Pernille Rosenkrantz-Theil

Hovedløs skattepolitik

2010-07-05T02:10:00.000-07:00

Når krisen presser, arbejdsløsheden stiger og der bliver skåret ned i kommuner og regioner, er det ikke kun på grund af den økonomiske krise, det bunder i ti års uigennemtænkt og ideologisk skattepolitik.
Regering og Dansk Folkeparti er skyld i, at der i år bliver givet over 50 milliarder kroner i skattelettelser, som følge af de skattepakker regeringen har gennemført i perioden fra 2001-2010. Det viser en undersøgelse i Ugebrevet A4. Det er 50 milliarder, der kunne være brugt på at krisesikre det danske samfund. Man burde i stedet have lavet mere langsigtede investeringer i uddannelse, infrastruktur og vedvarende energi. Have skabt arbejdspladser og videreuddannet arbejdsstyrken, så den var rustet til fremtidens udfordringer. Havde man brugt de gode år, vi netop er gået igennem, til at fremtidssikre det danske samfund, havde vi stået langt bedre i forhold til krisen i dag.
Skattelettelserne er ikke alene skadelig for evnen til at håndtere krisen, de er også meget ulige fordelt, da det viser sig, at de rigeste ti procent i gennemsnit får 46.000 kroner, og den allerrigeste procent af befolkningen får 86.000 kroner i skattelettelse, mens de sidste ti procent med de laveste indkomster kun får en årlig skattelettelse på godt 4.000 kroner.
Det er tid til en mere retfærdig, og en ny regering, der tør at investerer i fremtiden, i stedet for at belønne de rigeste med hovedløse skattelettelser.

Grundlovstale

2010-06-06T02:25:00.000-07:00

Der er god grund til at fejre demokratiet og retsstaten. Der er god grund til at fejre grundlovsdag. Grundlovsdag skal vi først og fremmest fejre at vi fik indfør demokrati i Danmark for mere end 160 år siden. Og vi skal være stolte af, at vi fik demokrati uden at skulle igennem en ødelæggende revolution med tab af menneskeliv. Vi skal sætte pris på vores forhandlingskultur.
Ser man sig omkring i verden, så kæmpes der en kamp med livet som indsats for at opnå rettigheder, som er så naturlige for os, at vi næsten ikke ænser dem. Men når det er sagt, så er der også god grund til at holde grundloven ajour, forbedre den, opdatere den, folkeliggøre den.

Ude i verden
Ser man på Amnesty Internationals arbejde lige nu, så står det ikke godt til med retssikkerheden rundt omkring i verden. I Libyen sidder folk på dødsgangen, hvor hovedparten er udlændinge og har end ikke haft adgang til tolkebistand i forbindelse med den rettergang, der kommer til at koste dem livet.
I Iran er 5 politiske fanger og systemkritikere blevet henrettet til skræk og advarsel for andre systemkritikere.
I Rusland er en mand blevet bortført og dræbt i politiets varetægt.
Og nogle af verdens tungeste konflikter vidner også om et totalt fravær af demokratiske grundlove, som inkluderer alle sine medborgere. Her tænker jeg f.eks. på Palæstinenserne i Gaza nægtes deres egen stat, men anerkendes omvendt ikke som borgere med dertil hørende rettigheder i Israel. Og på Nordkorea, hvor de stadig går strækmarch i en uhyggelig hyldest til et system, som truer verdensfreden.

Der er masser eksempler på kampe for basale rettigheder som retssikkerhed, fair rettergang, stemmeret, forsamlingsfrihed, pressefrihed, og alt for mange steder har diktatorer stjålet magten fra befolkningen. Der er god grund til at være glade for det vi har opnået og fejre det demokrati vi har.
Men historierne fra det store udland vidner også om, hvorfor det er så afgørende, at vi udvikler vores demokrati, at vi fasttømrer det, at vi vitaliserer det.

Fundamentet for fællesskabet
Love kan nemt forandres, men grundloven står mere fast. Her kan et folketingsflertal ikke bare forandre på tingene, selvom de har de 90 mandater, der udgør et flertal på Christiansborg. Heri findes rettigheder som rækker ud over den daglige dagsorden i medierne, enkeltsagerne, den umiddelbare folkelige opinion. Heri findes rettigheder som afspejler det, som vi mener, skal være selve fundamentet for det fællesskab, vi har med hinanden.

Det der så bare er problemet med vores danske grundlov er, at en meget stor del af det som vi i dag opfatter som fundamentet for vores samfund slet ikke står i grundloven. Så når vi i dag hylder demokratiet og retsstaten, så er der altså også god grund til at bruge dagen på at pege på de steder, hvor grundloven har sine fejl og mangler. Et demokrati skal følge med sin egen udvikling. Det er uhensigtsmæssigt, hvis grundloven bevæger sig for langt fra virkeligheden, for så er den ikke anvendelig i de situationer, hvor vi har behov for dens beskyttelse.
Og på nogle punkter kan man altså godt mærke, at det er mere end et halvt århundrede siden, at vi har fortaget seriøse forandringer af grundloven.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er langt mere vidtgående end grundloven i forhold til at beskytte rettigheder. Den slår f.eks. fast, at mennesker ikke må diskrimineres på baggrund af deres køn, seksualitet, nationalitet, sprog, religion og så videre. En bestemmelse, der efter min mening ikke ville gøre så meget at få ind som en meget central del af danskernes selvopfattelse.

Og når vi er ved danskernes selvopfattelse, så er der et forhold som jeg mener, at der er ekstraordinær god grund til at forbedre, og det er forholdet mellem kirke og stat.

Ikke alle er kristne”I danmark er vi kristne!”
Har vi hørt dansk folkeparti hævde år efter år. Mange er begyndt at tro på det. Men sådan er det ikke. Jeg er ikke kristen, mine børn er det ikke, mine forældre er det ikke. Hver fjerde indbygger i min kommune er det ikke. Vi danskere er altså ikke kristne. Nogle danskere er kristne. Mange danskere er kristne. Men VI som danskere er det ikke. Og skal man tage religionsfriheden seriøst, og vores egen kritik af Israel og Iran for at blande kirke og stat sammen, så er det på tide, at vi får ændret grundloven herhjemme så den sammenblanding ikke foregår. I Israel har man oprettet en jødisk stat. I Iran en muslimsk, i begge lande lider mindretallene under det. Vi leverer med mellemrum skarp og berettiget kritik af de to lande. Måske var det på tide at feje foran egen dør.

I fremtiden skal man efter min mening:
- Kunne registrere sine børn på kommunekontoret i stedet for i kirken
- Skolen skal blandes uden om konfirmationsforberedelsen.
- Begraves med bistand fra en embedsmand som forestår et ritual omkring begravelsen

Jeg tror på, at det er med til at skabe meget splittelse i vores samfund, at staten sådan blåstempler en bestemt gruppe og gør andre til noget mere perifert. Jeg tror faktisk, at det betyder meget symbolsk for os som samfund Jeg tror, at det er med til at kristne føler sig mere som rigtige danskere end muslimer. Jeg tror altså, at det har en praktisk betydning for mennesker i dag og derfor skal vi naturligvis få rettet op på det. Alle mennesker i Danmark skal føle sig omfavnet og inkluderet af grundloven og grundloven skal være et instrument, som vi kan bruge til at kritisere lande som Israel og Iran – lande der ekskluderer deres mindretal, og som bruger gud som undskyldning for at undertrykke mennesker, der tillader sig at have et andet religiøst tilhørsforhold. Vi skal ændre kristendomsundervisningen i folkeskolen til religionsundervisning, og tage udgangspunkt i den mangfoldighed vi har i vores samfund, i stedet for at basere os på et historisk og forældet forhold mellem religion og stat.
Vi skal altså se at få bragt vores grundlov up to date. I de første mange år af grundlovens levetid blev den løbende ændret. Nu er det ved at være mange år siden at der er sket større ændringer. Vi skal blive ved med at kunne fejre grundlovsdag med stolthed over det samfund vi har skabt og som vi hver eneste dag fortsat skaber. Jeg håber, at vi om ikke så forfærdeligt mange år kan stå til et grundlovsarrangement a la det her i dag, og fejre at vi har fået gennemført og vedtaget verdens mest demokratiske grundlov. På med vanten tak for ordet.

En procent er slet ikke nok

2010-06-03T07:21:00.000-07:00

Pernille Rosenkrantz-Theil, mener slet ikke, at en procents vækst i antallet af praktikpladser på Fyn er nok:
”Vi er i en situation, hvor der landet over står 7.000 unge mennesker uden en praktikplads. Det svarer til, at man på 14 danske gymnasier sagde: ”Desværre, kære venner, vi opretter ikke 2. og 3.G.” Vi kan som samfund ikke være bekendt, at de unge ikke kan færdiggøre den uddannelse, de er begyndt på.

Derfor vil Pernille Rosenkrantz-Theil have, at samtlige kommuner på Fyn skal stille krav til de virksomheder, de handler med, om at påtage sig deres del af ansvaret for at skabe flere praktikpladser:
”Det er afgørende, at det offentlige som en stor arbejdsgiver går forrest med at skabe praktikpladser til de tusinder af unge, der lige nu ikke kan gøre deres uddannelse færdig.”

Skurkene sidder i bankdirektionen...

2010-06-01T12:35:00.001-07:00

Skurkene sidder i bankdirektionen, ikke i arbejdsløshedskøen. Det kan vi vel være enige om. De arbejdsløse har jo ikke skabt krisen. De er krisens ofre. Ikke? Hvordan i alverden kommer regeringen og Dansk Folkeparti i tanker om, at det er de arbejdsløse, der skal betale regningen? Det er da at gennemføre dobbeltstraf overfor de arbejdsløse. Først er de blevet fyret på grund af andres frås og spekulationer, og dernæst halveres den periode, hvor de kan modtage dagpenge. Jeg vil bare så gerne have lov at arbejde 1 time mere om ugen for at undgå den halvering. Jeg synes, at det er svært nok i forvejen for dem, jeg kender, der har mistet deres jobs. Hvorfor dog denne ekstra usikkerhed, når pengene kan findes ad anden vej?

Antallet af børnefamilier, der er blevet sat på gaden er steget enormt efter krisen er brudt ud og fattigdommen i Danmark er et vokset konstant i de sidste ti år. Jeg vil gerne arbejde mere og betale mere i skat, hvis det betyder at vores velfærdssamfund kan overleve krisen. Jeg håber, at de af fleste os kan finde en rest af solidaritet i os, og række hånden ud til de tusinder af mennesker, der ufrivilligt er røget ud af arbejdsmarkedet. De har brug for at få adgang til uddannelse, uddannelse og atter uddannelse, og de har brug for at have ro om deres situation, så længe det varer, inden de kan komme ind på arbejdsmarkedet igen.
Lad os nu få rettet op på krisens skader uden at sætte hele vores samfundsmodel over styr. Lad de bredeste skuldre bære det tungeste læs.

En stille massakre på Folkeskolen

2010-05-20T03:06:00.000-07:00

Socialdemokraternes Folketingskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil raser over nedskæringerne på Folkeskolerne:

”Der foregår en stille massakre på den danske folkeskole”, udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil, som reaktion på opgørelsen fra Danmarks Lærerforening, der viser, at 1.100 lærere mister jobbet på landsplan, heraf de 75 på Fyn.

”Kommunernes økonomi bliver kørt i et alt, alt for stramt greb. De har ikke mulighed for at afsætte flere penge til folkeskolerne uden så at være tvunget til at lave en massakre på ældreomsorgen eller børnehaverne. Så løsningen er altså, at vi er villige til at levere en større arbejdsindsats, for at få råd til at skolerne får nogle flere penge centralt fra”, udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil.

Pust liv i provinsen

2010-05-13T02:56:00.000-07:00

Der er lavet mange fine beregninger og rapporter om, hvor meget man kunne spare ved at centralisere biblioteker, institutioner, videregående uddannelser, kommuner, politistationer og meget mere. Og javel, i teorien er der da sikkert vældigt meget at spare, men mest ud fra devisen ”operationen lykkedes men patienten døde”. Provinsen er godt på vej til at dø af den centraliseringssyge, som har hærget i det seneste årti. Vi taler ikke kun om små landsbyer, som lukker og slukker. Vi taler om stolte danske mellemstore provinsbyer, hvor handelsstrøgene ligger døde hen og hvor ordet spøgelsesby ikke kan undgå at dukke op på nethinden.

Det er lørdag formiddag, klokken er næsten elleve. Vi er på besøg hos mine svigerforældre i Korsør og har glemt at få nok bleer med. Der må være torvelørdag i dag, tænker jeg og melder mig frivilligt til at køre efter bleerne. Ordet torvelørdag udløser en længere associationsrække omfattende en tætpakket gågade, hvor duften af slagterens kæmpegrill blander sig med lugten af humle fra de velvoksne fadbamser, som mænd med toppede maven hygger sig med i den stegende middagssol. Latteren ruller buldrene over de høje caféborde og ansigterne er velkendte og smilende. Butikkerne, som danner rammen om torvelørdage løber langs Algade og Nygade. Tøjforretninger, boghandleren, hele to bagere, iskiosken, Matas, bankerne, elektronikforretningen, musikforretningen og meget mere. Gågaden summer af liv og forretningerne gør sig en ekstra fortjeneste på disse mangfoldige lørdage i den varme sæson. Som teenager elskede jeg det leben, der var i den ellers lidt langsomme provinsby på disse forårs- og sommerlørdage. Men jeg når ikke meget længere i tankerækken, for jeg ved egentlig godt, at det ikke vil være det samme nu. Faktisk er det en overdrivelse overhovedet at tale om et torv. Mange af den lille gågades forretningsvinduer bærer til salgskilte og bærer præg af at have stået sådan længe.

Jeg parkerer bilen bag Havnegade, hvor den nye Føtex er blevet bygget med fine lejligheder på toppen med udsigt over havnen. Rådhuset, der ligger ved siden af parkeringspladsen har mistet sin funktion efter kommunesammenlægningen med Slagelse. 5 skoler er blevet til 3. Politistationen er flyttet til Slagelse – ikke særligt logisk, hvis altså øretæverne sidder ligeså løst i dag, som dengang jeg boede der. Så er der nemlig godt behov for synligt og lokalt kendt politi. Byen er kommet til at mangle sine små og mellemstore forretninger, som gør gaderne i den centrale del af byen hyggelige og indbydende – dem der er tilbage gør selvfølgelig deres bedste, men de tomme vinduer hjælper dem bestemt ikke på vej. Og hver gang der tages endnu en beslutning om at centralisere institutioner eller forvaltningsfunktioner, så ryger der ikke bare flere arbejdspladser fra byen, der ryger også en del af handelslivet. For når arbejdspladserne er til stede, så følger jo medarbejdernes smuttur ned at handle i den lokale Fakta i frokostpausen. Når arbejdspladserne centraliseres så lægges indkøbet i den by, hvor arbejdspladsen er centraliseret til, og således flytter en del af handlen med biblioteket, politigården eller den kommunale forvaltning. Der mangler altså liv uden en fyldt gågade som det naturlige centrum for en provinsby og så bliver den ærligt talt lidt tomt og trist. Og hvordan sætter man lige pris på det? For nok kan det være smart og billigt at centralisere, men hvad hjælper det, hvis det rum, som folk lever og ånder i tømmes for liv og indhold?

Den historie jeg kan berette fra Korsør er så langt fra den værste. I store områder af Danmark, i Vestjylland, Sønderjylland, Lolland og på Sydfyn mangler biblioteker, Borgerservice, togstationer og meget andet. Ikke at vi skal tilbage til gadekæret, men vi skal genopfinde ordet ’nærhed’ i vores forvaltning og offentlige service. Ikke kun fordi det trækker arbejdspladser og forretninger til, også fordi det skaber tryghed for borgerne. Det har stor værdi, at gamle fru Hansen ikke skal køre langt for at skulle på skattekontoret og det har stor værdi at kende sin lokale politibetjent. I mange år har det været højst umoderne med den slags ikke-målbare og ikke-kontrollerbare principper. Men det næste årti kommer til at stå i decentraliseringens tegn. Det er tid til at puste liv i provinsen!

Vi rykker tættere sammen!

2010-05-02T09:59:00.000-07:00

Fællesskabet
Vi skal have en regering, der lægger vægt på fællesskabet. De sidste par årtier har stået i egoismen tegn, men krisen og arbejdsløsheden får os til at rykke tættere sammen. Vi kender alle sammen nogen, der er blevet fyret. Måske er det gået ud over en selv. Det gør ondt på pengepungen at blive fyret. Det ved vi godt. Dagpengene er ikke, hvad de var for tyve år siden. Nu dækker de kun godt halvdelen af den løn, vi fik før. Men det gør også ondt på selvtilliden, og man kan godt komme til at kede sig en anelse, når man ikke har noget at stå op til. Og i forhold til det problem, kan vi alle sammen gøre en indsats. Partiet og fagbevægelsen, naboen og veninden. Vi kan alle sammen gøre en indsats for, at dem, der går uden arbejde bliver en del af et andet fællesskab, så længe arbejdsløsheden står på. De skal inviteres til at lave frivilligt arbejde i fagforeningen, i partiet, i fodboldklubben, på vejen. Hver enkelt arbejdsløs repræsenterer jo en værdi og de fleste har rigtig meget lyst til at have noget at stå op til.

Arbejdspladserne
Men kære venner det er selvfølgelig ikke det, der skaber arbejdspladser. Arbejdspladserne de skabes politisk. De skabes ved, at vi har en regering, som tør at påtage sig et ansvar for at lave investeringer. En regering, som tør udstikke en retning. Auken gjorde det jo i sin tid og skabte vindmølleeventyret. Det skal vi turde gøre igen. Men regeringen og højrefløjen har altid ment, at markedet ordner alt. Det er ikke, fordi de er handlingslammede, at det bedste de kan komme op med er skattelettelser til de rigeste, nej det er da fordi de mener det. Det er dét, de har at byde på. ”Det skal være op til markedet. Pengene ligger bedst i borgernes lommer.” Det er derfor, de giver skattelettelser. Det er helt galt! Pengene ligger ikke bedst i borgernes lommer. Pengene skal ud og arbejde. Pengene skal bruges. Pengene skal investeres, så vi kan få nogle nye arbejdspladser. Lad os nu få det valg, så vi kan komme ud over isen og få truffet nogle rigtige beslutninger. Vi skal have en industriplan, som skaber beskæftigelse til dem, hvis arbejdspladser flytter østover. Vi skal have en decentraliseringsplan, som skaber arbejdspladser i de områder af Danmark, som regeringen og Dansk Folkeparti har forsøgt at lægge helt øde med deres politireform, domstolereform, kommunalreform, you name it, alle de ting, som har drænet almindelige danske provinsbyer og gjort dem til sovebyer og i værste fald spøgelsesbyer, hvor halvdelen af forretningerne har til salgskilte i vinduerne, fordi alle de mennesker, der førhen handlede i dem, nu køber ind, der hvor deres arbejdspladser er flyttet hen.

Vi skal have en regering, der synes at liv og arbejdspladser, fællesskab, øliv og byrum er vigtigere end de små marginaler, som kan tjenes ved centraliseringen. Vi skal have en regering, som tør tage styring over markedet og have det som sin effektive tjener i stedet for som sin herre.

Tillid til de arbejdsløse
Og så skal vi i øvrigt have en regering, der møder den arbejdsløse med tillid.
Hvad fanden er det for noget? Folk har gået på arbejde et helt liv og betalt deres skat, som de skulle, og når så de bliver arbejdsløse, så bliver de mødt med kontrol og mistillid, som var de forbrydere. ”Blanket det ene, og blanket det andet, kontrolmøder, og hvis ikke du gør som vi siger, tager vi dine dagpenge fra dig..” Hvad er det for noget? Hjælp dog folk i gang med noget meningsfuld i stedet for. Giv dem lov til at tage en ny uddannelse på dagpenge, eller find en praktik, som kan gøre, at de får foden inden for et sted, hvor de gerne vil arbejde i fremtiden. Lad være med at behandle arbejdsløse som kriminelle. De skal jo nødigt være sådan, at det største knæk ikke var at miste jobbet, at det største knæk var mødet med systemet. Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for de dygtige mennesker, der arbejder med de arbejdsløse, eller overfor de arbejdsløse selv. Vi skal have en regering, som møder mennesker først og fremmest med tillid.

Praktikpladser
Vi skal have en regering, der skaber praktikpladser til de unge.

Der står 7.000 unge mennesker uden en praktikplads lige nu. Det svarer til, at man på 14 danske gymnasier sagde: ”Desværre, kære venner, vi opretter ikke 2. og 3. G. Det må I selv ligge og rode med.” Det holder jo ikke. Det er jo de unge, vi skal leve af i fremtiden, når de store årgange går på pension. Det virker da ærligt talt noget hovedløst at parkere de unge uden for uddannelsessystemet og typisk jo i arbejdsløshed sådan som situationen er i øjeblikket. Vi taber en årgang på gulvet. Det kan vi gøre meget bedre. Og med ligeså stor fokus på de unge, der vælger de faglige uddannelser som for dem, der vælger en boglig.

Østarbejdere
Vi skal have en regering, der tør bruge sit myndighedsansvar til at løse østarbejderproblemet. Som vil de skruppelløse arbejdsgivere til livs, som lader polske arbejdere gå for elendig løn og elendige arbejdsforhold. Byggepladser uden skurvogne og toiletter. Timelønninger, der er lavere end en big mac-menu på Mcdonalds. Prøv nu og hør, det er jo ikke år 1890, vi lever i. Folk skal have ordentlige vilkår. I rigtig gamle dage var det jyderne, der kom og underbød de københavnske håndværkere. Det problem løste vi, så lad være med at fortælle mig, at vi ikke også kan løse problemet med polakkerne – ikke fordi der er noget i vejen med polakkerne, de skal bare være her på samme vilkår som os, så de ikke fungerer som løntrykkere.. Vi skal bruge Skat meget mere offensivt og vi skal bruge arbejdstilsynet, så vi kan få lukket de steder, som ikke lever op til reglerne.
Det er en problemstilling, der fylder alt for lidt på de bonede gulve. Vi har brug for en ny regering til at bringe virkeligheden ind på Christiansborg.

Det kommer ikke af sig selv
Der er altså god grund til at kridte skoene. Der har efter alt sandsynlighed været et valg inden vi mødes igen til næste års 1. Maj. Vi skal bruge de måneder, der kommer på at få så mange som muligt til at arbejde for at få en ny regering. Hver eneste time tæller. Hver gang vi ringer på en dør og giver dem en folder og tager snak om, hvorfor vi skal have en ny regering, der rykker vi os et skridt tættere på at sætte Løkke og Pia K. på porten. Vi kan alle sammen lige tage en tur i opgangen og stikke materiale ind af dørsprækken til de andre. Vi kan alle lige tage en snak med en kollega, fætter eller nabo, som måske kunne overbevises om at stemme anderledes end sidst. Det er de mange bække små, der afgør det næste valg. Partilederrunderne er også vigtige, men der hvor vi for alvor rører ved folk, er jo i det direkte møde. Det er der, hvor vi kender hinanden og stoler på hinandens anbefalinger og argumenter. Så kære venner, det er op til os selv, hvis vi gerne vil have en ny regering, så på med skøjterne og ud over isen. Det kommer ikke af sig selv. God 1. maj.

Mellemstore provinser kvæles

2010-03-28T12:52:00.001-07:00

Først røg livet i landsbyerne, nu er tiden kommet til mellemstore provinsbyer. Butiksdød i gågaderne, lukning af skoler og sygehuse, og centralisering af ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Selv busruterne lægges uden om og skæres ned. Vi er godt i gang med at udsulte små og mellemstore danske provinsbyer. Forretningsgaderne dør hen. Torvelørdagen med en tætpakket gågade med glæde og larm er blevet erstattet af tomme butiksruder med til salg-skilte, der er blevet bleget af solen. Landsbyskolerne er lukket for længst, og nu er tiden så kommet til de små og mellemstore skoler. 7 skoler bliver til 5. Seminarierne lukker og flyttes til de store byer. De tekniske skoler centraliseres og flyttes væk. Større enheder er mere effektive og leverer bedre undervisning, siges der. Bydele og småbyer dør hen og bliver til sovebyer. Vi køber ikke ind dér, vi går ikke i skoler dér, og vi arbejder dér ikke. Vi er der kun om natten. Tristheden sætter sig i fugerne på bygningerne. Folk begynder at flytte væk. Nogle af husene købes som sommerhuse af dem fra de større byer. De står tomme hen det meste af tiden, og de tilbageværende provins- og landsbyboere savner naboer og liv.

Det kan godt være, at det er billigere og mere effektivt, men hvad hjælper det, hvis resten af tilværelsen tømmes for liv og fællesskab? Det spørgsmål vender og drejer de ansvarlige lokale politikere, men ofte kan det faktisk ikke lade sig gøre at prioritere liv og fællesskab, hvor gerne de end vil. Centraliseringen gælder nemlig også økonomien. Regeringen holder kommunerne og regionerne i så stramt et økonomisk greb, at de ikke kan prioritere de 7 skoler, men bliver nødt til at rationalisere.
Hvis vi skal vende udviklingen kræver det efter min mening, at det kommunale selvstyre genindføres, så nærområdet selv kan prioritere liv og leben, frem for rationaliseringsgevinster, der måske-måske ikke kommer ud af centraliseringen. Mit spørgsmål er bare: Hvis vi havde råd til forretningsliv og skoler for 30 år siden, mon så ikke også vi har i dag?

Pas godt på sygehuspersonalet, som skal passe godt på os

2010-03-22T02:54:00.000-07:00

PRESSEMEDDELELSE

Pernille Rosenkrantz-Theil er rystet over forholdene på OUHs skadestue, som de beskrives i Fyens Stifttidende i dag, og opfordrer til, at vi passer bedre på personalet på sygehusene og til, at vi bruger flere penge på sygehusene generelt. Hun udtaler:

- Vi skal passe rigtig godt på vores personale på sygehusene. Vi har ikke uanede mængder af læger og sygeplejersker, og med det pres, der er på personalet, vil mange flygte væk fra sektoren og mange vil gå ned med stress. De skal have ordentlig tid til at tage sig af hver enkelt patient. Det ville selvsagt også være til gavn for os, som de skal passe på.
- Vi bliver simpelthen nødt til at have flere penge til sygehusene. Det er utrygt, at lægerne ikke har mere tid til hver enkelt patient. Der er blevet prioriteret helt forkert i vores samfund, når det i år 2010 skal føles utrygt på en dansk skadestue. Vi lever jo ikke i et uland.
- Det her er et rigtig godt eksempel på, hvorfor vi skal betale noget mere i skat.

Socialdemokraterne har i sit udspil Fair Forandring sammen med SF stillet forslag om at bruge 5 mia. kr. mere til sygehusvæsnet. Pengene kommer bl.a. fra en afskaffelse af fradraget for private sygeforsikringer, højere afgifter på usunde fødevarer og fra en arbejdsskadeafgift.

Lovgivning virker

2010-03-01T10:01:00.000-08:00

Bragt i DJØF-bladet

Jeg er vild med slik i spandevis, jeg har røget 30 smøger om dagen, siden jeg var 12 år gammel og jeg slås med mig selv hver morgen for at overtale mig selv til at tage cyklen i stedet for bilen. Jeg fnøs, da rygeloven blev introduceret. Formynderiet og frelstheden får alt til at stritte på mig, som var jeg stadig teenager og mine forældre skulle bestemme hjemkomsttidspunkt. Men jeg endte faktisk med at støtte loven. Når jeg gjorde det, var det fordi jeg ikke vidste hvad vi ellers skulle gøre. For selvom jeg ikke er glad for formynderi, så er rygning som bekendt et gigantisk sundhedsproblem og kampagner gør det nu engang ikke alene.

Nu har loven så virket i et par år og jeg er faktisk holdt op med at ryge i mellemtiden. Når jeg en sjælden gang overvejer at tage en smøg bliver jeg bremset af, at jeg ikke gider skulle udenfor, hver gang jeg skal ryge og jeg mister lysten til at ryge, når jeg ikke kan gøre det på caféen eller over en kop kaffe derhjemme, når veninderne er på besøg. Det hyggelige ved at ryge var jo netop i de situationer, hvor det nu er forbudt. Ergo har jeg ikke længere lyst til at være ryger. Fantastisk! Og det er selvfølgelig ikke bare mig, som har gået fra skepsis til tilhænger af lovgivningen og det er heller ikke bare mig, der har haft nemmere ved at holde et rygestop efter lovgivningen er trådt i kraft. Allerede et halvt år efter, at loven var trådt i kraft, dykkede antallet af dødsfald efter en blodprop i hjertet. Det drejede sig om 362 mennesker – eller næsten ligeså mange, som der hvert år dør i trafikken. Der er altså seriøst mange menneskeliv på spil, når vi laver lovgivning på dette område. Faktisk mener jeg at vi skal gå længere ad den vej, hvis vi mener det med sundheden alvorligt. De fleste af os har brug for fællesskabet for at ændre på vores vaner. Og de fleste af os er kede af, hvis vi vejer for meget eller hvis vi ryger. Det er ikke noget overformynderiet finder på. De fleste mennesker har naturligvis helt af sig selv lyst til at være sunde og raske.

For 50 år siden lå vi på en femte plads over landet med højeste levealder. Nu ligger vi nummer 23. Danskerne lever kortere end svenskerne, nordmændene og tyskerne. Vi ryger og drikker for meget, og vi spiser for fedt og motionerer for lidt. Sådan lyder den hårde dom over danskerne. Og dommen over politikerne er tilsvarende ubarmhjertig. Der skal føres en langt mere aggressiv prispolitik, hvor sunde varer gøres billigere og usunde fødevarer gøres dyrere—og så skal cigaretter koste 50 kr. pakken, siger sagkundskaben i form af forebyggelseskommissionens formand Mette Wier. De lande, der topper listen har netop brugt disse redskaber. Efter min mening kan det kun gå for langsomt med at tage disse redskaber i brug.

Sygdom rammer skævt. Kortuddannede skal i højere grad end andre leve med pivende rygerlunger, diabetes og overvægt end alle andre. Fanzy reklamekampagner skabt på ministerkontorerne virker ikke. Vi skal kunne mærke det på vores pengepung. Sunde fødevarer bør være billigere. Slikket skal koste mere og cigaretter skal op i en helt anden prisklasse. Det er den form for håndgribelige forandringer af politikken, der skubber til vores vaner og hjælper os til at leve et sundere liv.

