Nørrebro i solen

Solen brager ned fra en skyfri himmel. Det er søndag, og jeg har sat min lille søn i barnevognen og taget min mand under armen for at tage på legeplads i Nørrebroparken. Parken er sort af mennesker i alle aldre, farver og tykkelser. Hundene løber rundt i deres indhegnede område i den ene ende af de nyrenoverede park. Et par mørkøjede knægte i 16-årsalderen slås som kåde hvalpe om den sidste plads på bænken langs parkens stisystem – tydeligt i håb om at tiltrække sig opmærksomhed fra et par jævnaldrende piger, der sidder på bænken længere henne. Bag de store buske sidder et par af gadens frie fugle og får sig et par formiddagsbajere med guldrandet kant.
Der er brugt millioner af kroner på at renovere et af de få grønne områder i den til tider temmelig trængte bydel Nørrebro.. i København. Mange af baggårdene i området er ved gud ikke noget at råbe hurra for, så den grønne plet har stor betydning for børn og voksne. Men her kort, kort tid efter, at parken er blevet færdig, har politikerne truffet beslutning om at inddrage området til anvendelse for maskiner, materialer og andet grej i forbindelse med Metro-byggeriet.
Jeg kigger hen over hækken til legepladsen. Der myldrer børn rundt i alle størrelser og forældre i alle former. Græsplænen på legepladsen er taget i anvendelse af solbadende mødre i bikinier og bænkene er tætbesat af bedsteforældre med børn, der holder en kort pause for at tanke maddepoterne op inden den næste halve times leg. I sandkassen sidder en kvinde indhyllet i sorte gevandter fra top til tå, afsluttet af et stort tørklæde som indkranser det kønne ansigt. Sammen med hende sidder en lille trold af en pige med krøller over hele hovedet. Hun giver meget højlydt udtryk for sin lyst til at være den næste, der skal bruge legepladsens gynger. Kvinden får øjenkontakt med en anden forælder. De smiler indforstået til hinanden og trækker overbærende på skulderen. Stedet ånder af liv og Ydre Nørrebros beboere nyder tydeligvis at have fået et åndehul i sin midte.
Det er svært ikke at få et smil på læben over, hvor god en byudviklingshistorie Nørrebroparken faktisk er. Der er så mange andre steder, hvor det er gået galt. Bare se på de danske havnefronter, hvor det ene prestigeprojekt efter det andet har skæmmet de tidligere industrihavne. Når det så endelig lykkes at lave noget ordentligt, som gavner de folk der bor og lever i området, så skal det hele partout ødelægges og lukkes. Og for at strø ekstra salt i såret, så udtalte en københavnsk politiker, at set i lyset af hvor mange penge, der blev brugt på Metroen, var det meget få penge at skulle renovere parken en gang til, når byggeriet er overstået. Småpenge, javel. Men herlighedsværdien af parken er altså svær at gøre op på den måde.
Måske en politiker eller to skulle bruge den kommende efterårsferie på at opleve, hvor stor effekt småpenge kan have på et helt område, og så finde et andet sted at placere maskinparken fra metrobyggeriet. De skal ikke bilde mig ind, at det lille grønne åndehul har været deres eneste løsningsmulighed.