Kvinder - en del af demokratiet? Bragt i Ekstra Bladet 11. april

”Det kan godt være, at jeg er naiv, men hun giver mig et håb om, at jeg også en dag kan blive en del af demokratiet.” Sådan cirka sagde en ung dansker under valgkampen. Jeg gik og hørte TV-avisen med et halvt øre, og tænkte: ”hvem er det der ikke føler sig som en del af demokratiet”. Så tøffede jeg ind i stuen og her faldt ti-øren. Det var en ung... ...muslimsk kvinde med hovedtørklæde. DR havde ulejliget sig ud i en af ghettoerne i Danmark for at høre, hvad folk havde at sige om Asmaa, og det var altså hendes reaktion på min partifælles opstilling. Sådan må kvinderne have følt sig, dengang de endelig fik stemmeret. Nu kunne også de være en del af demokratiet.
Efter valget blev der da også gentagne gange sået tvivl om, hvorvidt man må stå på talerstolen med tørklæde på. Der var endog folk, der truede med at fjerne hende korporligt. Endelig i denne uge kom der så en afgørelse. En afgørelse som jeg mener, at vi i lighed med kvinders stemmeret skal være stolte af og vise frem for andre. Afgørelsen blev truffet af Folketingets præsidium og gik, som de fleste nok har hørt, ud på, at medlemmer af Folketinget gerne må bære hovedtørklæde.
Jeg begriber ikke, at der har kunnet være tvivl. Jeg var overbevist om, at der ifølge grundloven er religionsfrihed i Danmark. Og jeg var overbevist om, at vores demokrati omfatter borgerne i Danmark, og at vi frit kan vælge de kandidater vi lyster, hvis blot kandidaten er myndig. Egentlig troede jeg, at selve grundidéen med demokratiet er, at vi har lov og ret til at mene, føle, synes og tro, som vi har lyst. At vi deler os efter anskuelser. At vi kan favne forskelligheden. I modsætning til i totalitære samfund, hvor magthaverne bestemmer, hvad folk skal mene og tro.
Jeg var overbevist om, at alle danske partier i Folketinget var enige om disse byggesten for demokratiet. Men jeg tog fejl. Dansk Folkepartis Søren Espersen var ”meget ked af det” og Pia Kjærsgaard syntes ”det var trist” i denne uge. Magen til hykleri skal man lede længe efter. I både den første og den anden Muhammed-krise har vi hørt de to skingre op om ytringsfrihed. Hvor klinger netop dette ord ”ytringsfrihed” i al fremtid hult, når det kommer fra de to. De går åbenbart kun ind for ytringsfrihed for særligt udvalgte.
Hvis jeg nu var Villy Søvndal, så ville jeg vel bede de to politikere om at skride af helvede til sammen med Hizb ut-Tahrir, hvis de ikke kan lide det danske demokrati. Heldigvis er jeg ikke Villy Søvndal, for netop den holdning er jo ligeså antidemokratisk som Dansk Folkeparti og Hizb ut-Tahrir selv. Demokratiet favner alle holdninger – også dem vi ikke kan fordrage. I demokratiets favn foregår med mellemrum heftige kampe om magten og heftige kampe mellem de forskellige holdninger og trosretninger. Men først, når den ene holdning eller religion ønsker at holde de andre ude, ophører demokratiet.