brug-og-smid-væk-soldater, bragt i Ekstra Bladet

”Regeringen fører en politik, hvor den er kommet så højt til vejrs, at benene ikke længere kan nå jorden. Den er kommer helt derop, hvor kun de store drenge normalt befinder sig”. Det udtaler en lektor i international politik efter terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan. Mere præcist kan det vel næppe siges. Ligeledes slås det fast i Politiken, at Danmark slet ikke har de ressourcer, der skal til for at lægge ryg til konsekvenserne af de krige, (som regeringen drager Danmark ind i. Der skal ske en massiv investering i efterretningstjeneste og anden sikring af eksempelvis ambassaderne i udlandet, hvis vi skal føre den slags aktivistisk udenrigspolitik. Javel, det er da en interessant måde, vi så skal til at bruge vores gode skattekroner på.
Men langt værre er det, at regeringen er komplet ude af stand til at håndtere konsekvenserne for de soldater, som sendes i krig. Det er ikke kun manglende efterretninger, for dårligt materiel, for ringe uddannelse af soldaterne og for naiv en opfattelse af, hvad et lille land kan og ikke kan. Nej, midt på ugen, hvor debatten om den aktivistiske udenrigspolitik ramte forsiderne af de danske aviser, kunne man samtidigt i TV-Avisen og i P1 se og høre, hvad konsekvenserne er for de soldater, som regeringen sender ud til at udføre sin politik. Og jeg skal hilse at sige, at regeringen forsøger at komme op i en liga, hvor den slet, slet ikke hører hjemme.
Hver 5. af de soldater kommer hjem med mén fra krigen. Soldaterne lever under konstant pres i deres arbejde i f.eks. Afghanistan og Irak med truslen om at blive ramt af vejsidebomber eller blive fanget i ildkamp. Det resulterer blandt andet i, at mange soldater får posttraumatisk stress, bliver kriminelle, har svært ved at få deres familieliv til at fungere og alt for mange af de udsendte ender som førtidspensionister. At det gør ondt på liv og sjæl at være soldat skal man ikke have nogen doktorgrad for at regne ud. Det er naturligvis en erhvervsrisiko. Ja, det kan synes som komplet idioti, at unge mænd finder på at blive soldater og dermed lægge liv og sjæl til regeringens aggressive udenrigspolitik. Men at staten ingen systematisk opfølgning har på de mennesker, der har gjort dem den tjeneste at føre deres udenrigspolitik ud i livet, er intet mindre end en skandale.
Soldaterne skal til et enkelt psykologbesøg, når de kommer hjem og så skal de svare på et spørgeskema. Dette på trods af, at mange af de problemer som soldaterne får som følge af udsendelse først viser sig længe efter de er vendt hjem. Man kan mene, hvad man vil om regeringens vanvittige krige. Og man kan synes, at soldater burde droppe deres vanvittige arbejde, som man vil. Det må hver enkelt dansker og hver enkelt udsendte tage stilling til og sætte deres krydser derefter. Men uanset, hvad man mener om de krige, så må man altså sørge for, at dem, der sendes ud også kan komme godt hjem igen. Det er altså ikke brug-og-smid-væk-ting. Det er mennesker af kød og blod. Helt unge knægte, familiefædre, nogens bror eller søn. Nok har de uniformer på, men de har krav på at blive behandlet med respekt og staten har pligt til at samle op på de problemer, som soldaterne kommer hjem med. Absurd nok lader det - som en ekspert i arbejdsmedicin sagde det i radioen – at man tager sig mere af udfasning af materiel end af soldaternes ve og vel. Men en tankvogn koster selvfølgelig også 50 millioner kroner. Det gør nogens søn ikke.