Hovedløs skattepolitik

Når krisen presser, arbejdsløsheden stiger og der bliver skåret ned i kommuner og regioner, er det ikke kun på grund af den økonomiske krise, det bunder i ti års uigennemtænkt og ideologisk skattepolitik.
Regering og Dansk Folkeparti er skyld i, at der i år bliver givet over 50 milliarder kroner i skattelettelser, som følge af de skattepakker regeringen har gennemført i perioden fra 2001-2010. Det viser en undersøgelse i Ugebrevet A4. Det er 50 milliarder, der kunne være brugt på at krisesikre det danske samfund. Man burde i stedet have lavet mere langsigtede investeringer i uddannelse, infrastruktur og vedvarende energi. Have skabt arbejdspladser og videreuddannet arbejdsstyrken, så den var rustet til fremtidens udfordringer. Havde man brugt de gode år, vi netop er gået igennem, til at fremtidssikre det danske samfund, havde vi stået langt bedre i forhold til krisen i dag.
Skattelettelserne er ikke alene skadelig for evnen til at håndtere krisen, de er også meget ulige fordelt, da det viser sig, at de rigeste ti procent i gennemsnit får 46.000 kroner, og den allerrigeste procent af befolkningen får 86.000 kroner i skattelettelse, mens de sidste ti procent med de laveste indkomster kun får en årlig skattelettelse på godt 4.000 kroner.
Det er tid til en mere retfærdig, og en ny regering, der tør at investerer i fremtiden, i stedet for at belønne de rigeste med hovedløse skattelettelser.

Læs mere...

Fra asken til ilden…

Millioner og atter millioner af kroner er rullet ind i kasseapparaterne i den private sygehussektor. Staten har betalt markant overpris for ydelserne, og derfor har det været en særdeles lukrativ forretning i de senere år at drive privathospital. Hertil kommer, at flere og flere har en sundhedsforsikring igennem deres arbejdsplads og derfor har mulighed for at bruge de private alternativer til det offentlige. Dette med tilskud fra det offentlige i form af et fint skattefradrag for forsikringen. I Danmark er der i sandhed blevet skabt et a- og b-hold inden for sundhedsbehandlingen. For ti år siden var det et skræmmescenarie, og vi kiggede betuttet til andre lande i gru for, at det ville udvikle sig på samme måde i Danmark. Hvem har stået i spidsen for det? Lars Løkke Rasmussen, mens han var indenrigs- og sundhedsminister.

Vores nye statsminister har haft ansvaret for Danmarks økonomi i de senere år. Han har siddet ved bordenden for finanslovsforhandlinger og skattereformen, og har delt rundhåndet ud til de rigeste. Alt i mens uligheden er steget og der er kommet 55.000 flere fattige danskere, siden regeringen kom til magten. Fattigdom, der betyder skam for forældrene og børn, som må se langt efter medlemskabet i fodboldklubben eller lejrskolen med de andre børn. Fattigdom, der betyder, at ældre, som har knoklet hele deres liv og har kæmpet for vores velfærdssamfund, må vende hver femøre og strække madvarerne, som om de igen levede i deres egen ungdomstid.

Lars Løkke Rasmussen stod i sin tid bag de mest massive udliciteringer af velfærden som Amtsborgmester i det hedengangne Frederiksborg Amt. Det var mens han stadig var god ven med borgmesteren i Farum, som jo bekendt hed Peter Brixtofte. Noget tyder da også på, at fundamentet for den lette omgang med skatteydernes penge har været helt karakteristisk for politikere i den ende af landet.

Ja, resultaterne taler for sig selv. Vi behøver ikke at være i tvivl om, at det er en ægte liberalist og borgerlig vi har fået til magten. Desværre tror jeg, at han er undervurderet i pressen og i befolkningen. Han er en nyhed og derfor ikke så slidt som Fogh. Han har alt andet lige været finansminister og er en usædvanlig dygtig politiker. Hans udgangspunkt i den offentlige opinion er meget ringe – og derfor er det ikke svært for han at skabe noget bedre og dermed en positiv bølge, som måske kan holde frem til næste valg. Hertil kommer, at han er langt mere folkelig end Fogh og i mine øjne langt, langt mere sympatisk på slap line. Vi skal altså kridte skoene og hvæsse de ideologiske argumenter for at fortsætte den fremdrift, som vi har haft i de seneste måneder.

Læs mere...

