Utroværdig?

Først og fremmest skal jeg takke journalisterne for den fantastiske opmærksomhed, som det har givet, at jeg har valgt at melde mig ind i Socialdemokratiet. Langt det meste, der er skrevet og bragt har været lødig og god journalistisk – også af det, der har været kritisk. Men når det er sagt, så har blodhundene altså også været på arbejde.
Det er egentlig temmelig forudsigeligt det, der foregår og har foregået. Den ene gruppe journalister vil forsøge at gøre mig utroværdig ved at fremstille det, jeg siger, som om jeg ikke længere mener det, som jeg mente i Enhedslisten, mens andre vil forsøge at gøre mig utroværdig, ved at fremstille det som om jeg stadig mener det, jeg mente mens jeg repræsenterede Enhedslisten. Forvirret?! Forståeligt nok. Mine politiske værdier kan vel også bedst beskrives, som de samme, som de altid har været – og der har altid været meget store overlap mellem mine holdninger, og dem som findes i socialdemokratiet. Måske også derfor, at jeg afsluttede en af de store debatter i valgkampen 2005 med at sige, at vi skulle tage over, hvor socialdemokratiet slap med at udvikle og gennemføre velfærdsreformer. En linje og en ambition som mit gamle parti ikke helt fulgte op på.
Èn af dagens journalistiske stramninger må siges at være forsiden på Urban, hvor man kan læse, at jeg er færdig med at kritisere Helle Thorning. Hvis man læser artiklen, vil man vide, at det er fordi, jeg mener, at Helle T. gør det bedre, end jeg havde frygtet. Det er alt andet lige to meget forskellige ting. Jeg er naturligvis ikke færdig med at kritisere, hvis der er politik, som jeg er uenig i. Men jeg må erkende, at hun viste sig at være anderledes end jeg havde forventet, da hun gik til valg på en dagsorden om velfærd frem for skattelettelser – alt andet lige den mest ideologiske overskrift på et socialdemokratisk folketingsvalg i mange, mange år – og derfor er det måske lige kækt nok, at jeg tidligere har kaldt hende blottet for politisk ideologi.
En anden af dagens mere spøjse vinkler er Peter Mogensen, der på Politikens hjemmeside bramfrit erklærer, at jeg er "færdig i dansk politik", hvis ikke jeg retter ind på spørgsmål såsom EU, Nato, skattestop og 24 års regel. Som kommentator bør han ellers vide, at en meget stor del af de socialdemokratiske vælgere, og sågar folkevalgte politikere er kritiske overfor partiets nuværende linje på de nævnte områder. Og for lige at slå det fast: på en række af de spørgsmål som Mogensen nævner, der gætter han og de øvrige journalister ud fra Enhedslistens partiprogram på, hvad min holdning er – og jeg behøver vel næppe i disse dage erindre om, at der ikke altid er overensstemmelse mellem mine og mit partis holdninger.
Denne indledende fase er dog så småt ved at være overstået. Herefter sætter personangrebene ind, og det er dejligt nem for journalisterne og politiske modstandere, hvad min person angår, fordi jeg har en vildere ungdom end gennemsnittet. Således skal jeg f.eks. stadig svare på malingsag og spørgsmål om hvorvidt jeg er en autonom anarkist. Det burde ellers være åbenlyst, at jeg ikke er nogen af delene, eftersom jeg lige er sprunget ud som socialdemokrat. Men ja, jeg har da været en værre rod. I min tidlige ungdom i Korsør kom jeg i miljøer præget af stoffer, druk og vold, og som 17-årig flyttede jeg til København til 90'ernes autonome miljø præget af indignation, men også af hærværk og bare en anelse selvretfærdighed. Og når stort set alt, hvad jeg har foretaget mig i mit liv, siden jeg var 15 desuden har været registreret af et tv-kamera, og jeg i øvrigt har en forbandet tendens til at være en anelse direkte i mit sprogbrug, ja så er der nok at tage fat på. Hertil kommer, at jeg aldrig har brudt mig om at leve strengt asketisk, og derfor kan man altid slå en god historie op på min ejerlejlighed, min bil, og nu så åbenbart også på mit honorar som foredragsholder. Hør bare:
Her til eftermiddag ringer den ene af mine bookere for at fortælle, at først Berlingske og herefter Ekstra Bladet har ringet, og udgivet sig for at være nogle andre end dem de er. Berlingske ringede i sidste uge for at finde ud af, hvad jeg tager i honorar for mine foredrag, og udgav sig i den forbindelse for at være nogle andre end netop journalister fra Berlingske. Min booker lugtede lunten og journalisten måtte slukøret indrømme, at han nok alligevel var en journalist. Pinligt, pinligt.
