tirsdag den 6. oktober 2009

Gerne samarbejde med RV, men ikke på bekosting af arbejdsløse og nedslidte!

Margrethe Vestager og Niels Helveg Petersen har slået pjalterne sammen i Berlingske Tidende og opfordrer til samarbejde i oppositionen. Det synes jeg er en ualmindelig god idé. Jeg har været noget bekymret over den hårde linje overfor de radikale, som jo uanset om vi kan lide det eller ej er afgørende for, at vi kan få et tiltrængt regeringsskifte.

Når det er sagt, så har jeg også en klar holdning til, hvad jeg mener, der kan gives til de radikale og hvad der ikke kan.
Vi kan efter min mening godt se på, om grænsen for topskat skal hæves, således at sygeplejersken og politibetjenten ikke skal betale topskat. Særligt hvis det udløser, at millionærskattesatsen sættes op med yderligere et par procentpoint. Det er godt set, Margrethe!

Men dagpengene og efterlønnen står ikke til debat. Så længe vi slider folk ned i det omfang, vi gør, så længe er der behov for, at folk kan gå på efterløn. På Nørrebro i København er gennemsnitslevealderen som i Yemen. Seriøst!
Det vidner om, at nedslidningen af store dele af befolkningen fortsat er uacceptabel hård, og at der er behov for efterløn. Hvis vi får problemer med finansieringen af efterlønnen i fremtiden, fordi der kommer flere ældre, så lad os kigge på finansieringsproblemet i stedet for at kigge på efterlønnen. Der er trods alt en del skruer, der kan drejes på uden nogen bliver tvunget til at sælge deres tiende fladskærm af den grund – som den tidligere statsministerfrue gjorde så tragikomisk klart, så er der dele af befolkningen, som ikke har mærket det store til finanskrisen, og de dør nok ikke af at bidrage med lidt ekstra til dem, som slides ned.

Hvad angår dagpengene, så kan vi efter min mening godt gennemføre en reform – den skal hæve dagpengeniveauet i det første halve år uden at beskære dagpengeperioden. Men det er vist ikke helt det Margrethe Vestager har i tankerne.

Når dagpengene er hjerteblod, så er det fordi de er fundamentet for den smidighed og risikovillighed, der er plads til og brug set med både lønmodtager og arbejdsgiverbrillerne på. Danmark har en førerposition i verden på spørgsmålet om erhvervslivet risikovillighed i fht. at ansætte nye og flere folk, fordi vi ikke har tradition for meget lange opsigelsesfrister og store fratrædelsesordninger for almindelige lønmodtagere. Hvorfor har vi ikke tradition for det? Fordi vi har haft et dagpengesystem, der samlede fyrede medarbejdere op. det er dog allerede godt på vej til at være historie og vil selvfølgelig blive yderligere udfordret med nye nedskæringer.

I 1982 var dækningsgraden på over 75%. Folk fik altså gennemsnitligt mere 75 % af deres indtægt, hvis de blev arbejdsløse. I dag får de sølle godt 50%. Det betyder, at folk må gå fra hus og hjem, når de bliver fyret. Før skulle der naturligvis omlægninger og omprioriteringer til, men tingene kunne i de fleste tilfælde hænge nogenlunde sammen. I dag er det desværre ikke helt så vel, og det har da også fået den konsekvens, at dele af fagbevægelsen begynder at stille krav om længere opsigelsesvarsler. Således taber både lønmodtagere og arbejdsgivere. Det er trods alt ikke så tit, at interessefællesskabet mellem parterne er så åbenlyst, og når det du er det på dagpengeområdet, så lad os da styrke det og udbygge det, i stedet for at udhule og beskære det.

Jeg er altså helt med på, at de radikale skal have en del af deres politik gennemført for at vi kan samarbejde med hinanden. Derfor peger jeg på topskattegrænsen. Ja tak, den tager vi, og så glæder vi os til at kunne fortsætte med vores gode samarbejde i oppositionen efter en kort tids nedkøling.