Nybagt mor søger ly for julen, bragt i Politiken 22. december 2007

Mens broderparten af den danske befolkning er gasblå i hovederne af anstrengelse, fordi de forsøger at få gavehelvede og madhelvede til at hænge sammen, så har jeg valgt at sætte mig ved computeren for at finde en institution til min håbefulde 3 måneder gamle søn. På grund af højtiden kigger jeg forbi det link, der handler om de respektive institutioners forhold til traditioner og højtider. I mit stille sind krydser jeg fingre for, at det ikke er noget institutionerne gør et stort nummer ud af, for jeg holder ikke jul for tiden – en ganske udogmatisk beslutning, som jeg glæder mig over, hver eneste gang jeg træder ned på gaden her i december måned. Intet gaveræs, intet svinekød i kvalmende mængder, intet slagsmål om hvilke dele af familien man skal se eller ikke se til denne begivenhed, ingen pinefulde seancer med traditioner, som ingen længere føler sig hjemme i. Tværtimod en dejlig, rolig december måned med stearinlys, hvidløg og masser af tid til alting, fordi alle andre har så travlt med julen. Jeg er dog klar over, at min position er slemt truet. For min lille søn vil formodentlig udfordre mig, så snart han kan tale. Og det er nok et spinkelt håb, at netop institutionerne vil hjælpe mig på vej. Det er jo børnenes fest. Lad os nu se.
Ved den første institution jeg klikker mig ind på, står der ”En dag i december, går vi over i Mariendals kirke til en lille julegudstjeneste”. Gisp. Det havde alligevel ikke forestillet mig. I kirke. Jeg husker med gru, hvilket slagsmål, jeg selv skulle igennem på min egen folkeskole, for netop at undgå at skulle med i kirke. Det lykkedes da til sidst at slippe, men forståelsen for mit standpunkt kunne ligge på et meget lille sted på trods af, at jeg ikke engang var medlem af selvsamme kirke. Har vi virkelig ikke rykket os en tøddel, siden jeg gik i skole? Det er da immervæk 15 år siden jeg gik ud. Jeg trykker mig ind på den næste i rækkefølgen bare for lige at tjekke om det var et tilfælde. Nej: ”Vi deltager i julegudstjenesten i Emmauskirken. Diakonissestiftelsens børneinstitutioner skiftes til at opføre et lille krybbespil i kirken.” OK, fair nok, hvis man sender sit barn i diakonissens børnehave, så ligger man som man har redt. Jeg beslutter mig for at bruge en halv time af min barsel på at gå lidt mere systematisk til værks. Og det viser sig faktisk, at det ikke så galt med kirkegangen. Det er kun hver sjette institution, der strækker den så langt, at de tager de sagesløse børn med i kirke. Men efter at have gennemgået halvdelen af Frederiksbergs integrerede institutioner, er billedet alligevel så entydigt, at jeg giver op. Samtlige – samtlige! – institutioner har kun kristne traditioner på programmet. End ikke eid har sneget sig ind nogen steder. Og ingen steder problematiseres forholdet til religion og da slet ikke til jul. Ungerne skal stopfodres med jul, påske og pinse, hvis det står til Frederiksbergs institutioner – og det gør det desværre. Hvad skal der dog blive af min stille december?
Stærkt frustreret klikker jeg mig over på google og skriver ”Frederiksberg medlem af folkekirken”. Der må da være noget, der kan redde min stille december. Hmm, omkring 75% er medlem af folkekirken på Frederiksberg. Jeg ranker ryggen. 25% er altså ikke medlem! Så mange har jeg aldrig delt holdning med før. Fantastisk sted, det her Frederiksberg! Er der da ingen institutioner, der kan tage bare en smule hensyn til os, når vi er så mange? Kunne der ikke være en pointe i, at børnene lærer, at ikke alle er kristne, at ikke alle holder jul, at andre har andre traditioner? Hvilket årtusinde befinder institutionerne sig i? Tænk at samtlige institutioner vælger alle andre religioner fra. Hver eneste dag går der pædagoger og ledere på arbejde i Frederiksbergs institutioner. Her hilser de på børn i alle farver og fra alle kulturer og med alle religiøse baggrunde, og alligevel bliver de ikke enige om at finde ud af, hvad det kan bruges til. Nix, her i Danmark holder vi pinse, påske og jul. Hvor er det da fantasiforladt!
Jeg tænder distræt fjernsynet, mens jeg konstaterer, at borgerne på Frederiksberg gennemsnitligt bruger kirke 1,4 gange på et år. Det er egentlig ikke så meget. Men de må alligevel virkelig mene ham Jesus seriøst, siden de gør så meget ud af julen. Eller hvad? Hvis ikke, hvorfor i alverden kan jeg så ikke få min december i fred?! ”Jingle bells, jingle bells” buldrer det ud af fjernsynet. Reklamen er henvendt til drenge på ca. 5 år. Hvor herre til hest, hvor kan man falde dybt. Jeg slukker. Det er alligevel meget godt, at den lille ikke kan snakke endnu. Hvor længe kan man mon udskyde at lære ham det?