Knivdrab, bragt i Politiken januar 2008

Spørgsmålene efter det seneste meningsløse knivdrab er mange. Svarene har været knap så mange, og de der har været, har været meget lidt mangfoldige i sin fagkundskab. Typisk har det været politi, politiker eller psykologer, vi har lyttet til. Vi skal have visitationszoner, knive skal forbydes og der skal mere politi i gadebilledet. En enkelt psykolog kom med en efter min mening god forklaring på selve drabssituationen. De unge mænd har behov for at føle magt over andre, fordi de normalt føler sig magtesløse, og derfor kan en ellers uskyldig situation, som den på strøget udvikle sig katastrofalt, fordi offeret sætter sig til modværge. Nå ja, så er der selvfølgelig Socialdemokraternes svar: ”Der skal overvågning til!”. Meget handlekraftigt, Ritt. Gab. Og de borgerliges trivielle: der skal hårdere straffe til. Helt ærligt! Ville Anton stadig være i live, hvis der var overvågning eller strengere straffe? Næppe. Jeg gad egentlig godt vide, hvor mange unge, der ved hvad straffen for at gå med kniv er nu? Ikke mange vel. Hvad i alverden skulle det så hjælpe at skærpe straffen?
Alle disse folk skal dog have point for at have gjort forsøget. Men der mangler nogen. Hvor er lærerne, socialrådgiverne og pædagogerne – og de unge selv bare for at være superrevolutionær? Jeg kunne nemlig godt tænke mig at få nogle bud på, hvordan vi som samfund undgår at opdrage nogle unge så ringe, at de overhovedet finder på at have kniven med – lovlig eller ulovlig. Og nogle bud på, hvordan vi undgår, at et menneske føler sig så magtesløst, at det føler sig nødsaget til at tilkæmpe sig noget magt ved at stikke et andet tilfældigt menneske ned? Her tror jeg, at det ville være ganske givende for alle os lægfolk og menigmænd, at få besked fra nogle af de fagfolk, der ser på mennesker i et lidt længere perspektiv. Altså dem, der ser ud over, når skaden er sket. Dem, der kan forudse hvilke unge, der kommer til at skabe problemerne. Dem, der kan nå at forhindre, at det går så galt. Med andre ord, dem der i praksis kan forebygge knivdrab.
Her i avisen bragtes for nogle måneder siden uddrag af bogen om de unge, som stod bag knivdrabet på en ung italiensk turist. ”Skyld” hedder den, og hvis man læser den, så er svarene jo nogle ganske andre. Forældrene har fejlet ganske grusomt, og vores samfund har fejlet, fejlet og atter fejlet. Vores samfund formåede ikke at kompensere for forældrenes svigt. Og det ledte frem til et uhyggeligt, unødvendigt og meningsløst mord.
I den fortælling, hvor nogen har gjort sig ulejligheden at gå lidt dybere til værks, der ville mere politi, overvågning, forbud mod knive, visitationszoner og alt det andet ikke have hjulpet en tøddel – og gad vide om nogenlunde det samme ikke gælder for Antons morder, og for så mange før og efter ham. Der ville noget så outreret som forældre med overskud, lærere med tid nok til ungerne, socialrådgivere med pengepungen i orden, boligområder med bedre tilbud end en gåtur over betonen og den slags have været væsentligt bedre. For historien om drabsmanden er jo som bekendt ofte ligeså meningsløs som den begivenhed, der ender med at bringe dem på forsiden af landets aviser – særligt når man lever i et af verdens rigeste lande, hvor der vel fint kunne være råd til at jævne nogle af de værste boligområder med jorden og i stedet tilbyde folk et ordentlig sted at bo og være, en folkeskole som har tid til unger, hvis forældre er uden overskud og et socialt system, som kan give forældrene det overskud, som de ikke selv havde med i bagagen.