Kedelige byer

Efter at have været en tur i Magasin og efterfølgende en lille rundtur på Strøget, fik jeg sådan en lidt trist fornemmelse af ligeså godt at kunne være et hvilket som helst andet sted. For hvor er centrum af de europæiske storbyer dog efterhånden ens. Kedeligt ens. Hver har de et forretningsstrøg, der til forveksling ligner det i København og Århus. Med en gågade mellem de store glasfacader. Bag glasfacaderne er forretningerne de samme. Her er de samme tyve forskellige store internationale tøjmærker med tøj, der ikke adskiller sig fra by til by. Parfumerne.. ..er de samme. Vi lugter ens. Solbrillerne følger samme mode overalt. Vi kommer til at se mere og mere ens ud. Varerne og priserne er standardiserede. Nogle steder så meget, at man på selve prisskiltet kan se, hvad varen koster i 15 forskellige valuta. I gågaderne findes den samme horde af turister med deres digitalkameraer, der alle sammen er produceret de samme steder og købt i den samme forretningskæde. Fødevareforretninger og grønthandlere er svære at finde, for centrum er ikke lavet for dem, der bor der. De er lavet for dem, der kommer til.
Nogen har ellers forsøgt at bilde os ind, at konkurrence, det frie marked og det indre marked skulle skabe større mangfoldighed, lettere adgang til flere forskellige varer, mere frit valg, bedre service, billigere varer og hvad de eller bruger som reklame for deres samfundsmodel. Nu har vi så haft et frit indre europæisk marked i temmelig mange år, globaliseringen brager derudaf, og vi har fået brudt telemonopolet, el-monopolet og tv-monopolet. Det store spørgsmål er: Hvad har vi egentlig fået ud af det?
Kigger man på bymidterne, så er de altså blevet mere og mere ens. Ser vi på teleselskaberne, så er servicen ligeså topringe, som den var inden monopolet blev brudt. Jeg begræder ikke, at der er kommet flere tv-kanaler end dr1. Men hvad er det dog for nogle skandaløst ringe kanaler. De sender de sammen elendige amerikanske programmer, genudsender og laver de samme billige løsninger med realityprogrammer og lignende. Der konkurreres om reklamekronerne, og det betyder, at tv-magerne finder laveste fællesnævner og ingen chancer tager. I supermarkederne mærker vi heller ikke meget til den øgede konkurrencesituation. Tværtimod. Det er de samme varer, der går igen og igen, uge efter uge.
Den øgede konkurrence har ikke skabt større mangfoldighed. Tværtimod. En konkurrence har jo sådan set også helt banalt en vinder og en taber. Den stærkeste overlever og slår den anden vare af markedet. Så sluger den stærkeste den andens markedsandel og vokser sig større. Efterhånden bliver de store så store, at det er svært for andre at komme ind på markedet. Og det er vel egentlig en meget god beskrivelse af netop det, der er sket med de europæiske forretningsstrøg. Øv, hvor kedeligt. Det kan da ikke være det alle supertilhængerne af de såkaldte frie valg, frie markedskræfter og den frie konkurrence drømte om. Eller hvad?