Sundhedssektoren truet

Den private sygehussektor suger marven ud af de offentlige hospitaler og sundhedstilbud. Vi er godt i gang med at få skabt et sundhedsmæssig A- og B-hold. Der er dem, der har sundhedsforsikringer og derfor kan få et godt, solidt tilbud i det private, og så er der andre, der ikke har sundhedsforsikringer og dermed må nøjes med resterne i den offentlige sektor. Regeringen er gået benhårdt og målrettet efter at skabe en privat afdeling af sundhedsvæsnet, og det er altså lykkedes. Den eksisterede mere eller mindre ikke for ti år siden, men er blevet drevet frem af en alt, alt for høj betaling for deres ydelser – vel at mærke betalt med alle skatteyderes penge, og ikke bare med penge fra dem, der har brugt de private. Det ideologiske korstog har kostet godt 800 mio. kr. Eller tusindvis af operationer og behandlinger af mennesker, der har haft behov og for nogen vedkommende er der jo tale om livstruende sygdomme eller om sygdomme, der reducerer livskvaliteten voldsomt.

Nu er det nok svært at fælde den ansvarlige minister, som jo siden er blevet finansminister. For det eneste han har gjort sig skyldig i er at være liberalist til fingerspidserne. Og det har regeringen nok forsøgt at lægge røgslør henover, men løjet om det kan man vel næppe sige, at de har. Men det er da en god reminder til befolkningen om, hvad liberalisme er for en størrelse. De spiller kasino med vores økonomi og bruger hvermands penge til at skabe en sygehussektor for de få. Er der en hensigtsmæssig måde at indrette sig på?

Læs mere...

brug-og-smid-væk-soldater, bragt i Ekstra Bladet

”Regeringen fører en politik, hvor den er kommet så højt til vejrs, at benene ikke længere kan nå jorden. Den er kommer helt derop, hvor kun de store drenge normalt befinder sig”. Det udtaler en lektor i international politik efter terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan. Mere præcist kan det vel næppe siges. Ligeledes slås det fast i Politiken, at Danmark slet ikke har de ressourcer, der skal til for at lægge ryg til konsekvenserne af de krige, (som regeringen drager Danmark ind i. Der skal ske en massiv investering i efterretningstjeneste og anden sikring af eksempelvis ambassaderne i udlandet, hvis vi skal føre den slags aktivistisk udenrigspolitik. Javel, det er da en interessant måde, vi så skal til at bruge vores gode skattekroner på.
Men langt værre er det, at regeringen er komplet ude af stand til at håndtere konsekvenserne for de soldater, som sendes i krig. Det er ikke kun manglende efterretninger, for dårligt materiel, for ringe uddannelse af soldaterne og for naiv en opfattelse af, hvad et lille land kan og ikke kan. Nej, midt på ugen, hvor debatten om den aktivistiske udenrigspolitik ramte forsiderne af de danske aviser, kunne man samtidigt i TV-Avisen og i P1 se og høre, hvad konsekvenserne er for de soldater, som regeringen sender ud til at udføre sin politik. Og jeg skal hilse at sige, at regeringen forsøger at komme op i en liga, hvor den slet, slet ikke hører hjemme.
Hver 5. af de soldater kommer hjem med mén fra krigen. Soldaterne lever under konstant pres i deres arbejde i f.eks. Afghanistan og Irak med truslen om at blive ramt af vejsidebomber eller blive fanget i ildkamp. Det resulterer blandt andet i, at mange soldater får posttraumatisk stress, bliver kriminelle, har svært ved at få deres familieliv til at fungere og alt for mange af de udsendte ender som førtidspensionister. At det gør ondt på liv og sjæl at være soldat skal man ikke have nogen doktorgrad for at regne ud. Det er naturligvis en erhvervsrisiko. Ja, det kan synes som komplet idioti, at unge mænd finder på at blive soldater og dermed lægge liv og sjæl til regeringens aggressive udenrigspolitik. Men at staten ingen systematisk opfølgning har på de mennesker, der har gjort dem den tjeneste at føre deres udenrigspolitik ud i livet, er intet mindre end en skandale.
Soldaterne skal til et enkelt psykologbesøg, når de kommer hjem og så skal de svare på et spørgeskema. Dette på trods af, at mange af de problemer som soldaterne får som følge af udsendelse først viser sig længe efter de er vendt hjem. Man kan mene, hvad man vil om regeringens vanvittige krige. Og man kan synes, at soldater burde droppe deres vanvittige arbejde, som man vil. Det må hver enkelt dansker og hver enkelt udsendte tage stilling til og sætte deres krydser derefter. Men uanset, hvad man mener om de krige, så må man altså sørge for, at dem, der sendes ud også kan komme godt hjem igen. Det er altså ikke brug-og-smid-væk-ting. Det er mennesker af kød og blod. Helt unge knægte, familiefædre, nogens bror eller søn. Nok har de uniformer på, men de har krav på at blive behandlet med respekt og staten har pligt til at samle op på de problemer, som soldaterne kommer hjem med. Absurd nok lader det - som en ekspert i arbejdsmedicin sagde det i radioen – at man tager sig mere af udfasning af materiel end af soldaternes ve og vel. Men en tankvogn koster selvfølgelig også 50 millioner kroner. Det gør nogens søn ikke.

Læs mere...