Det kan godt virke irriterende frelst, men mon ikke vi alligevel sætter pris på et liv uden sukkersyge og rygerlunger, når det kommer til stykket? I hvert fald tror jeg, at de fleste, der lever med de sygdomme, ville ønske, at de kunne gøre det om. Jeg synes, at vi skal have hår nok på brystet til at gennemføre den lovgivning, der skal til for, at vi får ordentlige rammer for et sundt liv.
Fælles regler og lovgivning er en måde at passe på hinanden. Mange—inklusive mig selv– var noget betænkelige ved rygeloven. Ligesom mange har været sure over alkoholpolitik på arbejdspladsen. Men når først det er gennemført og vi har vænnet os til det, så er det alligevel de færreste, der ønsker det gamle tilbage. De fleste af os har faktisk brug for, at vi netop i fællesskab får sat nogle rammer op, som gør det let at tage de valg, der holder os raske og rørige i så mange år som muligt. Ellers fortsætter vi bare som hidtil - selvom det gør os syge.

Rokadens mangel på krisehåndtering

2010-02-26T02:31:00.000-08:00

Bragt i Fyens Stifttidende

Den økonomiske krise og arbejdsløsheden er ubetinget de vigtigste spørgsmål at finde svar på for den nuværende og for en kommende regering. Set med de briller er Løkkes rokade katastrofal. De tre ministre, der har hovedansvaret for krisehåndteringen sidder endnu på deres taburetter, nemlig statsministeren, finansministeren og beskæftigelsesministeren. Nu havde jeg ikke forventet, at statsministeren ville rokere sig selv, men jeg havde da en svag forhåbning om, at en eller to af de to andre ville blive skiftet ud med nogle nye. Vi har ikke haft større behov for en stærk beskæftigelsesminister i årtier. Ikke desto mindre har vi den mest usynlige beskæftigelsesminister i mands minde. Der var mere støj i hende som politiske ordfører. Bedre står det ikke til med krisehåndteringen i finansministeriet. Den har indtil nu bestået af at uddele milde gaver til bankerne uden at stille krav af den karakter som man har gjort i andre lande, såsom at indføre et loft over bankdirektørernes lønninger og bonusser. Den har bestået af historisk store skattelettelser særligt til de mest velbjærgede i vores samfund, og sidst men ikke mindst i et tåbeligt timet sparekatalog, hvor den smule opsving, der så småt titter frem, slås ihjel af nedskæringer og forringelser af velfærden. Hvis jeg var Løkke, ville jeg da benytte den første den bedste anledning til at komme af med de ansvarlige fagministre. Men nej, Løkke er åbenbart godt tilfreds med deres indsats. Nu kan han altså ikke længere undskylde sig med, at han har arvet regeringen fra Fogh. Rokaden er gennemført og nu må han selv stå på mål for deres arbejde.

Tre vigtige brikker for Løkke

2010-02-23T11:51:00.000-08:00

Regeringsrokaden måtte komme. Løkke ville ikke kunne gå til valg med et hold, som han har arvet fra Anders Fogh Rasmussen. Det betyder så også, at han efter dagens rokade må stå på mål for alle de ministre, som nu sidder med ved bordet.

Bertel skal redde regeringen
Et af de områder, der i stigende grad gør ondt på regeringen er sundhedsvæsnet. Den øgede opdeling i A– og B-hold med 1 million danskere med privat sundhedsforsikring på A-holdet, strider grundlæggende mod danskernes opfattelse af velfærdssamfundet. Når her til lægges, at der er foregået en overbetaling for ydelserne på privathospitalerne sammenlignet med, hvad det offentlige har måttet nøjes med, så er der god grund til, at Løkke frygter vælgernes dom.
Bertel Haarder har tidligere haft en særdeles besværlig ministerpost, da han sad som integrationsminister i den første Fogh-regering. Når han bliver tildelt indenrigs– og sundhedsministeriet nu, så er det fordi slaget skal slås på sundhedsområdet i forbindelse med det kommende valg, og her har Løkke brug for en person, der er mand for at redde en borgerlig regering. Men mon dog danskerne så let glemmer de mange fyringer og nedskæringer på sygehusvæsnet?

Skandale gjorde for ondt
Den største skandale i de senere år har efter min mening også været medvirkende til at udløse dagens enorme regeringsrokade. Søren Gade røg ud, og statsministeren kom af med det problem, der knytter sig til Søren Gades forsvarministerium, hvor vi fortsat ikke har indsigt i, hvem der lækkede fortrolige informationer.
Hermed skal man ikke tage fejl af, at regeringen både mister en tung og også vellidt minister. Han er naturligvis blevet slidt af skandalen, men i Venstres bagland nyder Gade særdeles stor tillid og respekt.
Det bliver interessant at se, hvordan den nyudnævnte Gitte Lillelund-Bech får landet skandalen. Vi mangler fortsat at få bragt lys over, hvad der egentlig foregik.

Søren Pind
Søren Pind giver regeringen en ordentlig spandfuld tiltrængt kulør. Om Pinds liv og kant blot udstiller regeringens manglende ditto, vil tiden vise. Men en ting er sikkert, udviklingsområdet er hermed blevet en central politisk kampplads frem til næste valg.

Vi skal selvfølgelig beskytte mishandlet kvinde

2010-02-07T03:38:00.000-08:00

PRESSEMEDDELELSE vedr. udvisning af mishandlet kvinde

”Enten er Henrik Dam Kristensen blevet fejlciteret eller også er han i strid med partiets linje”, udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil, med henvisning til en artikel på politiken.dk, hvori der står:
”Henrik Dam Kristensen mener ikke, at der er behov for en lovændring, der skal hjælpe voldsramte kvinder, der venter på opholdstilladelse. Ifølge ham, virker loven som den skal.”
Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler: ”Vi går ind for at beskytte kvinder, som får tæv af deres mænd. Og vi går derfor under ingen omstændigheder ind for, at en kvinde, der har været i Danmark i ti år skal udvises, fordi hun vil skilles fra sin voldelige mand. Selvfølgelig skal den lov laves om.”

Så sent som i 2005 var vi medforslagsstillere på et beslutningsforslag under overskriften: ”Forslag til folketingsbeslutning om voldsramte udenlandske kvinder”, hvor vi blandt andet stiller forslag om, at: ”Herboende udenlandske kvinder, som kan dokumentere, at de har været udsat for vold, som hovedregel bevarer deres opholdstilladelse. Har kvinden opholdt sig i Danmark i under 18 måneder, skal der ske en individuel vurdering og en samlet afvejning af, hvorvidt hun skal have forlænget sin opholdstilladelse. Har kvinden opholdt sig i Danmark i over 18 måneder, skal det forhold, at hun har været udsat for overgreb, der har ført til ophævelse af samlivet, i sig selv medføre, at opholdstilladelsen forlænges.”

”Skal man tage de første tre linjer i vores principprogram alvorligt, kan vi sådan set heller ikke mene andet.” Slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.

De tre første linjer i vores principprogram lyder således:
For os er mennesket i centrum, og dets velfærd er vores politiske mål. Ethvert menneske skal have mulighed for at virkeliggøre sine drømme om et godt liv inden for fællesskabets rammer. Ikke blot nogle få, ikke blot det store flertal, men alle. Intet mindre.
Beslutningsforslaget fra 2005 er dels klippet ind nedenfor, dels kan det findes under dette link: http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20042/beslutningsforslag/B54/som_fremsat.htm

Sundhed er fælles ansvar

2010-02-03T04:32:00.000-08:00

For 50 år siden lå vi på en femte plads over landet med højeste levealder. Nu ligger vi nummer 23. Der skal lovgivning og fælles regler til for at rette op på skuden.

Det har været så uendeligt meget nemmere for mig at holde mit rygestop, fordi der ikke ryges alle vegne. Mon ikke også det gælder andre? De fleste af os har faktisk brug for fællesskabet for at ændre på vores vaner. Spises der fed og usund mad i kantinen, så er det svært at holde slankekuren. Men sættes priserne op på usund mad, så virksomheden kan spare penge ved at lave god, sund og lækker mad i kantinen, tjaa, så er det omvendt super meget nemmere at komme af med de overflødige kilo. Jeg synes faktisk, at vi skal tage hinandens helbred særdeles seriøst. Og jeg synes, at lovgivere skal stille de bedst tænkelige rammer til rådighed for et sundt liv.

Længe leve livet
Danskerne lever kortere end svenskerne, nordmændene og tyskerne. Vi ryger og drikker for meget, og vi spiser for fedt og motionerer for lidt. Sådan lyder den hårde dom over danskerne. Og dommen over politikerne er tilsvarende ubarmhjertig. Der skal føres en langt mere aggressiv prispolitik, hvor sunde varer gøres billigere og usunde fødevarer gøres dyrere—og så skal cigaretter koste 50 kr. pakken, siger sagkundskaben i form af forebyggelseskommissionens formand Mette Wier. De lande, der topper listen har netop brugt disse redskaber. Efter min mening kan det kun gå for langsomt med at tage disse redskaber i brug.

Lovgivning virker
Fælles regler og lovgivning er en måde at passe på hinanden. Mange—inklusive mig selv– var noget betænkelige ved rygeloven. Ligesom mange har været sure over alkoholpolitik på arbejdspladsen. Men når først det er gennemført og vi har vænnet os til det, så er det alligevel de færreste, der ønsker det gamle tilbage. De fleste af os har faktisk brug for, at vi netop i fællesskab får sat nogle rammer op, som gør det let at tage de valg, der holder os raske og rørige i så mange år som muligt. Ellers fortsætter vi bare som hidtil - selvom det gør os syge.

PRESSEMEDDELELSE: Drop tåbelige aktiveringskurser for unge

2010-01-21T01:37:00.000-08:00

- Giv dem adgang til uddannelsessystemet

”De unge føler sig til grin, de ansatte beder om at kunne lave bedre og mere individuelle forløb og samfundet har brug for uddannet arbejdskraft i fremtiden – det er på høje tid at droppe de tåbelige aktiveringskurser for unge og invitere dem indenfor i det etablerede uddannelsessystem i stedet”, mener Pernille Rosenkrantz-Theil, som en reaktion på dagens forside af Fyens Stifttidende.

”De unge skal have rigtige uddannelser. I juli blev tusinder af unge afvist på landets mellemlange og lange videregående uddannelser og der mangler 7.000 praktikpladser. Hvorfor i alverden sørger man ikke for at få de unge i gang i uddannelsessystemet, når der nu ikke er brug for dem på arbejdsmarkedet?” Spørger Pernille Rosenkrantz-Theil, Folketingskandidat for Socialdemokraterne på Fyn.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at regeringen må tage skrappere midler i brug overfor arbejdsgiverne. Hun siger:
”Arbejdsgiverne skal presses langt hårdere til at tage lærlinge. De skal kunne mærke det markant hårdere på pengepungen, hvis de ikke har lærlinge og kommunerne skal stoppe indkøb fra de virksomheder, der ikke lever op til deres uddannelsesforpligtelse.” Og fortsætter:
”Hverken arbejdsgiverne eller samfundet kan holde til at miste en ungdomsårgang. Vi får brug for den uddannede arbejdskraft i fremtiden. Derfor skal de unge tilbydes lærepladser frem for tåbelige aktiveringskurser.”

Til en bugnende bankbog

2010-01-05T23:08:00.000-08:00

”Nu kommer skattelettelserne endelig. Det har jeg glædet mig til længe”. Sådan indleder skatteministeren sit indlæg i avisen i går. Det kan jeg da sådan set godt forstå, at han har glædet sig til. Han kan også lune sig ved at få flere tusinde kroner mere udbetalt om måneden. Til gengæld får landets arbejdsløse og pensionister meget lidt ud af reformen. Faktisk begrænser det sig til få hundrede kroner om måneden.
Skattereformen er skæv og den bidrager til at øge uligheden i vores samfund. Vi har lige overstået en jul, der for en stor del af danskernes vedkommende lignende alle andre juleaftener med masser af gaver til ungerne og lækker mad i rigelige mængder. Samtidig var der 6.500 familier, der slet ikke havde råd til at holde jul, og måtte søge velgørende foreninger om hjælp. Set i det lys, forstår jeg faktisk ikke rigtig ministerens glæde over skattereformen.
Skattelettelserne er også det helt forkerte redskab, hvis formålet er at skaffe flere jobs til Danmark. Her ville fokuserede offentlige investeringer være langt mere effektive. En del af regeringens skattelettelser havner nemlig på folks opsparingskonti og skaber dermed ingen jobs. Og en del af skattelettelserne havner i udlandet, fordi folk køber importvarer eller rejser for pengene. Udbyttet i danske jobs er altså til at overse. Med fokuserede offentlige investeringer kan vi effektivt sørge for, at hver eneste krone ryger det rigtige sted hen og skaber de arbejdspladser, som vi har behov for. Pengene skal investeres i renovering af sygehuse og skoler, og til en tiltrængt renovering af vores meget nedslidte kloaksystem. På den måde kan vi skaffe jobs indenfor de fag, hvor der i dag er stor arbejdsløshed, samtidig med vi kan få løst væsentlige samfundsopgaver. Den slags reformer glæder jeg mig til – og sådan er forskellene i dansk politik blev så knivskarpe efter finanskrisen.

En skamplet på demokratiet, bragt i DJØF-bladet

2009-12-16T12:14:00.000-08:00

Efterårets konstitueringsballade i de danske kommuner er en skamplet på det danske demokrati. SFs unge Røpke i Region Hovedstaden fravristede Vibeke Storm formandsposten – uden sin egen gruppes opbakning og på borgerlige stemmer. Efterfølgende måtte han som bekendt forlade sin gruppe og opgive projektet. Overskrifter som ”De borgerlige scorer Bondams gyldne ben”, ”Borgmesterkabale er lagt om i Syddjurs” og ”Afhopper kupper borgmesteren i Kerteminde” vidner om, at Røpkes eventyr blot var et af mange blodige dramaer ovenpå et ellers relativt forventeligt kommunevalg.

Det kan godt være, at Christiansborg også er en hård nyser af en arbejdsplads for folkevalgte, og at folketingspolitikere kan skældes ud for mangt og meget, men den uvederhæftighed, som kommer for dagens lys til kommunernes konstituteringsforhandlinger, er jeg dog sjældent stødt på i Folketinget. Det er faktisk ikke alle politikere, der løber fra aftaler og rager til sig efter bedste evne. Men de findes i flæng i kommunerne, og jeg tror faktisk, at der er god grund til at se lidt på det system, som fostrer dem.

Byrådsmedlemmerne er som bekendt ikke fuldtidspolitikere. De forventes at kunne passe et almindeligt arbejde ved siden af det politiske arbejde. Mange mennesker har svært nok ved at få tingene til at hænge sammen kun med ét arbejde, og derfor skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor attraktive de betalte formandsposter og bestyrelsesposter bliver for byrådsmedlemmerne. Til hver post og hvert ben knytter sig en løn og således kan man købes fri fra sit arbejde i dyrebare timer til at varetage sit politiske hverv. Får man nok poster og hverv kan man stykke en fuldtidsløn sammen og således fuldt ud hellige sig det politiske arbejde. Man kan selvfølgelig kun gisne om, hvorvidt det var det, der drev værket for Dansk Folkeparti, da de en sen nattetime forlovede sig med Klaus Bondam på Københavns Rådhus.

Borgmesteren er den eneste fuldtidslønnede politiker i de fleste kommuner. De resterende byrådsmedlemmer får en meget varieret hyre alt efter netop sammensætningen af ben. Eksempelvis modtager de dårligst betalte byrødder i Nyborg Kommune godt 92.000 kr. og den bedst betalte får 354.000 kr. om året. En forskel, der bestemt kan mærkes på bundlinjen. Netop forskellen på de to yderligheder i byrådssalen gør benene værd at kæmpe for.

Hertil kommer, at konstitueringsaftalerne er gældende for hele valgperioden. I Københavns Kommune er alle borgmestrene, og selvfølgelig overborgmesteren, lønnede, og de forventes at være fuldtidsarbejdende politikere. Når først en borgmester har fået sin taburet ved årsskiftet efter et valg, så er vedkommende borgmester frem til næste valg. Der er altså intet dagligt incitament overfor helheden i kommunen. Ingen forpligtelse overfor den siddende overborgmester – og de fleste borgmestre er end ikke en del af samme politiske projekt som overborgmesteren, og har derfor et decideret incitament til at bruge sin forvaltning til at modarbejde helheden og overborgmesteren. Stik modsat ministrene i regeringen, der kan fyres uden varsel af statsministeren, hvis ikke de lever op til forventet standard eller hvis de underminerer regeringsprojektet.

Jeg forstår faktisk godt, at en stor del af befolkningen bare vælger at vende ryggen til det politiske oven på den gang makværk, som kommunalpolitikerne leverede efter valget. Så meget desto mere grund til at få lavet om på den kommunale struktur. Lønnen skal løsrives fra benene, så en kommunalpolitiker får en fast udmålt løn uanset posterne - ligesom i Folketinget. Og så skal incitamentsstrukturen altså vende den rigtige vej, så alle borgmestre og rådmænd arbejder for samme politiske projekt som den siddende (over-)borgmester.

Jeg kan ikke love, at det vil udradere alle aftalebrud og al uvederhæftighed i kommunale sammenhænge, men jeg tror på, at det ad åre vil få luget det værste ukrudt væk.

PRESSEMEDDELELSE om Skårup Seminarium

2009-12-08T12:30:00.001-08:00

Lukning af Skårup Seminarium

”Det er helt hul i hovedet at lukke Skårup Seminarium”, udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil, folketingskandidat, Socialdemokraterne.

”Det er afgørende at få uddannet så store dele af befolkningen som muligt, hvis vi skal imødegå fremtidens udfordringer. Ikke mindst inden for lærerfaget, hvor vi står overfor at mangle mange lærere i nær fremtid. Ca. 25 % af lærerne er ovre 55 år gamle, og går altså på pension inden for de næste ti-femten år. Med den fremtidsudsigt hjælper det jo ikke at lukke seminarier.”

”Vi skal gøre uddannelserne så tilgængelige for folk som muligt. Det er de blandt andet, hvis de ligger så tæt på folk, at de ikke behøver at rykke sig selv og eventuelt familie op med rode for at skulle tage sig en uddannelse”, fortsætter Pernille Rosenkrantz-Theil, ”Uddannelsesinstitutionerne skal være at finde over hele Danmark og ikke bare i de største byer. Skårup Seminarium er netop kendetegnet ved at være en lokalt forankret uddannelsesinstitution og derfor må det være med hovedet under armen, når regeringen byder vilkår, som Skårup ikke kan overleve.”

”Uddannelse samles i større og større enheder, og det betyder at store dele af provinsen mister de livgivende uddannelsesinstitutioner, uden det rigtigt er til at få øje på, hvad gavn vi har af det”, slutter Pernille Rosenkrantz-Theil, der vil følge situationen omkring Skårup Seminarium tæt.

Vi vil fattigdom til livs

2009-11-21T02:01:00.000-08:00

Fattigdom er, når man ikke har et arbejde og føler sig uden for fællesskabet. Fattigdom er når man ikke har råd til at gå til fodbold. Fattigdom er når man ikke tager med til fest, fordi man ikke synes man kan være sit tøj bekendt. Fattigdom er, når man er alene og ingen hjælper en ud af ensomheden. Fattigdom er, når man ikke får den uddannelse, man gerne ville have. Fattigdom er, når man nedslides af sit arbejde, men ikke kan få et andet. Fattigdommen har mange ansigter, og alt for mange af dem findes i vores ellers meget rige samfund. Vi mener, at vi kan gøre det meget bedre end i dag. Vi vil gøre noget ved det – i et stærkt samarbejde mellem byråd og Folketing. Fattigdommen kan afskaffes centralt, og lindres og modvirkes lokalt.

Mange ved slet ikke, at der findes fattigdom i Danmark. Fattigdom er frygteligt tabubelagt. For nok har fattigdommen mange ansigter, men med dem alle følger skammen. Fattigdom er noget man skjuler. Det er flovt ikke at kunne klare sig selv. Det er frygteligt at skulle bede om hjælp. Og endnu værre, når den hjælp man så har fået slet, slet ikke rækker. Men sådan er det i Danmark anno 2009.
Det er ens egen skyld, tænker man, og bliver bekræftet af regeringens mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde. De får det jo til at lyde, som om man har valgt at stå uden for, og vil vælge omvendt, hvis bare det kan betale sig. Virkeligheden er jo, at det er de færreste arbejdsløse, der selv har valgt. Undersøgelserne fra 2001 og 2007 tyder da også på, at stigmatiseringen af de arbejdsløse er blevet værre. Det er blevet mere flovt at være arbejdsløs. Det bryder vi os ikke om. Vi ved jo, at langt, langt hovedparten af både de nyligt fyrede og af de langvarigt arbejdsløse har en grundlæggende lyst til at være på arbejdsmarkedet.

Sidst der blev talt om fattigdom i Odense Byråd, sagde de konservative, at vi blandede det sammen med det landspolitiske. Javel, det indrømmer vi. For man kan ikke andet. Vi kan kun gøre noget ved fattigdommen i Odense, hvis det gøres i et tæt samarbejde med staten. Fattigdommen er skabt politisk på den nationale scene. Men mange af dens følgevirkninger kan vi gøre en masse ved lokalt. Sammenblandingen af de to parlamentariske niveauer er helt afgørende, hvis man vil forstå fattigdommens væsen, og hvis man vil den til livs. Det vil vi gerne forklare nærmere.

Store dele af den fattigdom, der er i Danmark har sin rod i en række begrænsninger i folks daglige økonomi, som altså er besluttet politisk. Begrænsninger, der har sin begyndelse fordi folk ikke har et arbejde og derfor er afhængige af overførselsindkomst. Begrænsninger, der hernæst kommer sig af de beslutninger, regeringen har truffet omkring størrelsen af en række af overførselsindkomsterne - særligt for de mest udsatte borgere. Her tænker vi på loft over kontanthjælpen, forringelser i boligydelsen, at ægtepar på kontanthjælp får reduceret kraftigt i deres hjælp, hvis de er ofte og langvarigt ledige, en langt lavere hjælp for nytilflyttede. Det er alt sammen noget, man kan gøre noget ved, alene ved at træffe enkle politiske beslutninger. Det handler om prioritering. Den prioritering kan kun foretages nationalt. Helt anderledes ser det ud, når vi kigger på, hvordan vi lindre konsekvenserne af fattigdommen. Her skal der lokale kræfter på banen.

En del af dem, som efterlades ude i kulden – nogle i bogstavelig forstand, andre i overført betydning, har psykiske lidelser. For dem er der alt, alt for lidt hjælp at hente. Psykiatrien har lidt stor overlast under regeringens benhårde økonomiske greb. Det kan mærkes i form af flere ulykkelige mennesker, der ikke får den hjælp, de har behov for, flere familier der splintres i småstumper, fordi det er for hårdt selv at stå med ansvaret for det psykisk syge familiemedlem og yderst på planken kan det mærkes som flere hjemløse i gadebilledet – og det kender vi jo alt for godt i Odense. Det er både børne- og ungdomspsykiatrien, og den for de voksne, der lider. Det er en fattigdomsmaskine, både hvad sindet, menneskeligheden og pengepungen angår. Pengene til psykiatrien kommer centralt fra, men pengene til værestederne for de hjemløse, bestemmer vi over lokalt. Det er også lokalt, at vi kan skabe en folkeskole, der kan tage hånd om eleverne, så de ikke skal undertrykkes af skam over forældrenes fattigdom. Og det er her i Odense, at vi tager beslutninger om, hvordan vi håndterer børn med f.eks. ADHD. Den viden vi får af det lokale arbejde i Odense skal bruges af landspolitikerne til at forstå fattigdommens væsen og skal inspirere Folketinget til træffe de rigtige beslutninger vedr. både psykiatri og psykologhjælp. Det er derfor, at det er en god idé at blande tingene sammen. At skabe en helhed.

En særligt udsat gruppe er i overraskende de enlige forældre. I Kristeligt Dagblad for nyligt fortæller rådgivningschef på Mødrehjælpen i Odense, Inger Thorø Pedersen, at især mødre, der er alene med deres børn, er blevet fattigere. Hos Mødrehjælpen tilbydes de unge gravide og mødre intensiv rådgivning og undervisning i, hvordan man klarer at være forældre med presset økonomi, og hvordan man kan komme videre med en uddannelse eller et job. Netop de enlige forældre er et godt eksempel på hvor nuanceret fattigdomsproblemet er, for her kan være tale om kvinder med særdeles mange menneskelige ressourcer, og hvor fattigdomsproblemet giver sig til kende både som god gammeldags mangel på kontanter, men også som tab af et ellers godt socialt netværk, ensomhed og modløshed fordi man aften efter aften sidder derhjemme mens børnene sover alene og uden overskud til meget andet end at forsøge at få sovet ud inden næste hverdag tager over. En del af de enlige forældre mister kontakten til arbejdsmarkedet helt, og har meget svært ved at generere overskud til at etablere den igen, ligesom de har behov for at skabe eller genetablere et socialt netværk. Her er altså ligeså meget behov for et social og opsøgende indsats, som vi kan klare på kommunalt niveau, som der er behov for en økonomisk håndsrækning, som oftest kan klares på det nationale niveau. Men en lille økonomisk håndsrækning givet af byrådet kan skabe underværker for det fattige barn. Vi kunne jo indføre, at alle børn i Odense skal have ret til at være medlem af en idrætsklub efter eget ønske – og at de fattige familier vel og mærke kan få medlemskabet gratis.

Fattigdom handler dog først som sidst om ikke at være på arbejdsmarkedet – uanset hvad der er årsagen til, at man ikke er det. Vi ved fra undersøgelsen af fattigdom i Odense, at rigtig mange af problemerne skyldes mange års arbejdsløshed. Lang tids arbejdsløshed har umådeligt store negative konsekvenser i folks liv. At være holdt uden for arbejdsmarkedet kan slå selv det stærkeste menneske i stykker. Vi har alle brug for at være en del af et dagligt fællesskab og vi har alle brug for at føle, at vi gør gavn for samfundet. Og vi har helt banalt alle sammen brug for de penge, som vi tjener ved at være i arbejde.
Arbejdsløshed har konsekvenser i generationer. Det går ikke ubemærket hen over børn af arbejdsløse. Når vi skal bekæmpe fattigdommen i vores samfund hænger det altså helt tæt sammen med at bekæmpe den stigende arbejdsløshed. Den skal bekæmpes både som strukturelt fænomen ved f.eks. at fremrykke offentlige investeringer og foretage investeringer i udvikling af nye arbejdspladser. Vækstplaner af den karakter supplerer i forvejen hinanden i vores nationale og lokale udspil. Men den skal også bekæmpes som det individuelle fænomen den er. Her handler det om at få folk så tæt på arbejdsmarkedet som muligt. Det handler om relevant efteruddannelse, om meningsfuld aktivering og at komme af med arbejdsløshedens svøbe og bryde den arv som følger. De konservative har ret, når de siger vi blander tingene sammen. Det gør vi med vilje. For det er sådan man afskaffer fattigdom.

Tyveåret for murens fald

2009-11-08T02:32:00.000-08:00

Klokken er seks om morgenen d. 10. november 1989. Der lyder et glædeshyl fra køkkenet i vores parcelhus i provinsen. Min mor danser jubeldans gennem den lange gang og slår dørene op til soveværelserne, hvor vi andre ellers håber på at få en times søvn mere inden dagen skal tage sin begyndelse. Men det er tydeligt af hendes hyl, at der er sket noget ganske særligt. ”Muren er faldet, muren er faldet, muren er faldet”. Jeg bliver lysvågen. Er muren faldet? Kan det lade sig gøre? Jeg tumler ud af sengen og ud i køkkenet for at høre nyheden i radioen. Det er ikke til at forstå. Aftenen inden er muren åbnet i Berlin. Selv om jeg bare var 12 år gammel så står begivenheden tindrende klart i min hukommelse.

I 80erne fik min familie for vane at tage på campingferie rundt omkring i Europa. Det var en billig måde at holde ferie på, og det var skægt med den frihed det gav til selv at vælge destinationen. Vi unger følte os som konger og baroner. Skulle vi til Paris eller til Budapest? Verden lå åben. Måske netop fordi verden lå åben og vi kunne bevæge os som vi ville, var kontrasten så skærende til de østeuropæiske børn, som vi legede med rundt om på de østeuropæiske campingpladser. På de vesteuropæiske campingpladser var der ingen østeuropæere, på de østeuropæiske var der masser vesteuropæere. Sådan bliver verden så håndgribelig. De var spærret inde, det var vi ikke. Følelsen af indespærring og frygt sneg sig ind under huden på os ved grænseovergangene. Mænd med uniformer og maskingeværer undersøgte bilerne. De havde spejle med, så de kunne kigge under bilerne. På bagsædet af bilen brugte vi unger ventetiden til at udtænke spektakulære metoder, hvorpå man kunne flygte fra øst til vest. Mine forældre fortalte om de forhadte rejseregler, som staten sad og fandt på for at forhindre folk i at rejse bort – regler som i øvrigt gælder på Cuba endnu og som israelerne har indført overfor palæstinenserne. Særligt kan jeg huske de hjerteskærende historier som kom frem i årene efter murens fald, hvor familier blev genforenet.

Vi blev forklaret, at kommunisme gik ud på, at alle skulle have lige del i samfundets ressourcer. Det synes jeg lød som en særdeles sympatisk indstilling til verden. Alle mennesker er det samme værd, selvom vi udfylder forskellige funktioner. Så langt, så godt. Men når jeg så kiggede på det østeuropæiske samfund, så var folk jo så langt fra lige. Der var himmelvid forskel på de kvarterer, hvor de fineste partibosser boede, og så der hvor flertallet boede. Og helt ekstremt var det i Berlin, hvor Karl Marx Strasses potente allé med gigantiske bygningsværker stod i skærende kontrast til betonslummen i forstæderne, hvor fattigdommen og modløsheden kæmpede med de lasede gardiner og de stinkende trabanter om at understrege systemets fallit.
Men for mig var den mest afgørende faktor, at jeg i fjernsynet kunne konstatere, at partibosserne rejste jorden rundt som de ville, mens almindelige mennesker var spærret inde bag jerntæppets grænser. Der var kæmpemæssig forskel på folk. Uligheden trivedes i bedste velgående i det gamle øst – ligesom i Vest. Uligheden havde bare forskellige ansigter.

