Vi skal selvfølgelig beskytte mishandlet kvinde

PRESSEMEDDELELSE vedr. udvisning af mishandlet kvinde

”Enten er Henrik Dam Kristensen blevet fejlciteret eller også er han i strid med partiets linje”, udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil, med henvisning til en artikel på politiken.dk, hvori der står:
”Henrik Dam Kristensen mener ikke, at der er behov for en lovændring, der skal hjælpe voldsramte kvinder, der venter på opholdstilladelse. Ifølge ham, virker loven som den skal.”
Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler: ”Vi går ind for at beskytte kvinder, som får tæv af deres mænd. Og vi går derfor under ingen omstændigheder ind for, at en kvinde, der har været i Danmark i ti år skal udvises, fordi hun vil skilles fra sin voldelige mand. Selvfølgelig skal den lov laves om.”

Så sent som i 2005 var vi medforslagsstillere på et beslutningsforslag under overskriften: ”Forslag til folketingsbeslutning om voldsramte udenlandske kvinder”, hvor vi blandt andet stiller forslag om, at: ”Herboende udenlandske kvinder, som kan dokumentere, at de har været udsat for vold, som hovedregel bevarer deres opholdstilladelse. Har kvinden opholdt sig i Danmark i under 18 måneder, skal der ske en individuel vurdering og en samlet afvejning af, hvorvidt hun skal have forlænget sin opholdstilladelse. Har kvinden opholdt sig i Danmark i over 18 måneder, skal det forhold, at hun har været udsat for overgreb, der har ført til ophævelse af samlivet, i sig selv medføre, at opholdstilladelsen forlænges.”

”Skal man tage de første tre linjer i vores principprogram alvorligt, kan vi sådan set heller ikke mene andet.” Slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.

De tre første linjer i vores principprogram lyder således:
For os er mennesket i centrum, og dets velfærd er vores politiske mål. Ethvert menneske skal have mulighed for at virkeliggøre sine drømme om et godt liv inden for fællesskabets rammer. Ikke blot nogle få, ikke blot det store flertal, men alle. Intet mindre.
Beslutningsforslaget fra 2005 er dels klippet ind nedenfor, dels kan det findes under dette link: http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20042/beslutningsforslag/B54/som_fremsat.htm

Læs mere...

Husk tavshedspligten!

Det irriterer mig grænseløst, når en nævenyttig bankrådgiver ikke vil give mig de oplysninger, som jeg skal bruge, blot fordi han ikke kan identificere mig gennem et telefonrør. Der er sådan en indbygget mistillid i det, som føles krænkende. Ikke desto mindre er der alligevel god grund til at holde fast i, at personoplysninger skal behandles med stor fortrolighed. Tavshedspligten og fortroligheden er helt afgørende ikke bare for vores privatlivs skyld, men også for at vi kan passe ordentligt på hinanden. Tavshedspligten og fortroligheden er igen kommet på dagsordenen, da det kom frem, at man ved en enkelt opringning kan få oplysninger om sin nabos gældssituation i RKI. Med mellemrum kan det have alvorlige konsekvenser, når oplysninger, der overfladisk betragtet er uskyldige, lækkes.

For et par år siden hjalp jeg en pige til at gå under jorden, fordi hendes far ikke ville lade hende vælge sin ægtefælle selv. Da faderen tidligere er dømt for alvorlig æresrelateret vold, var der overhængende fare for hende helbred. På trods af situationens alvor videregav blåøjede medarbejdere under tavshedspligt alle de oplysninger, der til sidst betød, at hendes familie fandt hende. Det kunne have kostet hende livet.

Politiet udleverede afgørende oplysninger til kvindens mor, da hun grædende bad om vidende datterens velbefindende. Men moderen er dybt og afgørende involveret i den ugerning, der bliver begået mod hende, og oplysningerne skal bruges til at finde hende for at straffe hende for den ydmygelse hun har udsat familien for. Politiet havde kendskab til hendes flugt, og vidste, at forældrene under ingen omstændigheder måtte få nogen oplysninger. Alligevel forbarmer en af betjentene sig over den grædende kvinde. Nu var familiens jagt på hende så sat ind.

