Fra asken til ilden…

Millioner og atter millioner af kroner er rullet ind i kasseapparaterne i den private sygehussektor. Staten har betalt markant overpris for ydelserne, og derfor har det været en særdeles lukrativ forretning i de senere år at drive privathospital. Hertil kommer, at flere og flere har en sundhedsforsikring igennem deres arbejdsplads og derfor har mulighed for at bruge de private alternativer til det offentlige. Dette med tilskud fra det offentlige i form af et fint skattefradrag for forsikringen. I Danmark er der i sandhed blevet skabt et a- og b-hold inden for sundhedsbehandlingen. For ti år siden var det et skræmmescenarie, og vi kiggede betuttet til andre lande i gru for, at det ville udvikle sig på samme måde i Danmark. Hvem har stået i spidsen for det? Lars Løkke Rasmussen, mens han var indenrigs- og sundhedsminister.

Vores nye statsminister har haft ansvaret for Danmarks økonomi i de senere år. Han har siddet ved bordenden for finanslovsforhandlinger og skattereformen, og har delt rundhåndet ud til de rigeste. Alt i mens uligheden er steget og der er kommet 55.000 flere fattige danskere, siden regeringen kom til magten. Fattigdom, der betyder skam for forældrene og børn, som må se langt efter medlemskabet i fodboldklubben eller lejrskolen med de andre børn. Fattigdom, der betyder, at ældre, som har knoklet hele deres liv og har kæmpet for vores velfærdssamfund, må vende hver femøre og strække madvarerne, som om de igen levede i deres egen ungdomstid.

Lars Løkke Rasmussen stod i sin tid bag de mest massive udliciteringer af velfærden som Amtsborgmester i det hedengangne Frederiksborg Amt. Det var mens han stadig var god ven med borgmesteren i Farum, som jo bekendt hed Peter Brixtofte. Noget tyder da også på, at fundamentet for den lette omgang med skatteydernes penge har været helt karakteristisk for politikere i den ende af landet.

Ja, resultaterne taler for sig selv. Vi behøver ikke at være i tvivl om, at det er en ægte liberalist og borgerlig vi har fået til magten. Desværre tror jeg, at han er undervurderet i pressen og i befolkningen. Han er en nyhed og derfor ikke så slidt som Fogh. Han har alt andet lige været finansminister og er en usædvanlig dygtig politiker. Hans udgangspunkt i den offentlige opinion er meget ringe – og derfor er det ikke svært for han at skabe noget bedre og dermed en positiv bølge, som måske kan holde frem til næste valg. Hertil kommer, at han er langt mere folkelig end Fogh og i mine øjne langt, langt mere sympatisk på slap line. Vi skal altså kridte skoene og hvæsse de ideologiske argumenter for at fortsætte den fremdrift, som vi har haft i de seneste måneder.