Som barn var det temmelig forvirrende det her med ideologierne. Jeg var med så langt, at der var to verdener der kæmpede mod hinanden. Men hvor var vi selv placeret i den kamp? Vores allierede var selvfølgelig vest, fordi det totalitære øst var frygteligt, men vores samfundsmodel stred jo stærkt imod USA's. I Danmark havde vi siden 2. Verdenskrig forsøgt at udligne skellene mellem mennesker og skabe så gode vilkår for alle som muligt. I USA ville Reagan lade enhver være sin egen lykkes smed. Jeg tænkte, at vi havde taget de bedste af begge verdener. Vi havde taget Vestens ideal om demokrati og Østens ideal om lighed og kombineret det – og det måtte vel være en eller anden art socialisme. Det tænker jeg faktisk endnu. Altså at vi i Danmark har skabt en model, hvor ligheden og friheden ikke er hinandens modsætninger, men faktisk hinandens forudsætninger. Mennesker oplever ikke lighed, hvis ikke der er frihed. Hvis friheden er begrænset, er den jo begrænset af nogen. Ergo er man ikke lige – selvom man måske er det materielt. Så selv hvis partibosserne faktisk havde udlignet de økonomiske og materielle skel, så ville det ikke have skabt en følelse af lighed, netop fordi der ikke var frihed. Omvendt gør det samme sig gældende. Vi føler os ikke frie, hvis ikke vi er lige – eller i hvert fald nogenlunde lige. Det at have ret til at rejse er jo ikke meget værd, hvis ikke man har råd. Det konstaterede en taxachauffør i Bukarest overfor mig ti år efter murens fald. Han sagde: ”Inden murens fald måtte vi ikke rejse, men havde råd, efter murens fald må vi gerne rejse, men har ikke råd.” I dag er der mange i Bukarest, der har råd til at rejse, og derfor føles det som ufrihed, når taxachaufføren ikke har råd.
Pointen er, at vi skal lade de to dyder udvikle sig sideløbende med hinanden. Friheden og ligheden. Ellers bliver de hinandens endeligt.

D. 10. november om morgenen. 12 timer efter grænserne var åbnet lå verden åben for østtyskerne. Frihedsfølelsen blandet med en vis portion usikkerhed om fremtiden gennemskyllede verden. Her tyve år senere halter ligheden. Det gamle øst har fået en ny alvorlig skævhed. Det er den skævhed, der får en del østeuropæere til at ønske sig tilbage til gamle dage. Men faktisk tror jeg, at de kunne have god gavn af en ordentlig indsprøjtning af det bedste af begge verden. Lad os kalde det god, gammeldags, skandinavisk demokratisk socialisme.

Partistøtte giver balance

2009-10-23T01:14:00.000-07:00

Der har været en del hylen fra de borgerlige over fagbevægelsens støtte til venstrefløjen i de senere dage. Faktisk mener jeg, at de borgerlige i stedet for den tåbelige mudderkastning skulle hylde den fine tradition og balance, der er i dansk politik netop på grund af erhvervsstøtten til de borgerlige og fagforeningsstøtten til venstrefløjen.

Vi er stolte af vores historie med fagbevægelsen og er glade for, at de vælger at støtte os til valgene. I den støtte ligger jo en tillidserklæring fra fagbevægelsen til, at vi repræsenterer lønmodtagerne bedst. Det er det vi allerhelst vil.

Det står jo fagbevægelsen frit for at vælge, hvem de støtter og det er faktisk forskelligt fra område til område, hvordan fagbevægelsen fordeler støtten mellem partierne og hvor meget de støtter med. Det er de demokratisk valgte bestyrelser i fagforeningerne, der beslutter, hvordan pengene bruges – og alle medlemmer af en fagforening har således mulighed for at øve indflydelse på fordelingen.

På samme måde står det arbejdsgiverne frit for at støtte, hvem de vil, og de vælger så at støtte de borgerlige meget massivt.

Hvorfor i alverden pege fingre af hinanden over det? Sådan har det været i 100 år. Sådan er balancen i vores samfund, og det fungerer fint, så længe der er åbenhed om, hvem der får penge og støtte hvorfra. Så kan folk jo stemme ud fra de oplysninger.

Gerne samarbejde med RV, men ikke på bekosting af arbejdsløse og nedslidte!

2009-10-06T00:04:00.000-07:00

Margrethe Vestager og Niels Helveg Petersen har slået pjalterne sammen i Berlingske Tidende og opfordrer til samarbejde i oppositionen. Det synes jeg er en ualmindelig god idé. Jeg har været noget bekymret over den hårde linje overfor de radikale, som jo uanset om vi kan lide det eller ej er afgørende for, at vi kan få et tiltrængt regeringsskifte.

Når det er sagt, så har jeg også en klar holdning til, hvad jeg mener, der kan gives til de radikale og hvad der ikke kan.
Vi kan efter min mening godt se på, om grænsen for topskat skal hæves, således at sygeplejersken og politibetjenten ikke skal betale topskat. Særligt hvis det udløser, at millionærskattesatsen sættes op med yderligere et par procentpoint. Det er godt set, Margrethe!

Men dagpengene og efterlønnen står ikke til debat. Så længe vi slider folk ned i det omfang, vi gør, så længe er der behov for, at folk kan gå på efterløn. På Nørrebro i København er gennemsnitslevealderen som i Yemen. Seriøst!
Det vidner om, at nedslidningen af store dele af befolkningen fortsat er uacceptabel hård, og at der er behov for efterløn. Hvis vi får problemer med finansieringen af efterlønnen i fremtiden, fordi der kommer flere ældre, så lad os kigge på finansieringsproblemet i stedet for at kigge på efterlønnen. Der er trods alt en del skruer, der kan drejes på uden nogen bliver tvunget til at sælge deres tiende fladskærm af den grund – som den tidligere statsministerfrue gjorde så tragikomisk klart, så er der dele af befolkningen, som ikke har mærket det store til finanskrisen, og de dør nok ikke af at bidrage med lidt ekstra til dem, som slides ned.

Hvad angår dagpengene, så kan vi efter min mening godt gennemføre en reform – den skal hæve dagpengeniveauet i det første halve år uden at beskære dagpengeperioden. Men det er vist ikke helt det Margrethe Vestager har i tankerne.

Når dagpengene er hjerteblod, så er det fordi de er fundamentet for den smidighed og risikovillighed, der er plads til og brug set med både lønmodtager og arbejdsgiverbrillerne på. Danmark har en førerposition i verden på spørgsmålet om erhvervslivet risikovillighed i fht. at ansætte nye og flere folk, fordi vi ikke har tradition for meget lange opsigelsesfrister og store fratrædelsesordninger for almindelige lønmodtagere. Hvorfor har vi ikke tradition for det? Fordi vi har haft et dagpengesystem, der samlede fyrede medarbejdere op. det er dog allerede godt på vej til at være historie og vil selvfølgelig blive yderligere udfordret med nye nedskæringer.

I 1982 var dækningsgraden på over 75%. Folk fik altså gennemsnitligt mere 75 % af deres indtægt, hvis de blev arbejdsløse. I dag får de sølle godt 50%. Det betyder, at folk må gå fra hus og hjem, når de bliver fyret. Før skulle der naturligvis omlægninger og omprioriteringer til, men tingene kunne i de fleste tilfælde hænge nogenlunde sammen. I dag er det desværre ikke helt så vel, og det har da også fået den konsekvens, at dele af fagbevægelsen begynder at stille krav om længere opsigelsesvarsler. Således taber både lønmodtagere og arbejdsgivere. Det er trods alt ikke så tit, at interessefællesskabet mellem parterne er så åbenlyst, og når det du er det på dagpengeområdet, så lad os da styrke det og udbygge det, i stedet for at udhule og beskære det.

Jeg er altså helt med på, at de radikale skal have en del af deres politik gennemført for at vi kan samarbejde med hinanden. Derfor peger jeg på topskattegrænsen. Ja tak, den tager vi, og så glæder vi os til at kunne fortsætte med vores gode samarbejde i oppositionen efter en kort tids nedkøling.

avisen.dk

2009-10-04T10:02:00.000-07:00

En ny avis har set dagens lys. Mens andre har drejet nøglen om, har fagbevægelsen smidt penge i at få en ny avis. Galmandsværk vil nogen mene. Genialt, mener jeg.

Vi har i den grad manglet en socialdemokratisk avis de sidste ti år. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det præcist er de andre aviser ikke kan levere—ud over naturligvis en god portion socialdemokratisk holdning. Læser man avisen.dk er man dog ikke i tvivl. Den lukker på fin vis det hul, der har været i mediebilledet siden Aktuelt lukkede.
Der er mange historier fra arbejdspladser og uddannelsesverdenen. Der er gode hverdagshistorier og masser af faglige nyheder. Den oser af god gammeldags solidaritet på den fede måde. Men det er altså ikke en avis
på gammeldags manér. Det er en internetavis, som netop gerne vil være en internetavis. Således er journalisterne hyret til at lave internet og ikke til at lave papiravis. Det giver den noget sprødhed, som de andre aviser mangler på nettet.

Ritt var en murbrækker

2009-10-03T13:01:00.001-07:00

Ind i mellem skal man miste balancen for at genvinde retningen. Den kunst er Ritt Bjerregaard mester i, og har derfor på en og samme tid været så udskældt og alligevel så uundværlig for mit parti. Ritt er en af de få politikere jeg kender, som ikke er bange for dårlig presse eller dårlig stemning. ”Politik er at ville noget”, som hun sagde i sin afskedstale i weekenden med sin vanlige langsomme stemmeføring og tilbagelænede autoritet, der giver hvert enkelt ord sin fulde mening. Ritt ville noget, og Ritt gjorde noget. Ritt fik forandret den politiske scene for altid for os kvinder. Den ligestilling, som vi bryster os af i Danmark, blev skabt af Ritts generation af kvinder. Og netop i magtens centrum, hvor den slags kampe er allermest benhårde, der stod Ritt forrest.

Det er faktisk den politiker, som ikke er bange for dårlig presse, der får flyttet flest hegnspæle. Forandringer er nemlig sjældent populære i sin indledende fase, men kræver tid for at bundfælde sig og finde sin rette form – og derfor kræver det en god omgang politisk mod at sætte en ny dagsorden. Men det er jo så netop de gange, vi tør at melde ud, selvom vi risikerer at få øretæver, at vi ændrer verden, og det er de gange vi som parti er internt uenige og tør være det, fordi vi godt som parti kan stå sammen alligevel, at vi forandrer verden. Det er jo i de brydninger, at vi rykker ved hinanden og ved os selv.

Det var helt så det gippede i mig af overraskelse og glæde, og dernæst gå-på-mod og lyst til at være med ombord i socialdemokratiet, da Ritt stiftede den røde skole i sin tid. Det kan godt være det ikke være helt comme il faut. Men hvor var det rigtigt og hvor var det livgivende. Jeg tror faktisk også på, at det var en saltvandsindsprøjtning, som partiet samlet set kom styrket ud af.

Vi er så stærke, når man kan mærke hjerteblodet rulle. Vi er så stærke, når vi står fast på gode klassiske socialdemokratiske dagsordner. Vi er så stærke, når vi ikke skæver til meningsmålingerne. Vi bliver så stærke af med mellemrum at gå mod strømmen, fordi vi mener vi har ret og at vi kan overbevise andre om det. Ritt har leveret fantastisk et livsværk. Ritt har været afgørende en murbrækker for alle os kvinder i politik. Ritt har sat standarder for politisk mod, som nogen blinker nervøst ved tanken om, men som jeg styrker vores parti, og som vi bør beundre og tage ved lære.

Nu har vi ikke længere Ritt i København. Vi får Frank og det glæder vi os til, og jeg glæder mig helt personligt til at se mere til Ritt i Odense.

Husk tavshedspligten!

2009-09-30T04:47:00.000-07:00

Det irriterer mig grænseløst, når en nævenyttig bankrådgiver ikke vil give mig de oplysninger, som jeg skal bruge, blot fordi han ikke kan identificere mig gennem et telefonrør. Der er sådan en indbygget mistillid i det, som føles krænkende. Ikke desto mindre er der alligevel god grund til at holde fast i, at personoplysninger skal behandles med stor fortrolighed. Tavshedspligten og fortroligheden er helt afgørende ikke bare for vores privatlivs skyld, men også for at vi kan passe ordentligt på hinanden. Tavshedspligten og fortroligheden er igen kommet på dagsordenen, da det kom frem, at man ved en enkelt opringning kan få oplysninger om sin nabos gældssituation i RKI. Med mellemrum kan det have alvorlige konsekvenser, når oplysninger, der overfladisk betragtet er uskyldige, lækkes.

For et par år siden hjalp jeg en pige til at gå under jorden, fordi hendes far ikke ville lade hende vælge sin ægtefælle selv. Da faderen tidligere er dømt for alvorlig æresrelateret vold, var der overhængende fare for hende helbred. På trods af situationens alvor videregav blåøjede medarbejdere under tavshedspligt alle de oplysninger, der til sidst betød, at hendes familie fandt hende. Det kunne have kostet hende livet.

Politiet udleverede afgørende oplysninger til kvindens mor, da hun grædende bad om vidende datterens velbefindende. Men moderen er dybt og afgørende involveret i den ugerning, der bliver begået mod hende, og oplysningerne skal bruges til at finde hende for at straffe hende for den ydmygelse hun har udsat familien for. Politiet havde kendskab til hendes flugt, og vidste, at forældrene under ingen omstændigheder måtte få nogen oplysninger. Alligevel forbarmer en af betjentene sig over den grædende kvinde. Nu var familiens jagt på hende så sat ind.

Kvinden havde udsat sin familie for en utilgivelig ydmygelse og den var opsat på at finde deres uvorne unge, og begyndte således at trawle myndigheder og virksomheder igennem for at få oplysninger. Vi var omvendt blevet så forskrækkede over den lemfældige omgang med oplysninger, at vi forsøgte at sløre og slette alle tilgængelige spor. Således skiftede vi hendes folkeregisteradresse til et hemmeligt sted i Danmark. Hun fik ad to omgange nyt navn, først i Danmark og sidenhen i hendes nye hjemland. Hun opgav kontakten til alle hun kendte i Danmark på nær et par enkelte meget tætte venner. Vi blev efterhånden ret stive i skæg og blå briller. Alligevel gik det galt. Hendes uddannelsessted og hendes bankrådgiver gav oplysninger til familien. Ligesom det lykkedes dem at få fat i den hemmelige adresse fra Folkeregistret og informationer hos de sociale myndigheder. Hertil kommer den nok mest alvorlige brist, nemlig at en klaphat i Indenrigsministeriet og/eller på den danske ambassade i hendes nye hjemland videregav oplysninger til familien om hendes nye identitet i hendes nye land. Alt familien gjorde, var, at give dem en sang fra de varme lande om, at faderen var syg, og at de derfor havde behov for at få fat i hende. I andre situationer udgav de sig ganske simpelt for at være hende.
Et år efter hun stak af hjemmefra bankede de på hendes nye hoveddør i et nyt land. Til hendes held var det hendes onkel og ikke hendes far, der fandt hende. Han lod hende løbe og faderen indstillede herefter eftersøgningen af hende. Hun lever i dag i et tredje hjemland uden kontakt til sin familie – men med en mand hun selv har valgt og deres første barn.

Med til historien hører dog, at politiet også bidrog positiv til hendes flugt og frigørelse. De var nemlig yderste behjælpelige med at få skippet hende ud af landet. Så nok er systemet hullet som en si, men de gode viljer er faktisk til stede. Men det samlede indtryk er nu engang, at Danmark ikke er et land man kan gemme sig i. Det er rart, når det gælder forbrydere, men ikke så heldigt, når det gælder nogen af vores samfunds allermest udsatte og ubeskyttede borgere – nemlig kvinder, der er udsat for vold fra deres mænd eller familier. Derfor - husk nu Jeres tavshedspligt!

Vi kan købe hele verden...

2009-09-08T01:10:00.000-07:00

For få år siden udtalte daværende finansminister Thor Pedersen, at vi var så rige, at vi kunne købe hele verden. Det var selvsagt en mild overdrivelse. Hvis ikke det havde så alvorlige konsekvenser for folks hverdag, så ville det være til at dø af grin af i dag.

I år præsenterede nuværende statsminister Claus Hjorth Frederiksen os så for et samlet hul i statskassen på 86 mia. kr.!

Nok havde vi forventning om en slem finanslov ovenpå krisen. Nok er krisen skyld i, at økonomien går den forkerte vej. Det ligger ligesom i betegnelsen krise. Men der er blevet slået et alvorligt hul i vores statskasse, som slet ikke skyldes finanskrisen. Faktisk skyldes over halvdelen af problemet slet ikke finanskrisen.

Inflationen har udhulet værdien af skattegrundlaget år efter år efter år under denne regerings skattestop. Sammen med de generøse skattelettelser har skattestoppet kostet statskassen 50 mia. kr.!

Hvis de manglende penge nu var gået til de fattigste i vores samfund. F.eks. de 60.000 børn, der lever under fattigdomsgrænsen eller til de folkepensionister, der kun har folkepensionen, så kunne jeg tilgive, at hjertet var løbet af med dem. Så havde de fattigste jo også haft det lidt rarere imens. Men det er ikke dem, der har fået de mange penge fra skattestop og skattelettelser. Dem, der har fået suverænt mest ud af skattestoppet er de boligejere, der har de største boliger – og jeg behøver vel næppe at understrege, at dem, der har de største boliger også er de rigeste, vel? Og dem der har fået mest ud af skattelettelserne har hver gang været de mest velbjærgede. Af de seneste skattelettelser fik millionæren 100.000 kr. ekstra om året, mens førtidspensionisterne fik et stort rundt 0.

I stedet mener jeg, at en blanding af hjerte og snusfornuft vil være et ganske godt udgangspunkt for, hvordan vi skal styre økonomien. Jeg så med hjertet gerne, at skattestoppet blev afløst af, at der blev sat flere penge af til dem, der nu er blevet arbejdsløse, som følge af krise og til at komme den skammelige fattigdom i Danmark til livs – og så at vi i stedet for at ødsle pengene væk på skattelettelser fik lukket hullet i den fælles kasse igen, og fik truffet beslutning om store offentlige investeringer, så vi kan få gang i hjulene igen. Sådan er forskellene i dansk politik blevet så klokkeklare.

Torben Lund

2009-08-22T12:33:00.000-07:00

Synd og skam, at vi har mistet Torben Lund i partiet. Det er noget, der ikke fungerer med den politiske linje, når så gode og centrale kræfter melder sig ud. Ro på bagsmækken har man kun, hvis man lægger sig på kompromissets linje, ikke hvis man lægger sig skarpt på den ene fløj.
http://politiken.dk/politik/article773441.ece

Ja til kraftcenter for vedvarende energi på Lindø!

2009-08-14T05:20:00.001-07:00

3Fs idé om et kraftcenter for vedvarende energi på Lindø bakkes op af Danfoss-formand, Jørgen Madsen Clausen – og nu også af socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil og LO-Odenses Helle Nielsen.

”Idéen er brilliant i forhold til at få udnyttet de mange forskellige idéer, der har været luftet i de senere dage.” Udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil, og fortsætter: ”Vi vil opfordre de dygtigste energifolk, de dygtigste udviklere og erhvervsfolk, de folkevalgte, fagforeningsrepræsentanter, erhvervslivsrepræsentanter og de fremmeste forskere på Fyn om at sætte sig sammen og udvikle en idéen om et kraftcenter for vedvarende energi.”

”Disse dage er præget af en masse politiske meldinger og enkelte rigtig gode idéer. Idéen om et kraftcenter er en af dem, som der kan være mange stillinger og fremtid i. Jeg synes, at vi skal samle os om at få lidt kød på idéerne, og få skabt en plan for hele Fyn. Vi skal have så mange gode idéer i spil som muligt, vi skal have koordineret tingene, og så skal vi skal have en samlet uddannelse og efteruddannelsesplan, som kan levere det der skal til for at bære et kraftcenter.” Udtaler Helle Nielsen, formand for LO-Odense.

”Situationen er ganske alvorlig på Fyn. Lindø er jo blot den seneste i rækken af massefyringer på Fyn. Der er behov for alle gode kræfter, hvis vi skal have vendt udviklingen. Over de seneste dage er der kommet flere gode idéer til erhvervsudvikling på Fyn frem. Men der er behov for at få tingene fra idé og ud i virkeligheden.” Udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil, og fortsætter:
”Behovet for beskæftigelse og efteruddannelse er større på Fyn end gennemsnittet for resten af landet. Øen har været hårdt ramt af finanskrisen. Behovet for en samlet indsats er udtalt.”

Helle Nielsen og Pernille Rosenkrantz-Theil vil i den kommende tid tage kontakt de andre partier og LO-sektorer på Fyn for at få søsat en proces, som gerne skal munde ud i en række af nye erhvervsinitiativer.

Om hjerterum

2009-08-14T05:18:00.000-07:00

Alt de havde gjort galt, var at bede om hjælp. For der var krig og ødelæggelse i det land de kom fra. For at bede om hjælp blev de straffet med åbent fængsel uden dom og uden nogen løsladelsesdato. Sidenhen blev de tampet på af politiet for at have gemt sig under kirkens beskyttende vinger. Alt de havde gjort galt var at forsøge at beskytte deres børn mod krigens overgreb og rædsler. Hvilke forældre ville ikke have gjort det samme?

Ordsproget ”hvor der er hjerterum er der husrum” er en del af dansk kulturarv, som jeg ønsker at værne om og kæmpe for.

En trist tid for Fyn

2009-08-11T12:10:00.000-07:00

Jeg er rigtig trist over lukningen af Lindø-værftet og føler med de mange, der bliver berørt. Selvom vi har vidst længe, at det bar i den forkerte retning og at finanskrisen ikke har gjort det lettere, så er det alligevel noget af et chok, at værftet sådan går hen og lukker helt.

Det er en hård tid for medarbejderne og deres familier. Der er stor usikkerhed forbundet med de næste dage, uger og måneder. Hvornår har man sin sidste arbejdsdag? Er der andre jobs i området at få? Kan man leve af dagpengene? Skal man i gang med noget efteruddannelse? Skal man til at rykke familien op med rode for at finde noget i en anden egn af Danmark? Hvilke vilkår får man i forbindelse med fyringen? Der er mange beslutninger, der skal tages, og der er brug for, at familie og venner rykker sammen om dem, der bliver ramt af arbejdsløshed.

Når så store arbejdspladser lukker forandrer det et område og dets historie for altid. Der har været familier, der har arbejdet på Lindø i flere generationer, og som havde set frem til at også næste generation skulle træde i familiens fodspor. Rederierne har været en stolt del af Danmark, og det har da også været med stolthed i stemmen, når en smed eller arbejdsmand har fortalt, at han arbejdede på Lindø.

Når så store arbejdspladser lukker breder det sig som ringe i vandet. Indtægterne i Brugsen og Netto bliver mindre, fordi den samlede befolkning i hele området har færre penge mellem hænderne, så også her må man holde for. Og det rammer så igen fødevarer- og dagligvareproduktionen, som leverer til Brugsen og Netto – og sådan fortsætter det. Det er en ond cirkel, der sættes i gang. Man skal altså ikke tage fejl af, at hvis der skal skabes positiv udvikling efter lukningen af værftet, så kræver det mere, end hvad vi enkeltvis kan stille op. Det kræver, at samfundet i fællesskab gør noget. Hvis enhver er sin egen lykkes smed, så går området i stå. Vi skal stå sammen om at få skabt arbejdspladser til de mange, der nu bliver ledige. Vi skal stå sammen om at skabe et nyt erhvervsliv efter værftet. Vi skal med offentlige investeringer få trukket hele området i gang igen. Med lidt rettidig omhu kan vi undgå at ringene i vandet bliver alt for omfattende.

Forbyd købesex

2009-07-27T07:14:00.000-07:00

Bragt i JP sammen med Cæcilie Crawley, næstformand for DSU

På en helt almindelig dag, mens madpakken spises, og aftensmaden tilberedes, vil 5.500 kvinder sælge deres krop. På en helt almindelig dag vil endnu en prostitueret blive udsat for vold. På en helt almindelig dag vil 90 pct. af de prostituerede ønske, at de aldrig var begyndt. På en helt almindelig dag vil tidligere prostituerede leve med fysiske og psykiske ar på sjælen.

At nogle få kvinder lever lykkeligt som prostituerede og undgår mén, skal ikke afvises - der findes altid undtagelser i denne verden, men det ér undtagelserne. Der er også folk, der har arbejdet med asbest hver eneste dag uden at få mén af det.
Hovedparten af de prostituerede lever i et miljø, hvor stoffer, vold og overgreb er hverdag. De lever et kummerligt liv. Generelt har vi i Danmark forbudt belastende arbejdsmiljøforhold, f. eks. netop asbest, også selvom ikke alle får mén, og selvom nogen elskede deres arbejde med asbest. Hvorfor i alverden gør det sig så ikke gældende for de prostituerede? Tidligere løste man det ved, at det var forbudt at være prostitueret.

Det svarer efter vores mening til at straffe voldtægtsofferet for at være blevet voldtaget. I stedet for ønsker vi en løsning i stil med Norge og Sverige, nemlig at få kriminaliseret sexkøb. Det er netop i handlen, forbrydelsen ligger. Det er i handlen, frivilligheden ophører, og magtforholdet indtræder.
Mennesker skal ikke være til salg.

Kvinder og mænd må dyrke al den sex, de vil, men for at sikre frivilligheden bør der ikke være penge imellem.

Forbud får selvfølgelig ikke sexkøb til at ophøre. Ligesom et forbud mod at slå børn heller ikke har fået vold mod børn til at forsvinde.
Men det sender et krystalklart signal om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er forkert at udsætte andre mennesker for faren ved asbest. Der er forkert at udsætte mennesker for faren ved prostitution.

Det er rigtigt at nedlægge arbejdspladser og arbejdsfunktioner, som indebærer overhængende risiko for voldtægt, ydmygelser og tørre tæsk.
Hvor svært kan det være?

Hvad så, Dansk Folkeparti?!

2009-07-04T13:13:00.000-07:00

Nu må skandalerne da snart have en konsekvens for regeringen. Først misbruger regeringen skatteydernes penge til at betale overpris for ydelser i det private, dernæst forsøger man at miskreditere rigsrevisionen, når den kommer med kritik af overprisen. Og nu bliver sagens akter så meget bekvemt væk, så offentligheden ikke kan få kendskab til hvem, der vidste hvad. Således får vi ikke kendskab til på Lars Løkkes præcise rolle i sagen, og mon ikke han er godt tilfreds med det? Sagsmappen med papirerne om, hvorfor privathospitalerne har fået så mange penge er altså sjovt nok bortkommet i ministeriet. Det skriver dagbladet information d. 1. juli. Jeg begriber ikke, at Dansk Folkeparti kan blive ved med at holde hånden over regeringen.
De private hospitaler har over en årrække fået uforholdsmæssigt mange penge for deres ydelser. Så mange penge, at man ikke kan undgå at tænke alle de mennesker, der kunne have fået bedre og rettidig behandling, hvis pengene var blevet brugt ordentligt. De offentlige hospitaler spinker og sparer. Rengøringsniveauet kan mange steder være bedre, personalet skal løbe alt for stærkt og mange patienter har været kede af den behandling de har fået, fordi ressourcerne har været for knappe til at levere en ordentlig service. Alt dette har været vilkårene i det offentlige, samtidig med at regeringen har postet penge i de private hospitaler. Det er et ideologisk korstog, der har kostet os rigtig dyrt. At regeringspartierne holder hånden over hinanden er desværre, hvad man kan forvente. Men at regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, holder hånden over regeringen, forstår jeg ikke. Er det mon fordi Dansk Folkeparti har kendt til overbetalingen af hospitalerne - og har bakket op om den? Jeg ved det ikke, men jeg kan da ikke lade være med at gøre mig tanken.

Facebook-opdateringer

2009-06-29T13:53:00.000-07:00

Følgende er lidt opdateringer fra min Facebook i juni. Deltag løbende i debatterne på min profil, som I finder her : http://www.facebook.com/home.php?#/pages/Pernille-Rosenkrantz-Theil-officiel-side/88419746037

"Journalister mener tilsyneladende, at mit partiskifte MÅ handle om at have fået mand og børn. Projicerer de mon? Synes jo, at det er ret oplagt, at det handler om politik - men det er åbenbart for meget at forlange, at journalister skulle drage den konklusion :-)"

"Det er uhyggeligt tæt på mandatsvig, når Løkke i dag kritiseres for at have overbetalt privathospitalerne med vores skattekroner. Han var vist ikke venner med Brixtofte for ingenting..."

"Til alle Jer, der har stemt blankt eller nej til tronfølgeloven, er I ikke søde at fly mig en linje eller to om hvorfor? Meget, meget interessant udvikling.."

"Synes Hanne Dahl har ret i, at EU-modstanden er blevet nationalistisk. Det var de nu også ved sidste valg, men det er da bestemt ikke blevet bedre. Fatter ikke, at gode socialister kan mingle med nationalister og andet skidt i parlamentet. Hellere være organiseret sammen med socialistiske tilhængere af EU end med nationalistiske modstandere."

"Selvom jeg ikke just er tilhænger af EU, stemmer jeg på Christel Schaldemose, som er opstillet på den socialdemokratiske liste til parlamentsvalget i dag. Christel kæmper i EU for vores sundhedsvæsen. Privathospitaler og private sygeforsikringer er godt i gang med at ødelægge det gode, gratis danske sygehusvæsen. Den udvikling skal have kamp til stregen – også i EU."

Behov for en ny grundlov

2009-06-12T21:55:00.000-07:00

Afstemningen om tronfølgen endte som noget af en gyser – mod al forventning. Nogen syntes, at de kunne vise deres modstand mod kongehuset, andre var vrede over, at der ikke kom en større grundlovsændring, andre igen synes det var lige frisk nok at blive hevet til stemmeurnerne om noget, der først bliver aktuelt om 80 år. Selv stemte jeg ja, fordi jeg synes det er et dårligt signal at stemme imod ligestilling, uanset hvor hypotetisk og langt ude i fremtiden det end er. Men det var da fristende at undlade eller stemme nej, for det var i sandhed en noget tam afslutning på en ellers spændende og nødvendig debat om grundloven.
For forslaget var jo som bekendt afslutningen på en længere proces, og derfor var der sådan set god grund til at være skuffet over, at der ikke kom en større revision. Efter min mening var forslaget et udtryk for en form for laveste fællesnævner-demokrati, som mangler saft, kraft og mod til at tage de øretæver, der kommer forbi, når man sætter en samfundsdagorden og bringer os videre.