Kvinden havde udsat sin familie for en utilgivelig ydmygelse og den var opsat på at finde deres uvorne unge, og begyndte således at trawle myndigheder og virksomheder igennem for at få oplysninger. Vi var omvendt blevet så forskrækkede over den lemfældige omgang med oplysninger, at vi forsøgte at sløre og slette alle tilgængelige spor. Således skiftede vi hendes folkeregisteradresse til et hemmeligt sted i Danmark. Hun fik ad to omgange nyt navn, først i Danmark og sidenhen i hendes nye hjemland. Hun opgav kontakten til alle hun kendte i Danmark på nær et par enkelte meget tætte venner. Vi blev efterhånden ret stive i skæg og blå briller. Alligevel gik det galt. Hendes uddannelsessted og hendes bankrådgiver gav oplysninger til familien. Ligesom det lykkedes dem at få fat i den hemmelige adresse fra Folkeregistret og informationer hos de sociale myndigheder. Hertil kommer den nok mest alvorlige brist, nemlig at en klaphat i Indenrigsministeriet og/eller på den danske ambassade i hendes nye hjemland videregav oplysninger til familien om hendes nye identitet i hendes nye land. Alt familien gjorde, var, at give dem en sang fra de varme lande om, at faderen var syg, og at de derfor havde behov for at få fat i hende. I andre situationer udgav de sig ganske simpelt for at være hende.
Et år efter hun stak af hjemmefra bankede de på hendes nye hoveddør i et nyt land. Til hendes held var det hendes onkel og ikke hendes far, der fandt hende. Han lod hende løbe og faderen indstillede herefter eftersøgningen af hende. Hun lever i dag i et tredje hjemland uden kontakt til sin familie – men med en mand hun selv har valgt og deres første barn.

Med til historien hører dog, at politiet også bidrog positiv til hendes flugt og frigørelse. De var nemlig yderste behjælpelige med at få skippet hende ud af landet. Så nok er systemet hullet som en si, men de gode viljer er faktisk til stede. Men det samlede indtryk er nu engang, at Danmark ikke er et land man kan gemme sig i. Det er rart, når det gælder forbrydere, men ikke så heldigt, når det gælder nogen af vores samfunds allermest udsatte og ubeskyttede borgere – nemlig kvinder, der er udsat for vold fra deres mænd eller familier. Derfor - husk nu Jeres tavshedspligt!

Læs mere...

Uddrag af min tale 8. marts

I Danmark lever over 5.500 kvinder som prostituerede. Antallet af prostituerede er fordoblet i løbet af de sidste tyve år, og i dag regnes Danmark for at være hele Nordens horehus, fordi vi i modsætning til Sverige, Finland og Norge ikke har forbud mod at købe sex. I Sverige gennemførte man forbuddet som en del af en pakke imod vold mod kvinder. Her opfattes prostitution som det, det er. Nemlig et resultat af svigt og manglende muligheder. Ikke som noget kvinder er i af egen fri vilje. Det er et resultat af økonomiske, psykiske og sociale problemer. Ikke noget som nogen har drømt om at være, siden de var små. Ikke et almindeligt erhverv. Det er ikke noget, som nogen af os ønsker at finde vores egne døtre i. Så stop nu hykleriet omkring prostitution.

Er vi, der går ind for et forbud sådan nogle sexforskrækkede, bonerte, frelste nogen, der helst ser, at sex kun foregår inden for ægteskabets hellige ramme Nej. Hvis kvinder har lyst til at gå i seng med en 10-15 mænd om dagen. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag, uanset om de er raske og friske eller om de har migræne eller influenza. Be my guest. Fyr den af. Men hvis der er penge imellem, så er det rigtig svært at se, hvad der er skidt og kanel. Det bliver ikke til at slå fast, om der er tale om frivillighed eller om der er tale om nødvendighed. Og grunden til at det er så forbandet afgørende er selvfølgelig, at det smadrer kvinders liv og helbred at dyrke sex af nødvendighed og ikke af lyst. Derfor er det en rigtig, rigtig dårlig idé at lade pengene styre. Det skal lysten der driver værket, også - eller måske i særlig grad - når der er tale om sex.

