Slipper de af sted med det endnu engang?! Hvordan kan det lade sig gøre i et land, hvor vi normalt bryster os af, hvor høj grad af lighed her er. Og hvor vi overfor udlændinge med stolthed fortæller om den skandinaviske velfærdsmodel, hvor forskellen på folk er til at overse og hvor vi betaler mere i skat, jo mere vi tjener – alt sammen efter princippet om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Hvordan kan det lille eventyrland dog have valgt Anders Fogh Rasmussen som statsminister og Lars Løkke Rasmussen som finansminister? Er det kun fordi oppositionen har været kropumulig – så kan jeg måske sætte mig en lille bitte smule ind i det. Eller er det fordi et flertal synes, at Anders Fogh Rasmussen og kumpaner har opfundet den dybe tallerken rent politisk? Hvis det er tilfældet, så forstår jeg det simpelthen ikke. Forklaring udbedes.
I denne uge er vi blevet præsenteret for ét af efterhånden utallige eksempler på, hvor modsatrettet regeringens politik er i fht. den skandinaviske model. Ikke noget med lighed. Ikke noget med de bredeste skuldre, der skal bære det tungeste læs. Nix. Kigger man på regeringens plan for det kommende års økonomi i finansloven, så er det klokkeklar tale: tjener du 300.000 kr. om året eller derunder, så skal du have endnu færre penge mellem hænderne i de kommende år. Tjener du mere end 300.000 kr. så skal du have endnu mere.
Under overskriften ”konsekvenserne for din økonomi” har hele den måbende befolkning i denne uge kunnet læse om regeringens udspil til finanslov. Danske Bank har lavet en udregning af, hvad hver enkelt dansker får ud af dels skattelettelserne og dels den tvungne opsparing, som kaldes den særlige pensionsopsparing. Netop de to elementer er de vigtigste i regeringens finanslov. Skattelettelserne giver flere penge, mens opsparingen selvsagt giver færre. Men vi får ikke lige meget og vi skal heller ikke give lige meget. Dem, der har mindst, skal af med endnu mere. Mens dem, der har mere skal have endnu mere. Der kommer altså et større gab mellem rige og fattige. De smalleste skuldre skal altså bære et tungere læs. De SMALLESTE. Det er da ikke særlig smart?! Det er da heller ikke hverken effektivt, logisk eller retfærdigt. Eller hvad?
Sådan cirka lige nu er det helt rette tidspunkt for nogle af de borgerlige vælgere, hvis de har gået og brændt inde med, hvorfor de har stemt borgerligt. Der må jo være en eller anden rigtig god og gennemtænkt forklaring på, hvorfor det her skulle være en smart måde at skrue tingene sammen på. Ellers ville mere end halvdelen af befolkningen vel ikke have stemt på denne her regeringen. Hvad er det vi skal være stolte af i fremtiden, sådan som I ser det? Når nu der kommer større ulighed, hvordan forestiller I Jer så at samfundet skal hænge sammen? Hvordan identificerer vi os med hinanden? Hvordan føler vi os som en del af det samme hele? Kan regeringen slippe af sted med så grundlæggende forandringer af vores samfund uden at svare på disse helt grundlæggende spørgsmål?
mandag den 8. september 2008
Hvorfor skal vi lukke Foghs huller?
Indsendt af Pernille Rosenkrantz-Theil kl. mandag, september 08, 2008
Etiketter: ekstra bladet, finanslov