I 1999 havde den danske grundlov som bekendt 150 års jubilæum, og i den forbindelse satte den daværende regering en stor samfundsdebat i gang, om hvilke ændringer danskerne gerne ville have af grundloven. Et væld af idéer og forslag om store og små forandringer blev født og forædlet i processen. I Socialdemokratiet mundede debatten ud i et forslag i år 2003 om en forfatningskommission. Et forslag, der desværre blev stemt ned af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. I stedet ville de nøjes med at stemme om den lille ubetydelige bid, som vi var til afstemning om i går.

Det socialdemokratiske grundlovsforslag handler om at få grundloven til at stemmer overens med nutiden. Således skal grundloven tage udgangspunkt i folkestyret, i stedet for at tage sit udgangspunkt i kongehuset sådan som den gør i dag. Vi kan være mere eller mindre royale – jeg selv hælder nok mest til mindre - men de fleste af os danskere er enige om, at kongehuset alene spiller en symbolsk rolle, og er stolte over, at kongehuset netop ikke har indflydelse på vores politiske liv i Danmark i modsætning til andre steder i verden. Derfor er der også god grund til at ændre grundloven, sådan at den beskriver folkestyret med udgangspunkt i forholdet mellem befolkningen, partierne, folketinget, regeringen og domstolene – altså den reelle politiske virkelighed. I dag er partierne f.eks. ikke nævnt med et eneste ord, hvilket siger en hel del om, hvor utidssvarende den er.

Ud over at tage udgangspunkt i Folkestyret er nogle af de vigtigste forandringer efter min mening, at grundloven skal beskytte grundliggende velfærdsrettigheder såsom adgang til en bolig, og adgang til gratis sygehuse og uddannelse. Og som noget helt nyt bør den gøre klart, at intet hensyn til privat ejendom kan stå over tankens og forskningens frihed. Den skal slå fast, at hensynet til mennesker liv og velfærd er væsentligere end private selskabers interesser i at tjene penge på f.eks. medicin, fødevarer og alverdens nyttige og unyttige produkter. Idéer skal kunne udvikles frit og uden begrænsning fra patenter og monopoler. Se, det ville bringe grundloven og dermed samfundsskellet på omgangshøjde med udviklingen på internettet, hvor viden deles og udvikles i øjenhøjde.
Hertil kommer, at hensynet til ejendomsretten ikke kan stå over miljøhensyn og hensynet til naturbeskyttelse. Vi skal selvfølgelig grundlovsfastsætte, at vi ikke må save den gren over, som både vi og fremtidige generationer sidder på. Sidst men ikke mindst skal grundloven være lettere at forandre, således at selve proceduren for forandring ikke står i vejen for at grundloven løbende opdateres.

Sådan en grundlov, ville tage udgangspunkt i dig og mig, og vores fælles samfundsinteresser. Det ville sikkert også blive en gyser, om den kunne vedtages – men denne gang ikke fordi folk var sure over, at indholdet var for tyndt, nej, nok snarere fordi et sådant forslag til forandring ville få folk op af stolene i sund uenighed og samfundsdebat, hvor vi i sidste ende måtte dele os efter anskuelser, sådan som et sandt demokrati foreskriver. Demokrati går nemlig ikke ud på den slags laveste fællesnævner-styring, som regeringen lagde op til med deres tynde kop te af et forslag. Demokrati går ud på at lade meninger brydes, for det er jo sådan vi lærer af hinanden og udvikler os som samfund.

Jeg stemmer på Christel Schaldemose!

2009-06-06T04:14:00.000-07:00

Selvom jeg ikke just er tilhænger af EU, stemmer jeg på Christel Schaldemose, som er opstillet på den socialdemokratiske liste til parlamentsvalget i morgen d. 7. juni. Christel kæmper i EU for vores sundhedsvæsen. Privathospitaler og private sygeforsikringer er godt i gang med at ødelægge det gode, gratis danske sygehusvæsen. Den udvikling skal have kamp til stregen – også i EU.

Finanstrick, bragt i DJØF-bladet

2009-06-01T00:54:00.000-07:00

Virksomheder gør naturligvis, hvad de kan for at holde skindet på næsen i krisetider. Nogle går lige over stregen, for som i alle tidligere kriser i verdenshistorien, så er der nogen, der ser sit snit til at udnytte situationen. Sådan er det også denne gang. Hæderkronede, store danske og udenlandske virksomheder tvinger danske underleverandører i knæ ved et simpelt lille trick, som har gjort mig godt gammeldags forarget.

I al sin enkelthed går det ud på, at en række store selskaber har forlænget kredittiden overfor deres underleverandører. Således kan en håndværksmester hyret som underleverandør af et af disse selskaber ikke forvente at få penge for udført arbejde før efter 60-120 dage. Det svarer til, at jeg handler i Superbrugsen og så meddeler, at jeg ikke har tænkt mig at betale for varerne før 2-4 måneder senere. Næppe en attitude jeg ville komme særligt langt med. Men jeg er naturligvis heller ikke hverken Danfoss, TDC, Coop eller Carlsberg.

I netop Danfoss har man simpelthen pr. brev henvendt sig til sine 1.500 underleverandører og meddelt, at der fremover vil være en stigning i kredittiden fra de nuværende 20 dage til fremtidige 90 dage. Vel at mærke 90 dage plus en løbende måned. På den måde har Danfoss bekvemt skaffet sig selv en kassekredit på i alt 90-120 dage hos underleverandørerne. Bankerne er som bekendt er blevet lidt tunge at danse med, så denne type kassekredit sparer de store selskaber for en del hovedpine. Til gengæld står underleverandørerne med et problem, der er til at få øje på. Håndværksmesteren skal naturligvis fortsat betale svendenes løn ved slutningen af måneden, og omkostningerne til materialer skal oftest betales med det samme. Hvis ikke håndværksmesteren ligger inde med en stor likviditetsbeholdning, så skal han ned i banken og bede om yderligere finansiering, og så er vi tilbage ved udgangspunktet: bankerne er ikke så lette at danse med. Således kan underleverandørerne være tvunget til at dreje nøglen om, og dermed mister vi endnu flere arbejdspladser. Oven i købet arbejdspladser, som kunne værre reddet, hvis blot de store selskaber betalte for deres varer til tiden ligesom alle os andre.
De små håndværksvirksomheder kan ikke stille meget op. For bag hver enkelt underleverandør står der nu andre, der er sultne efter at få noget at lave. Hvis det var lønmodtagere, der fik deres løn med to-fire måneders forsinkelse, så ville fagforeningerne naturligvis være på pletten til at hjælpe folk ud af kniben. Der ville kunne tages kollektive skridt, som ikke gjorde den enkelte så sårbar overfor, at andre kan overtage arbejdet. Men i konkurrencens hellige navn tages der ikke kollektive skridt de 1.500 underleverandører i mellem. Så de må bare acceptere tingenes tilstand, og klare sig så godt de kan. Imens må vi andre hive skattekroner op af lommen og dække dagpengene for dem, som mister deres job, alene fordi de store tager sig den frihed at bruge deres almægtige position til at udlægge en kassekredit i deres underleverandører.

Med en smule regulering kan vi som samfund fordele byrden ved finanskrisen lidt mere jævnt og måske oven i købet retfærdigt. Vi kan afbøde en masse fyringer, udgifter til dagpenge og stabilisere den båd, som vi er sammen om at være i. Set med samfundets briller ville det på alle måder være gavnligt, at en kortsigtet likviditetsproblematik ikke får lov til at sende hårdtarbejdende danske virksomheder ud over afgrunden. Og nu der ikke findes kollektive overenskomster, der regulerer og dermed smidiggør forholdene mellem underleverandører og store selskaber, ville jeg synes, at det var på sin plads at indføre en fælles begrænsning for, hvor lang kredittiden må være. Med en sådan begrænsning ville det ikke bare være i skåltalerne, at de store firmaer arbejder til gavn for Danmark, men også i virkelighedens verden - midt i en finanskrise.

Selvom jeg ikke just er tilhænger af EU, stemmer jeg på Christel Schaldemose!

2009-05-28T00:22:00.000-07:00

Denne pressemeddelelse er i dag sendt til pressen:

Under den overskrift opfordrer den fynske folketingskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil sociale og grønne vælgere til at bruge deres stemme på en kandidat, der kæmper for netop et socialt og grønt Europa – uanset om de er tilhængere eller modstandere af EU. Helt konkret stemmer hun altså selv på Christel Schaldemose.
Lørdag d. 30. maj kl. 11-12 mødes Christel Schaldemose og Pernille Rosenkrantz-Theil til fælles uddeling af materialer ved Bazar Fyn, Thriges Plads 3-7, Odense.

Pernille Rosenkrantz-Theil fortæller, hvorfor hun som EU-modstander alligevel stemmer på tilhængeren Christel Schaldemose:
”Til parlamentsvalget er det jo ikke grundlaget for EU, vi stemmer om længere. Her vælger vi de mennesker, der skal lave den daglige politik i EU. Eksempelvis synes jeg, at en af de største udfordringer er at ændre på udviklingen i vores sundhedsvæsen. Privathospitaler pibler frem, og der er blevet skabt et A- og B-hold. Jeg vil have et godt, gratis offentligt sygehusvæsen for os alle sammen. Det kæmper jeg for i Danmark, og det kæmper Christel for sammen med alle de andre socialdemokrater i EU.”

Pressen er meget velkommen til at dukke op for yderligere kommentarer og billeder. For flere informationer kontakt Pernille Rosenkrantz-Theil på 22812229 eller på rosenkrantz@live.dk.

Stem socialdemokratisk – også som modstander!

2009-05-15T13:56:00.000-07:00

Der er et par stykker, som undrer sig over, at jeg som socialdemokrat udtaler, at jeg er klar modstander. Til dem kan jeg blot sige, at det er vi jo en hel del socialdemokrater, der er, så nogen stor overraskelse er det vel næppe. Omkring halvdelen af de socialdemokratiske vælgere er eksempelvis, ligesom jeg, modstandere af at indgå i Euroen – som jo også har vist sig at være et gevaldigt problem for en række lande under finanskrisen. Jeg giver de socialdemokratiske kandidater al opbakning i verden til at gøre Euroen mere social og til at få fjernet de begrænsninger for den økonomiske politik, som i dag giver problemer i en række lande i fht. at dæmme op for krisen. Jeg betvivler nemlig ikke, at vi har fælles ønske herom. Men jeg kan ikke støtte de fundamentale kriterier, som man skal leve op til for at være med i Euroen. De er som skåret ud af en borgerlig økonomisk tankegang.

Jeg er varm fortaler for et tæt og forpligtende europæisk samarbejde, og for min skyld da også gerne i en statslignende formation. Men den slags påbegyndes med udgangspunkt i borgerne – ikke i markeder, konkurrence og varer. Således skal der skrues afgørende op for den folkelige forankring, for demokratiet, for beskyttelsen af lønmodtagerne, for gennemsigtigheden mv. før jeg kan støtte en traktat.

Når vi taler om den mere dagligdags politik end de grundlæggende traktater , så støtter jeg enhver form for initiativ i EU, som medvirker til at 1) skabe en mere socialt EU med mindre fattigdom, flere velfærdsydelser og flere lønmodtagerrettigheder, 2) udviklingen af et grønnere EU, hvor hensynet til klima og miljø går før hensynet til udveksling af varer, 3) etablere større styring med de store globale markeder, koncerner og udviklingstendenser, sådan at vi kan undgå økonomisk og finansielle kriser i fremtiden. De bedste til at kæmpe disse ting igennem er nu engang et stort stærkt europæisk socialdemokrati med hjertet solidt plantet i velfærdssamfundet.

Parlamentet
Min kritik af EU-parlamentet handler kort og godt om, at jeg gerne så, at parlamentet i EU selv kan fremsætte ny lovgivning, sådan at de repræsentanter, som vi sætter vores kryds ved til det kommende parlamentsvalg faktisk også kan noget så fundamentalt som fremsætte nye lovforslag. I den nuværende model er det alene op til ikke-folkevalgte kommissærer at fremsætte ny lovgivning. Det er efter min mening ikke den oplagte indretning for et demokrati. Jeg har umiddelbart lidt svært ved at se, hvorfor nogen tager sådan på vej over denne kritik. I Danmark har vi netop valgt at indrette os således, at de folkevalgte folketingsmedlemmer naturligvis også er dem, der kan fremsætte nye lovforslag. På den måde kommer der jo noget kortere mellem vælgere og lovgivning.

1, 2, 3, det er en prøve

2009-05-10T11:03:00.000-07:00

Stress, partnervold, kræft og trafik slår flere ihjel. Ja, der er formodentlig flere, der er blevet spist af krokodiller i verden lige nu. Alligevel kan jeg ikke lade være med i et svagt øjeblik at være lidt nervøs over alle de mennesker, der skal ånde på mine børn, når jeg sender dem af sted om morgenen. Det er naturligvis svineinfluenza, H1N1 og hvad det ellers er blevet kaldt, jeg taler om.

Presse og medier har været stopfyldte med historier om sygdommen. Hver en dråbe er blevet vredet ud af epidemien. Det er lige før journalisterne har lydt ærgerlige over, at det alligevel ikke ser ud til at udvikle sig til en decideret pandemi.

Hvorfor skaber det sådan en utryghed og er der overhovedet nogen grund til alt postyret i pressen? Det korte svar er irriterende nok, ja! Alarmberedskabet skal være i orden, sådan at vi kan udgå epidemier, der udvikler sig ligeså grimt som den spanske syge, som endte med at udrydde flere end 2. Verdenskrig.

Faktisk har forløbet omkring svineinfluenzaen også givet en idé om, hvor hurtigt en eventuel endnu farligere søsterinfluenza vil brede sig via lufttrafikken til det meste af verden.

I Danmark fandt vi hertil ud af, at de praktiserende læger bogstaveligt talt ikke er klædt på til at tackle et dødeligt influenzaudbrud. De særlige dragter, der gør lægerne i stand til på en og samme tid selv at være beskyttede mod influenzaen og behandle andre for den, er ikke tilgængelig i tilfredsstillende omfang lokalt i Danmark.

På den måde kan svineinfluenzaen forhåbentlig have bragt det positive med sig, at verden er blevet bedre rustet til at bekæmpe eller ligefrem forebygge en pandemi. Omvendt kan man være nervøs for om der kan gå Peter og Ulven i sagerne, netop fordi jeg og mange andre med mig bliver enormt nervøse – og når der så har været falsk alarm et par gange, ja, så holder vi op med at tage os de behørige forholdsregler.

Et politisk nytår, 1. maj-tale

2009-05-01T08:46:00.000-07:00

1. maj er det politiske års nytår. Det er i dag, at vi har tid til at stoppe op og se på, hvordan det går med vores kamp for et bedre samfund. Den gode nyhed er, at verden siden sidste år er vågnet fra sit tyve år lange liberalistiske mareridt og har opdaget, at kloden har gevaldigt behov for den skandinaviske model. Der er behov for, at mennesker tager styringen over markederne og der er behov for et socialt sikringssystem, som gør, at folk kan stå i mod i nedgangstider. Den dårlige nyhed er naturligvis, at NU er der nedgangstider.

Thor P sagde for nogle år tilbage i store træk: ”Det går så godt med den danske økonomi, at vi snart har råd til at købe hele verden”. Lad os kalde det skoleeksemplet på en jubelliberalist. ”Vi kan købe hele verden”. Ja, og nu betaler vi så prisen for den jubelliberalisme. Låneformerne blev forandret, der blev indført afdragsfri lån, flexlån, andelsboligmarkedet skulle der også kunne spekuleres i og reglerne for lån blev anderledes. Vi skulle alle sammen være små spekulanter og med på bølgen. Prisen for den bølge er bare rigtig, rigtig høj. Ikke for millionærerne, som har rigeligt med polstring til nedgangstider, og som kan sidde og hygge sig over aktiekursernes op- og nedture. Nej, det gør ondt på småspareren, som ikke kan få en almindelig lønkonto. Eller som ikke kan få et ganske almindelig banklån, hvis det er nødvendigt. Det gør ondt på dem, der ikke kan få en andelsbolig, fordi priserne er blevet for høje, fordi der gik spekulation i det. Eller for dem, der fik lov til at låne til en lejlighed, inden det hele gik af helvede til og som nu står med håret i postkassen, fordi deres lejligheder har tabt så meget i værdi, at de er stavnsbundet til stedet i mange, mange år ud i fremtiden.
Og så betaler de små håndværksvirksomheder, som leverer til de store firmaer. Det store firmaer har nemlig fundet på et trick. De kræver pludselig af deres underleverandører, at der skal være en kredittid på 60-90 dage. For små firmaer med et par ansatte, som er tæt ved at måtte dreje nøglen om, der er det her jo dråben. De betaler prisen. De nækker nakken – og medarbejderne bliver fyret. Men de store de overlever. Selv synes de, at det er en skidesmart idé de har fået. Men nu er det jo heller ikke dem, der skal leve af dagpenge.

Der er meget, der skal ryddes op i, når regeringen ikke længere er regering. Først og fremmest skal vi have gjort noget ved arbejdsløsheden. Men ikke bare skal vi skabe job, nej vi skal altså også sørge for, at de ansatte på landets jobcentre og kommuner ikke fortsat skal sidde og hive møder, trusselsbreve og andet påhit ned over hovedet på folk, ”fordi det siger lovgivning” – vel vidende at det ikke virker. Sagsbehandleren ved, at det ikke virker, og den arbejdsløse ved, at det ikke virker. Vi skal have en arbejdsløshedsindsats, som tager sagsbehandlerens faglighed alvorligt – og som har en stort portion respekt for den arbejdsløse.

Og ikke bare skal vi skabe job. Vi skal også sørge for, at dagpengene dækker noget mere end tilfældet er i dag. De højtlønnede får i dag lidt under halvdelen dækket ved fyring, mens lavtlønnede får godt og vel halvdelen. Det er simpelthen ikke godt nok. Rigtig mange mennesker må jo gå fra hus og hjem på den konto. Børnene må skifte skole og der skal startes helt forfra. Det går altså ikke. Dagpengene skal op på et niveau, hvor hele tilværelsen ikke smuldrer, fordi man bliver arbejdsløs.
Kære venner: Fattigdommen stiger, uligheden stiger, arbejdsløsheden stiger, utrygheden stiger. Kære arbejdervælgere, kære førtidspensionister, kære pensionister – altså dem af Jer, der har stemt på Pia K. i de senere år; nu tror jeg, at vi har lavet det der lille eksperiment med Dansk Folkeparti længe nok. Nu er det altså tid til at vende tilbage til det gamle arbejderparti. Og nu er det tid til at det gamle arbejderparti tager gode gamle dyder som solidaritet og fællesskab ud af gemmerne og pudser dem op, så de kan skinne over fremtidens generationer – og over de mange, som har knoklet et helt liv for at skabe det velfærdssamfund, som vi alle nyder godt af, og som er ved at blive pillet fra hinanden rundt om ørerne på os.

Når jeg kigger tilbage på det forgangne år, så synes jeg, at vi er meget godt på vej. Jeg synes partiet i det sidste halve års tid har været mere offensivt end i mange, mange år, og oppositionen står ikke længere splittede. Rigtig mange meldinger er gået i den rigtige retning. Selv har jeg været stærkt tilfreds med kravet om loft over bankdirektørernes lønninger, kravene om statslig indflydelse på bankerne, kritikken af skattelettelserne i rødvinsreformen og de efter min mening overordentlig fornuftige planer om investeringer i den offentlige sektor for at skubbe gang i samfundshjulene igen. Det går faktisk alt i alt meget godt lige nu.
Venstrefløjen har haft så svært ved at komme igen ovenpå murens fald. Selvom størstedelen af venstrefløjen var så absolut uskyldige i forhold til det bag jerntæppet, så har østblokken hængt som dødvægt til vores ideer siden dengang i slutfirserne.

Det pusterum, der nu er skabt for de borgerliges fremmarch skal venstrefløjen bruge til at få genskabt sig som partier, som fagbevægelse, som idégenerator for de kommende årtier. Vi skal i offensiven igen.
Vejen frem er IKKE at overtage de andres dagsorden og gøre den til vores. Det bliver aldrig andet end en dårlig kopi, hvor folk altid vil vælge den rene vare. Vi medvirker jo til at lære folk, at konkurrence og markedskræfter er det rigtige, når vi selv går udliciteringens og privatiseringens vej. Vi lærer jo folk, at ulighed er ok, når vi selv medvirker til at udhule dagpenge og pensioner. Og når vi har lært dem det, så sætter de pænt deres kryds ved borgerlige partier – og så sidder vi tilbage og undrer os over, at arbejderne er blevet så borgerlige. Vi da selv lært dem det.

Vejen frem er at skabe vores egen vej. På vores eget grundlag. Med vores egen opfattelse af, hvordan tingene skal hænge sammen. Vi kan passende begynde med lige at ranke ryggen en kende, og ignorere irriterende journalisters forsøg på at bilde os ind, at vi ingen politik har. Vi har masser af politik. Og vi har en af de stærkeste fagbevægelser i verden, som gør et skidegodt stykke arbejde for at hjælpe folk, der bliver fyret lige nu. Vi har bare problemer med altid at stå ved den.
Alt for længe har hele venstrefløjen været styret af den dagsorden, som de andre har sat. Alt skulle handle om konkurrence, markedskræfter, management, fleksibilitet, individualitet. Det blev oversat til udliciteringer, privatiseringer, taxameterordninger og meget andet, som aldrig har været frø, der har været sået i den socialdemokratiske forhave. Det har været forbudt at tale om solidaritet og om fællesskab. Det har været forbudt at have et ønske om, at den offentlige sektor og vores fælles velfærd skal vokse. Det har været forbudt at tale om ulighed og fattigdom. Det eneste man måtte tale om det var indvandrere. Men det er da også en bekvem måde for regeringen og dansk folkeparti at slippe uden om de dagsordener, hvor de så absolut ingen svar har.

Fagbevægelsen har i de sidste tyve år mistet medlemmer, det gamle arbejderparti har mistet medlemmer, der har været nedskæringer og besparelse og alt muligt andet. Vi har været politisk trængt bag af dansen. Når jeg rejser land og rige rundt og snakker med folk i mit nye parti, og i fagbevægelsen, så er der alligevel en ting, der står klokkeklart. Alle ved godt hvem der er bedst til at tage vare på vores lille land i krisetid. Hver eneste i fagbevægelsen, hver eneste på venstrefløjen kan blive vækket midt om natten, og spurgt om netop det. Det ved vi. Og det er den sikkerhed vi skal fare ud i verden med. Et parti der ved, at man er i stand til at klare ærterne for folk. En bevægelse, der ved, at man kan klare ærterne for folk. Det er partier og en bevægelse som det er værd at stemme på. Og som det er værd at kæmpe for - med alt hvad det indebærer. Lad os stå sammen om det i det kommende år.

God 1. Maj.

Analysernes manglende substans, bragt i DJØF-bladet

2009-04-23T11:18:00.000-07:00

En pige løb, forbrændt og forpint, fra napalmbomberne i Vietnam. En linse fangede hende og gjorde hende til symbol på Vietnamkrigens rædsler. Tænk hvis journalisterne havde haft travlt med at analysere, hvilket vælgersegment USA's præsident tækkedes, da han gik ind i Vietnam, i stedet for at bringe billederne af den lille pige? Havde den folkelige modstand mod krigen og bevidstheden om konsekvenserne af præsidentens valg været ligeså stor? Næppe. Og det er politikerne mere end nogensinde klar over. Derfor forsøger de at styre pressen, sådan at dækningen af samfundsbegivenheder og dagligdagspolitik falder ud i deres favør. Samtidig synes pressen at have glemt, hvor magtfuldt et redskab de er i besiddelse af, hvis blot de bruger det, som deres kollegaer gjorde det i Vietnam. Alt for ofte handler det om, hvem der vinder og taber i en politisk debat, som var det en boksekamp. Der bruges timer på at analysere, hvem der lukkede hvilke flanker og hvad intentionerne bag bestemte vendinger var. Midt i strategidebatterne glemmer journalisterne at stille spørgsmål til, hvilken konsekvens de forskellige politiske meldinger har for befolkningen, for omverdenen, for miljøet og for fremtiden. Journalisterne har rigtig godt styr på processen og på hvem, der tager hvilke skaktræk og hvem, der har hvilke alliancer, men de er ofte meget dårligt inde i den politiske substans, og kan derfor ikke klæde de politiske udspil af på en måde, så befolkningen får ordentlig indsigt i politikken. Politikerne kæmper naturligvis indbyrdes om fortolkningsretten over udspillene, men kun få af de politiske journalister er reelt i stand til at levere en substantiel kritik fra reform til reform. Journalisterne mister troværdighed og tyngde, når dagordenen holder sig på overfladens alliancer og bogstavlege, og befolkningen mister sin kritiske kontrol af magten.

Hensigten fra politikernes side er at få lagt dagsordenen tilrette efter egne hoveder. Det har politikere sådan set altid villet. Men alligevel har noget forandret sig. I mine øjne har det kortsigtede fokus fået for stor magt over dagsordenen. Og professionaliseringen af spindoktorfaget har medvirket til at øge det kortsigtede fokus. Løbende opinionsundersøgelser, vælgervandringsanalyser, fokusgruppeundersøgelser, spindoktorerne selv og meget andet har beriget de politiske partier på mange fronter, javel. Men med alle de værktøjer kommer også nogle alvorlige udfordringer for vores demokrati. Før professionalisering var det i høj grad politikerne selv, der var deres egne bedste spindoktorer, og det betød, at strategien havde et længere sigte og et større hensyn til en overordnet samfundsidé og -udvikling. Spindoktorerne arbejder selvsagt ikke ud fra samme hensyn og det er indlejret i selve professionaliseringens redskaber, at det korte sigte styrkes. Opinionsundersøgelsen viser XYZ, og så er det nemmere at følge denne anvisning end at skulle bokse sig igennem med den løsning, som man egentlig synes er den rigtige. De nye værktøjer tilbyder altså en konstant mulighed for at springe over, hvor gærdet er lavest. Alt for ofte bliver politikeren fristet over evne, og der kvitteres da også pronto med ros fra kommentatorer og spinfolk. Konsekvensen er langt mere alvorlig og kompleks end som så. For i dette farvand bliver det næsten umuligt at være visionær. Visioner får yderst sjældent umiddelbar vælgertilslutning, ud fra devisen ”du-ved-hvad-du-har”. Således får visioner oftest dommen ”befolkningen bakker ikke om om XYZ” med på vejen. Men denne overfladiske måling tager jo ikke højde for diskursens foranderlighed og de stærkeste markørers ditto magt over netop udviklingen i samfundsholdningen. Derfor kan holdningen til visionen tage sig radikalt anderledes ud få måneder eller år senere. Det kan en formand nok klare at vente på, men det kan den spirende underskov af folk i partierne ikke nødvendigvis. Det kan være deres 15 minutes of fame, der blev spildt på en negativt modtaget reformidé. De får ikke pr. automatik chancen igen. Derfor vælger de også hellere ikke at risikere noget. Så hellere lægge kreativiteten og fremsynet på hylden, og lukke flanker og tænke strategi. Og så sluttes ringen. Alle tænker i overfladen og ingen i substans. Ingen har vundet. Journalisterne må lægge skakspillet og proceshistorierne på hylden, og politikerne må samtidig parkere midtervælgeren og meningsmålingerne. Substans må meget gerne træde i stedet.

Fra asken til ilden…

2009-04-07T10:47:00.000-07:00

Millioner og atter millioner af kroner er rullet ind i kasseapparaterne i den private sygehussektor. Staten har betalt markant overpris for ydelserne, og derfor har det været en særdeles lukrativ forretning i de senere år at drive privathospital. Hertil kommer, at flere og flere har en sundhedsforsikring igennem deres arbejdsplads og derfor har mulighed for at bruge de private alternativer til det offentlige. Dette med tilskud fra det offentlige i form af et fint skattefradrag for forsikringen. I Danmark er der i sandhed blevet skabt et a- og b-hold inden for sundhedsbehandlingen. For ti år siden var det et skræmmescenarie, og vi kiggede betuttet til andre lande i gru for, at det ville udvikle sig på samme måde i Danmark. Hvem har stået i spidsen for det? Lars Løkke Rasmussen, mens han var indenrigs- og sundhedsminister.

Vores nye statsminister har haft ansvaret for Danmarks økonomi i de senere år. Han har siddet ved bordenden for finanslovsforhandlinger og skattereformen, og har delt rundhåndet ud til de rigeste. Alt i mens uligheden er steget og der er kommet 55.000 flere fattige danskere, siden regeringen kom til magten. Fattigdom, der betyder skam for forældrene og børn, som må se langt efter medlemskabet i fodboldklubben eller lejrskolen med de andre børn. Fattigdom, der betyder, at ældre, som har knoklet hele deres liv og har kæmpet for vores velfærdssamfund, må vende hver femøre og strække madvarerne, som om de igen levede i deres egen ungdomstid.

Lars Løkke Rasmussen stod i sin tid bag de mest massive udliciteringer af velfærden som Amtsborgmester i det hedengangne Frederiksborg Amt. Det var mens han stadig var god ven med borgmesteren i Farum, som jo bekendt hed Peter Brixtofte. Noget tyder da også på, at fundamentet for den lette omgang med skatteydernes penge har været helt karakteristisk for politikere i den ende af landet.

Ja, resultaterne taler for sig selv. Vi behøver ikke at være i tvivl om, at det er en ægte liberalist og borgerlig vi har fået til magten. Desværre tror jeg, at han er undervurderet i pressen og i befolkningen. Han er en nyhed og derfor ikke så slidt som Fogh. Han har alt andet lige været finansminister og er en usædvanlig dygtig politiker. Hans udgangspunkt i den offentlige opinion er meget ringe – og derfor er det ikke svært for han at skabe noget bedre og dermed en positiv bølge, som måske kan holde frem til næste valg. Hertil kommer, at han er langt mere folkelig end Fogh og i mine øjne langt, langt mere sympatisk på slap line. Vi skal altså kridte skoene og hvæsse de ideologiske argumenter for at fortsætte den fremdrift, som vi har haft i de seneste måneder.

