Stop skyderierne

De evige skyderier i gaderne vidner om et sygt, sygt samfund, hvor fællesskabet ikke har været sit ansvar voksent, men hvor hver enkelt direkte eller indirekte er blevet opfordret til at være sig selv nærmest alt for længe. Indirekte når man oplever at verden bare er sådan skruet sammen, at der INGEN er til at tage vare på én. Og direkte når politikernes bedste løsning er at give deres forældre en bøde – og fortsat lade dem fuldstændig i stikken.

Hvis man opfordrer folk til at være sig selv nærmest, så bruger hver enkelt de forhåndenværende ressourcer til at skabe sig kontrol over deres liv og dermed få en følelse af tryghed. For en ung mand i Tingbjerg er det dermed nærliggende at anskaffe sig en kniv og sørge for at blive en del af et bandefællesskab for på den måde at få tryghed i hverdagen. For andre unge har det andre udtryksformer, som er knapt så truende for alle os andre, men som bestemt er ligeså stor en trussel mod den unges egen trivsel. Det kan f.eks. være en 8. klasses pige i Gentofte, der skaber kontrol over sit liv ved at få styre sit madindtag, og dermed udvikle en spiseforstyrrelse. Det er det hun har ressourcer til at kontrollere. Hun kan ikke kontrollere, at forældrene arbejder for meget eller at det var svært at leve op til karakterræset i skolen, men hun kan kontrollere, hvor meget mad hun putter i munden.

Begge unge er symptomer på et samfund, hvor den politiske pil peger på individet i stedet for på fællesskabet. Det kommer til at tage en generation at rette op på. Det kræver solid politisk vilje til at stå fast på at påtage sig ansvaret hver evigt eneste gang samfundet viser den slags sygdomstegn. Det er faktisk den mest besværlige vej for en politiker at gå. Det er væsentlig nemmere bare at udskrive bøder til forældre, og at gøre alt til individuelle problemer. Det sidste er regeringen rigtig god til. Det første har historisk set været en venstrefløjens dyd. Velfærdssamfundet, fagbevægelsen, de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, bestræbelserne på, at der ikke er for langt mellem rig og fattig - alt sammen inkluderende politik, alt sammen politik, der gør at vi føler os som en del af samme hele. En politik der giver hvert enkelt menneske et tilhørsforhold til samfundet, og dermed giver alle noget at miste. Det er også et samfund, hvor vi fra barnsben erfarer, at vi ikke står alene med problemerne. En forældre vil altså være mere tilbøjelig til at bede om hjælp og forvente, at den også er der i rigelige mængder, hvis deres børn mistrives. Der findes enkelte løsninger som faktisk kan ændre nogle unges løbebane, men generelt er der ingen snuptagsløsninger. Generelt må vi droppe poppen og gå i gang med det lange, seje træk.

Hvis vi fortsætter som nu, vil skyderier, brand i gaderne og bandekriminalitet fortsætte præcist, som vi kender det fra andre samfund som overlader ”enhver-er-sin-egen-lykkes-smed”-tilhængere. Og på samme vis vil de andre ungdomssygdomme teenagerne. Det kan pigen i Gentofte ikke være tjent med, det kan drengen i Tingbjerg ikke være tjent med og den frygt vi andre bliver udstyret med siger alt om, hvorfor vi skal gøre noget ved det.