Børn kan da ikke lege økologisk

Onsdag morgen afbrydes min ellers fredelige trummerum på barsel af, at jeg skal på institutionsbesøg. Turen går til Jordhøjen på Kong Georgs Vej, som kendetegner sig selv ”økologisk”. I glas og ramme på væggen hænger en artikel med overskriften ”økologiske småfolk” og på hjemmesiden er det også ”en pædagogisk målsætning om at udvikle økologiske principper”, der pryder frontbilledet. Sidst i rundvisningen spørger jeg til, hvad det her med økologien går ud på, for hidtil har stedets rundviser kun fortalt det samme som de andre institutioner, hvad angår økologi, nemlig at de spiser fortrinsvist økologisk mad. Det skulle jeg aldrig have spurgt om, for det udløste i grove træk følgende ordveksling:
- Jeg forstår slet ikke, hvad du mener, siger hun desorienteret.
- Jeg læste noget om på hjemmesiden, at I var sådan et økologisk sted, og så troede jeg, at det måske også handlede om noget i forhold til børnene, men det har jeg måske misforstået, siger jeg.
- Jamen, jeg forstår slet ikke, hvad du mener. Børn kan jo ikke lege økologisk. De kan jo ikke lege økologisk, siger hun nu tydeligt irriteret.
- Nå, men så må jeg have misforstået jeres hjemmeside. Jeg forstår bare ikke, hvad der adskiller jer fra de andre institutioner i fht. økologien, hvis det bare er maden. De har jo også økologisk mad.
- Nej, ikke 90 % som hos os. De har kun 75 %, siger hun triumferende.
- Ok, så det er altså kun maden?
- Jeg forstår ikke, hvad du mener, de kan jo ikke lege økologisk!

Nu er hun nærmest i falset, og jeg føler mig totalt tåbelig, at jeg overhoved har overvejet, at økologi kan handle om andet, end det som madmoren på stedet står for. Så kommer jeg i tanker om Natusan zinksalven på badeværelset og bleerne, der ser ud som om de har ligget i klor i et år – selvom den selvfølgelig ikke har meget med økologisk pædagogik at gøre, så kan jeg ikke komme i tanker om bedre måde at redde æren på, for jeg er åbenbart helt galt på den.

- Jeg kan se, at det f.eks. ikke er økologisk det salve og de ting, som I har stående i puslerummet, siger jeg og griner i mit stille sind, for den bemærkning ville tage kegler i Enhedslistens grønne kontor, hvor jeg ellers har været mest kendt for end ikke at kunne stave til økologi. Jeg fortsætter: Jeg troede måske bare, at det også handlede om, hvad man lagde vægt på, når børnene legede og hvad man præsenterer dem for. Vuggestuen Harmonien har jo musikken som deres tema og så troede jeg bare, at I havde økologien.
- Det forstår jeg slet ikke. Jeg forstår simpelthen ikke dit spørgsmål, siger hun nu meget skarpt, og gentager lige så skarpt, jeg forstår slet ikke hvor du vil hen. De kan jo ikke lege økologisk. DE KAN JO IKKE LEGE ØKOLOGISK! Og nu går vi så videre til de næste stue, hvis I altså stadig har lyst til at se mere.

Det havde jeg ikke. Jeg var nærmest helt grædefærdig. Jeg må jo være jordens dårligste mor, at jeg ikke selv havde regnet ud, at mit barn ikke kan lege på den måde.

Da jeg kommer hjem og poden er lagt ud i den friske luft fra Ågade for at sove, sætter jeg mig ned for at se lidt på institutionens hjemmeside.
”Vi har valgt at kalde vores vuggestue for Jordhøjen, blandt andet fordi et af vores pædagogiske mål er at udvikle økologiske principper, og udgangspunktet for dette er netop jorden. Derfor er stuerne også opkaldt efter dyr, som lever i jorden nemlig: Regnorme, Snudebiller, Mosegrise og Bænkebidere.”

Og det gentages i de pædagogiske læreplaner. Ha, jeg er altså ikke helt dum, tænker jeg med slet skjult barnlig fryd. Måske institutionen skulle informere rundviseren om, hvad der står på hjemmesiden, så man ikke skal føle sig som komplet idiot, når man spørger til, hvad de økologiske pædagogiske principper går ud på.

Jeg aner ikke, om børn kan lege økologisk. Men jeg forestillede mig, at det var et sted, hvor ungerne kunne være med til at samle regnvand i deres små spande, luge ukrudt på legepladsen med skovl og rive, være med til at male mel, lave bølger med hænderne i et vandkar og se hvordan det får vandmøllens vinger til at bevæge sig. Og at det var et sted, hvor børnene ville blive introduceret til nogle af alle de ting som byen netop ikke byder på med bondegårdsbesøg en gang om året eller den slags. Jeg ved da ikke om det er at lege økologisk, men det var den slags aktiviteter jeg forestillede mig, at man ville beskæftige sig med sådan et økologisk sted, og som ungerne ville synes var sjovt. Well, well. Det er jo sådan set ligegyldigt , hvad jeg forestillede mig, for det pædagogiske mål om at udvikle økologiske principper, betyder altså noget helt andet for Jordhøjen. Det ville ellers have været sjovt, hvis de fine målsætninger på hjemmesiden faktisk havde en eller anden marginal sammenhæng med virkeligheden – og ikke bare handlede om maden ligesom i alle andre institutioner.