Et galt Enhedsliste-medlem

Jeg var vist temmelig gal for mere end et år siden, da kampen om Asmaa rasede i Enhedslisten. Jeg skrev det følgende til Enhedslisten hovedbestyrelse, men af en eller anden grund sendte jeg det aldrig. Måske havde jeg allerede da mistet tilliden til mine fæller i Enhedslisten. Få måneder senere meldte jeg mig med tungt hjerte ud af partiet.

”Det har altid undret mig, hvad der fik Socialdemokraterne til at valke sådan i sluthalvfemserne, da Dansk Folkeparti begyndte at få vind i sejlene på indvandrerspørgsmålet. Hvor svært kan det være at holde fast i sine idealer, og hvor svært kan det være at fremføre sine synspunkter offensivt og med stærk røst, hvis man føler, at man har ret? Tænkte jeg. Og jeg er fortsat overbevist om, at hvis socialdemokraterne havde stået fast dengang, så havde Pia K. ikke haft skyggen af en chance for at stå, hvor hun gør i dag.

Jeg har svoret offentligt, at den slags ikke ville kunne ske i Enhedslisten, fordi vi normalt ikke viftes om næsen med ministerposter. Det overrasker mig og skuffer mig, at jeg har taget fejl på det punkt. Det har vist sig at være en myte, at vi er så principielle, at vi hellere vil ryge ud af Folketinget end at gå på kompromis med vores idealer. En myte, som ellers er ret afgørende for mit medlemskab af netop Enhedslisten og ikke socialdemokratiet. Og ærligt talt tror jeg ikke, jeg er den eneste?
Er Asmaa vigtigere end at partiet er i Folketinget? Sådan spørges der i øjeblikket i alle afkroge af Enhedslisten. Er udlændingepolitikken vigtigere end at partiet har regeringsmagten? Sådan spurgtes der dengang i Socialdemokratiet. Folk bøjede af, og gjorde som strategerne sagde var rigtigst. Folk bøjer af og gør som Gallup siger - i Enhedslisten (det er fandeme nærmest en joke).

Vær venlig at forklare forskellen. Jeg kan ikke se den. Hvad er Enhedslistens eksistensberettigelse så, hvis vi ikke kan tage væsentlige kulturkampe uden at skele til meningsmålinger?

Det siges, at vi ikke kender Asmaa godt nok – jeg havde været medlem af Enhedslisten i omtrent fire måneder, da jeg blev to´er i Østre Storkreds, jeg var 19 år gammel og havde aldrig deltaget i et offentligt arrangement, hvor jeg repræsenterede partiet. Men jeg er selvfølelig også lettere genkendelig ned min lyserøde hud, mit leverpostejsfarvede hår og middelklassebaggrund.

Det siges, at der skal mere tid til projektet – tid til hvad? Til at troende muslimer også kan accepteres som rettroende socialister? Til at vi vænner os til, at ikke alle har Fjällräven-bukser og krøllet skjorte? Til at skole Asmaa til altid at have den rette holdning (husk på hvor meget vi andre i forskellige sammenhænge har afveget fra den rette tro, selvom vi har siddet i både ledelse og Folketing)? Vi bryster os af at møde folk med tillid og åbent sind, så hvad er det der skal tid til? At overkomme fordommene?

Defensive, vaklende idealer, attituder og strategier har aldrig forandret verden – eller skaffet nogen magten. Altså findes der i min verden to alternativer. Enten fuld opbakning til kandidaten eller også ud med hende/ham - på røv og albuer. For at gribe til det sidste skal der altså mere til end Kelds vaklende EU-holdninger i sin tid, nogens noget blakkede opfattelse af kvinder i prostitutionsdebatten eller for den sags skyld ledende kammeraters efter min opfattelse tåbelige holdninger i malingsagen  Og endnu har Asmaa ikke forbrudt sig hverken mere eller mindre end så mange andre, og det jo på trods af at hun trækkes gennem en presse, som kan få selv de mest rene og ranke til at se blakkede og skrutryggede ud. Altså har hun stadig min fulde opbakning.