Sundhedssektoren truet

2009-03-26T05:50:00.000-07:00

Den private sygehussektor suger marven ud af de offentlige hospitaler og sundhedstilbud. Vi er godt i gang med at få skabt et sundhedsmæssig A- og B-hold. Der er dem, der har sundhedsforsikringer og derfor kan få et godt, solidt tilbud i det private, og så er der andre, der ikke har sundhedsforsikringer og dermed må nøjes med resterne i den offentlige sektor. Regeringen er gået benhårdt og målrettet efter at skabe en privat afdeling af sundhedsvæsnet, og det er altså lykkedes. Den eksisterede mere eller mindre ikke for ti år siden, men er blevet drevet frem af en alt, alt for høj betaling for deres ydelser – vel at mærke betalt med alle skatteyderes penge, og ikke bare med penge fra dem, der har brugt de private. Det ideologiske korstog har kostet godt 800 mio. kr. Eller tusindvis af operationer og behandlinger af mennesker, der har haft behov og for nogen vedkommende er der jo tale om livstruende sygdomme eller om sygdomme, der reducerer livskvaliteten voldsomt.

Nu er det nok svært at fælde den ansvarlige minister, som jo siden er blevet finansminister. For det eneste han har gjort sig skyldig i er at være liberalist til fingerspidserne. Og det har regeringen nok forsøgt at lægge røgslør henover, men løjet om det kan man vel næppe sige, at de har. Men det er da en god reminder til befolkningen om, hvad liberalisme er for en størrelse. De spiller kasino med vores økonomi og bruger hvermands penge til at skabe en sygehussektor for de få. Er der en hensigtsmæssig måde at indrette sig på?

Læserbrev i Fyens Stifttidende: Børn skal ikke betale for forældrenes dårlige vaner

2009-03-17T01:06:00.000-07:00

Vi skal have sunde, gratis og økologiske måltider i vores institutioner. Børn skal lære, hvordan der købes ind til sund mad, hvordan den tilberedes, hvad den lugter af, smagen, og følelsen i kroppen ovenpå et ordentligt måltid mad. For nogle børn er det sådan til hverdag hjemme i familiens skød. Men for mange, mange andre er maden derhjemme for fed, for usund, for ofte købt ude, og alt for ofte efterfulgt af slik og sodavand i for store mængder.

På fyens.dk i går kunne man læse, at en femtedel af danskerne er så fede, at det er til skade for levetid, helbred og arbejdsevne. Fynboer tynger i denne statistik. Udviklingen kendetegnes som alarmerende af forebyggelseskommissionsformand, Mette Wier. Med god grund. Vi ved, at usund mad gør, at børnene har sværere ved at lære – og at de har større risiko for at havne som dem, der tynger i den alarmerende statistik, når de bliver voksne.

Det nemme svar på problemet har i denne regerings levetid været, at forældrene skal tage sig sammen - og i øvrigt bare punge ud. Det er et svar, der lader en masse børn i stikken. Det ville naturligvis være det rareste – særligt for de ansvarlige politikere – hvis blot forældrene tog sig sammen. Men når det nu har vist sig ikke at være helt så simpelt, så må vi påtage os ansvaret for, at alle børn får ordentlig mad, og dermed en god start på livet. Børnene skal jo ikke betale prisen for forældrenes dårlige vaner. Det er en fælles opgave betalt af skattekroner at tage sig af folk, når de bliver syge. Hvorfor så ikke bruge skattekroner på at undgå, at folk bliver syge? Det er i al stilfærdig bare det vi gør, hvis der kommer gratis sund mad i institutionerne.

Uddrag af min tale 8. marts

2009-03-08T11:56:00.000-07:00

I Danmark lever over 5.500 kvinder som prostituerede. Antallet af prostituerede er fordoblet i løbet af de sidste tyve år, og i dag regnes Danmark for at være hele Nordens horehus, fordi vi i modsætning til Sverige, Finland og Norge ikke har forbud mod at købe sex. I Sverige gennemførte man forbuddet som en del af en pakke imod vold mod kvinder. Her opfattes prostitution som det, det er. Nemlig et resultat af svigt og manglende muligheder. Ikke som noget kvinder er i af egen fri vilje. Det er et resultat af økonomiske, psykiske og sociale problemer. Ikke noget som nogen har drømt om at være, siden de var små. Ikke et almindeligt erhverv. Det er ikke noget, som nogen af os ønsker at finde vores egne døtre i. Så stop nu hykleriet omkring prostitution.

Er vi, der går ind for et forbud sådan nogle sexforskrækkede, bonerte, frelste nogen, der helst ser, at sex kun foregår inden for ægteskabets hellige ramme Nej. Hvis kvinder har lyst til at gå i seng med en 10-15 mænd om dagen. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag, uanset om de er raske og friske eller om de har migræne eller influenza. Be my guest. Fyr den af. Men hvis der er penge imellem, så er det rigtig svært at se, hvad der er skidt og kanel. Det bliver ikke til at slå fast, om der er tale om frivillighed eller om der er tale om nødvendighed. Og grunden til at det er så forbandet afgørende er selvfølgelig, at det smadrer kvinders liv og helbred at dyrke sex af nødvendighed og ikke af lyst. Derfor er det en rigtig, rigtig dårlig idé at lade pengene styre. Det skal lysten der driver værket, også - eller måske i særlig grad - når der er tale om sex.

Den lykkelige luder
Der findes næsten ligeså mange myter om prostitution, som der findes prostituerede. En af de meget sejlivede er historien om den lykkelige luder. Den understøttes af dagbladene, den understøttes af det mindretal, der har det godt i faget, den understøttes af filmens verden, og af de mænd, der går til prostituerede. Javel, det lader til, at der er en gruppe, der trives med at være i prostitution. Men lad os nu lige se lidt på de vilkår, som pigerne arbejder under. Og lad os så snakke om den lykkelige luder igen. Langt størstedelen bliver udsat for vold, når de arbejder som prostituerede. 85% af kvinderne bliver voldtaget på arbejde. Det er de færreste, der kan få et almindeligt liv til at hænge sammen ved siden af arbejdet. De bliver hjemløse, mister deres kærester og mange ender med at få posttraumatisk stress. Vi kan diskutere herfra til juleaften, om kvinderne oprindeligt gik ind i prostitution af egen fri vilje. Men langt de fleste arbejder mennesker fortsætter ikke i et fag med så hårdt et arbejdsmiljø, hvis ikke der er noget helt helt galt. Og det er jo den situation vi skal hjælpe kvinderne ud af igen.

Forestil Jer, at de forhold gjorde sig gældende på en almindelig arbejdsplads, f.eks. på de gamle Carlsberg-bryggerier. Forestil Jer, at halvdelen af medarbejderne var udlændinge, der var tvunget til at være der og ikke får nogen løn for at arbejde der. Og at tre fjerdedele får skader af det på krop og sjæl af arbejdet. Hvad ville der ske med sådan en arbejdsplads? Den ville blive lukket på stedet! Og det er i al stilfærdig blot samme beskyttelse, vi kræver for kvinderne i prostitution.

Menneskehandel
I disse år fokuseres der meget på menneskehandel. Og med god grund 6-800.000 mennesker sælges hvert år over landegrænser, mere end 3 mio., hvis vi tæller dem med som sælges inden for landegrænser. Størstedelen med henblik på at leve som prostituerede under slavelignende vilkår. Vi aner ikke hvilket omfang problemet har i Danmark. De mænd der går til prostituerede aner ikke om det er handlede kvinder de er sammen med. De handlede kvinder udgør uden tvivl den mest makabre og ekstreme form for prostitution, og er i sig selv nok til at hele branchen burde lægges ned.

Derfor er det den nemmeste at forholde sig negativt til. Det er nemt for alle at tage afstand. Men tag ikke fejl. Bare fordi de danske kvinder ikke er handlede, er det altså ikke en dans på roser at leve i prostitution. 9 ud af ti af kvinderne vil gerne ud af det, og have et almindeligt liv. Men de bliver mødt af en mur af fordømmelse, når de fortæller, at de har levet i prostitution. De står overfor et utal af barrierer i det offentlige system, og står som ofte uden alternativ, enten fordi de er fanget af gæld, er afhængige af indtjeningen for at kunne blive boende og beholde den levestandard, som de har vænnet sig til. De sidder i saksen, og de sidder med arrene på sjælen. De kvinder - og alle de handlede kvinder - skal have en ny chance. De skal hjælpes ud af prostitutionen. De skal have frit lejde af det offentlige system med opholdstilladelser og frit lejde til at søge hjælp hos kommunen uden med det samme at blive mødt med anklager om socialt bedrageri og krav om tilbagebetaling af kontanthjælp for den periode, hvor de har været prostituerede. De skal ikke jagtes rundt i manegen og mistænkeliggøres. Det er vores forbandede pligt at hjælpe de her kvinder til at få et ordentligt liv igen.

Forbud, hjælper det?
Hvis vi skal beskytte kvinder mod at blive prostituerede, og dermed med al sandsynlighed ødelægge deres liv. Hvis vi skal beskytte kvinder mod at blive handlet over grænserne. Hvis vi skal beskytte de kvinder, så er det helt afgørende at tage det skridt at købesex forbydes.

Lever jeg lever i den illusion, at et forbud vil afskaffe prostitution. Nej. At det er strafbart at stjæle har jo heller ikke kommet tyveri til livs. Folk forbryder sig mod al lovgivning. Men lovgivningen sætter en standard, og langt, langt de fleste lader sig præge af den standard. Og vi sender som samfund et klokkeklart signal om, hvordan vi mener, at vi med rimelighed kan behandle hinanden.
Nu hvor der ikke er forbud, sætter det også en standard. Det sætter den standard, at det er mere ok at påføre en kvinde risiko for alvorlige skader på liv og sjæl end at stjæle en æske tændstikker i Netto. Det er altså for langt ude. Og på toppen af alt det her er det jo ikke bare sådan, at vi ikke har et forbud. Det er faktisk værre end det. For hertil kommer jo det helt vanvittige - at man som ansat i det offentlige opfordres til at hjælpe handicappede til at blive betjent at prostituerede. Det er jo en decideret blåstempling af et fag, hvor tre ud af fire kommer ud med skade på sjæl og legeme. Man ofre kvinderne for at mænd ikke behøver gøre sig den ulejlighed at bruge højre hånd. Det kan da ikke være statens opgave. Kom nu ind i kampen, Danmark. Tag afstand. Følg nu det svenske og norske eksempel. Forbyd køb af sex.

Privatskolerne underminerer samfundet, bragt i DJØF-Bladet

2009-03-04T11:50:00.000-08:00

”På de velstillede privatskoler vokser børnene op i en osteklokke.” Det er ikke Englands overklasse vi her taler om. Det er Danmark anno 2009. ”De kommer fra hjem, hvor forældrene har høje uddannelse, gode job og masser af penge… og deres skolekammerater kommer fra samme miljø. Efter grundskolen fortsætter de i gymnasiet og med en højere uddannelse, uden nogensinde at møde samfundets brede lag… Mange vil som voksne være meningsdannende og beslutningstagende i til nogle mennesker, som de aldrig har mødt.” Forfatter Lars Olsen taler om privatskolerne i Danmark. Ikke dem alle sammen, for i dele af landet er der bred social rekruttering særligt til friskolerne. Men i de store byer er det ikke længere noget vi frygter for fremtiden. 39 % af akademikerbørnene i København går på privatskole. Det er nutid – og det underminerer samfundet, samfundsøkonomien og det er til skade for både privatskoleungerne og børnene i folkeskolen. Lars Olsen har skrevet bogen ”Den sociale smeltedigel”. Den har heldigvis trukket overskrifter og TV-programmer. Jeg siger heldigvis, fordi debatten er så uendelig vigtig for vores samfund.

Normalt affærdiges den med, at ”folkeskolen skal da bare gøres mere attraktiv, så den tiltrækker forældre også fra de øvre lag”. Ja tak, hvem vil være den første til at bruge sit barn som prøveklud? Dig? Ikke mig i hvert fald. Jeg har gået på en skole, der mildest talt ikke var et sprudlende læringsmiljø. Ikke på vilkår om mine unger skal trækkes igennem 10 år af den slags. Jeg kan sagtens forstå de mange forældre, der vælger privatskolerne til deres børn. Selv sender jeg med god samvittighed mine unger i folkeskole, når den tid kommer – men da kun fordi jeg bor i et område med gode, blandede folkeskoler. Jeg undgår altså at blive sat i det samme frygtelige dilemma, som forældre på f.eks. Nørrebro. Så når jeg slår et slag for folkeskolen, er det faktisk ikke for at spille hellig og slå en masse veluddannede forældre i hovedet med deres valg. Det er snarere et opråb om, at vi er i gang med at ødelægge noget, som måske er selveste grundlaget for meget af det vi holder af som danskere, den korte distance mellem samfundslagene, de gode samarbejde mellem forskellige sociale grupper på arbejdspladserne, det antiautoritære, forståelsen for hinandens levevis og venskaberne på tværs af sociale klasser. Vi kan ikke hver især forandre på udviklingen ved at bruge vores børn som prøveklud, men vi kan ændre på det i fællesskab ved enten at tage nogle politiske beslutninger eller ved at træffe nogle valg i fællesskab med andre forældre allerede, når vores børn går i børnehave.

En af de gode pointer i Lars Olsens bog er, at det ikke kun børn med såkaldt svag hjemmebaggrund, der vinder ved den fælles skole. Pointen i Lars Olsens bog er netop, at vi alle vinder. De riges børn, de kloge, de dumme, de utilpassede, danskerne, indvandrerne og samfundet og samfundsøkonomien. Allerede ved forrige århundredeskifte havde man forstået styrken ved enhedsskolen. Således citerer han fra skoledebatten dengang: …alle Samfundsklassers børn kan samles her, rige og fattige, fornemme og ringe, begavede og ubegavede. Her skal de lære af hverandre, hjælpe hverandre, komme til at forstå hverandre, følges ad så langt Lyst og Evner falder sammen og opdrages til at arbejde sammen. Herved får vi det fornødne fælles Dannelsesgrundlag, der skal danne bro mellem de forskellige samfundslag…”. Ofte spørges der, hvad de dygtigste elever får ud at skulle være sammen med alle de andre i folkeskolen? Svaret er simpelt: De får evnen til at lede og fordele arbejdet. Så simpelt er det. Den bedste erhvervsleder, chef, direktør, meningsdanner og beslutningstager må nødvendigvis være den, der har det største kendskab til de mennesker, der skal ledes. Det er altså ikke kun et problem for samfundets brede lag, hvis de veluddannedes børn ikke kommer i folkeskole. Det er også et problem for de kommende chefer.

Hver enkelt forældre kan ikke forventes - med deres barn som prøveklud - at være dem, der egenhændigt forandrer elevsammensætningen i folkeskolerne. Men hver enkelt forældre – ikke mindst kernelæserne af dette blad – må forventes at påtage sig det ansvar at forsøge at få børn fra samme børnehave til sammen at flytte op i 0-klasse på den lokale folkeskole, så børnene med sikkerhed starter i blandede klasser. Ingen børn har fortjent at vokse op i en osteklokke og ingen børn har fortjent en ghettoskole. Forandringen kan godt skabes nedefra. Det er bare afgørende, at den skabes kollektivt, så folkeskolen igen kan blive den vigtigste kulturbærende institution i samfundet.

Giv også en skærv til de fyrede

2009-02-20T11:48:00.000-08:00

Milliarderne flyder i en lind strøm ud af statskassen. Pengene går til bankerne og til erhvervslivet. Redningspakker kaldes det. Og javel, der er behov for at redde, hvad der reddes kan i erhvervslivet, sådan at så få som muligt skubbes ud i arbejdsløshed. Men det er helt til grin, at der ikke er lavet en redningspakke dem, som krisen går hårdest ud over – nemlig dem, der er blevet fyret. Dagpenge dækker for folk med mellemindkomster et sted mellem 50-75 % af lønnen. Det er så lidt, at de fleste af dem der fyres nu, må have svært ved at blive boende, hvor de bor. Det må have sviende konsekvenser for den helt almindelige hverdag. Det hører vi alt for lidt til i medierne, og alt for få politikere sætter sig ned og laver redningspakker for de fyrede.
Nu hører vi så, at der kommer ufinansierede skattelettelser i næste uge. Regeringen kommer nemlig med sit længe ventede skatteudspil. Lur mig – der kommer ikke til at være en krone til de arbejdsløse! Til gengæld kan folk, der betaler topskat formodentlig se frem til en kæmpecheck. Hvornår går det op for Danmark, at dem, der styrer landet bedst i krisetid, hverken kommer fra VK eller O? De har altid være ligeglade med arbejdsløse og andre grupper på overførsel.

Et vindue for forandring står åbent, bragt i S-bladet, Frederiksberg

2009-02-06T09:22:00.000-08:00

Et vindue for forandring står åbent. Den blinde tillid til højrefløjens økonomer sank i grus sammen med finanshusene og bankerne. Dermed er der behov for et nyt perspektiv på politikken og økonomien. Betingelserne for samfundet har slet og ret forandret sig, og der kræves nye svar på nye problemer.

Regeringen tog fejl
For få år siden jublede daværende finansminister Thor Pedersen over, at Danmark var så rigt, at vi kunne købe hele verden. Dengang levede vi endnu i jubelliberalismens tidsalder. Nye låneformer gjorde alle med ejerbolig til kapitalister, og fremgangen i lønningsposen gjorde mange almindelige lønmodtagere til investorer på aktiemarkedet. Men Thor Pedersen tog fejl, regeringen tog fejl, markedsanalytikerne tog fejl, bankerne tog fejl, vi havde ikke råd til at købe hele verden. Det fandt vi bare først ud af efter, at vi havde gjort det. Nu står verdensøkonomien med håret i postkassen. Erhvervslivet har ingen steder at få penge; i Danmark og i udlandet begynder arbejdsløsheden at stige, antallet af tvangsauktioner er eksploderet, og en masse mennesker sidder stavnbundet i lejligheder, som de har betalt alt for meget for. Hvor har de dog nået at ødelægge meget.

Liberalisternes tid er forbi
Derfor står vinduet for forandring åbent. Sandsynligvis har det ikke stået mere åbent siden murens fald, hvor liberalisterne tog pennen i hånden og begyndte at skrive verdens fremtid. Liberalisterne havde held til at snige deres ideologi ind alle vegne. Således begyndte verdens arbejderpartier at snakke om ”fornyelse” i 90erne – hvilket der da også var behov for. Men fornyelsen var ikke en fornyelse af egne svar som en naturlig konsekvens af samfundets forandringer. Nej, det var en adoption af liberalisternes tankegods. ”Den tredje vej” blev opfundet, og det blev arbejderpolitik at udlicitere og privatisere. Det blev til arbejderpolitik at sætte overførslerne under hårdt pres og ’økonomisk ansvarlighed’ blev sat lig med nedskæringer i den offentlige sektor. Klassekampen var aflyst, og det blev helt forbudt at kalde sig socialist, selv om man var det i sit hjerte. Det har i sandhed være nogle stærke år for liberalismen og nogle hårde år for arbejderpartierne.

Nu er det slut
Men nok om det årtyves umuligheder. Nu er det slut. Et kontant punktum er blevet sat med finanskrisen. Og det er allerede nu tydeligt, hvad det gør ved det gamle arbejderparti. Ude og væk af jubelliberalisternes skygge bliver det helt kønt at se på. Der bliver tænkt nyt og stillet offensive dagsordener. Nedskæringer på dagpengene er igen blevet politik kun for de borgerlige, der stilles spørgsmålstegn ved bankdirektørernes fornærmende høje lønninger, og der kræves statslig indflydelse på landets økonomiske infrastruktur - en dejlig solid og ansvarlig dagsorden, der endelig adskiller sig på helt afgørende vis fra regeringens. Det er blevet tydeligt, hvad socialdemokratiet gerne vil, og hvilke værdier der bærer.

Det ved vi godt
Hertil kommer, at man næsten kan høre sukkene i de socialdemokratiske rækker efter at få lov til at trække i arbejdstøjet og dæmme op for de værste ødelæggelser, som den stigende arbejdsløshed trækker med sig. Det ved vi godt, at vi er bedst til at løse. Her er der ikke slået skår i den socialdemokratiske selvtillid, og randene under Anders Foghs øjne er da også blevet dybere og huden mere grå. Han kender sin besøgelsestid og ved, at der igen er tid til forandring, men denne gang altså med modsat fortegn.
I USA viste demokraternes sejr, at den lokale organisering var afgørende for at kunne bruge det åbentstående vindue. Det var lokale møder organiseret lokalt, det var de massive aktiviteter på internettet, og det var bevægelsernes økonomiske og moralske opbakning, som i høj grad afgjorde det amerikanske valg.

Ikke én eneste dansker …
Vi så selv, hvor effektiv den slags organisering er under strejkerne i foråret, hvor forbundene turde lade de lokale tillidsfolk og strejkende være ambassadørerne for det politiske budskab. På den måde kan befolkningen identificere sig med dem, der er i gang med at forandre på verden – og enhver med holdning til verden og et ønske om at vælte regeringen kan bare gå i gang. Det kræver kun et par klik med musen eller et enkelt opkald til afdelingen, så er du i gang og føler dig som en del af noget større. Det var strejkens succes, og det var demokraterne i USA's ditto. Nu er tiden kommet til os. Der skal ikke være en eneste dansker, der skal være i tvivl om, hvem der er bedst til at skabe tryghed i krisetid. Det skriger nemlig til himlen, at mennesker skal styre samfundets udvikling – ikke tilfældigheder på markeder, der til tider er skøre som glas. Det skriger til himlen, at der er behov for en god, bred ryg til at bære de kommende års byrder. Den ryg kan socialdemokratiet levere. Så spænd nu den rigtige hest foran vognen. Lad os nu få det regeringsskifte.

Et lille land med et stort hjerte?

2009-01-26T02:09:00.000-08:00

”Over 72 millioner kroner. Det blev det foreløbige resultat af Danmarks Indsamling 2009, som DR lørdag den 24. januar sendte direkte fra Tivoli. De 12 største hjælpeorganisationer samlede sammen med DR penge ind til Afrikas allerfattigste familier. Danskerne bakkede op trods finanskrise og dystre spådomme om danskernes givervilje. Det blev gjort til skamme, og danskerne markerede, at de bor i i et lille land med et stort hjerte.”

Sådan står der på Danmarksindsamlingens hjemmeside. Og det er da også prisværdigt, at så mange danskere har givet penge til indsamlingen. Men lige frem at tale om, at Danmark er ”et lille land med et stort hjerte”, er måske alligevel at stramme den. For i dette lille land har et flertal jo netop forårsaget massive nedskæringer i støtten til verdens fattige. Et flertal har peget på en regering, der har skåret, hvad der svarer til to en halv milliarder kroner per år. Det svarer til 580 kr. pr. voksne dansker pr. år.

I Danmarksindsamlingen blev der i alt samlet 72 millioner kroner ind. Det svarer til knap 17 kroner pr. voksne dansker. Flot.
Selv så jeg håndbold og glemte helt, at der var indsamling og har derfor ikke givet en rød reje. Og det er desværre det, der sker når ulandsbistanden bliver ”privatiseret”. Folk glemmer det eller bruger pengene på noget andet. Måske ligger indsamlingen sidst på måneden, så det i øjeblikket er uhensigtsmæssigt at donere, selvom man egentlig gerne vil. Måske var man på besøg hos tante Oda, og kunne derfor ikke lige ringe penge ind. Sådan er det. Der kommer bare ikke lige så mange penge i kassen. Ligesom der i gamle dage ikke kom nok penge til fattigkvarterne, selvom foreninger og enkeltpersoner gjorde nok så stort et stykke arbejde. Det rykker først for alvor med fattigdomsbekæmpelse, hvis vi forpligter os selv og hinanden gennem skattesystemet.

Det er altså enormt sympatisk, at folk donerer penge til Danmarksindsamlingen, men når det er sagt, så er denne og mange andre indsamlinger med til at sende et røgslør henover det faktum, at Danmarks bidrag til udligning af verdens fattigdom falder og bliver båret af tilfældigheder. Når der tales om at vi har større offervilje, og om at vores land har et stort hjerte, så pudser vi glorien og føler os gode. Selvom det egentlig er mere korrekt, at offerviljen har lidt et meget stort nederlag i de senere år – og det kan 17 kr. pr. voksen dansker altså langt, langt fra rette op på. Kom nu Danmark, op på hesten, vi tør da godt forpligte os overfor verdens fattige. Gør vi ikke?

Sagt på facebook om Liberal Alliance

2009-01-25T13:35:00.000-08:00

Liberal Alligator(ance) er et forholdsvist hurtigt og adræt dyr. Alligatorens øjne er placeret, så den ikke kan se fremad men kun til siden.

Udliciteringsbølgen skal have en afløser, bragt i DJØF-Bladet

2009-01-19T13:04:00.000-08:00

Hvor svært kan det være at få tømt sin skraldespand? Meget svært, skulle jeg hilse og sige fra Møn. Det kræver mindst ligeså mange opkald og omstillinger, som en tur gennem sagsbehandlingen i Københavns Kommune. Alene det at identificere hvilket firma, der har opgaven krævede mig tre telefonsamtaler. Spild af min tid og spild af Vordingborg Kommunes tid og penge. Dette er desværre bare et eksempel på et irriterende udbredt fænomen. Nemlig udlicitering. Set fra et borgerperspektiv sker det ikke så sjældent, at mødet med den udliciterede forvaltningsform og offentlige service er mindst ligeså forvirrende og bureaukratisk, som under den rent offentlige form. Jeg har meget svært ved at forstå, at nogen forbinder denne form for frit valg med frihed. I hvert fald får jeg så absolut ingen frihedsfornemmelse ud af at skulle tage stilling til, hvem der tømmer min skraldespand eller for dens sags skyld hvem, der leverer min elektricitet. Det er kun irriterende og ineffektivt, at hver enkelt familie skal belemres med endnu en lille tidsrøver.

I sin tid en murbrækker for nytænkning, javel. Men ikke en løsning på udfordringerne i velfærdssamfundet. Der er behov for menneskeligt drive og virkelyst som dynamo i den offentlige sektor, ikke for hverken jagten på guld eller for bureaukrati og støv i krogene. Det er tid til at revidere synet på de offentlige opgaver.
I 1980erne gik New Zealand foran med udlicitering. Faktisk lignede New Zealands velfærdsmodel på mange måder den skandinaviske frem hertil. Herefter gik det dog stærkt den forkerte vej. Under den nyvalgte Labourregering og den efterfølgende konservative regering gennemførtes reformer af sundhedsvæsen, skolevæsen, infrastrukturen, naturarealerne og boligmassen. Reformer, som efterlod verdens nyliberalister grønne i hovederne af misundelse. Men New Zealænderne måtte lære på den hårde måde, at dette ikke var vejen til et bedre samfund. Det gik nemlig stik modsat hensigten. Der blev ikke skabt vækst og arbejde. Væksten i produktiviteten var i denne periode kun halvdelen af gennemsnittet i OECD. Næsten halvdelen af sygehusene lukkede, skolevæsnet blev eroderet og huslejen steg med hele 60% i den almene boligsektor, fordi boligerne skulle til at give overskud. Både befolkning og samfundsøkonomi tabte ved forandringerne. Men da Labour klog af skade igen kom til magten i 1999 måtte partiet dog sande, at det koster ligeså benhårde kampe, at udbedre et udhulet velfærdssamfund som det oprindeligt krævede at skabe det. Det kommer ikke helt så let, som det går.

Et opgør med den stivnede offentlige sektor i New Zealand, og senere i Danmark, var helt nødvendigt. Udlicitering skabte bare ikke den ønskede virkelyst og dynamik, og var derfor ikke den rigtige løsning på problemerne. Men posen blev i det mindste rystet, og var uden tvivl medvirkende til, at der opstod nye brudflader og forandring.

Der er fortsat behov for skabertrang og engagement som drivkraft i velfærdssamfundet, men det fremelskes altså ikke ved at lade alt være på kontrakt med virksomheder, hvis naturlige sigte og drivkraft jo er noget ganske andet, nemlig at tjene penge. Vi må kigge os om efter nye måder at udføre opgaverne i den offentlige sektor. Andelstanken, selvstyre, selvforvaltning på nonprofitvilkår, som vi kender det fra institutionerne og boligområdet, mener jeg er former, der passer væsentlig bedre til vores selvstændighedskultur. Og jeg er overbevist om, at øget indflydelse på eget arbejdsliv og borgernes direkte medindflydelse på løsningen af servicen vil medvirke til en glæde ved og respekt for den offentlige sektors virke til gavn for samfundsøkonomien, borgere og medarbejderne selv – og ikke mindst vil sandsynligheden for problemfri tømning af min skraldespand på Møn stige.

Af med fløjlshandskerne overfor Israel

2009-01-13T10:43:00.000-08:00

I dag på sit sædvanlige tirsdagspressemøde understreger Fogh, at Israel har ret til at forsvare sig. Fogh må altså til at stoppe rygmarvsstøtten til Israel. Selv hvis man går med på Foghs idé om, at Israel skal have ret til at forsvare sig mod Hamas´ raketangreb, så er det nuværende angreb langt, langt over grænsen for, hvad der er en rimelig reaktion. Eksempelvis kan det næppe karakteriseres som en forsvarshandling, når Israel har lukket grænserne, sådan at civile ikke kan flygte fra angrebene, og sådan at nødhjælp og journalister ikke kan komme ind.

Israel vækker dårlige minder om forbrydelserne begået mod jøder og mange andre under 2. Verdenskrig. Derfor er det i mange vestlige lande helt naturligt at ville skærme og støtte Israel. At ville beskytte jøder mod overgreb er da også en helt relevant rygmarvsreaktion taget i betragtning hvor kontinuerlige forfølgelser netop tilhængerne af jødedommen har været udsat for - ikke bare under benævnte krig, men gennem hele historien og i stort set alle lande. Men derfra til hovedløst at bakke op om et stat i mellemøsten, blot fordi den kalder sig jødisk, er der alt andet lige et stykke vej. Ikke desto mindre er det den logik, der gør sig gældende, når politikere i USA og Europa fortsat holder hånden over Israel og tillader helt andre standarder end overfor andre stater.

Virkelighedens verden – renset for den historiske dårlige samvittigheds blindhed – er, at Israel sandsynligvis eksperimenterer med de forfærdeligste våben. Der rapporteres i danske medier om palæstinensere med brandsår, der ikke kan slukkes forårsaget af kemiske våben, om anvendelse af kugler, der giver kræftsygdomme og om en ny type trykbølgevåben, der river kroppe over ved voldsomme eksplosioner. Virkelighedens verden er, at en masse mennesker er spærret inde på et meget lille stykke land, hvor der er daglige, alvorlige krigshandlinger. Netop den ekstremt høje befolkningstæthed som følge af tidligere kriges flygtningestrømme, er det helt umuligt at føre en landkrig uden helt urimeligt store civile tab. Således er mere end 200 børn allerede blevet ofre for den overdrevne israelske magtanvendelse.

