Sukkertosset, bragt i Ekstra Bladet

Da jeg for nylig var rundt for at se på daginstitutioner, spurgte jeg meget frelst til slikpolitikken i vuggestuerne. Et af stederne svarede pædagogen guddødemig, at ”det er op til forældrene selv, hvad deres børn spiser”. Det havde jeg alligevel ikke regnet med. ”Det kan vi da ikke sådan bestemme”, sagde hun, og syntes vist også, at jeg var temmelig frelst. Jo, det da ved gud I kan – og bør! Det er jo ikke supernemt at gennemføre ordentlig kost til sit barn, hvis ungen i institutionen bliver præsenteret for kager og farvestrålende, sødt slik. De forældre, der står fast på deres frie valg til at proppe deres unger med slik, kan jo gøre det efter bedste evne – derhjemme! Børnene er jo ikke små isolerede individuelle enheder, der lever fuldstændigt løsrevet fra hinanden. Hvad jeg gør ved mit barn får naturligvis indflydelse på de andre i vuggestuen. Banalt, ja. Men ikke desto mindre en sandhed, som det lader til, at nogen ser stort på. I dette tilfælde er ”nogen” en uddannet pædagog og en offentlig institution. Og så er det jeg slet ingenting forstår. Det kan vel aldrig være det offentliges opgave at sætte en ringere standard end forældrene? En eller anden for form for positiv vejledning kunne jeg i hvert fald godt tænke mig for mine skattekroner. Og den indebærer altså ikke, at ungerne må sidde og guffe slik i sig i hverken vuggestue eller børnehave. Blandt andet fordi det ville være rart om det slik, som børn af en eller anden årsag skal have, kunne være derhjemme til hyggeaftener i familien – og det kan jo ikke lade sig gøre, hvis de allerede har fyldt sig med det i institutionen.
Institutionerne må altså lige komme ind i kampen! Vi bliver federe og federe. Og de unger, der har mindst med i bagagen hjemmefra, er desværre også dem, der får den dårligste mad og dem der får mest slik og sodavand – det forringer deres livskvalitet at være fede, og det forringer desværre i væsentlig grad også deres evne til at lære. Alligevel skal det ifølge denne her pædagog være op til de enkelte forældre at være eksperter i kost. Hvad om eksperterne for en gangs skyld fik lov at være eksperter? Og hvad om det ikke kun var i vuggestuerne, at ungerne får mad. Også skoler og børnehaver kunne jo servere et godt og sundt måltid. Hyr da nogle ernæringseksperter til at lave mad i institutionerne og i skolerne. Og lad dermed det offentlige gå foran med en god og ernæringsrigtig kostpolitik, som vi forældre så kan lade os inspirere af – eller lade være, hvis vi absolut vil proppe vores poder med usund mad. Men så har vi i det mindste fået tilbuddet og ungerne har i det mindste fået et sundt og næringsrigt måltid om dagen. Frelst, javel. Men det er da alt andet lige noget kløgtigere end at børnene får lov til at mæske sig selv og andre i slik og kage ved en hver given lejlighed.