Den lykkelige luder
Der findes næsten ligeså mange myter om prostitution, som der findes prostituerede. En af de meget sejlivede er historien om den lykkelige luder. Den understøttes af dagbladene, den understøttes af det mindretal, der har det godt i faget, den understøttes af filmens verden, og af de mænd, der går til prostituerede. Javel, det lader til, at der er en gruppe, der trives med at være i prostitution. Men lad os nu lige se lidt på de vilkår, som pigerne arbejder under. Og lad os så snakke om den lykkelige luder igen. Langt størstedelen bliver udsat for vold, når de arbejder som prostituerede. 85% af kvinderne bliver voldtaget på arbejde. Det er de færreste, der kan få et almindeligt liv til at hænge sammen ved siden af arbejdet. De bliver hjemløse, mister deres kærester og mange ender med at få posttraumatisk stress. Vi kan diskutere herfra til juleaften, om kvinderne oprindeligt gik ind i prostitution af egen fri vilje. Men langt de fleste arbejder mennesker fortsætter ikke i et fag med så hårdt et arbejdsmiljø, hvis ikke der er noget helt helt galt. Og det er jo den situation vi skal hjælpe kvinderne ud af igen.

Forestil Jer, at de forhold gjorde sig gældende på en almindelig arbejdsplads, f.eks. på de gamle Carlsberg-bryggerier. Forestil Jer, at halvdelen af medarbejderne var udlændinge, der var tvunget til at være der og ikke får nogen løn for at arbejde der. Og at tre fjerdedele får skader af det på krop og sjæl af arbejdet. Hvad ville der ske med sådan en arbejdsplads? Den ville blive lukket på stedet! Og det er i al stilfærdig blot samme beskyttelse, vi kræver for kvinderne i prostitution.

Menneskehandel
I disse år fokuseres der meget på menneskehandel. Og med god grund 6-800.000 mennesker sælges hvert år over landegrænser, mere end 3 mio., hvis vi tæller dem med som sælges inden for landegrænser. Størstedelen med henblik på at leve som prostituerede under slavelignende vilkår. Vi aner ikke hvilket omfang problemet har i Danmark. De mænd der går til prostituerede aner ikke om det er handlede kvinder de er sammen med. De handlede kvinder udgør uden tvivl den mest makabre og ekstreme form for prostitution, og er i sig selv nok til at hele branchen burde lægges ned.

Derfor er det den nemmeste at forholde sig negativt til. Det er nemt for alle at tage afstand. Men tag ikke fejl. Bare fordi de danske kvinder ikke er handlede, er det altså ikke en dans på roser at leve i prostitution. 9 ud af ti af kvinderne vil gerne ud af det, og have et almindeligt liv. Men de bliver mødt af en mur af fordømmelse, når de fortæller, at de har levet i prostitution. De står overfor et utal af barrierer i det offentlige system, og står som ofte uden alternativ, enten fordi de er fanget af gæld, er afhængige af indtjeningen for at kunne blive boende og beholde den levestandard, som de har vænnet sig til. De sidder i saksen, og de sidder med arrene på sjælen. De kvinder - og alle de handlede kvinder - skal have en ny chance. De skal hjælpes ud af prostitutionen. De skal have frit lejde af det offentlige system med opholdstilladelser og frit lejde til at søge hjælp hos kommunen uden med det samme at blive mødt med anklager om socialt bedrageri og krav om tilbagebetaling af kontanthjælp for den periode, hvor de har været prostituerede. De skal ikke jagtes rundt i manegen og mistænkeliggøres. Det er vores forbandede pligt at hjælpe de her kvinder til at få et ordentligt liv igen.