I dag er krigshandlingerne blevet efterfulgt af et forbud mod opstilling af de arabiske partier i Israel til det kommende parlamentsvalg. Det begynder altså at blive rigtigt uhyggeligt. Forestil Jer, at et land forbød jødiske partier – hvordan ville Israel reagere på det? Hvilke ord ville tages i anvendelse? Hvordan ville vesten reagere? Næppe med opbakning og rutinemæssig støtte til såkaldte forsvarshandlinger, vel?!

Under alle omstændigheder vil forbuddet mod de arabiske partier medvirke til en yderligere isolering og marginalisering af de 1,2 mio. palæstinensere, der bor i Israel, og formodentlig vil opbakningen til Hamas stige i netop denne gruppe. Det er et skridt, der på alle måder bevæger området længere væk fra håbet om fredelig sameksistens mellem de to befolkningsgrupper.

Lige nu gør Israel sig skyldig i rædselsvækkende overgreb mod Gazas indbyggere, og ord som krigsforbrydelser og humanitær katastrofe er allerede begyndt at optræde på i spalterne. Det er derfor helt afgørende, at verdens ledere tager fløjlshandskerne af overfor Israel. Enhver demokratisk stat må fordømme, at Israel nægter arabiske partier at stille op til det kommende valg, at Israel bruger kemisk/biologisk krigsførelse og at Israel har lukket Gaza af sådan at civile ikke kan slippe væk fra krigshandlingerne.

Cows and ideologies

2009-01-07T04:07:00.000-08:00

Fik følgende tilsendt af god ven:

SOCIALISM
You have 2 cows.
You give one to your neighbour.

COMMUNISM

You have 2 cows.
The State takes both and gives you some milk.

FASCISM
You have 2 cows.
The State takes both and sells you some milk.

NAZISM
You have 2 cows.
The State takes both and shoots you.

BUREAUCRATISM
You have 2 cows.
The State takes both, shoots one, milks the other, and then throws the milk away...

TRADITIONAL CAPITALISM
You have two cows.
You sell one and buy a bull.
Your herd multiplies, and the economy grows.
You sell them and retire on the income.

SURREALISM
You have two giraffes.
The government requires you to take harmonica lessons

AN AMERICAN CORPORATION
You have two cows.
You sell one, and force the other to produce the milk of four cows.
Later, you hire a consultant to analyze why the cow has dropped dead.

A FRENCH CORPORATION
You have two cows.
You go on strike, organize a riot, and block the roads, because you want three cows.

A SWISS CORPORATION
You have 5000 cows. None of them belong to you.
You charge the owners for storing them.

A CHINESE CORPORATION
You have two cows.
You have 300 people milking them.
You claim that you have full employment, and high bovine productivity.
You arrest the newsman who reported the real situation.

AN INDIAN CORPORATION
You have two cows.
You worship them.

AN IRAQI CORPORATION
Everyone thinks you have lots of cows.
You tell them that you have none.
No-one believes you, so they bomb the **** out of you and invade your country.
You still have no cows, but at least now you are part of Democracy....

Old school velkomst

2009-01-07T03:58:00.000-08:00

I denne uge skete der noget overraskende rart – og det var vel at mærke ikke stiftelsen af Borgerligt Centrum, som mest af alt har udløst latter i mit hjem. Nej, da jeg kom hjem fra vuggestuen med min ældste pode ved hånden, stod der en mand ved min havelåge og ventede på mig. Det var en fra bestyrelsen i min nye lokalforening hos Socialdemokratiet på Frederiksberg. Han kom for at byde mig velkommen til partiforeningen. Det gør man på Frederiksberg, når der kommer nye medlemmer, fortalte han. OK, jeg bød ham indenfor på en kop kaffe, og fik i løbet af den næste times tid en god idé om den politiske situation på Frederiksberg, jeg blev spurgt til, hvad jeg ville bruge medlemskabet til og vi fik snakket lidt om børn og børnebørn.
Det er for mig umiddelbart noget old school at dukke op hos folk på den måde, når de melder sig ind i et parti. I hvert fald minder det mig lidt om de gamles historier om, hvordan den lokale partiformand eller kasserer kom rundt og stemplede i partibøgerne, når man betalte sit kontingent. Men hold da helt op, hvor det virker godt. Der kommer ansigt på partiet. Det bliver lige lavet om til et menneske, som man kan forholde sig til. Fantastisk. Partierne kan efter min mening ellers godt være nogle noget fjerne apparater, som man ikke har noget personligt forhold til. Jeg tror, at jeg havde forestillet mig, at man modtog en eller anden standardskrivelse ved indmeldelsen – og ikke andet. Tit er socialdemokratiet blevet skældt ud for sine systemer og kasser. Men man må da sige, at partiet forstår at individualisere sin velkomst af nye medlemmer. Tak for det. Det fik mig til at føle mig meget velkommen. Jeg håber, at det ikke kun er på Frederiksberg, at man holder den tradition i hævd.

Klaustrofobi i Gaza

2009-01-03T04:19:00.000-08:00

Gaza er et stykke land på størrelse med Langeland, og der bor langt over en million mennesker. Det gør Gaza til et af de tættest befolkede områder i hele verden. Når man bevæger sig rundt i Gaza by, er der da også mennesker over alt. Det ligner lidt billederne af et fortov i New York i myldretid.

Gaza er omkranset af et hegn, hvor den eneste måde at komme ud på den anden side er igennem sluser, som Israel kontrollerer. Forestil Jer nu, at bomberne begynder at regne ned fra himlen. Pretty scary thought, huh? Det kan ikke lade sig gøre at bombe et sted som Gaza uden meget store civile tab som følge – og det er Israels regering naturligvis pinligt klar over. Af samme årsag gør Israel, hvad der står i dets magt for at holde verdens korps af journalister udefra området. Efter min mening yderligere en skamplet på en stat, der ellers ynder at kalde sig et demokrati.

Normalt, når der er krig, har civilbefolkningen i det mindste mulighed for at flygte væk fra de områder, hvor krigen raser mest intenst. Men det kan altså ikke lade sig gøre for almindelige mennesker i Gaza. På grund af hegnet lever de som i verdens største fængsel, og er lige nu fanget mellem muslimske fanatikere på den ene side og Israels uhyggelige brutalitet på den anden.

Gaza er i forvejen et område med meget få ressourcer, en uhyggeligt høj arbejdsløshed, en umådelig håbløshed og et indædt had mod de israelske soldater, der står som fangevogtere ved sluserne til omverdenen. Det er en heksekedel, et sted man aldrig glemmer følelsen af. Det er et sted som vil eksplodere i raseri igen og igen og igen. Sådan som de fleste sunde befolkningsgrupper vil reagere imod at være spærret inde og på at leve på et andet lands nåde. Palæstinenserne i Gaza er nemlig helt afhængige af at kunne arbejde for Israelerne, og har derfor ikke mulighed for bare at acceptere isolationen i den lille stribe land. De er pisket til konstant at skulle gennem sluserne ind i Israel for at kunne få mad på bordet. Således er kimen til evige sammenstød, evige ydmygelser, evige oprør, evig rekruttering til ekstremistiske grupper skabt. Den situation løses ikke ved hjælp af sønderbombning af territoriet. Den situation løses, hvis trykket tages af kedlen. Hvis området normaliseres og åbnes op mod resten af verden. Hvis indbyggerne i Gaza får en oplevelse af at kunne leve et normalt liv med tryghed for deres unger og sikkerhed for deres fremtid. Så ville man kunne bremse op for rekrutteringen til de grupper, der sender raketter ind over hegnet til Israel. Og så ville man kunne stoppe voldens onde cirkel.

Hvis Obama mener sit ”Yes we can”, så er det en god idé at træde i karakter lige præcis nu. Bombninger af civilbefolkning er i alle sammenhænge helt og aldeles uacceptabelt. Og netop USA har en naturlig plads i det israelske hjerte, og har derfor bedre adgang end de fleste til at tale den israelske regering til fornuft. Hvem der kan tale Hamas til fornuft, ved jeg ikke. Men en fred bliver nødt til at starte et sted. Og den palæstinensiske civilbefolkning skal ikke bøde for Hamas´ ugerninger mod den israelske civilbefolkning, ligesom den israelske civilbefolkning ikke skal bøde for deres regerings fejltagelser.

Værdig alderdom giver frihed

2008-12-19T01:12:00.000-08:00

15 m2 uden bad og toilet. Et par tusinde boliger er tilmed så elendige, at de burde være skrottet for længst. Det er ikke en palæstinensisk flygtningelejr vi taler om, men ældre medborgeres sidste hjem i tilværelsen i Danmark. Det er deres plejebolig, som Berlingske Tidende beskriver det i dagens avis.

Berlingske Tidende bringer nemlig igen fokus på den helt uacceptable situation, som mange ældre lever under. Og jeg kan bare ryste på hovedet, og gentage et af mine fire krav til fremtidens samfund og til den offentlige sektor: ”standarden skal afspejle den levestandard vi har i samfundet i øvrigt. De offentlige sektor skal ikke hænge i laser, mens vores hjem bugner af designermøbler og samtalekøkkener.” Ældre medborgere, der har arbejdet et helt liv for vores samfund, skal ikke ende deres liv under usle vilkår. Det er ganske simpelt ikke værdigt.

Det er ikke for sjov, at netop vilkårene for ældre i form af folkepensionen opfattes som en af grundbyggestenene i et velfærdssamfund. Det er jo netop i alderdommen, at de fleste oplever at blive prisgivet andres hjælp og velvilje, og derfor er det et helt afgørende for samfundstrygheden, at alle kan se frem til en god alderdom. Derfor er det heller ikke bare de ældre der bor i de 2.000 værste boliger i Danmark, der rammes af de usle vilkår. Det er i høj grad også os andre, fordi vores tillid til, at samfundet har tænkt sig at levere de forhold, som vi har behov for, forsvinder. Den ro, det giver at vide, at der er gode skoler til ungerne, ordentlige sygehuse, hvis det værste skulle ske og en tryghed for en værdig alderdom forsvinder, og det ændrer faktisk temmelig radikalt på vores livsopfattelse og frihedsfornemmelse. Vi kommer til at bruge en masse kræfter på at fokusere på at bringe disse forhold i orden, og det skaber selvsagt bekymring og panderynker. Og dermed må vi vinke farvel til den lethed og glæde ved livet, som jeg ellers mener danner grundlaget for at danskerne gang på gang er blevet kåret som det lykkeligste folkefærd i verden.

Hvis vores plejeboliger skal afspejle levestandarden i samfundet i øvrigt, så skal der naturligvis være et godt badeværelse, som er indrettet efter beboeren ønsker med god tilgængelighed og badeforhold, der i videst mulig udstrækning gør det muligt for den ældre at få privatliv omkring sine gøremål. Der skal være kvadratmeter nok til, at der er lys og luft, og til at den ældre kan have sine minder og møbler omkring sig. Og så skal der selvfølgelig være hjælp til at den ældre med mellemrum kan genindrette sit hjem og opdatere forholdene, som tiden og moden skifter – ligesom alle vi andre gør.

Mine fire krav forandringer af velfærdssamfundet:

1) Den offentlige sektor skal udgøre en større del af BNP end i dag, og standarden skal afspejle den levestandard vi har i samfundet i øvrigt. De offentlige sektor skal ikke hænge i laser, mens vores hjem bugner af designermøbler og samtalekøkkener.

2) Arbejdsfri indtægter skal beskattes hårdere, mens folk på overførselsindkomst skal have skattelettelser. De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.

3) Fællesskabet løser bedst samfundsmæssige problemer. Således er privathospitaler, privatskoler og privat børnepasning symptomer på dysfunktioner i et velfærdssamfund.

4) Demokratiet stopper ikke ved fabriksporten: Vi skal have indflydelse på indretningen af vores egne arbejdspladser for at arbejdsdagen bliver så rar som mulig, og sådan at opgaverne løses så effektivt som muligt, og vi skal have indflydelse på produktionen i vores samfund.

Homo-adoption vedtages!

2008-12-17T12:58:00.000-08:00

JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA! Tillykke til alle homoseksuelle. Langt om længe. Godt gået for de venstrefløjspolitikere, der har holdt stædigt ved gennem alle årene – og hatten af for de borgerlige politikere, der går imod deres partilinje, og stemmer for loven om homoseksuel adoption i morgen i Folketinget. Det koster altid ekstra, når man skal gå imod strømmen i egne rækker.

Det er den største sejr i årevis på ligestillingsområdet. Denne sejr rækker langt videre end partnerskabsloven gjorde. For én ting er at anerkende to voksne menneskers grundlæggende ret til at leve sammen, med alt hvad dertil hører af juridisk beskyttelse. Noget helt andet er, når der bliver blandet børn ind i det. Også når det gælder homoseksuelle. Derfor er Folketingets vedtagelse af adoptionsloven også det mest radikalt positive skred i opfattelsen af homoseksuelle, siden forbuddet mod homoseksuelle blev afskaffet i en løbende udvikling over årene fra 1933, hvor det generelt blev gjort tilladt at have homoseksuelle forhold for folk over 18 år, og til 1976, hvor de sidste rester af forbud blev fjernet. Det vil ikke bare have den konsekvens, at homoseksuelle naturligvis får lov at adoptere. Det sender nemlig også det positive signal, at samfundet opfatter homoseksuelle, som ligeværdige med andre borgere, og som mennesker, der er fuldt i stand til at påtage sig samme pligter og ansvar som alle andre. (Prøv lige at vende den sætning om, og overvej så, hvor absurd det er, at homo-adoption indtil nu har været forbudt!)

Dette forslag og forslaget om at give lesbiske ret til kunstig befrugtning var blandt de allerførste forslag, som jeg stillede, da jeg i sin tid blev valgt i Folketinget. De blev stillet blandt de første, fordi de var hjertebørn for mig, og derfor er jeg også ekstraordinært glad, når nu de begge er blevet vedtaget. Dengang havde vi nogle ualmindeligt hårde debatter i Folketinget, og indtil flere grinede af mig, når jeg forsøgte at lægge pres på, for at de skulle gå imod partilinjen. Hvor er det dejligt at konstatere, at der er sket noget siden da. Det skulle være åbenlyst, hvor stor en betydning disse forslag har for homoseksuelle. Hvis ikke, så overvej blot et minuts tid, hvordan det ville være, hvis ikke du kunne have fået dine børn, fordi du havde forelsket dig i den forkerte. Ikke særligt rar tanke vel? Nærmest det største indgreb man kan lave i de fleste menneskers liv. Derfor igen, tillykke til alle homoseksuelle i Danmark!

Skatteselvsving

2008-12-15T11:55:00.000-08:00

Hold nu op med de skattelettelser! De eneste, der har brug for skattelettelser i vores samfund er folk på overførsel og nogle enkelte lavtlønsgrupper. Ellers er der brug for offentlige investeringer, offentlige investeringer og offentlige investeringer. Oversat til dansk er der brug for penge til skolerne, penge til sygehusene og penge til de ældre. Og i øvrigt 500 andre steder – men altså ikke lige netop i borgernes lommer.

I min egen lille andedam ville de skattelettelsespenge være væsentligt bedre brugt i institutionskassen end hos mig privat. Bare for at komme med et enkelt eksempel på hvor tørt et sted pengene ville falde på i institutionen, så render jeg om få dage ind i det underlige fænomen lukkedage. Undskyld, men hvad i alverden er det for en underlig opfindelse? Det er jo ikke sådan, at almindelige danske arbejdspladser har tilsvarende lukkedage. Så hvad forestiller politikerne sig, at folk skal stille op med deres børn på lukkedagene? Og hvor må det være uendeligt irriterende også for arbejdsgiverne, der så skal tilrettelægge efter lukkedage. Og som om det ikke var rigeligt slemt, så sker der det helt umulige, hvis man har sine børn i to eller flere institutioner, at man så om muligt har mange flere lukkedage for institutionerne koordinerer ikke. Faktisk levede jeg i den vildfarelse, at vuggestue og børnehave eksisterede præcist med det formål at tage sig af børnene, når forældrene var på arbejde. Men der tog jeg åbenbart fejl. Det er ellers en ordning, der er til gavn både for samfundsøkonomien, for hver enkelt arbejdsplads og selvsagt for forældrene.

Nu er det bare så uheldigt skruet sammen, at man ikke bare sådan kan dukke op i institutionen og bede om for 200 kr. pædagog på arbejde mellem jul og nytår. Så de der penge, som regeringen er godt i gang med at putte ned i borgernes lommer, kan altså ikke bruges til ”frit valg”. Vi kan ikke vælge at bruge dem på at afskaffe lukkedage, og derfor skal regeringen droppe sine skattelettelser og påtage sig ansvaret for, at folk i det her land kan komme på arbejde og holde hjulene i gang..

Kommentar til Mogensen - om gætværk og guldfisk

2008-12-11T12:39:00.000-08:00

Jeg er bestemt ikke gået i flyverskjul. Du er velkommen til at ringe, hvis der er noget, som du gerne vil snakke med mig om. Mit nummer kan du finde på min blog. Jeg har ganske rigtigt afvist at kommentere på Antorinis indlæg. Mit liv er altså for kort til personfnidder, – særligt i forhold til egne partikammerater, så derfor har jeg holdt mig pænt i baggrunden, og venter til der kommer lidt mere politik på banen. I sit indlæg rejser hun intet nyt i forhold til de spørgsmål, som et særdeles stort antal journalister lige har brugt en uge på at stille og jeg en uge på at besvare. Det eneste nye i hendes indlæg er, at jeg angiveligt ikke anviser finansieringskilder til mit ønske om en større offentlig sektor. Efter i årevis at være blevet skældt ud for at have fundet godt 120 mia. kr. til fordeling i det offentlige på mine finanslovsudspil, så opfatter jeg det ærligt talt som noget useriøst.

Ligeledes må jeg antage, at du laver din analyser uden at have læst hverken min blog eller for den sags skyld dagspressen. Her ville du nemlig kunne læse, at jeg er enig i HELE finanslovsudspillet, som dækker en særdeles bred palet af den socialdemokratiske politik. Når jeg er uenig på de tre punkter, som jeg har udtalt mig om, altså skattestop, 24årsregel og ØMU, så er det altså en alene en mindre del af den socialdemokratiske politik. Og i øvrigt tre punkter, hvor jeg ikke er den eneste i hverken i partiforeningen eller på Christiansborg, der er uenig. Således forhåbentlig en fin forlængelse af den i forvejen eksisterende interne debat, snarere end et problem for partiet.

Så må jeg sige, at det har undret mig, at store dele af den danske journaliststand bare tager for givet, at jeg var enig i al Enhedslistens politik. Hvis det var tilfældet, havde jeg næppe meldt mig ud.

Der er tale om rene gætterier i forhold til, hvad jeg skulle mene om en del af de politiske områder, som både du og andre rejser. Jeg har f.eks. været så uenig med Enhedslisten på EU-spørgsmålet, at jeg i årevis har haft det standardsvar, at jeg ikke deltog i EU-debatter, og at jeg helst ville være fri for at repræsentere EL i salen på det spørgsmål. Når jeg med mellemrum ikke har kunnet slippe uden om at svare på mit partis vegne, er jeg kommet temmelig galt af sted. Det gjorde sig f.eks. gældende, da jeg i et partipræsentation i P1 kom til at sige, at jeg naturligvis hellere så, at vi havde en spansk socialist som kommissær frem for en dansk liberalist. Et efter min mening helt åbenlyst rigtigt standpunkt – men knapt så åbenlyst i Enhedslisten. På samme måde var jeg ved at komme alvorligt til skade på samme spørgsmål, da jeg gik ind for fælles erhvervsbeskatning i EU. Ligesom jeg i raseri foreslog overfor min folketingsgruppe, at vi skulle klippe støtten folkebevægelsen efter deres præsentationsprogram op til sidste parlamentsvalg, hvor man nærmest fik det indtryk, at det eneste rigtige i verden var det DANSKE og det NORDISKE. En lige selvfed nok attitude til mit temperament. Men jeg har da alvorlige problemer med EU, og har derfor traditionelt set kaldt mig EU-modstander. Når jeg siger traditionelt, så er det fordi jeg nok synes, at det er lige trivielt nok at fortsætte en for- og-imod-snak og gerne så at vi tog stilling til om den politik, der bliver ført trække os i den rigtige retning eller ej. Således er jeg glad og fro, når EU beskytter folk imod vores regerings overgreb på deres helt basale rettigheder vedrørende samliv med deres ægtefæller, men knapt så glad, når samme EU forsøger sig med et servicedirektiv, der er en bombe under arbejdstagerrettigheder. Summasummarum er, at jeg tillader mig at tage stilling til den løbende politik, der bliver produceret i EU. Og jeg tillader mig med klar røst at kræve at menneskers rettigheder går forud for markedets behov. Det skulle Socialdemokratiet nok kunne bære.

På ØMU-spørgsmålet er jeg dog noget skarpere i kanten, og har også været aktiv i debatten ikke mindst i forbindelse med sidste afstemning om netop Euroen og ØMUen. Mit store problem med Euroen er, at konvergenskriterierne forhindrer landene i at føre god gammeldags keynesiansk (læs: socialdemokratisk) økonomisk politik. Jeg er sådan set lidt ærgerlig over, at konvergenskriterierne er så tossede, for jeg ville faktisk synes det var smart, at vi havde samme møntfod. Således opfatter jeg ØMUen som et grundlæggende borgerligt projekt, der ikke kommer de svageste i vores samfund til gavn.

Samlet set skulle min EU-holdning nok kunne rummes i Socialdemokratiet – særligt taget i betragtning, at rundt regnet halvdelen af de socialdemokratiske vælgere er imod ØMUen, så mon dog ikke der er plads til en mere med samme holdning.

Så kære Mogensen, lad nu være med bare at hoppe på de andres automatkritik og analyser. Det var så meget bedre, da du kaldte mig en guldfisk :-)

Utroværdig?

2008-12-11T12:35:00.000-08:00

Først og fremmest skal jeg takke journalisterne for den fantastiske opmærksomhed, som det har givet, at jeg har valgt at melde mig ind i Socialdemokratiet. Langt det meste, der er skrevet og bragt har været lødig og god journalistisk – også af det, der har været kritisk. Men når det er sagt, så har blodhundene altså også været på arbejde.
Det er egentlig temmelig forudsigeligt det, der foregår og har foregået. Den ene gruppe journalister vil forsøge at gøre mig utroværdig ved at fremstille det, jeg siger, som om jeg ikke længere mener det, som jeg mente i Enhedslisten, mens andre vil forsøge at gøre mig utroværdig, ved at fremstille det som om jeg stadig mener det, jeg mente mens jeg repræsenterede Enhedslisten. Forvirret?! Forståeligt nok. Mine politiske værdier kan vel også bedst beskrives, som de samme, som de altid har været – og der har altid været meget store overlap mellem mine holdninger, og dem som findes i socialdemokratiet. Måske også derfor, at jeg afsluttede en af de store debatter i valgkampen 2005 med at sige, at vi skulle tage over, hvor socialdemokratiet slap med at udvikle og gennemføre velfærdsreformer. En linje og en ambition som mit gamle parti ikke helt fulgte op på.
Èn af dagens journalistiske stramninger må siges at være forsiden på Urban, hvor man kan læse, at jeg er færdig med at kritisere Helle Thorning. Hvis man læser artiklen, vil man vide, at det er fordi, jeg mener, at Helle T. gør det bedre, end jeg havde frygtet. Det er alt andet lige to meget forskellige ting. Jeg er naturligvis ikke færdig med at kritisere, hvis der er politik, som jeg er uenig i. Men jeg må erkende, at hun viste sig at være anderledes end jeg havde forventet, da hun gik til valg på en dagsorden om velfærd frem for skattelettelser – alt andet lige den mest ideologiske overskrift på et socialdemokratisk folketingsvalg i mange, mange år – og derfor er det måske lige kækt nok, at jeg tidligere har kaldt hende blottet for politisk ideologi.
En anden af dagens mere spøjse vinkler er Peter Mogensen, der på Politikens hjemmeside bramfrit erklærer, at jeg er "færdig i dansk politik", hvis ikke jeg retter ind på spørgsmål såsom EU, Nato, skattestop og 24 års regel. Som kommentator bør han ellers vide, at en meget stor del af de socialdemokratiske vælgere, og sågar folkevalgte politikere er kritiske overfor partiets nuværende linje på de nævnte områder. Og for lige at slå det fast: på en række af de spørgsmål som Mogensen nævner, der gætter han og de øvrige journalister ud fra Enhedslistens partiprogram på, hvad min holdning er – og jeg behøver vel næppe i disse dage erindre om, at der ikke altid er overensstemmelse mellem mine og mit partis holdninger.
Denne indledende fase er dog så småt ved at være overstået. Herefter sætter personangrebene ind, og det er dejligt nem for journalisterne og politiske modstandere, hvad min person angår, fordi jeg har en vildere ungdom end gennemsnittet. Således skal jeg f.eks. stadig svare på malingsag og spørgsmål om hvorvidt jeg er en autonom anarkist. Det burde ellers være åbenlyst, at jeg ikke er nogen af delene, eftersom jeg lige er sprunget ud som socialdemokrat. Men ja, jeg har da været en værre rod. I min tidlige ungdom i Korsør kom jeg i miljøer præget af stoffer, druk og vold, og som 17-årig flyttede jeg til København til 90'ernes autonome miljø præget af indignation, men også af hærværk og bare en anelse selvretfærdighed. Og når stort set alt, hvad jeg har foretaget mig i mit liv, siden jeg var 15 desuden har været registreret af et tv-kamera, og jeg i øvrigt har en forbandet tendens til at være en anelse direkte i mit sprogbrug, ja så er der nok at tage fat på. Hertil kommer, at jeg aldrig har brudt mig om at leve strengt asketisk, og derfor kan man altid slå en god historie op på min ejerlejlighed, min bil, og nu så åbenbart også på mit honorar som foredragsholder. Hør bare:
Her til eftermiddag ringer den ene af mine bookere for at fortælle, at først Berlingske og herefter Ekstra Bladet har ringet, og udgivet sig for at være nogle andre end dem de er. Berlingske ringede i sidste uge for at finde ud af, hvad jeg tager i honorar for mine foredrag, og udgav sig i den forbindelse for at være nogle andre end netop journalister fra Berlingske. Min booker lugtede lunten og journalisten måtte slukøret indrømme, at han nok alligevel var en journalist. Pinligt, pinligt.
Herefter modtager min booker et opkald angiveligt fra Frederiksværk, hvor en række angiveligt faglige folk gerne vil booke et foredrag. Ligeledes vil denne person gerne kende prisen. Han får oplyst, at det formodentlig vil ligge i omegnen af 12.500 kr. plus transport, men at det kommer meget an på, hvem de er og hvor mange tilhørere, der er. Efter samtalen bliver min booker alligevel i tvivl om, hvorvidt det var en oprigtig henvendelse eller om det kunne være endnu en journalist. Han slår derfor nummeret op – og det navn der dukker op på skærmen er: BENT FALBERT 
Hvorfor al den skæg og blå briller, Bent Falbert? Journalister er da velkomne til at henvende sig direkte, hvis de gerne vil høre, hvad mine foredrag koster. Det eneste, de risikerer, er da, at jeg svarer, at det ikke kommer dem ved - hvilket det i sagens natur heller ikke gør. Men faktisk har jeg intet behov for at holde det skjult, og Ekstra Bladet skal da være velkomne til at opreklamere mine foredrag efter behag. Jeg tager alt mellem 0 og 20.000 kr. alt efter om det er private virksomheder, organisationer, institutioner el.lign og afhængigt af, hvor meget forberedelse og transport, der er forbundet med det. Hvis det er DSU en torsdag aften til debat, så tager jeg naturligvis ikke penge for det, men er det en privat virksomhed med 500 medarbejdere til en personaleweekend, så tager jeg mig naturligvis betalt for mit arbejde.
Enhver, der har med foredrag at gøre vil vide, at det hverken er særligt meget eller særligt lidt. Nogle politikere tager mere, nogle tager mindre. Nogle journalister tager mere, nogle tager mindre. Jeg kender folk, der tager helt op til 80.000 kr. for to timer. Og jeg ved, at Bent Falbert selv tager 8.000-12.000 kr. for at holde et foredrag.
Jeg behøver vel næppe at understrege, at jeg ikke kan leve op til idéen om at politikere skal være sådan nogen slipseklædte spejderdrenge helt blottet for fejl. Jeg har aldrig været et dydsmønster. Således har jeg da også fået udført sort arbejde, glemt at betale regninger til tiden (en ualmindelig dyr sportsgren, der en enkelt gang var ved at resultere i, at jeg ikke kunne læse til eksamen, fordi der kom en mand forbi og ville slukke for strømmen), har fået parkerings- og fartbøder (57 km/t, jeg er ellers kendt for at køre for langsomt), ikke betalt licens engang i mine unge dage, været med til at ødelægge ting i fuldskab og sågar medvirket til hærværk, røget ikke så lidt hash, været anholdt i forbindelse med et par politiske aktioner, og sikkert en lang række af andre ting. Der er meget i blandt som jeg ikke er stolt af, men jeg har omvendt heller ikke noget behov for at skulle tage afstand fra mig selv. Jeg er, som jeg er og jeg var, som jeg var. Nok er der meget af ovenstående jeg aldrig kunne finde på at gentage, men det hele har været med til at forme den jeg er og til at bibringe mig nogle erfaringer, som nogen af de pænt friserede politikere, der altid har begået sig på bonede gulve nok ikke har gjort sig. Sådan er vi heldigvis så forskellige.

Mere for end imod

2008-12-09T13:16:00.000-08:00

Javel, jeg er uenig i skattestop, ØMU og 24årsregel. Javel, det er da tunge områder, men det giver sig selv, at når jeg har meldt mig ind i socialdemokratiet, så er det fordi jeg er enig i langt, langt størstedelen af partiets politik - blot altså ikke i den række af områder, som stort set alle journalister lærte sig uden ad i sidste uge.

Blot for at illustrere, hvor jeg ligger i forhold til socialdemokratiets daglige politiske linje – og altså ikke kun i forhold til de kerneværdier, som vi deler, så har jeg trawlet socialdemokratiets finanslovsudspil for 2009 igennem med det for øje at finde enigheder og uenigheder. For det første er det væsentligt at konkludere, at jeg er enig i hovedlinjen, altså i analysen af, hvordan det stod til med dansk økonomi og vurderingen af, hvad der skulle til for at rette op på den (den økonomiske situation har ændret sig noget siden udspillet qua finanskrisen, men set i bakspejlet forstås).