En del i Enhedslisten ønsker Asmaa længere ned af listen. Hvad i alverden skulle det hjælpe? Hvis det er fordi man ikke ønsker at lade sig repræsentere af hende, så hav dog i det mindste lidt mandsmod og offensiv kraft, og kræv hende smidt ud.
Hvis det er af strategiske hensyn, at man ønsker hende længere ned af listen, så får man da det værste af alle verdener. Hun er fortsat vores kandidat og skal derfor svare for i pressen fuldstændigt som i dag – samtidig med at vi ingen gavn får af hende som MF´er. Ligesom vi udstiller vores egen ynkelige svaghed i pressen, hvis vi hverken tør stå ved hende eller smide hende ud.
Ja, for filan, man får knubs af at gå op i mod 15 års massiv islamhetz. Og man får øretæver, hvis ikke man har middelklassens velpolerede overflade. Det skal ikke få Enhedslisten til at bakke ud og det skal ikke få Asmaa til at give op. Hvis en ufaglært kunne blive statsminister og kvinder få valgret, så kan en muslimsk kvinde fra ghettoen også komme i Folketinget – om end altså ikke uden kamp.

Nogen har foreslået at lave en fest under titlen ”Fuck spærregrænsen – vi bryder lydmuren”. Sådan! Det er sgu da den rigtige attitude! Jeg håber, at nogen gennemfører den fest på trods af nogen andres modstand mod idéen!

Læs mere...

Kvinder - en del af demokratiet? Bragt i Ekstra Bladet 11. april

”Det kan godt være, at jeg er naiv, men hun giver mig et håb om, at jeg også en dag kan blive en del af demokratiet.” Sådan cirka sagde en ung dansker under valgkampen. Jeg gik og hørte TV-avisen med et halvt øre, og tænkte: ”hvem er det der ikke føler sig som en del af demokratiet”. Så tøffede jeg ind i stuen og her faldt ti-øren. Det var en ung... ...muslimsk kvinde med hovedtørklæde. DR havde ulejliget sig ud i en af ghettoerne i Danmark for at høre, hvad folk havde at sige om Asmaa, og det var altså hendes reaktion på min partifælles opstilling. Sådan må kvinderne have følt sig, dengang de endelig fik stemmeret. Nu kunne også de være en del af demokratiet.
Efter valget blev der da også gentagne gange sået tvivl om, hvorvidt man må stå på talerstolen med tørklæde på. Der var endog folk, der truede med at fjerne hende korporligt. Endelig i denne uge kom der så en afgørelse. En afgørelse som jeg mener, at vi i lighed med kvinders stemmeret skal være stolte af og vise frem for andre. Afgørelsen blev truffet af Folketingets præsidium og gik, som de fleste nok har hørt, ud på, at medlemmer af Folketinget gerne må bære hovedtørklæde.
Jeg begriber ikke, at der har kunnet være tvivl. Jeg var overbevist om, at der ifølge grundloven er religionsfrihed i Danmark. Og jeg var overbevist om, at vores demokrati omfatter borgerne i Danmark, og at vi frit kan vælge de kandidater vi lyster, hvis blot kandidaten er myndig. Egentlig troede jeg, at selve grundidéen med demokratiet er, at vi har lov og ret til at mene, føle, synes og tro, som vi har lyst. At vi deler os efter anskuelser. At vi kan favne forskelligheden. I modsætning til i totalitære samfund, hvor magthaverne bestemmer, hvad folk skal mene og tro.
Jeg var overbevist om, at alle danske partier i Folketinget var enige om disse byggesten for demokratiet. Men jeg tog fejl. Dansk Folkepartis Søren Espersen var ”meget ked af det” og Pia Kjærsgaard syntes ”det var trist” i denne uge. Magen til hykleri skal man lede længe efter. I både den første og den anden Muhammed-krise har vi hørt de to skingre op om ytringsfrihed. Hvor klinger netop dette ord ”ytringsfrihed” i al fremtid hult, når det kommer fra de to. De går åbenbart kun ind for ytringsfrihed for særligt udvalgte.
Hvis jeg nu var Villy Søvndal, så ville jeg vel bede de to politikere om at skride af helvede til sammen med Hizb ut-Tahrir, hvis de ikke kan lide det danske demokrati. Heldigvis er jeg ikke Villy Søvndal, for netop den holdning er jo ligeså antidemokratisk som Dansk Folkeparti og Hizb ut-Tahrir selv. Demokratiet favner alle holdninger – også dem vi ikke kan fordrage. I demokratiets favn foregår med mellemrum heftige kampe om magten og heftige kampe mellem de forskellige holdninger og trosretninger. Men først, når den ene holdning eller religion ønsker at holde de andre ude, ophører demokratiet.

