Rokadens mangel på krisehåndtering

Bragt i Fyens Stifttidende

Den økonomiske krise og arbejdsløsheden er ubetinget de vigtigste spørgsmål at finde svar på for den nuværende og for en kommende regering. Set med de briller er Løkkes rokade katastrofal. De tre ministre, der har hovedansvaret for krisehåndteringen sidder endnu på deres taburetter, nemlig statsministeren, finansministeren og beskæftigelsesministeren. Nu havde jeg ikke forventet, at statsministeren ville rokere sig selv, men jeg havde da en svag forhåbning om, at en eller to af de to andre ville blive skiftet ud med nogle nye. Vi har ikke haft større behov for en stærk beskæftigelsesminister i årtier. Ikke desto mindre har vi den mest usynlige beskæftigelsesminister i mands minde. Der var mere støj i hende som politiske ordfører. Bedre står det ikke til med krisehåndteringen i finansministeriet. Den har indtil nu bestået af at uddele milde gaver til bankerne uden at stille krav af den karakter som man har gjort i andre lande, såsom at indføre et loft over bankdirektørernes lønninger og bonusser. Den har bestået af historisk store skattelettelser særligt til de mest velbjærgede i vores samfund, og sidst men ikke mindst i et tåbeligt timet sparekatalog, hvor den smule opsving, der så småt titter frem, slås ihjel af nedskæringer og forringelser af velfærden. Hvis jeg var Løkke, ville jeg da benytte den første den bedste anledning til at komme af med de ansvarlige fagministre. Men nej, Løkke er åbenbart godt tilfreds med deres indsats. Nu kan han altså ikke længere undskylde sig med, at han har arvet regeringen fra Fogh. Rokaden er gennemført og nu må han selv stå på mål for deres arbejde.

Læs mere...

Vi kan købe hele verden...

For få år siden udtalte daværende finansminister Thor Pedersen, at vi var så rige, at vi kunne købe hele verden. Det var selvsagt en mild overdrivelse. Hvis ikke det havde så alvorlige konsekvenser for folks hverdag, så ville det være til at dø af grin af i dag.

I år præsenterede nuværende statsminister Claus Hjorth Frederiksen os så for et samlet hul i statskassen på 86 mia. kr.!

Nok havde vi forventning om en slem finanslov ovenpå krisen. Nok er krisen skyld i, at økonomien går den forkerte vej. Det ligger ligesom i betegnelsen krise. Men der er blevet slået et alvorligt hul i vores statskasse, som slet ikke skyldes finanskrisen. Faktisk skyldes over halvdelen af problemet slet ikke finanskrisen.

Inflationen har udhulet værdien af skattegrundlaget år efter år efter år under denne regerings skattestop. Sammen med de generøse skattelettelser har skattestoppet kostet statskassen 50 mia. kr.!

Hvis de manglende penge nu var gået til de fattigste i vores samfund. F.eks. de 60.000 børn, der lever under fattigdomsgrænsen eller til de folkepensionister, der kun har folkepensionen, så kunne jeg tilgive, at hjertet var løbet af med dem. Så havde de fattigste jo også haft det lidt rarere imens. Men det er ikke dem, der har fået de mange penge fra skattestop og skattelettelser. Dem, der har fået suverænt mest ud af skattestoppet er de boligejere, der har de største boliger – og jeg behøver vel næppe at understrege, at dem, der har de største boliger også er de rigeste, vel? Og dem der har fået mest ud af skattelettelserne har hver gang været de mest velbjærgede. Af de seneste skattelettelser fik millionæren 100.000 kr. ekstra om året, mens førtidspensionisterne fik et stort rundt 0.

I stedet mener jeg, at en blanding af hjerte og snusfornuft vil være et ganske godt udgangspunkt for, hvordan vi skal styre økonomien. Jeg så med hjertet gerne, at skattestoppet blev afløst af, at der blev sat flere penge af til dem, der nu er blevet arbejdsløse, som følge af krise og til at komme den skammelige fattigdom i Danmark til livs – og så at vi i stedet for at ødsle pengene væk på skattelettelser fik lukket hullet i den fælles kasse igen, og fik truffet beslutning om store offentlige investeringer, så vi kan få gang i hjulene igen. Sådan er forskellene i dansk politik blevet så klokkeklare.