Forbud, hjælper det?
Hvis vi skal beskytte kvinder mod at blive prostituerede, og dermed med al sandsynlighed ødelægge deres liv. Hvis vi skal beskytte kvinder mod at blive handlet over grænserne. Hvis vi skal beskytte de kvinder, så er det helt afgørende at tage det skridt at købesex forbydes.

Lever jeg lever i den illusion, at et forbud vil afskaffe prostitution. Nej. At det er strafbart at stjæle har jo heller ikke kommet tyveri til livs. Folk forbryder sig mod al lovgivning. Men lovgivningen sætter en standard, og langt, langt de fleste lader sig præge af den standard. Og vi sender som samfund et klokkeklart signal om, hvordan vi mener, at vi med rimelighed kan behandle hinanden.
Nu hvor der ikke er forbud, sætter det også en standard. Det sætter den standard, at det er mere ok at påføre en kvinde risiko for alvorlige skader på liv og sjæl end at stjæle en æske tændstikker i Netto. Det er altså for langt ude. Og på toppen af alt det her er det jo ikke bare sådan, at vi ikke har et forbud. Det er faktisk værre end det. For hertil kommer jo det helt vanvittige - at man som ansat i det offentlige opfordres til at hjælpe handicappede til at blive betjent at prostituerede. Det er jo en decideret blåstempling af et fag, hvor tre ud af fire kommer ud med skade på sjæl og legeme. Man ofre kvinderne for at mænd ikke behøver gøre sig den ulejlighed at bruge højre hånd. Det kan da ikke være statens opgave. Kom nu ind i kampen, Danmark. Tag afstand. Følg nu det svenske og norske eksempel. Forbyd køb af sex.

Læs mere...

Fogh er komiske Ali

I går skulle Fogh overrække en fakkel til FNs generalsekretær som et led i en kampagne for global ligestilling i år 2015.
Enten har Fogh usandsynligt travlt med at nå at gøre noget ved situationen inden 2015eller også er han århundredes hykler - eller også er han ligesom resten af magthaverne herhjemme lullet ind i en forestilling om, at vi er verden mest fantastiske ligestillingsland. I hvert fald minder det om komiske Alis fornægtelse af sandheden i Irak, når Fogh skal spille frelst på ligestillingsområdet på Danmarks vegne. Danmark ligger nr. 39 i verden, når det gælder ligeløn. Vi lader det lige stå et øjeblik. Nr. 39. Hvordan synes vi selv det går? Albanien og Botswana klarer sig bedre end os!

Kom nu ind i kampen, Fogh. Vi vil have den ligelønskommission.

Læs mere...

Hold fast i ligeløn!

Denne uge har båret præg af et drama om den ligelønskommission, som en række fagforbund har stillet krav om siden de store streker i foråret. Dramaet har omhandlet grundlaget for kommissionen, og set med de strekendes øjne er det svært ikke at opfatte regeringens udspil som en hån.
Det har meget lidt med ligeløn at gøre. Hertil kommer, at der ikke lægges op til, at kommissionen skal foretage den helt nødvendige sammenligning mellem det mandetunge private arbejdsmarked og det kvindetunge offentlige.

Hvis der i fremtiden skal kunne tiltrækkes arbejdskraft til den offentlige sektor, bliver vi nødt til at gøre noget ved ligelønnen. At en kvindelig sygeplejerske skal have mindre end en mandlig ingeniør, medvirker naturligvis til, at kvinderne i kvindefagene ikke føler deres arbejde værdsat - og det bidrager til den bølge af medarbejdere, der søger væk fra de offentlige arbejdspladser. Ligeløn gør det selvfølgelig ikke alene, men det er da et væsentligt skridt på vejen at give folk en ordentlig løn for det de laver.
(erstat mig med resten af teksten)

Læs mere...