Hernæst er jeg enig i (hold lige vejret for nu kommer hele remsen): Sundheds-, børne-og ældrepolitikken, i den ekstra milliard til kommunerne, i uddannelse-, forsknings- og beskæftigelsespolitikken, i integrations- og udviklingspolitikken, i fattigdomsbekæmpelsen og klimapolitikken. Denne remse udgør HELE udspillet til finanslov for 2009. Jeg ville nok have brugt lidt ekstra penge hist og pist, deraf min opfordring til at skrue væsentligt mere op for den offentlige sektor. Men fra ende til anden er finanslovsudspillet efter min mening skridt i den rigtige retning. Det er offensivt og det løser vigtige samfundsopgaver, det vil mindske uligheden i samfundet og det vil øge den offentlige sektor.

I øvrigt er jeg i gang med at læse samtlige politiske udspil fra S igennem igen fra ende til anden. Godt nok er jeg kun nået til E, så lad dette være en statusrapport :-): Jeg er enig i det meste af arbejdsmarkeds- og erhvervspolitikken, boligudspillet, børnepolitikken, computerspilsudspillet, cykelpolitikken, dyrevelfærden og så ved jeg altså ikke rigtig med energipolitikken, for jeg har meget begrænset forstand på energi og derfor er det meste af udspillet komplet sort snak for mig.

Slut med remserne. Flere har efterspurgt lidt flere meldinger på, hvad jeg mener om partiets daglige politiske linje. Jeg håber, at mine remser er svar på tiltale. Hvis ikke, så må man jo bare spørge igen – og til den tid er jeg sikkert nået igennem resten af udspillene.

Rosenkrantz byder forstokkede gamle mænd og kvinder velkommen til det nye årtusinde

2008-12-05T00:47:00.000-08:00

Hjort, Støjberg og Kjærsgaards angreb på Thornings ledelsesstil i forbindelse med Rosenkrantz-Theils indmeldelse i Socialdemokratiet vidner om en håbløs gammeldags opfattelse af ledelse. Regeringen har skudt sig selv i foden ved at anvende kæft, trit og retning, så det synes noget friskt at anbefale andre at efterligne fiaskoen.

”Moderne ledelse går ikke ud på kæft, trit og retning, men netop på ledelse af mangfoldighed. Billedet af Birthe Rønn-Hornbech, der står tavs overfor tv-kameraet og ikke længere må sige sin mening, er jo billedet på en gammeldags ledelsesstil, der har spillet fallit og kun udstiller sine udemokratiske og autoritære karaktertræk.”

”Fogh har fået Birthe til at holde kæft, og dermed blive aldeles ligegyldig. Venstre har på den måde ødelagt en af sine egne skarpeste profiler. Det kan man vel bedst sammenligne med at skyde sig selv i foden. God ledelsesstil? Tja, måske i et andet årtusinde. Og måske kun fordi man endnu ikke vidste bedre. ”

”Problemet med at kalde folk til orden er jo, at de så bliver tandløse og ud af stand til at udvikle nye tanker og idéer om samfundet af frygt for ledelsens dom og deres egen karriere. Derfor også super fornuftigt, at Helle T. stillede op og blev valgt som formand med løfte om at gøre op med beton og topstyring. Naturligvis også derfor, at det lykkes hende at samle så bredt som fra Bodil Kornbeck og Mimi Jacobsen til mig selv.”

”I det politiske landskab er der andre, der har gjort det godt, hvad ledelse angår. Bendt Bendtsen kunne i sandhed finde ud af at give de stærke, men uenige kvinder politisk og personlig plads, og derfor kunne han holde ro på bagsmækken i så mange år i et parti, der var splittet i sin grundvold, da han overtog det. Hjort, Støjberg og Kjærsgaard kunne lære lidt.”

For yderligere kommentarer kontakt Pernille Rosenkrantz-Theil på 22812229 eller se på www.pernillerosenkrantz-theil.dk

Tak for reaktionerne!

2008-12-04T22:27:00.000-08:00

Kære alle Jer der har skrevet

Optimistiske, glade, sure, varme, engagerede, skuffede, ordene er mange i de ufattelige bunker af mails, kommentarer, sms´er, telefonopkald, indlæg og henvendelser på gader og stræder i det sidste døgns tid. Det kommer til at tage mig flere måneder at læse dem alle sammen. Håber I har forståelse for dette fællessvar.
Jeg er glad for dem alle sammen.

Rigtig mange af mine tidligere meningsfæller og venner i Enhedslisten har udtryk deres forståelse for mit valg - både politisk og personligt. Det er vigtigt for mig.

Rigtig mange nuværende socialdemokrater har budt mig velkommen. Jeg glæder mig til samarbejdet og er glad for, at de deler min vurdering af, at mine holdninger godt kan leve i det, der nu er vores fælles parti.

Og så er der en blandet gruppe af frafaldne socialdemokrater, som har skrevet, at nu vender de tilbage til deres gamle parti. Det er folk, der i en årrække har stemt på Dansk Folkeparti og det er folk, der har stemt SF. Fælles for dem er, at de har manglet den gode gamle socialdemokratiske politik. Til Jer vil jeg sige: Det gør mig stolt, at I viser mig den tillid. Jeg skal gøre mit bedste for at leve op til den.

Maling

2008-12-04T05:32:00.001-08:00

Det står noget mudret, hvad der er sagt og ment om maling i dagens mediebillede. Følgende interview i Politiken rammer min holdning mest præcist:

Rosenkrantz fortryder ikke støtte til aktion

Pernille Rosenkrantz vil ikke undskylde, at hun for fem år siden støttede en aktion, hvor Fogh blev overhældt med rød maling.

Af Rikke Egelund

Socialdemokraternes nye medlem, Pernille Rosenkrantz-Theil, vil ikke tage afstand fra sin støtte til en aktion, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev pladret ind i rød maling.

»Jeg lægger ikke afstand til noget, jeg tidligere har tænkt eller gjort«, siger Pernille Rosenkrantz til politiken.dk.

Det er fem år siden at aktivister på gangen på Christiansborg overhældte stats- og udenrigsminister med maling. Det skulle symbolisere blod på hænderne på grund af krigen i Irak.

»Det var en anden situation«
Dengang sagde Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun selv kunne have fundet på det samme.

»Jeg har ikke en skid at undskylde. Som tingene stod på det tidspunkt, var min vurdering af sagen rigtig. Det var en anden historisk situation«, siger hun i dag.

Den tidligere MF for Enhedslisten og populære deltager i P3-programmet 'Mads og Monopolet' bekendtgør i dag i en indlæg i Politiken, at hun har meldt sig under S' faner.

Får en varm velkomst
Hendes indmelding i Socialdemokraterne hilses »varmt velkomment« af S-formand Helle Thorning-Schmidt, der dog regner med, at Rosenkrantz tager afstand til alle former for chikane af politikere, som er »uhørte i et demokrati«.

Til det siger Rosenkrantz-Theil:

»Hvis Helle Thorning regner med, at jeg ikke vil give min verbale støtte til voldelige aktioner i fremtiden, så har hun fuldstændig ret«.

Ny holdning til vold
Hun forklarer, at hun i dag har en anden holdning til voldelige aktioner end for fem år siden:

»Jeg har ændret holdning til anvendelsen af vold i politiske sammenhænge. Statsministeren kunne dybest set ikke vide, om det var en Kalashnikov eller rød maling, der kom efter ham. I dag ser jeg sådan på det, at jeg ikke kan gå ind for aktioner, hvor der er nogen, som føler sig truet på deres personlige sikkerhed. Den nuance er der kommet på«, siger hun.

Hvis det er din holdning, hvorfor tager du så ikke bare afstand til din støtte til aktivisterne i malingssagen?

»Fordi det her ikke er ikke en renselsesproces. Det er take it or leave it«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil."

Farvel Enhedsliste – goddag Socialdemokrater, bragt i Politiken d. 4. Dec 2008

2008-12-04T00:20:00.000-08:00

Efter et langt tilløb har jeg besluttet mig for at melde mig ind i Socialdemokratiet. For godt et år siden begyndte min vej væk fra Enhedslisten.

Jeg kunne umuligt acceptere den politisk forkastelige og uprofessionelle håndtering af slagsmålet omkring Asmaa Abdol-Hamids kandidatur. Asmaa-sagen afspejlede et utal af større og mindre eksempler på samme politisk ukampdygtighed i partiet.

Den manglende styring af de politiske processer i Enhedslisten medvirker efter min mening til, at partiet næppe nogensinde bliver andet end en irriterende sten i skoen på samfundet. Partiet er ude af stand til at komme til at beslutte sig for, hvor skoen skal gå hen og hvordan.

De sidste syv år har gjort det pinligt klart, at uden Socialdemokratiet kan oppositionen meget lidt. Uanset hvor stærkt et SF og Enhedslisten vi får, så bliver Fogh ikke væltet, hvis ikke Socialdemokraterne står stærkt. Uanset hvor mange idéer Enhedslisten og SF kommer med til ny politik for venstrefløjen, så batter det ikke, hvis ikke Socialdemokratiet finder sine ben.

Det er fortsat her, styrken potentielt er til stede til at skabe det nye årtusindes solidariske alternativ til den rå liberalisme, der har hærget kloden de sidste tyve år.

Socialdemokraterne skal pudses af
Men det kræver efter min mening, at Socialdemokratiet tør stå ved sin egen ideologi. Tør stå ved sin politik og overbevise befolkningen om, at det er en rigtige vej at gå, i stedet for at rende efter de borgerliges dagsordener, sådan som der har været tendens til særligt i årene efter murens fald. Væk fra liberalismens kongstanker om privatiseringer og udliciteringer. Væk fra politikken fra regeringstiden i 90’erne, hvor forskellen mellem rig og fattig i Danmark steg.

De klassiske socialdemokratiske dyder skal tages ud af skabet og pudses af. Og det gør ikke noget, hvis man kommer til at kunne mærke en vis socialdemokratisk stolthed over at have skabt den skandinaviske model. Den stolthed kunne man se glimt af, da Socialdemokratiet gik til valg på velfærd i stedet for skattelettelser. Det er den vej, skuden skal vende.

Men trods forbedringer i den politiske linje er der stadig lang vej igen. Når jeg alligevel vælger at melde mig ind, er det, fordi jeg deler partiets kerneværdier. Og læser man, hvordan partiet selv præsenterer disse værdier, f.eks. på partiets hjemmeside, så er det åbenlyst, hvorfor det er hér, fremtiden ligger for mig. Her tør Socialdemokraterne nemlig godt sige frihed, lighed og fællesskab. Her tør partiet godt tale om retfærdig fordeling af samfundets goder. Det er god, solid klassisk socialdemokratisk politik. Det er værdier, jeg kan være stolt af.

Hvis Socialdemokratiet skal gøre sig forhåbning om at forandre på samfundet, så er det nødvendigt at finde tilbage til at være et reformparti.

Skarpe målsætninger
Socialdemokratiets eksistensberettigelse har historisk set været at være et parti, der gennem skridtvise forandringer har forandret samfundet og derved skabt den skandinaviske model. Det kan kun lade sig gøre i et langt sejt træk, hvis partiet tør stå ved grundelementer i den samfundsmodel, som det kæmper for.

Hvis partiet kun halvhjertet vil velfærden og den progressive skat, så overbevises ingen om, at det er den rigtige vej. Flere falder fra, og tvivlen om, hvorvidt det er den rigtige vej, bliver endnu større. I sandhed en ond cirkel. Det har været Socialdemokratiets krise i en nøddeskal. En krise, som partiet begynder at bryde med. Men det kræver altså lidt mere gas.

For mig at se er der én vej frem – at få formuleret nogle skarpe målsætninger inden for de områder, hvor der historisk set er stor forskel på højre og venstre: omfordeling, offentlig sektor, skat og arbejdsmarked. De kunne kaldes ’Socialdemokratiet Retro’, fordi de bygger på det historiske socialdemokrati, men er tilføjet nye snit, fordi tiden er en anden.

Målsætningerne bør være:

•Den offentlige sektor skal udgøre en større del af BNP, og standarden skal afspejle den levestandard, vi har i samfundet i øvrigt. Den offentlige sektor skal ikke hænge i laser, mens vores hjem bugner af designermøbler og samtalekøkkener.

•Arbejdsfri indtægter skal beskattes hårdere, mens folk på overførselsindkomst skal have skattelettelser. De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.

•Fællesskabet løser bedst samfundsmæssige problemer. Således er privathospitaler, privatskoler og privat børnepasning symptomer på dysfunktioner i et velfærdssamfund.

•Demokratiet stopper ikke ved fabriksporten: Vi skal have indflydelse på indretningen af vores egne arbejdspladser, for at arbejdsdagen bliver så rar som mulig, og sådan at opgaverne løses så effektivt som muligt, og vi skal have indflydelse på produktionen i vores samfund.

Socialdemokratiet er et bredt parti, som efter min mening kan og skal favne de politiske forskelle som en Bodil Kornbek, en Mimi Jakobsen, en Helle Thorning og jeg repræsenterer. Der kommer nok til at være et enkelt slagsmål eller to om den politiske linje, men jeg har tillid til, at Socialdemokratiet og Helle Thorning kan håndtere og profitere af den slags uenigheder og igennem forskellighederne få skabt nye politiske svar med rod i venstrefløjsideologien.

Uden Socialdemokratiet kan oppositionen meget lidt. Uanset hvor stærkt et SF og Enhedslisten vi får, så bliver Fogh ikke væltet, hvis ikke Socialdemokraterne står stærkt.

Stop skyderierne

2008-11-29T13:09:00.000-08:00

De evige skyderier i gaderne vidner om et sygt, sygt samfund, hvor fællesskabet ikke har været sit ansvar voksent, men hvor hver enkelt direkte eller indirekte er blevet opfordret til at være sig selv nærmest alt for længe. Indirekte når man oplever at verden bare er sådan skruet sammen, at der INGEN er til at tage vare på én. Og direkte når politikernes bedste løsning er at give deres forældre en bøde – og fortsat lade dem fuldstændig i stikken.

Hvis man opfordrer folk til at være sig selv nærmest, så bruger hver enkelt de forhåndenværende ressourcer til at skabe sig kontrol over deres liv og dermed få en følelse af tryghed. For en ung mand i Tingbjerg er det dermed nærliggende at anskaffe sig en kniv og sørge for at blive en del af et bandefællesskab for på den måde at få tryghed i hverdagen. For andre unge har det andre udtryksformer, som er knapt så truende for alle os andre, men som bestemt er ligeså stor en trussel mod den unges egen trivsel. Det kan f.eks. være en 8. klasses pige i Gentofte, der skaber kontrol over sit liv ved at få styre sit madindtag, og dermed udvikle en spiseforstyrrelse. Det er det hun har ressourcer til at kontrollere. Hun kan ikke kontrollere, at forældrene arbejder for meget eller at det var svært at leve op til karakterræset i skolen, men hun kan kontrollere, hvor meget mad hun putter i munden.

Begge unge er symptomer på et samfund, hvor den politiske pil peger på individet i stedet for på fællesskabet. Det kommer til at tage en generation at rette op på. Det kræver solid politisk vilje til at stå fast på at påtage sig ansvaret hver evigt eneste gang samfundet viser den slags sygdomstegn. Det er faktisk den mest besværlige vej for en politiker at gå. Det er væsentlig nemmere bare at udskrive bøder til forældre, og at gøre alt til individuelle problemer. Det sidste er regeringen rigtig god til. Det første har historisk set været en venstrefløjens dyd. Velfærdssamfundet, fagbevægelsen, de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, bestræbelserne på, at der ikke er for langt mellem rig og fattig - alt sammen inkluderende politik, alt sammen politik, der gør at vi føler os som en del af samme hele. En politik der giver hvert enkelt menneske et tilhørsforhold til samfundet, og dermed giver alle noget at miste. Det er også et samfund, hvor vi fra barnsben erfarer, at vi ikke står alene med problemerne. En forældre vil altså være mere tilbøjelig til at bede om hjælp og forvente, at den også er der i rigelige mængder, hvis deres børn mistrives. Der findes enkelte løsninger som faktisk kan ændre nogle unges løbebane, men generelt er der ingen snuptagsløsninger. Generelt må vi droppe poppen og gå i gang med det lange, seje træk.

Hvis vi fortsætter som nu, vil skyderier, brand i gaderne og bandekriminalitet fortsætte præcist, som vi kender det fra andre samfund som overlader ”enhver-er-sin-egen-lykkes-smed”-tilhængere. Og på samme vis vil de andre ungdomssygdomme teenagerne. Det kan pigen i Gentofte ikke være tjent med, det kan drengen i Tingbjerg ikke være tjent med og den frygt vi andre bliver udstyret med siger alt om, hvorfor vi skal gøre noget ved det.

Et galt Enhedsliste-medlem

2008-11-21T13:18:00.000-08:00

Jeg var vist temmelig gal for mere end et år siden, da kampen om Asmaa rasede i Enhedslisten. Jeg skrev det følgende til Enhedslisten hovedbestyrelse, men af en eller anden grund sendte jeg det aldrig. Måske havde jeg allerede da mistet tilliden til mine fæller i Enhedslisten. Få måneder senere meldte jeg mig med tungt hjerte ud af partiet.

”Det har altid undret mig, hvad der fik Socialdemokraterne til at valke sådan i sluthalvfemserne, da Dansk Folkeparti begyndte at få vind i sejlene på indvandrerspørgsmålet. Hvor svært kan det være at holde fast i sine idealer, og hvor svært kan det være at fremføre sine synspunkter offensivt og med stærk røst, hvis man føler, at man har ret? Tænkte jeg. Og jeg er fortsat overbevist om, at hvis socialdemokraterne havde stået fast dengang, så havde Pia K. ikke haft skyggen af en chance for at stå, hvor hun gør i dag.

Jeg har svoret offentligt, at den slags ikke ville kunne ske i Enhedslisten, fordi vi normalt ikke viftes om næsen med ministerposter. Det overrasker mig og skuffer mig, at jeg har taget fejl på det punkt. Det har vist sig at være en myte, at vi er så principielle, at vi hellere vil ryge ud af Folketinget end at gå på kompromis med vores idealer. En myte, som ellers er ret afgørende for mit medlemskab af netop Enhedslisten og ikke socialdemokratiet. Og ærligt talt tror jeg ikke, jeg er den eneste?
Er Asmaa vigtigere end at partiet er i Folketinget? Sådan spørges der i øjeblikket i alle afkroge af Enhedslisten. Er udlændingepolitikken vigtigere end at partiet har regeringsmagten? Sådan spurgtes der dengang i Socialdemokratiet. Folk bøjede af, og gjorde som strategerne sagde var rigtigst. Folk bøjer af og gør som Gallup siger - i Enhedslisten (det er fandeme nærmest en joke).

Vær venlig at forklare forskellen. Jeg kan ikke se den. Hvad er Enhedslistens eksistensberettigelse så, hvis vi ikke kan tage væsentlige kulturkampe uden at skele til meningsmålinger?

Det siges, at vi ikke kender Asmaa godt nok – jeg havde været medlem af Enhedslisten i omtrent fire måneder, da jeg blev to´er i Østre Storkreds, jeg var 19 år gammel og havde aldrig deltaget i et offentligt arrangement, hvor jeg repræsenterede partiet. Men jeg er selvfølelig også lettere genkendelig ned min lyserøde hud, mit leverpostejsfarvede hår og middelklassebaggrund.

Det siges, at der skal mere tid til projektet – tid til hvad? Til at troende muslimer også kan accepteres som rettroende socialister? Til at vi vænner os til, at ikke alle har Fjällräven-bukser og krøllet skjorte? Til at skole Asmaa til altid at have den rette holdning (husk på hvor meget vi andre i forskellige sammenhænge har afveget fra den rette tro, selvom vi har siddet i både ledelse og Folketing)? Vi bryster os af at møde folk med tillid og åbent sind, så hvad er det der skal tid til? At overkomme fordommene?

Defensive, vaklende idealer, attituder og strategier har aldrig forandret verden – eller skaffet nogen magten. Altså findes der i min verden to alternativer. Enten fuld opbakning til kandidaten eller også ud med hende/ham - på røv og albuer. For at gribe til det sidste skal der altså mere til end Kelds vaklende EU-holdninger i sin tid, nogens noget blakkede opfattelse af kvinder i prostitutionsdebatten eller for den sags skyld ledende kammeraters efter min opfattelse tåbelige holdninger i malingsagen  Og endnu har Asmaa ikke forbrudt sig hverken mere eller mindre end så mange andre, og det jo på trods af at hun trækkes gennem en presse, som kan få selv de mest rene og ranke til at se blakkede og skrutryggede ud. Altså har hun stadig min fulde opbakning.

En del i Enhedslisten ønsker Asmaa længere ned af listen. Hvad i alverden skulle det hjælpe? Hvis det er fordi man ikke ønsker at lade sig repræsentere af hende, så hav dog i det mindste lidt mandsmod og offensiv kraft, og kræv hende smidt ud.
Hvis det er af strategiske hensyn, at man ønsker hende længere ned af listen, så får man da det værste af alle verdener. Hun er fortsat vores kandidat og skal derfor svare for i pressen fuldstændigt som i dag – samtidig med at vi ingen gavn får af hende som MF´er. Ligesom vi udstiller vores egen ynkelige svaghed i pressen, hvis vi hverken tør stå ved hende eller smide hende ud.
Ja, for filan, man får knubs af at gå op i mod 15 års massiv islamhetz. Og man får øretæver, hvis ikke man har middelklassens velpolerede overflade. Det skal ikke få Enhedslisten til at bakke ud og det skal ikke få Asmaa til at give op. Hvis en ufaglært kunne blive statsminister og kvinder få valgret, så kan en muslimsk kvinde fra ghettoen også komme i Folketinget – om end altså ikke uden kamp.

Nogen har foreslået at lave en fest under titlen ”Fuck spærregrænsen – vi bryder lydmuren”. Sådan! Det er sgu da den rigtige attitude! Jeg håber, at nogen gennemfører den fest på trods af nogen andres modstand mod idéen!

Grønne skatter en bombe under velfærdssamfundet

2008-11-19T04:44:00.000-08:00

Fogh kom med århundredes indrømmelse på Venstres landsmøde i weekenden, da han underkendte sin egen klimapolitik gennem de sidste 7 år. Den slags er ikke gratis. En omlægning til grønne skatter bringer os tættere på et fladt skattesystem – hvilket må siges at være enhver borgerlig politikers våde drøm.

Millionæren vinder
Hvis vi gør os det tankeeksperiment, at skatten på arbejdsindkomst blev afløst af eksempelvis grønne afgifter og skat på forbrug, så ville der ske det, at vi miste den progressivitet i skattesystemet, som ellers har været hele teknikken bag vores velfærdssamfund – de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Den progressive skat går som bekendt ud på at jo mere man tjener, jo højere en procentsats betaler man i skat. Det er det vi kender som bundskat, mellemskat og topskat.
Lægges skatten i stedet på forbrug, så vil dem, der forbruger mest være dem, der skal betale mest i skat. Således vil den enlige mor sat lidt på spidsen skulle betale mere i skat end millionæren. Den enlige mor bruger vaskemaskinen mere, hun laver mad derhjemme og skal have alle ungerne og sig selv igennem brusebadet om morgenen. Hun har altså et meget højt vand- varme- og elforbrug. Millionæren spiser i byen, får renset skjorterne på renseriet og tager nok et langt bad en gang om ugen i jacuzzien, men forbruget af vand er stadig langt mindre end børnefamiliens. Selvom den enlige mor har et godt... fuldtidsarbejde som socialrådgiver i pensionskassen, er hun ikke i nærheden af at tjene det samme som millionæren, og derfor kan det virke noget urimeligt, at hun skal betale flere skattekroner til det sygehusvæsen, som både hun og millionæren benytter sig af.

Indrømmelser har sin pris
Træerne gror altså ikke ind i himlen. Selvom Fogh er kommet med århundredes indrømmelse i forhold til regeringens elendige energipolitik, så serverer han ikke den slags uden at der er e eller anden form for hage ved det. Anders Fogh har med sin hyldest til grønne skatter fundet århundredes mulighed for at få opbakning til et skattesystem, som i realiteten har såkaldt flad skat – alle rammes lige meget og således er det ikke længere de bredeste skuldre, der bærer det tungeste læs. Enhver liberalist vil altså klappe i sine hænder over den form for omlægning – og fordi der omlægges til grønne skatter, så vil miljøfolket i SF, S og EL have svært ved at rejse den relevante kritik. Fogh har gjort den igen. Nok har han virket noget mat i koderne, men han giver sig ikke helt uden kamp. Strategien og taktikken den kan han i søvne og med den en arm bundet på ryggen.

Arbejdsfri indkomster
Nok er det en god idé med en skattereform. Men i stedet for at omlægge skatten til grønne skatter, bør den i stedet afløses af skat på arbejdsfri indkomster, såsom aktieindkomster og boligspekulationsindkomster – og så ville det være på sin plads, hvis erhvervslivet igen kom til at betale en bid af kagen, der afspejler i hvor høj grad de lukrerer på uddannelsessystem og sygehusvæsen. Aktieejerne har godt nok lige haft et par spændende måneder på børsen, men på trods af spændingen er det sådan, at de der har råd til at sætte sparepengene i aktier ikke, befinder sig blandt de dårligst stillede i vores samfund. Så selvom almindelige lønmodtagere også er begyndt at købe aktier, så befinder disse lønmodtagere sig generelt i den øverste halvdel af indkomsterne i Danmark.
Jeg kan naturligvis tage fejl, men jeg har endnu ikke hørt om et skattesystem, der er bedre til at lade de bredeste skuldre bære det tungeste læs end det progressive indkomstskattesystem. Så ønsker vi fortsat at have et velfærdssamfund baseret på dette gode social princip, så skal man passe gevaldigt på med at omlægge til grønne skatter.

Valget i USA giver håb

2008-11-05T02:45:00.000-08:00

Håb. Det er meget præcist den følelse, som Obama fylder mig med. Håb for at fremtiden ikke bygges på frygt, krig og terror. Håb for, at de politiske vinde vil vende. At den finansielle krise og dertil hørende økonomisk krise, som har ramt mange amerikanske familier som en hammer, ikke kommer til at medføre mere frygt, mere religiøs fanatisme, mere enhver er sin egen lykkes smed, men i stedet medfører, at folk rykker tættere sammen og styrker fællesskabet.
Det er slut med ”dem der ikke er med os, er imod os”, og tid til at samle verden. Og hvor Bush stod overfor et Europa, et Afrika og et Latinamerika, der som udgangspunkt var imod ham, så står Obama overfor en støtte og opbakning fra selvsamme verdensdele. Således er der håb for at verden bliver bedre til dialog og fredelige løsninger, og for at verden kan finde fælles løsninger på verdens fælles problemer.
De nye toner i amerikansk politik kan heller ikke undgå at smitte af på den europæiske dagsorden, og man tør så småt håbe på, at hele Bushs regime falder med ham – herunder Bushs bedste ven, Anders Fogh Rasmussen. I hvert fald rykker Europa og USA tættere samme alene af den årsag, at de europæiske lande lettere kan finde fælles fodslag omkring en demokratisk kandidat end omkring en republikansk.
Tillykke til det amerikanske folk med deres nye præsident, og tillykke til resten af verden med håbet for en anden politisk dagsorden.

Blog-barsel

2008-10-22T05:58:00.000-07:00

Kære venner

Jeg har fået en lille datter for kort tid siden, og holder derfor barsel fra min blog. Det er stadig muligt at booke mig til foredrag ved at henvende sig på rosenkrantz@live.dk eller på telefon 22812229.

Med venlig hilsen

Pernille Rosenkrantz-Theil

Fogh er komiske Ali

2008-09-26T02:13:00.000-07:00

I går skulle Fogh overrække en fakkel til FNs generalsekretær som et led i en kampagne for global ligestilling i år 2015.
Enten har Fogh usandsynligt travlt med at nå at gøre noget ved situationen inden 2015eller også er han århundredes hykler - eller også er han ligesom resten af magthaverne herhjemme lullet ind i en forestilling om, at vi er verden mest fantastiske ligestillingsland. I hvert fald minder det om komiske Alis fornægtelse af sandheden i Irak, når Fogh skal spille frelst på ligestillingsområdet på Danmarks vegne. Danmark ligger nr. 39 i verden, når det gælder ligeløn. Vi lader det lige stå et øjeblik. Nr. 39. Hvordan synes vi selv det går? Albanien og Botswana klarer sig bedre end os!

Kom nu ind i kampen, Fogh. Vi vil have den ligelønskommission.

Hold fast i ligeløn!

2008-09-19T02:12:00.000-07:00

Denne uge har båret præg af et drama om den ligelønskommission, som en række fagforbund har stillet krav om siden de store streker i foråret. Dramaet har omhandlet grundlaget for kommissionen, og set med de strekendes øjne er det svært ikke at opfatte regeringens udspil som en hån.
Det har meget lidt med ligeløn at gøre. Hertil kommer, at der ikke lægges op til, at kommissionen skal foretage den helt nødvendige sammenligning mellem det mandetunge private arbejdsmarked og det kvindetunge offentlige.

Hvis der i fremtiden skal kunne tiltrækkes arbejdskraft til den offentlige sektor, bliver vi nødt til at gøre noget ved ligelønnen. At en kvindelig sygeplejerske skal have mindre end en mandlig ingeniør, medvirker naturligvis til, at kvinderne i kvindefagene ikke føler deres arbejde værdsat - og det bidrager til den bølge af medarbejdere, der søger væk fra de offentlige arbejdspladser. Ligeløn gør det selvfølgelig ikke alene, men det er da et væsentligt skridt på vejen at give folk en ordentlig løn for det de laver.
(erstat mig med resten af teksten)

Hvorfor skal vi lukke Foghs huller?

