Ritt var en murbrækker

Ind i mellem skal man miste balancen for at genvinde retningen. Den kunst er Ritt Bjerregaard mester i, og har derfor på en og samme tid været så udskældt og alligevel så uundværlig for mit parti. Ritt er en af de få politikere jeg kender, som ikke er bange for dårlig presse eller dårlig stemning. ”Politik er at ville noget”, som hun sagde i sin afskedstale i weekenden med sin vanlige langsomme stemmeføring og tilbagelænede autoritet, der giver hvert enkelt ord sin fulde mening. Ritt ville noget, og Ritt gjorde noget. Ritt fik forandret den politiske scene for altid for os kvinder. Den ligestilling, som vi bryster os af i Danmark, blev skabt af Ritts generation af kvinder. Og netop i magtens centrum, hvor den slags kampe er allermest benhårde, der stod Ritt forrest.

Det er faktisk den politiker, som ikke er bange for dårlig presse, der får flyttet flest hegnspæle. Forandringer er nemlig sjældent populære i sin indledende fase, men kræver tid for at bundfælde sig og finde sin rette form – og derfor kræver det en god omgang politisk mod at sætte en ny dagsorden. Men det er jo så netop de gange, vi tør at melde ud, selvom vi risikerer at få øretæver, at vi ændrer verden, og det er de gange vi som parti er internt uenige og tør være det, fordi vi godt som parti kan stå sammen alligevel, at vi forandrer verden. Det er jo i de brydninger, at vi rykker ved hinanden og ved os selv.

Det var helt så det gippede i mig af overraskelse og glæde, og dernæst gå-på-mod og lyst til at være med ombord i socialdemokratiet, da Ritt stiftede den røde skole i sin tid. Det kan godt være det ikke være helt comme il faut. Men hvor var det rigtigt og hvor var det livgivende. Jeg tror faktisk også på, at det var en saltvandsindsprøjtning, som partiet samlet set kom styrket ud af.

Vi er så stærke, når man kan mærke hjerteblodet rulle. Vi er så stærke, når vi står fast på gode klassiske socialdemokratiske dagsordner. Vi er så stærke, når vi ikke skæver til meningsmålingerne. Vi bliver så stærke af med mellemrum at gå mod strømmen, fordi vi mener vi har ret og at vi kan overbevise andre om det. Ritt har leveret fantastisk et livsværk. Ritt har været afgørende en murbrækker for alle os kvinder i politik. Ritt har sat standarder for politisk mod, som nogen blinker nervøst ved tanken om, men som jeg styrker vores parti, og som vi bør beundre og tage ved lære.

Nu har vi ikke længere Ritt i København. Vi får Frank og det glæder vi os til, og jeg glæder mig helt personligt til at se mere til Ritt i Odense.