Læs mere...

Finanstrick, bragt i DJØF-bladet

Virksomheder gør naturligvis, hvad de kan for at holde skindet på næsen i krisetider. Nogle går lige over stregen, for som i alle tidligere kriser i verdenshistorien, så er der nogen, der ser sit snit til at udnytte situationen. Sådan er det også denne gang. Hæderkronede, store danske og udenlandske virksomheder tvinger danske underleverandører i knæ ved et simpelt lille trick, som har gjort mig godt gammeldags forarget.

I al sin enkelthed går det ud på, at en række store selskaber har forlænget kredittiden overfor deres underleverandører. Således kan en håndværksmester hyret som underleverandør af et af disse selskaber ikke forvente at få penge for udført arbejde før efter 60-120 dage. Det svarer til, at jeg handler i Superbrugsen og så meddeler, at jeg ikke har tænkt mig at betale for varerne før 2-4 måneder senere. Næppe en attitude jeg ville komme særligt langt med. Men jeg er naturligvis heller ikke hverken Danfoss, TDC, Coop eller Carlsberg.

I netop Danfoss har man simpelthen pr. brev henvendt sig til sine 1.500 underleverandører og meddelt, at der fremover vil være en stigning i kredittiden fra de nuværende 20 dage til fremtidige 90 dage. Vel at mærke 90 dage plus en løbende måned. På den måde har Danfoss bekvemt skaffet sig selv en kassekredit på i alt 90-120 dage hos underleverandørerne. Bankerne er som bekendt er blevet lidt tunge at danse med, så denne type kassekredit sparer de store selskaber for en del hovedpine. Til gengæld står underleverandørerne med et problem, der er til at få øje på. Håndværksmesteren skal naturligvis fortsat betale svendenes løn ved slutningen af måneden, og omkostningerne til materialer skal oftest betales med det samme. Hvis ikke håndværksmesteren ligger inde med en stor likviditetsbeholdning, så skal han ned i banken og bede om yderligere finansiering, og så er vi tilbage ved udgangspunktet: bankerne er ikke så lette at danse med. Således kan underleverandørerne være tvunget til at dreje nøglen om, og dermed mister vi endnu flere arbejdspladser. Oven i købet arbejdspladser, som kunne værre reddet, hvis blot de store selskaber betalte for deres varer til tiden ligesom alle os andre.
De små håndværksvirksomheder kan ikke stille meget op. For bag hver enkelt underleverandør står der nu andre, der er sultne efter at få noget at lave. Hvis det var lønmodtagere, der fik deres løn med to-fire måneders forsinkelse, så ville fagforeningerne naturligvis være på pletten til at hjælpe folk ud af kniben. Der ville kunne tages kollektive skridt, som ikke gjorde den enkelte så sårbar overfor, at andre kan overtage arbejdet. Men i konkurrencens hellige navn tages der ikke kollektive skridt de 1.500 underleverandører i mellem. Så de må bare acceptere tingenes tilstand, og klare sig så godt de kan. Imens må vi andre hive skattekroner op af lommen og dække dagpengene for dem, som mister deres job, alene fordi de store tager sig den frihed at bruge deres almægtige position til at udlægge en kassekredit i deres underleverandører.

Med en smule regulering kan vi som samfund fordele byrden ved finanskrisen lidt mere jævnt og måske oven i købet retfærdigt. Vi kan afbøde en masse fyringer, udgifter til dagpenge og stabilisere den båd, som vi er sammen om at være i. Set med samfundets briller ville det på alle måder være gavnligt, at en kortsigtet likviditetsproblematik ikke får lov til at sende hårdtarbejdende danske virksomheder ud over afgrunden. Og nu der ikke findes kollektive overenskomster, der regulerer og dermed smidiggør forholdene mellem underleverandører og store selskaber, ville jeg synes, at det var på sin plads at indføre en fælles begrænsning for, hvor lang kredittiden må være. Med en sådan begrænsning ville det ikke bare være i skåltalerne, at de store firmaer arbejder til gavn for Danmark, men også i virkelighedens verden - midt i en finanskrise.

Læs mere...