Kommentar til Mogensen - om gætværk og guldfisk

Jeg er bestemt ikke gået i flyverskjul. Du er velkommen til at ringe, hvis der er noget, som du gerne vil snakke med mig om. Mit nummer kan du finde på min blog. Jeg har ganske rigtigt afvist at kommentere på Antorinis indlæg. Mit liv er altså for kort til personfnidder, – særligt i forhold til egne partikammerater, så derfor har jeg holdt mig pænt i baggrunden, og venter til der kommer lidt mere politik på banen. I sit indlæg rejser hun intet nyt i forhold til de spørgsmål, som et særdeles stort antal journalister lige har brugt en uge på at stille og jeg en uge på at besvare. Det eneste nye i hendes indlæg er, at jeg angiveligt ikke anviser finansieringskilder til mit ønske om en større offentlig sektor. Efter i årevis at være blevet skældt ud for at have fundet godt 120 mia. kr. til fordeling i det offentlige på mine finanslovsudspil, så opfatter jeg det ærligt talt som noget useriøst.

Ligeledes må jeg antage, at du laver din analyser uden at have læst hverken min blog eller for den sags skyld dagspressen. Her ville du nemlig kunne læse, at jeg er enig i HELE finanslovsudspillet, som dækker en særdeles bred palet af den socialdemokratiske politik. Når jeg er uenig på de tre punkter, som jeg har udtalt mig om, altså skattestop, 24årsregel og ØMU, så er det altså en alene en mindre del af den socialdemokratiske politik. Og i øvrigt tre punkter, hvor jeg ikke er den eneste i hverken i partiforeningen eller på Christiansborg, der er uenig. Således forhåbentlig en fin forlængelse af den i forvejen eksisterende interne debat, snarere end et problem for partiet.

Så må jeg sige, at det har undret mig, at store dele af den danske journaliststand bare tager for givet, at jeg var enig i al Enhedslistens politik. Hvis det var tilfældet, havde jeg næppe meldt mig ud.

Der er tale om rene gætterier i forhold til, hvad jeg skulle mene om en del af de politiske områder, som både du og andre rejser. Jeg har f.eks. været så uenig med Enhedslisten på EU-spørgsmålet, at jeg i årevis har haft det standardsvar, at jeg ikke deltog i EU-debatter, og at jeg helst ville være fri for at repræsentere EL i salen på det spørgsmål. Når jeg med mellemrum ikke har kunnet slippe uden om at svare på mit partis vegne, er jeg kommet temmelig galt af sted. Det gjorde sig f.eks. gældende, da jeg i et partipræsentation i P1 kom til at sige, at jeg naturligvis hellere så, at vi havde en spansk socialist som kommissær frem for en dansk liberalist. Et efter min mening helt åbenlyst rigtigt standpunkt – men knapt så åbenlyst i Enhedslisten. På samme måde var jeg ved at komme alvorligt til skade på samme spørgsmål, da jeg gik ind for fælles erhvervsbeskatning i EU. Ligesom jeg i raseri foreslog overfor min folketingsgruppe, at vi skulle klippe støtten folkebevægelsen efter deres præsentationsprogram op til sidste parlamentsvalg, hvor man nærmest fik det indtryk, at det eneste rigtige i verden var det DANSKE og det NORDISKE. En lige selvfed nok attitude til mit temperament. Men jeg har da alvorlige problemer med EU, og har derfor traditionelt set kaldt mig EU-modstander. Når jeg siger traditionelt, så er det fordi jeg nok synes, at det er lige trivielt nok at fortsætte en for- og-imod-snak og gerne så at vi tog stilling til om den politik, der bliver ført trække os i den rigtige retning eller ej. Således er jeg glad og fro, når EU beskytter folk imod vores regerings overgreb på deres helt basale rettigheder vedrørende samliv med deres ægtefæller, men knapt så glad, når samme EU forsøger sig med et servicedirektiv, der er en bombe under arbejdstagerrettigheder. Summasummarum er, at jeg tillader mig at tage stilling til den løbende politik, der bliver produceret i EU. Og jeg tillader mig med klar røst at kræve at menneskers rettigheder går forud for markedets behov. Det skulle Socialdemokratiet nok kunne bære.

På ØMU-spørgsmålet er jeg dog noget skarpere i kanten, og har også været aktiv i debatten ikke mindst i forbindelse med sidste afstemning om netop Euroen og ØMUen. Mit store problem med Euroen er, at konvergenskriterierne forhindrer landene i at føre god gammeldags keynesiansk (læs: socialdemokratisk) økonomisk politik. Jeg er sådan set lidt ærgerlig over, at konvergenskriterierne er så tossede, for jeg ville faktisk synes det var smart, at vi havde samme møntfod. Således opfatter jeg ØMUen som et grundlæggende borgerligt projekt, der ikke kommer de svageste i vores samfund til gavn.

Samlet set skulle min EU-holdning nok kunne rummes i Socialdemokratiet – særligt taget i betragtning, at rundt regnet halvdelen af de socialdemokratiske vælgere er imod ØMUen, så mon dog ikke der er plads til en mere med samme holdning.

Så kære Mogensen, lad nu være med bare at hoppe på de andres automatkritik og analyser. Det var så meget bedre, da du kaldte mig en guldfisk :-)