Læs mere...

Travlt ved håndvasken i Enhedslisten

Hold da kæft, hvor er det nemt! I pressen kan man læse, at Enhedslisten nu har sat navn på valgnederlaget – Asmaa og Villy. Der har godt nok været travlt ved håndvasken.
Enhedslisten har ganske rigtigt et seriøst problem. Men hedder problemet virkelig Asmaa og Villy?

Ledende partimedlemmer i såvel hovedbestyrelse som på Christiansborg modarbejdede, modarbejdede og modarbejdede en årsmødevalgt kandidat - så det ikke kunne undgås at gå ud over partiet. Noget har kunnet ses i medierne, og noget, der var endnu værre foregik bag tæppet - hvis I er i tvivl, så se Jer omkring efter de røde ører. Navnet på hende, der blev modarbejdet var ganske rigtigt Asmaa, men navnene på dem, der skadede partiet ved at modarbejde hende var langt mere danskklingende og frit for tørklæder.

Umiddelbart inden valget blev der indkaldt til et ekstraordinært årsmøde. Det var som bekendt ledelse og ikke Asmaa, der har ansvaret for den indkaldelse. Og det er min vurdering, at den indkaldelse fik Enhedslisten til at fremstå så slingrende og bange for sin egen skygge, at det var svært at skulle tage partiet seriøst.

Et tredje bud på navngivning af valgnederlaget er: Gallup. Mange mente, at Enhedslisten mistede sin eksistensberettigelse ved at blive så pinligt nervøse for spærregrænsen. Så rakte kompromisløsheden ikke længere. Vor herre bevares!
Det er muligt at man mistede en del vælgere blandt dem, der ikke mener, at man kan være muslim og socialist samtidig. Men dernæst røg altså de vælgere, der mener at det netop er i et parti som Enhedslisten, at der burde være plads til Asmaa.

Jeg håber, at nogen har sagt højt i ledelsen, hvor usædvanligt dårligt valgkampen var forberedt. Og at nogen har sagt højt, at valgkampsledelsen var ude af stand til at se alvoren i situationen, selv mens det så værst ud, og derfor ikke leverede den krisehåndtering, der skulle til.

Jeg kunne blive ved - men af frygt for at bidrage til partiets nedadgående kurve, vil jeg holde inde her.

Måske en enkelt pointe mere: Asmaa har jo fuldstændig ret: Enhedslisten ligger lige så elendigt i meningsmålingerne, selv hun har været væk i mere end tre måneder. Kom nu lige ind i kampen selv. Det er nok ikke hende alene. Og Villy Søvndal efterlader en plads til Enhedslisten så enorm, at det er svært at drømme om mere. Så don´t even get started.

Og så lige en til, bare fordi pulsen er oppe: Aldrig har jeg da hørt om en partiledelse, der hænger egne kandidater ud i pressen på den måde. Det er ikke lige frem en opfordring til andre om at sætte sig selv på spil for partiet. Hvis jeg havde været klar over det, inden jeg stillede op, ville jeg have tænkt mig om en ekstra gang. Håber at alle andre repræsentanter for vores lille parti gør sig klart, at også i Enhedslisten er ens værste fjender inden for partiets egne række. Og ikke nok med det, man risikerer også, at ledelsen falder valgte kandidater i ryggen. Fy faen!

For mig har der altid været noget særligt og prisværdigt ved Enhedslisten: 1) Vores taburetter er ikke vigtigere end vores politik. 2) Partiet er udogmatisk og har højt til loftet. 3) Skarphed og kant ses som en styrke hos kandidater, idet de ikke skal please et flertal, men netop stille de kantede og skarpe spørgsmål til magten og samfundet. 4) Vi samarbejder kandidaterne imellem i stedet for at konkurrere og underminere hinanden, som i de andre partier. Hrmpf. Findes de karaktertræk hos os endnu?

Læs mere...