Grønne skatter en bombe under velfærdssamfundet

Fogh kom med århundredes indrømmelse på Venstres landsmøde i weekenden, da han underkendte sin egen klimapolitik gennem de sidste 7 år. Den slags er ikke gratis. En omlægning til grønne skatter bringer os tættere på et fladt skattesystem – hvilket må siges at være enhver borgerlig politikers våde drøm.

Millionæren vinder
Hvis vi gør os det tankeeksperiment, at skatten på arbejdsindkomst blev afløst af eksempelvis grønne afgifter og skat på forbrug, så ville der ske det, at vi miste den progressivitet i skattesystemet, som ellers har været hele teknikken bag vores velfærdssamfund – de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Den progressive skat går som bekendt ud på at jo mere man tjener, jo højere en procentsats betaler man i skat. Det er det vi kender som bundskat, mellemskat og topskat.
Lægges skatten i stedet på forbrug, så vil dem, der forbruger mest være dem, der skal betale mest i skat. Således vil den enlige mor sat lidt på spidsen skulle betale mere i skat end millionæren. Den enlige mor bruger vaskemaskinen mere, hun laver mad derhjemme og skal have alle ungerne og sig selv igennem brusebadet om morgenen. Hun har altså et meget højt vand- varme- og elforbrug. Millionæren spiser i byen, får renset skjorterne på renseriet og tager nok et langt bad en gang om ugen i jacuzzien, men forbruget af vand er stadig langt mindre end børnefamiliens. Selvom den enlige mor har et godt... fuldtidsarbejde som socialrådgiver i pensionskassen, er hun ikke i nærheden af at tjene det samme som millionæren, og derfor kan det virke noget urimeligt, at hun skal betale flere skattekroner til det sygehusvæsen, som både hun og millionæren benytter sig af.

Indrømmelser har sin pris
Træerne gror altså ikke ind i himlen. Selvom Fogh er kommet med århundredes indrømmelse i forhold til regeringens elendige energipolitik, så serverer han ikke den slags uden at der er e eller anden form for hage ved det. Anders Fogh har med sin hyldest til grønne skatter fundet århundredes mulighed for at få opbakning til et skattesystem, som i realiteten har såkaldt flad skat – alle rammes lige meget og således er det ikke længere de bredeste skuldre, der bærer det tungeste læs. Enhver liberalist vil altså klappe i sine hænder over den form for omlægning – og fordi der omlægges til grønne skatter, så vil miljøfolket i SF, S og EL have svært ved at rejse den relevante kritik. Fogh har gjort den igen. Nok har han virket noget mat i koderne, men han giver sig ikke helt uden kamp. Strategien og taktikken den kan han i søvne og med den en arm bundet på ryggen.

Arbejdsfri indkomster
Nok er det en god idé med en skattereform. Men i stedet for at omlægge skatten til grønne skatter, bør den i stedet afløses af skat på arbejdsfri indkomster, såsom aktieindkomster og boligspekulationsindkomster – og så ville det være på sin plads, hvis erhvervslivet igen kom til at betale en bid af kagen, der afspejler i hvor høj grad de lukrerer på uddannelsessystem og sygehusvæsen. Aktieejerne har godt nok lige haft et par spændende måneder på børsen, men på trods af spændingen er det sådan, at de der har råd til at sætte sparepengene i aktier ikke, befinder sig blandt de dårligst stillede i vores samfund. Så selvom almindelige lønmodtagere også er begyndt at købe aktier, så befinder disse lønmodtagere sig generelt i den øverste halvdel af indkomsterne i Danmark.
Jeg kan naturligvis tage fejl, men jeg har endnu ikke hørt om et skattesystem, der er bedre til at lade de bredeste skuldre bære det tungeste læs end det progressive indkomstskattesystem. Så ønsker vi fortsat at have et velfærdssamfund baseret på dette gode social princip, så skal man passe gevaldigt på med at omlægge til grønne skatter.