Farvel Enhedsliste – goddag Socialdemokrater, bragt i Politiken d. 4. Dec 2008

Efter et langt tilløb har jeg besluttet mig for at melde mig ind i Socialdemokratiet. For godt et år siden begyndte min vej væk fra Enhedslisten.

Jeg kunne umuligt acceptere den politisk forkastelige og uprofessionelle håndtering af slagsmålet omkring Asmaa Abdol-Hamids kandidatur. Asmaa-sagen afspejlede et utal af større og mindre eksempler på samme politisk ukampdygtighed i partiet.

Den manglende styring af de politiske processer i Enhedslisten medvirker efter min mening til, at partiet næppe nogensinde bliver andet end en irriterende sten i skoen på samfundet. Partiet er ude af stand til at komme til at beslutte sig for, hvor skoen skal gå hen og hvordan.

De sidste syv år har gjort det pinligt klart, at uden Socialdemokratiet kan oppositionen meget lidt. Uanset hvor stærkt et SF og Enhedslisten vi får, så bliver Fogh ikke væltet, hvis ikke Socialdemokraterne står stærkt. Uanset hvor mange idéer Enhedslisten og SF kommer med til ny politik for venstrefløjen, så batter det ikke, hvis ikke Socialdemokratiet finder sine ben.

Det er fortsat her, styrken potentielt er til stede til at skabe det nye årtusindes solidariske alternativ til den rå liberalisme, der har hærget kloden de sidste tyve år.

Socialdemokraterne skal pudses af
Men det kræver efter min mening, at Socialdemokratiet tør stå ved sin egen ideologi. Tør stå ved sin politik og overbevise befolkningen om, at det er en rigtige vej at gå, i stedet for at rende efter de borgerliges dagsordener, sådan som der har været tendens til særligt i årene efter murens fald. Væk fra liberalismens kongstanker om privatiseringer og udliciteringer. Væk fra politikken fra regeringstiden i 90’erne, hvor forskellen mellem rig og fattig i Danmark steg.

De klassiske socialdemokratiske dyder skal tages ud af skabet og pudses af. Og det gør ikke noget, hvis man kommer til at kunne mærke en vis socialdemokratisk stolthed over at have skabt den skandinaviske model. Den stolthed kunne man se glimt af, da Socialdemokratiet gik til valg på velfærd i stedet for skattelettelser. Det er den vej, skuden skal vende.

Men trods forbedringer i den politiske linje er der stadig lang vej igen. Når jeg alligevel vælger at melde mig ind, er det, fordi jeg deler partiets kerneværdier. Og læser man, hvordan partiet selv præsenterer disse værdier, f.eks. på partiets hjemmeside, så er det åbenlyst, hvorfor det er hér, fremtiden ligger for mig. Her tør Socialdemokraterne nemlig godt sige frihed, lighed og fællesskab. Her tør partiet godt tale om retfærdig fordeling af samfundets goder. Det er god, solid klassisk socialdemokratisk politik. Det er værdier, jeg kan være stolt af.

Hvis Socialdemokratiet skal gøre sig forhåbning om at forandre på samfundet, så er det nødvendigt at finde tilbage til at være et reformparti.

Skarpe målsætninger
Socialdemokratiets eksistensberettigelse har historisk set været at være et parti, der gennem skridtvise forandringer har forandret samfundet og derved skabt den skandinaviske model. Det kan kun lade sig gøre i et langt sejt træk, hvis partiet tør stå ved grundelementer i den samfundsmodel, som det kæmper for.

Hvis partiet kun halvhjertet vil velfærden og den progressive skat, så overbevises ingen om, at det er den rigtige vej. Flere falder fra, og tvivlen om, hvorvidt det er den rigtige vej, bliver endnu større. I sandhed en ond cirkel. Det har været Socialdemokratiets krise i en nøddeskal. En krise, som partiet begynder at bryde med. Men det kræver altså lidt mere gas.

For mig at se er der én vej frem – at få formuleret nogle skarpe målsætninger inden for de områder, hvor der historisk set er stor forskel på højre og venstre: omfordeling, offentlig sektor, skat og arbejdsmarked. De kunne kaldes ’Socialdemokratiet Retro’, fordi de bygger på det historiske socialdemokrati, men er tilføjet nye snit, fordi tiden er en anden.

Målsætningerne bør være:

•Den offentlige sektor skal udgøre en større del af BNP, og standarden skal afspejle den levestandard, vi har i samfundet i øvrigt. Den offentlige sektor skal ikke hænge i laser, mens vores hjem bugner af designermøbler og samtalekøkkener.

•Arbejdsfri indtægter skal beskattes hårdere, mens folk på overførselsindkomst skal have skattelettelser. De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.

•Fællesskabet løser bedst samfundsmæssige problemer. Således er privathospitaler, privatskoler og privat børnepasning symptomer på dysfunktioner i et velfærdssamfund.

•Demokratiet stopper ikke ved fabriksporten: Vi skal have indflydelse på indretningen af vores egne arbejdspladser, for at arbejdsdagen bliver så rar som mulig, og sådan at opgaverne løses så effektivt som muligt, og vi skal have indflydelse på produktionen i vores samfund.

Socialdemokratiet er et bredt parti, som efter min mening kan og skal favne de politiske forskelle som en Bodil Kornbek, en Mimi Jakobsen, en Helle Thorning og jeg repræsenterer. Der kommer nok til at være et enkelt slagsmål eller to om den politiske linje, men jeg har tillid til, at Socialdemokratiet og Helle Thorning kan håndtere og profitere af den slags uenigheder og igennem forskellighederne få skabt nye politiske svar med rod i venstrefløjsideologien.

Uden Socialdemokratiet kan oppositionen meget lidt. Uanset hvor stærkt et SF og Enhedslisten vi får, så bliver Fogh ikke væltet, hvis ikke Socialdemokraterne står stærkt.