Herefter modtager min booker et opkald angiveligt fra Frederiksværk, hvor en række angiveligt faglige folk gerne vil booke et foredrag. Ligeledes vil denne person gerne kende prisen. Han får oplyst, at det formodentlig vil ligge i omegnen af 12.500 kr. plus transport, men at det kommer meget an på, hvem de er og hvor mange tilhørere, der er. Efter samtalen bliver min booker alligevel i tvivl om, hvorvidt det var en oprigtig henvendelse eller om det kunne være endnu en journalist. Han slår derfor nummeret op – og det navn der dukker op på skærmen er: BENT FALBERT 
Hvorfor al den skæg og blå briller, Bent Falbert? Journalister er da velkomne til at henvende sig direkte, hvis de gerne vil høre, hvad mine foredrag koster. Det eneste, de risikerer, er da, at jeg svarer, at det ikke kommer dem ved - hvilket det i sagens natur heller ikke gør. Men faktisk har jeg intet behov for at holde det skjult, og Ekstra Bladet skal da være velkomne til at opreklamere mine foredrag efter behag. Jeg tager alt mellem 0 og 20.000 kr. alt efter om det er private virksomheder, organisationer, institutioner el.lign og afhængigt af, hvor meget forberedelse og transport, der er forbundet med det. Hvis det er DSU en torsdag aften til debat, så tager jeg naturligvis ikke penge for det, men er det en privat virksomhed med 500 medarbejdere til en personaleweekend, så tager jeg mig naturligvis betalt for mit arbejde.
Enhver, der har med foredrag at gøre vil vide, at det hverken er særligt meget eller særligt lidt. Nogle politikere tager mere, nogle tager mindre. Nogle journalister tager mere, nogle tager mindre. Jeg kender folk, der tager helt op til 80.000 kr. for to timer. Og jeg ved, at Bent Falbert selv tager 8.000-12.000 kr. for at holde et foredrag.
Jeg behøver vel næppe at understrege, at jeg ikke kan leve op til idéen om at politikere skal være sådan nogen slipseklædte spejderdrenge helt blottet for fejl. Jeg har aldrig været et dydsmønster. Således har jeg da også fået udført sort arbejde, glemt at betale regninger til tiden (en ualmindelig dyr sportsgren, der en enkelt gang var ved at resultere i, at jeg ikke kunne læse til eksamen, fordi der kom en mand forbi og ville slukke for strømmen), har fået parkerings- og fartbøder (57 km/t, jeg er ellers kendt for at køre for langsomt), ikke betalt licens engang i mine unge dage, været med til at ødelægge ting i fuldskab og sågar medvirket til hærværk, røget ikke så lidt hash, været anholdt i forbindelse med et par politiske aktioner, og sikkert en lang række af andre ting. Der er meget i blandt som jeg ikke er stolt af, men jeg har omvendt heller ikke noget behov for at skulle tage afstand fra mig selv. Jeg er, som jeg er og jeg var, som jeg var. Nok er der meget af ovenstående jeg aldrig kunne finde på at gentage, men det hele har været med til at forme den jeg er og til at bibringe mig nogle erfaringer, som nogen af de pænt friserede politikere, der altid har begået sig på bonede gulve nok ikke har gjort sig. Sådan er vi heldigvis så forskellige.