Sådan piller a-kasserne folk fra hinanden

Bragt i Politiken d. 9. februar 2008

De fleste af os bliver på et eller andet tidspunkt i vores liv afhængige af andre. Enten fordi vi bliver syge, arbejdsløse - eller slet og ret, fordi vi bliver ældre, og det er alligevel de færreste af os, der undgår det. Det at skulle være afhængig af andre er i sig selv temmelig grænseoverskridende. Og så er der faktisk noget, der tyder på, at i hvert fald dele af systemet kun gør ondt værre. Konstante trusler om at stoppe dagpengene, grove bemærkninger, ubehøvlet opførsel, umyndiggørende og nedværdigende kontakt med borgeren. Sådanne gloser sætter i hvert fald min veninde på sit møde med arbejdsløshedssystemet i Danmark. Desværre er det langt fra første gang, jeg hører den beskrivelse af møde med systemet.

En borgerlig vil sikkert sige: ”Så har vi da opnået det vi ville! Nemlig at folk ikke dovner for vores andres skattekroner.” Sådan ville min veninde faktisk nok selv have formuleret det. Lige indtil hun selv blev fyret, fordi hun blev gravid. Hun måtte konstatere, at det for det første ikke altid er med vilje, at folk er arbejdsløse, og at det for det andet er et system, der på ingen måde skaber et bedre fundament for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Hvis man havde en rest af selvtillid tilbage efter en fyring, så lader det til, at systemet nok skal få pillet det ud af én på den ene eller den anden måde.

”Der er så få arbejdsløse, at de må have tid til at drikke kaffe hos hver enkelt af os. Det kan da ikke passe, at jeg så selv skal betale en karrierecoach for at tale om, hvad der skal ske fremover. Det er jo det systemet skal levere. Det er vel også derfor, at jeg betaler skat. Jeg betaler normalt 40.000 i skat om måneden!” Siger min veninde og lyder forudrettet. Jeg skulle lige til at indvende, at det vel er ligegyldigt, hvor meget man betaler i skat. Man skal vel behandles ordentligt og med respekt uanset hvad. Men tænker, at jeg tager den debat med hende på et andet tidspunkt.

”Jobcenter og a-kasse snakker ikke sammen. Den ene siger om den anden, at de ikke har styr på tingene. A-kassen siger, at jeg skal ringe til en person på kommunen,” siger hun, og fortæller, at hun i to måneder forsøgte at få kommunen til at gøre det de skulle. A-kasser mod kommunen. Kommunen mod a-kasserne. Typisk skulle hun bruge, at den enes stempel til den anden og omvendt. Hun følte sig umyndiggjort og fanget mellem de to instanser. Hun møder afvisning, på afvisning, på afvisning. Og dermed ingen penge. Hvis bare hun kunne tillade sig at give op og sige FUCK JER, men nej, for så kommer der jo heller ingen penge næste måned.

I begyndelsen blev hun også indkaldt til et møde af a-kassen. Ikke noget med ”Kære medlem, Vi er kede af at høre, at du står uden arbejde og vil gøre, hvad vi kan for at bistå dig i den kommende tid. Har du spørgsmål er du til enhver til velkommen til at kontakte os på telefon bla. bla.” Nej, nej, nej, hvorfor da være høflige og hjælpsomme, når folk er totalt prisgivet ens luner. Reglerne er nok åndssvage, og jeg kan godt forstå, at det er frustrerende at skulle administrere og forvalte dem. Men tonen er kontant, kort for hovedet og kold. Og det har jeg faktisk svært ved at se rationalet bag.

Hertil kommer, at når det går rigtig højt, så får hun to dages varsel til at dukke op til et møde, og brevene slutter tørt af med at konstatere, at det vil få konsekvenser for udbetalingen af hendes dagpenge, hvis hun ikke dukker op. Nok skal hun stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så hvis de har et arbejde at tilbyde hende, så kan jeg forstå de to dages varsel. Men hvis det bare handler om, at de skal hive hende igennem endnu en eftermiddag eller endnu et møde i systemet, så kan de vel give en uges varsel. Og selv hvis det er lovgivning, der tilskriver den korte frist, så er der vel intet forbudt i at skrive: ”Reglerne er, at vi skal indkalde dig med to dages varsel. Vi forstår at dette kan give problemer i forhold til private aftaler. Det beklager vi.” Det ville hjælpe meget på folk fornemmelse af værdighed. Mest af alt ville det naturligvis hjælpe at ændre reglerne.

”De møder jo folk, hvor de er allermest sårbare. Prøv lige at få et milligram af empati. Skriv dog et brev og før dog en samtale, hvor I bygger mig op, i stedet for at pille mig ned. Det system piller én fra hinanden.” Jeg kunne ikke sige det bedre selv.