Et galt Enhedsliste-medlem

Jeg var vist temmelig gal for mere end et år siden, da kampen om Asmaa rasede i Enhedslisten. Jeg skrev det følgende til Enhedslisten hovedbestyrelse, men af en eller anden grund sendte jeg det aldrig. Måske havde jeg allerede da mistet tilliden til mine fæller i Enhedslisten. Få måneder senere meldte jeg mig med tungt hjerte ud af partiet.

”Det har altid undret mig, hvad der fik Socialdemokraterne til at valke sådan i sluthalvfemserne, da Dansk Folkeparti begyndte at få vind i sejlene på indvandrerspørgsmålet. Hvor svært kan det være at holde fast i sine idealer, og hvor svært kan det være at fremføre sine synspunkter offensivt og med stærk røst, hvis man føler, at man har ret? Tænkte jeg. Og jeg er fortsat overbevist om, at hvis socialdemokraterne havde stået fast dengang, så havde Pia K. ikke haft skyggen af en chance for at stå, hvor hun gør i dag.

Jeg har svoret offentligt, at den slags ikke ville kunne ske i Enhedslisten, fordi vi normalt ikke viftes om næsen med ministerposter. Det overrasker mig og skuffer mig, at jeg har taget fejl på det punkt. Det har vist sig at være en myte, at vi er så principielle, at vi hellere vil ryge ud af Folketinget end at gå på kompromis med vores idealer. En myte, som ellers er ret afgørende for mit medlemskab af netop Enhedslisten og ikke socialdemokratiet. Og ærligt talt tror jeg ikke, jeg er den eneste?
Er Asmaa vigtigere end at partiet er i Folketinget? Sådan spørges der i øjeblikket i alle afkroge af Enhedslisten. Er udlændingepolitikken vigtigere end at partiet har regeringsmagten? Sådan spurgtes der dengang i Socialdemokratiet. Folk bøjede af, og gjorde som strategerne sagde var rigtigst. Folk bøjer af og gør som Gallup siger - i Enhedslisten (det er fandeme nærmest en joke).

Vær venlig at forklare forskellen. Jeg kan ikke se den. Hvad er Enhedslistens eksistensberettigelse så, hvis vi ikke kan tage væsentlige kulturkampe uden at skele til meningsmålinger?

Det siges, at vi ikke kender Asmaa godt nok – jeg havde været medlem af Enhedslisten i omtrent fire måneder, da jeg blev to´er i Østre Storkreds, jeg var 19 år gammel og havde aldrig deltaget i et offentligt arrangement, hvor jeg repræsenterede partiet. Men jeg er selvfølelig også lettere genkendelig ned min lyserøde hud, mit leverpostejsfarvede hår og middelklassebaggrund.

Det siges, at der skal mere tid til projektet – tid til hvad? Til at troende muslimer også kan accepteres som rettroende socialister? Til at vi vænner os til, at ikke alle har Fjällräven-bukser og krøllet skjorte? Til at skole Asmaa til altid at have den rette holdning (husk på hvor meget vi andre i forskellige sammenhænge har afveget fra den rette tro, selvom vi har siddet i både ledelse og Folketing)? Vi bryster os af at møde folk med tillid og åbent sind, så hvad er det der skal tid til? At overkomme fordommene?

Defensive, vaklende idealer, attituder og strategier har aldrig forandret verden – eller skaffet nogen magten. Altså findes der i min verden to alternativer. Enten fuld opbakning til kandidaten eller også ud med hende/ham - på røv og albuer. For at gribe til det sidste skal der altså mere til end Kelds vaklende EU-holdninger i sin tid, nogens noget blakkede opfattelse af kvinder i prostitutionsdebatten eller for den sags skyld ledende kammeraters efter min opfattelse tåbelige holdninger i malingsagen  Og endnu har Asmaa ikke forbrudt sig hverken mere eller mindre end så mange andre, og det jo på trods af at hun trækkes gennem en presse, som kan få selv de mest rene og ranke til at se blakkede og skrutryggede ud. Altså har hun stadig min fulde opbakning.

En del i Enhedslisten ønsker Asmaa længere ned af listen. Hvad i alverden skulle det hjælpe? Hvis det er fordi man ikke ønsker at lade sig repræsentere af hende, så hav dog i det mindste lidt mandsmod og offensiv kraft, og kræv hende smidt ud.
Hvis det er af strategiske hensyn, at man ønsker hende længere ned af listen, så får man da det værste af alle verdener. Hun er fortsat vores kandidat og skal derfor svare for i pressen fuldstændigt som i dag – samtidig med at vi ingen gavn får af hende som MF´er. Ligesom vi udstiller vores egen ynkelige svaghed i pressen, hvis vi hverken tør stå ved hende eller smide hende ud.
Ja, for filan, man får knubs af at gå op i mod 15 års massiv islamhetz. Og man får øretæver, hvis ikke man har middelklassens velpolerede overflade. Det skal ikke få Enhedslisten til at bakke ud og det skal ikke få Asmaa til at give op. Hvis en ufaglært kunne blive statsminister og kvinder få valgret, så kan en muslimsk kvinde fra ghettoen også komme i Folketinget – om end altså ikke uden kamp.

Nogen har foreslået at lave en fest under titlen ”Fuck spærregrænsen – vi bryder lydmuren”. Sådan! Det er sgu da den rigtige attitude! Jeg håber, at nogen gennemfører den fest på trods af nogen andres modstand mod idéen!