usle vilkår. Det er ganske simpelt ikke værdigt.

Det er ikke for sjov, at netop vilkårene for ældre i form af folkepensionen opfattes som en af grundbyggestenene i et velfærdssamfund. Det er jo netop i alderdommen, at de fleste oplever at blive prisgivet andres hjælp og velvilje, og derfor er det et helt afgørende for samfundstrygheden, at alle kan se frem til en god alderdom. Derfor er det heller ikke bare de ældre der bor i de 2.000 værste boliger i Danmark, der rammes af de usle vilkår. Det er i høj grad også os andre, fordi vores tillid til, at samfundet har tænkt sig at levere de forhold, som vi har behov for, forsvinder. Den ro, det giver at vide, at der er gode skoler til ungerne, ordentlige sygehuse, hvis det værste skulle ske og en tryghed for en værdig alderdom forsvinder, og det ændrer faktisk temmelig radikalt på vores livsopfattelse og frihedsfornemmelse. Vi kommer til at bruge en masse kræfter på at fokusere på at bringe disse forhold i orden, og det skaber selvsagt bekymring og panderynker. Og dermed må vi vinke farvel til den lethed og glæde ved livet, som jeg ellers mener danner grundlaget for at danskerne gang på gang er blevet kåret som det lykkeligste folkefærd i verden.

Hvis vores plejeboliger skal afspejle levestandarden i samfundet i øvrigt, så skal der naturligvis være et godt badeværelse, som er indrettet efter beboeren ønsker med god tilgængelighed og badeforhold, der i videst mulig udstrækning gør det muligt for den ældre at få privatliv omkring sine gøremål. Der skal være kvadratmeter nok til, at der er lys og luft, og til at den ældre kan have sine minder og møbler omkring sig. Og så skal der selvfølgelig være hjælp til at den ældre med mellemrum kan genindrette sit hjem og opdatere forholdene, som tiden og moden skifter – ligesom alle vi andre gør.

Mine fire krav forandringer af velfærdssamfundet:

1) Den offentlige sektor skal udgøre en større del af BNP end i dag, og standarden skal afspejle den levestandard vi har i samfundet i øvrigt. De offentlige sektor skal ikke hænge i laser, mens vores hjem bugner af designermøbler og samtalekøkkener.

2) Arbejdsfri indtægter skal beskattes hårdere, mens folk på overførselsindkomst skal have skattelettelser. De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.

3) Fællesskabet løser bedst samfundsmæssige problemer. Således er privathospitaler, privatskoler og privat børnepasning symptomer på dysfunktioner i et velfærdssamfund.

4) Demokratiet stopper ikke ved fabriksporten: Vi skal have indflydelse på indretningen af vores egne arbejdspladser for at arbejdsdagen bliver så rar som mulig, og sådan at opgaverne løses så effektivt som muligt, og vi skal have indflydelse på produktionen i vores samfund.