2008-09-08T13:10:00.000-07:00

Slipper de af sted med det endnu engang?! Hvordan kan det lade sig gøre i et land, hvor vi normalt bryster os af, hvor høj grad af lighed her er. Og hvor vi overfor udlændinge med stolthed fortæller om den skandinaviske velfærdsmodel, hvor forskellen på folk er til at overse og hvor vi betaler mere i skat, jo mere vi tjener – alt sammen efter princippet om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Hvordan kan det lille eventyrland dog have valgt Anders Fogh Rasmussen som statsminister og Lars Løkke Rasmussen som finansminister? Er det kun fordi oppositionen har været kropumulig – så kan jeg måske sætte mig en lille bitte smule ind i det. Eller er det fordi et flertal synes, at Anders Fogh Rasmussen og kumpaner har opfundet den dybe tallerken rent politisk? Hvis det er tilfældet, så forstår jeg det simpelthen ikke. Forklaring udbedes.
I denne uge er vi blevet præsenteret for ét af efterhånden utallige eksempler på, hvor modsatrettet regeringens politik er i fht. den skandinaviske model. Ikke noget med lighed. Ikke noget med de bredeste skuldre, der skal bære det tungeste læs. Nix. Kigger man på regeringens plan for det kommende års økonomi i finansloven, så er det klokkeklar tale: tjener du 300.000 kr. om året eller derunder, så skal du have endnu færre penge mellem hænderne i de kommende år. Tjener du mere end 300.000 kr. så skal du have endnu mere.
Under overskriften ”konsekvenserne for din økonomi” har hele den måbende befolkning i denne uge kunnet læse om regeringens udspil til finanslov. Danske Bank har lavet en udregning af, hvad hver enkelt dansker får ud af dels skattelettelserne og dels den tvungne opsparing, som kaldes den særlige pensionsopsparing. Netop de to elementer er de vigtigste i regeringens finanslov. Skattelettelserne giver flere penge, mens opsparingen selvsagt giver færre. Men vi får ikke lige meget og vi skal heller ikke give lige meget. Dem, der har mindst, skal af med endnu mere. Mens dem, der har mere skal have endnu mere. Der kommer altså et større gab mellem rige og fattige. De smalleste skuldre skal altså bære et tungere læs. De SMALLESTE. Det er da ikke særlig smart?! Det er da heller ikke hverken effektivt, logisk eller retfærdigt. Eller hvad?
Sådan cirka lige nu er det helt rette tidspunkt for nogle af de borgerlige vælgere, hvis de har gået og brændt inde med, hvorfor de har stemt borgerligt. Der må jo være en eller anden rigtig god og gennemtænkt forklaring på, hvorfor det her skulle være en smart måde at skrue tingene sammen på. Ellers ville mere end halvdelen af befolkningen vel ikke have stemt på denne her regeringen. Hvad er det vi skal være stolte af i fremtiden, sådan som I ser det? Når nu der kommer større ulighed, hvordan forestiller I Jer så at samfundet skal hænge sammen? Hvordan identificerer vi os med hinanden? Hvordan føler vi os som en del af det samme hele? Kan regeringen slippe af sted med så grundlæggende forandringer af vores samfund uden at svare på disse helt grundlæggende spørgsmål?

Nørrebro i solen

2008-09-08T13:07:00.000-07:00

Solen brager ned fra en skyfri himmel. Det er søndag, og jeg har sat min lille søn i barnevognen og taget min mand under armen for at tage på legeplads i Nørrebroparken. Parken er sort af mennesker i alle aldre, farver og tykkelser. Hundene løber rundt i deres indhegnede område i den ene ende af de nyrenoverede park. Et par mørkøjede knægte i 16-årsalderen slås som kåde hvalpe om den sidste plads på bænken langs parkens stisystem – tydeligt i håb om at tiltrække sig opmærksomhed fra et par jævnaldrende piger, der sidder på bænken længere henne. Bag de store buske sidder et par af gadens frie fugle og får sig et par formiddagsbajere med guldrandet kant.
Der er brugt millioner af kroner på at renovere et af de få grønne områder i den til tider temmelig trængte bydel Nørrebro.. i København. Mange af baggårdene i området er ved gud ikke noget at råbe hurra for, så den grønne plet har stor betydning for børn og voksne. Men her kort, kort tid efter, at parken er blevet færdig, har politikerne truffet beslutning om at inddrage området til anvendelse for maskiner, materialer og andet grej i forbindelse med Metro-byggeriet.
Jeg kigger hen over hækken til legepladsen. Der myldrer børn rundt i alle størrelser og forældre i alle former. Græsplænen på legepladsen er taget i anvendelse af solbadende mødre i bikinier og bænkene er tætbesat af bedsteforældre med børn, der holder en kort pause for at tanke maddepoterne op inden den næste halve times leg. I sandkassen sidder en kvinde indhyllet i sorte gevandter fra top til tå, afsluttet af et stort tørklæde som indkranser det kønne ansigt. Sammen med hende sidder en lille trold af en pige med krøller over hele hovedet. Hun giver meget højlydt udtryk for sin lyst til at være den næste, der skal bruge legepladsens gynger. Kvinden får øjenkontakt med en anden forælder. De smiler indforstået til hinanden og trækker overbærende på skulderen. Stedet ånder af liv og Ydre Nørrebros beboere nyder tydeligvis at have fået et åndehul i sin midte.
Det er svært ikke at få et smil på læben over, hvor god en byudviklingshistorie Nørrebroparken faktisk er. Der er så mange andre steder, hvor det er gået galt. Bare se på de danske havnefronter, hvor det ene prestigeprojekt efter det andet har skæmmet de tidligere industrihavne. Når det så endelig lykkes at lave noget ordentligt, som gavner de folk der bor og lever i området, så skal det hele partout ødelægges og lukkes. Og for at strø ekstra salt i såret, så udtalte en københavnsk politiker, at set i lyset af hvor mange penge, der blev brugt på Metroen, var det meget få penge at skulle renovere parken en gang til, når byggeriet er overstået. Småpenge, javel. Men herlighedsværdien af parken er altså svær at gøre op på den måde.
Måske en politiker eller to skulle bruge den kommende efterårsferie på at opleve, hvor stor effekt småpenge kan have på et helt område, og så finde et andet sted at placere maskinparken fra metrobyggeriet. De skal ikke bilde mig ind, at det lille grønne åndehul har været deres eneste løsningsmulighed.

Ligeløn

2008-08-14T11:06:00.000-07:00

Uligelønnen mellem mænd og kvinder i Danmark vokser. Faktisk er Danmark det land i Europa, hvor uligelønnen vokser mest. Kun i Finland er det ligeså galt som i Danmark. I langt de fleste andre europæiske lande bliver gabet mellem mænd og kvinders løn faktisk mindre år for år. Men ikke her og ikke i Finland. Uligelønnen vokser faktisk midt imens en række politikere har travlt med i tide og utide at belære indvandrere om, ”at her i landet har vi ligestilling”. Hvor end vi gerne ville have det, så er det altså ikke tilfældet. Der er ikke ligestilling i Danmark. Det er ønsketænkning. Det ville klæde selvsamme politikere kun at feje for egen dør, før de fejer for.. ..andres. I Danmark har vi fortsat store lønforskelle mellem kvinder og mænd, og vi har et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Ligelønsloven er godt nok ældre end jeg er, men lovgivningen har ikke kunnet gøre det alene. Og selvom de strejkende i foråret fik givet den en ordentlig en på goddagen, så er det altså nødvendigt, at politikerne kommer på banen og får undersøgt hvorfor det bliver ved med at være så skævt og derefter afsætter en stor pose penge til at rette op på problemet. Det er altså noget overraskende, at ligestillingen ikke er kommet længere. Det her burde jo være løst på nogenlunde samme tidspunkt som lilla bleer og ø-lejr gik af mode.
Pinligt er det at læse i dagspressen, at ligestillingsminister Karen Jespersen end ikke vil udtale sig om uligelønnen. Hun mener, at det er et problem, der hører hjemme i beskæftigelsesministeriet. Hun er ellers en af dem, der galer allermest skingert, når det handler om at belære andre om, hvor fantastisk det går med ligestillingen i Danmark. Men det er åbenbart kun snak.
Hendes manglende vilje til at udtale sig stemmer faktisk også meget ringe overens med hendes egne målsætninger. I kataloget over sine egne indsatsområder som ligestillingsminister skriver hun nemlig, at hun vil ”…nedbryde det kønsopdelte arbejdsmarked” og at ”Det kønsopdelte arbejdsmarked er en af de største forklarende faktorer på lønforskellene mellem mænd og kvinder.” Hvorfor så ikke bruge denne anledning til at gøre noget seriøst ved sagen? Bare for at nævne en lille bitte ting, som jeg er overbevist om, at regeringen og Karen Jespersen ville få stor opbakning i befolkningen til at gøre, så er det at få nedsat den ligelønskommission, som de strejkende kvindefag i foråret stillede forslag om. Den ville kunne afsløre, hvorfor det går så galt i Danmark og hvad vi kunne gøre ved problemet. Det er da ikke meget at bede en gammel rødstrømpe og hendes foretrukne regering om?

Man har jo altid lov at håbe. Og faktisk så håber jeg, at grunden til, at Karen Jespersen pludselig ikke vil udtale sig om et af sine egne kerneområde, er fordi regeringen barsler med at nedsætte en ligelønskommission, så snart folketinget åbner igen. Og at regeringen har indset, at uligelønnen er så pinlig vigtig at komme af med, at finansministeren bliver nødt til at stille op med sin pengepung. Inden regeringen skingrer videre overfor alle mulige andre, ville det i hvert fald være klædeligt at få orden på vores eget ligelønsproblem.

Gamle kvinder

2008-08-14T11:04:00.000-07:00

En stille revolution er i gang. Kvinder over 40 vil også have lov til at være sexede på filmlærredet. Det har vi set med Desperate Housewifes og nu også med filmen, der er lavet på baggrund af serien Sex and the City.
Hvem har egentlig også vedtaget, at midaldrende og ældre kvinder ikke skal optræde som sexbomber ligesom deres yngre søstre? Når man tænker på, hvor lækre filmverdenens ældre og midaldrende mænd er, så er det da lidt underligt. Jeg tænker f.eks. på Jack Nicholson og George Clooney. Kigger man i filmlandskabet, så går kvinderne.. normalt fra at være sexede og indbydende til at være ikke-sexede moderfigurer meget tidligt i deres karriere. Og hvorfor egentlig? Mændene har jo også rynker, hængerøv og kalkunhud under hagen, når de når en vis alder. En velholdt kvinde kan fuldstændig matche deres mandlige counterparts fysisk set. Og jeg går da ud fra, at den ældre generation hygger sig i bedste velgående på lagnerne, så hvorfor i alverden er den del af livet i så lille grad portrætteret på lærredet? Og hvorfor i alverden skal de kvinder, der er oppe i årene skrues ned i samme model som de 20-årige?
Det er altså befriende, at kvinder efterhånden kan optræde i sexede roller selv i store amerikanske mainstreamserier. Men træerne vokser ikke ind i himlen – endnu. For ser man på netop hovedrolleindehaverne i Desperate Housewifes, så må de have store regninger hos deres respektive læger. De har ligget så meget under kniven, at de efterhånden er kommet til at ligne de barbiedukker, som enhver plastikkirurg må have stående som modeller for, hvordan en smuk kvinde ser ud.
I denne uge var jeg i biografen med to gode veninder for at se Sex and the City som film. En ganske underholdende og totalt klichéfyldt film! Men noget der alligevel overraskede mig var den ældre super sexglade Samantha, som nok har fået en ordentlig omgang botox og en enkelt operation eller to. Men hendes krop lignede det den er, nemlig en velholdt midaldrende kvindes krop. Og hendes sexlyst er intet mindre end intakt. Hun kan ikke få nok, og bliver i filmen træt af sit forhold, fordi hun keder sig seksuelt og dermed også på alle andre måder. Lige netop på det plan har hendes figur altid været en stille befriende revolution i det puritanske amerikanske serielandskab. Men nyt er det altså at hun nu fylder 50, og at hun stadig portrætteres med fuld damp på. Dejligt!
Herhjemme kan vi også være lidt med. Nikolaj Lie Kaas forelsker sig i sexede Birthe Neumann. Hun er så afgjort ikke skåret efter en barbiedukke, men er en smuk og sexet kvinde, som så absolut ikke behøver at skjule sin alder. Hun er dejlig, som hun er. Men det er fortsat både i USA og i Danmark så tilpas kontroversielt at bytte om på køns- og aldersrollerne, at en meget stor del af omtalen af filmene kommer til at handle om netop den ombytning. Samtidig er vi så vant til, at mænd er sammen med meget yngre kvinder på lærredet, at vi slet ikke bemærker det. Forhåbentligt bliver vi ligeså vant til de sexede ældre kvinder.

Kedelige byer

2008-08-14T11:00:00.000-07:00

Efter at have været en tur i Magasin og efterfølgende en lille rundtur på Strøget, fik jeg sådan en lidt trist fornemmelse af ligeså godt at kunne være et hvilket som helst andet sted. For hvor er centrum af de europæiske storbyer dog efterhånden ens. Kedeligt ens. Hver har de et forretningsstrøg, der til forveksling ligner det i København og Århus. Med en gågade mellem de store glasfacader. Bag glasfacaderne er forretningerne de samme. Her er de samme tyve forskellige store internationale tøjmærker med tøj, der ikke adskiller sig fra by til by. Parfumerne.. ..er de samme. Vi lugter ens. Solbrillerne følger samme mode overalt. Vi kommer til at se mere og mere ens ud. Varerne og priserne er standardiserede. Nogle steder så meget, at man på selve prisskiltet kan se, hvad varen koster i 15 forskellige valuta. I gågaderne findes den samme horde af turister med deres digitalkameraer, der alle sammen er produceret de samme steder og købt i den samme forretningskæde. Fødevareforretninger og grønthandlere er svære at finde, for centrum er ikke lavet for dem, der bor der. De er lavet for dem, der kommer til.
Nogen har ellers forsøgt at bilde os ind, at konkurrence, det frie marked og det indre marked skulle skabe større mangfoldighed, lettere adgang til flere forskellige varer, mere frit valg, bedre service, billigere varer og hvad de eller bruger som reklame for deres samfundsmodel. Nu har vi så haft et frit indre europæisk marked i temmelig mange år, globaliseringen brager derudaf, og vi har fået brudt telemonopolet, el-monopolet og tv-monopolet. Det store spørgsmål er: Hvad har vi egentlig fået ud af det?
Kigger man på bymidterne, så er de altså blevet mere og mere ens. Ser vi på teleselskaberne, så er servicen ligeså topringe, som den var inden monopolet blev brudt. Jeg begræder ikke, at der er kommet flere tv-kanaler end dr1. Men hvad er det dog for nogle skandaløst ringe kanaler. De sender de sammen elendige amerikanske programmer, genudsender og laver de samme billige løsninger med realityprogrammer og lignende. Der konkurreres om reklamekronerne, og det betyder, at tv-magerne finder laveste fællesnævner og ingen chancer tager. I supermarkederne mærker vi heller ikke meget til den øgede konkurrencesituation. Tværtimod. Det er de samme varer, der går igen og igen, uge efter uge.
Den øgede konkurrence har ikke skabt større mangfoldighed. Tværtimod. En konkurrence har jo sådan set også helt banalt en vinder og en taber. Den stærkeste overlever og slår den anden vare af markedet. Så sluger den stærkeste den andens markedsandel og vokser sig større. Efterhånden bliver de store så store, at det er svært for andre at komme ind på markedet. Og det er vel egentlig en meget god beskrivelse af netop det, der er sket med de europæiske forretningsstrøg. Øv, hvor kedeligt. Det kan da ikke være det alle supertilhængerne af de såkaldte frie valg, frie markedskræfter og den frie konkurrence drømte om. Eller hvad?

Velkommen hjem fra Sverige!

2008-07-18T07:19:00.000-07:00

Forestil dig lige et øjeblik, at staten sendte dig et brev om, at du enten må fyre kæresten eller flytte fra Danmark. Ville du finde dig i det? Skulle Bendt Bendtsen, Anders Fogh og Pia Kjærsgaard have lov til at stå som fundamentalistiske forældre og gøre sig kloge på, hvem du må gifte dig med og hvem du ikke må? Og ikke nok med, at de tillader sig at komme med deres holdninger. De har faktisk magt til at tvinge dig til at vælge mellem hende/ham du er forelsket i og den hverdag du kender. Dit job, din familie, din lejlighed. Du kan ikke både få din kæreste og de andre ting. Enten ægtefællen eller landet. Skræmmende tanke ikke. Gad godt vide, hvilken tudse.. ..Pia Kjærsgaard ville give mig lov til at gifte mig med. Puha. Selvom jeg er elendig til svensk og allerhelst vil bo med min familie inden for gåafstand, så ville jeg nok foretrække Malmø og ham jeg selv har fundet og er forelsket i.
Sådan har mange før mig tænkt. De har følt, at det var deres ret selv at bestemme, hvem de gerne vil dele seng med. Uheldigvis for dem har Pia, Anders og Bendt været uenige. Det er der naturligvis opstået hjerteskærende historier ud af – som der altid gør, når man begrænser voksnes frihed til selv at bestemme over deres liv. Bedsteforældre, der havde håbet på en alderdom med hele flokken af børnebørn omkring sig, og nu må slå sig til tåls med hinandens gode selskab, fordi barn, svigerbarn og børnebørn har været tvunget til at flytte til Sverige. Ægteskaber, der opløses fordi presset med nyt land for begge parter, nyt job, nye omgivelser blev for meget. Det blev bare for svært at finde nye venner og finde sig til rette uden noget af det man altid har kendt. Forældre, der har skullet vælge imellem deres ægtefælle eller at bo tæt på børn af tidligere ægteskab. Døtre og sønner, der har skullet vælge mellem at kunne være sammen med deres syge far i hans sidste leveår eller flytte til udlandet for at kunne få lov af ovennævnte politikere til at være sammen med deres ægtefælle. Umulige, urimelige og frygtelige valg. Alt sammen valg som jeg har stiftet bekendtskab med at folk har måttet træffe, fordi de havde forelsket sig i en udlænding. Hvilken forbrydelse. Alt sammen fordi Pia Kjærsgaard som en fundamentalistisk muslimsk far ønsker at blande sig i, hvem vi må gifte os med. Og fordi Anders Fogh har glemt at liberal betyder frihed og Bendt Bendtsen sin anstændighed, fordi han er så glad ved at være blevet minister.
På grund af al den ulykke omkring noget der eller burde være så lykkeligt, nemlig forelskelse og ønsket om at dele livet med hinanden. Derfor tænkte jeg: Yes!, da jeg en morgen kørte på vej til arbejde med P1 i ørene. Nogen havde fundet en EU-regel, som gjorde det muligt for mange af dem, der lever i landflygtighed at komme tilbage til Danmark. Fantastisk. Nu kan de bo tæt på familie og venner, og få en normal hverdag igen. Gåsehud og glædesråb. Men nej, inden dagen var omme havde Messerschmidt og Kjærsgaard gjort klart at helvede ville blive hedt, hvis ikke Danmark kunne få særregler på dette område. For ikke på vilkår om de vil være med til, at folk sådan går rundt og forelsker sig. Det er alvor det her. For Pia vil bestemme, og det giver Anders hende lov til.

Fri mig fra kontrol - bragt i Ekstra Bladet

2008-07-11T12:02:00.000-07:00

Kameraer op på hvert gadehjørne, mobiltelefoner, der afslører, hvert eneste skridt man tager, dokumentation for hvert minuts arbejde i det offentlige, cpr-registrering og adressetjek ved handler på nettet, kontrol og styring er sniger sig ind i alle ender og kanter af vores liv. Det er blevet så normalt, at ingen hæver en øjenbryn over, at selv teknologien er begyndt at kontrollere og opdrage på os. Normalt er jeg ret glad for ny teknologi og nye små og store dimser, der kan nye sjove, ting. Men jeg må til at genoverveje den indstilling. Der er nemlig en tendens til, at ny teknologi er spækket med indbygget overformynderi. Det tangerer efterhånden det komiske i hverdagen.
Et eksempel på hysterisk opdragende.. ..teknologi er min brors bil. Den fik jeg allernådigst lov til at låne, da jeg skulle en tur i Danmarks Akvarium med hele den pukkelryggede. Vi triller afsted i adstadigt tempo mod whiskeybæltet, hvor akvariet ligger. BIP BIP BIP, råber bilen pludselig med stadigt stigende styrke. Jeg bliver så forskrækket, at jeg i en elegant undvigemanøvre er ved at torpedere tre-fire vejskilte på Jagtvejen. Der sidder nemlig sådan nogle følere i bilen, som fortæller om man er ved at ramme nogen, så min første indskydelse er naturligvis, at undvige eventuelle modkørende eller medkørende. Men men men, en lampe i displayet lyser og blinker, og fanger derfor min opmærksomhed. Den kan nemlig med stor nøjagtighed afsløre, at synderen er min mor. Altså ikke, at hun er ved at køre ind i os, for hun sidder på bagsædet. Nej, hun har taget sin sikkerhedssele af, og det er derfor alt blinker og dytter. Alt imens jeg bruger tid på at efterforske sagen på bilens display, stopper bilerne foran mig for rødt. Heldigvis havde jeg holdt god afstand for ellers havde bipperiet og ikke mindst min grundige efterforskning udløst en harmonikaulykke, som jo alt andet lige kunne være temmelig alvorlig taget i betragtning, at min mor nu ikke længere har sikkerhedssele på. Befippet som min mor også bliver af situationen, tager det dobbelt så lang tid for hende at få udstyret på igen. Efter en del fumleri og en stadig mere og mere skærende biptone, som nu udløser en bævende underlæbe hos min lille søn, som slet ikke forstår alt postyret, lyder der et klik fra spændet og alt bliver befriende stille. Displayet falder igen til ro og jeg kan nu koncentrere mig om vejen igen.
Efter roen har sænket sig, funderer jeg over, hvad i alverden det skal til for? Er det ment som en sikkerhedsforanstaltning? Så de voksne kan konstatere, at et barn på bagsædet har taget selen af under kørslen? Hvis det er tilfældet, så er det da den mest ulykkefremmende sikkerhedsforanstaltning, jeg endnu har været i nærheden af. Jeg spekulerer endnu engang over, hvem alt det her opdragelse og kontrol egentlig er til for? Jeg er så træt af, at vi bliver påduttet at være bange for alting og at alting konstant skal gøres så forbandet rigtigt. Nu skal vi så også underlægges tåbelige bilers formynderi i form af bip og dyt, hvis blot man gør en lille ting forkert i to sekunder. Fri mig for den slags fjernstyrede opdragelsesmekanismer.

Fodbold tilbage på licenskanalerne - bragt i Ekstra Bladet

2008-07-11T11:56:00.000-07:00

Egentlig er det vel lidt tidligt at ønske sig tilbage til gamle dag, når man kun lige er rundet de 30 år. Ikke desto mindre har jeg oprigtigt gerne ville skrue tiden tilbage til slutfirserne. Ikke på grund af hverken springvandshåret eller de overdimensionerede skulderpuder. Men på grund af den gode sportsdækning på Danmarks Radio.
Det burde vel ved nærmere eftertanke være en menneskeret at se fodbold uden at skulle betale en formue for det. Og det kunne passende være på en af de kanaler, som vi betaler ikke så få licenskroner til. Men sådan er det ikke. I stedet.. ..har man skullet købe alle mulige møgdyre TV-pakker. Faktisk skulle man ved den just overståede slutrunde købe adgang til både viasat og canal digital, hvis man vil se alle kampene. Det er da bevidst chikane, for at presse så mange sure kroner og øre ud af folk som overhovedet muligt. I en eller anden fjern drømmeverden ville det være rart, hvis DR viste alle kampene, for så slap man også for de evindelige reklameblokke i pausen, når man egentligt helst vil se højdepunkter og få kommentarer fra dem i studiet. Men fodboldkampene er efterhånden blevet så dyre at transmittere og DR så udsultet, at det nok er svært at få den drøm til at gå i opfyldelse i nær fremtid. Når det så ikke kan lade sig gøre, så synes jeg altså, at det er ualmindeligt frækt af TV2 at lægge kampene på forskellige af deres kanaler, så man ikke kan slippe uden om den sikre ruin blot fordi man har et svagt punkt for 22 mand og en bold, hvor tyskerne IKKE altid vinder til sidst.
Samme tåbelighed gør sig i øvrigt gældende for boksning. Og i en endnu mere langt ude form. Den kaldes vist pay per view. Engang for efterhånden mange år siden kunne jeg rigtig godt lide at se boksning. Jeg kommer fra Brian Nielsen og Mark Hulstrøms fødeby, og fulgte selvfølgelig Korsørbokserne både live i den lokale sportshal men også på TV. Dengang kostede det ikke 500 kr. at få lov at se en enkelt titelkamp. Nej, det blev vist på licenskanalerne, så alle os dødelige kunne være med og få lov til at se vores heltes sejre og nederlag. Det kan da umuligt kun være os seere det er irriterende for. Også bokserne må være ærgerlige over, at de ikke længere hyldes af den brede befolkning, men kun af dem, som går så meget op i boksning og har så mange løse kroner i lommen, at de faktisk køber sig adgang til titelkampene.
Heldigvis fandt vi en eller anden absurd grynet svensk kanal, hvor man kunne se den halvdel af kampene, som ikke blev sendt på TV2. Ellers havde vi skullet op med 2.000 kr. Så selvom jeg endnu ikke er begyndt at ønske mig tilbage til hverken stokroser, dannebrogsflag eller Morten Korch, så kunne jeg altså rigtig godt tænke mig, at vi gik tilbage i tiden og hentede slutrunderne og dækningen af andre store sportslige begivenheder tilbage på Danmarks Radio.

Nye biler - ikke nye betalingsformer - bragt i Ekstra Bladet

2008-07-11T11:54:00.000-07:00

Betalingsring omkring København. Roadpricing. Megadyre og næsten ingen parkeringsmuligheder. Røvirriterende, men også nødvendige tiltag – for femten år siden! Mindst så gamle er de idéer. I hvert fald var alle disse ting også til debat, da jeg så småt begyndte at interessere mig for politik. Siden da er der altså opfundet et utal af alternativer. Brintbusser, brintbiler, elbiler, delebiler og hybridbiler bare for at nævne et par af dem. De ville da være rart om en enkelt politiker eller to, tog den fagre nye verden i betragtning, inden de fortsætter jagten på bilisterne. Politikerne kan ret effektivt påvirke, hvilken type.. ..biler, der kører rundt i de danske byer. Fjern afgiften på de nye biler i tre år og sørg for, at de kan og må parkere gratis overalt. Bare disse få tiltag ville få rigtig mange danskere til at købe en af de nye biler. Når man tænker på, hvor mange der i deres ansigts sved kører rundt og rundt for at finde en parkeringsplads og ofte ender med at skulle holde så langt væk, at de ligeså godt kunne have taget cyklen. Så skulle der være rig mulighed for at få skiftet bilparken med enkle midler. Hvis man i samme tankerundgang tager klimaforandringerne med i betragtningen, så giver det rigtig god mening – og samvittighed – at være en af dem, der ikke bare har købt den billigste bil, men også den mest miljørigtige.
Nu er jeg selv en af dem, der helligt kører rundt i en delebil – mest fordi jeg endnu ikke har haft så meget brug for en bil, at jeg har haft behov for at have den stående til hverdag. Nok kører jeg helligt, men jeg elsker at køre i bil, og derfor har jeg haft det svært med de øko-folk, som mener, at bilen i sig selv er et problem, fordi de fylder alt for meget i gadebilledet i de større byer. For dem er det ikke kun forureningen, der er problemet, men også de overfyldte vejkanter og gader og stræder. Hmmm, det har jeg tænkt lidt over, for jeg kan godt se deres pointe, men der må findes andre løsninger end cyklen eller de overfyldte busser, der pr. definition kører et andet sted hen end dér, hvor man skal til. Og ingen tvivl om, at de gader med meget lidt trafik er de hyggeligste, så måske skulle man alligevel forsøge at løse det problem også.
Et forslag: Først løser vi forureningsproblemet ved at fjerne afgifterne på de alternative biler. Dernæst flytter vi den nu den nye ikke-forurenende biltrafik ned under jorden på de steder, hvor den i dag er tættest. Altså der, hvor trafikken altid sander til i diverse byer i myldretid. Jeg ved godt, at det er en lidt halvpebret løsning. Men forestil Jer brede, mangesporede veje under de store veje. Med tilhørende parkeringsløsninger og direkte adgang til metronet. Det ville sgu da være smart. Så kunne de store veje over jorden omdannes til brede, grønne boulevarder med frisk luft og plads til bænke, boldspil, fortovsrestauranter og hyggelige forretningsstrøg. Det lyder da noget mere attraktivt end roadpricing og parkeringsvagter, gør det ikke? Der kommer så forfærdelig mange ekstra milliarder ind i olieindtægter i disse år, at den slags projekter ikke behøver at være fuldstændigt uden for rækkevidde rent økonomisk.
I hvert fald synes jeg, at Klaus Bondam og de andre 16 hovedstadskommuner, bør indse at de er 15 år for sent på den. Og at de skal til at se lidt på de nye muligheder som de ikke-forurenende biler giver.

brug-og-smid-væk-soldater, bragt i Ekstra Bladet

2008-06-09T10:03:00.000-07:00

”Regeringen fører en politik, hvor den er kommet så højt til vejrs, at benene ikke længere kan nå jorden. Den er kommer helt derop, hvor kun de store drenge normalt befinder sig”. Det udtaler en lektor i international politik efter terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan. Mere præcist kan det vel næppe siges. Ligeledes slås det fast i Politiken, at Danmark slet ikke har de ressourcer, der skal til for at lægge ryg til konsekvenserne af de krige, (som regeringen drager Danmark ind i. Der skal ske en massiv investering i efterretningstjeneste og anden sikring af eksempelvis ambassaderne i udlandet, hvis vi skal føre den slags aktivistisk udenrigspolitik. Javel, det er da en interessant måde, vi så skal til at bruge vores gode skattekroner på.
Men langt værre er det, at regeringen er komplet ude af stand til at håndtere konsekvenserne for de soldater, som sendes i krig. Det er ikke kun manglende efterretninger, for dårligt materiel, for ringe uddannelse af soldaterne og for naiv en opfattelse af, hvad et lille land kan og ikke kan. Nej, midt på ugen, hvor debatten om den aktivistiske udenrigspolitik ramte forsiderne af de danske aviser, kunne man samtidigt i TV-Avisen og i P1 se og høre, hvad konsekvenserne er for de soldater, som regeringen sender ud til at udføre sin politik. Og jeg skal hilse at sige, at regeringen forsøger at komme op i en liga, hvor den slet, slet ikke hører hjemme.
Hver 5. af de soldater kommer hjem med mén fra krigen. Soldaterne lever under konstant pres i deres arbejde i f.eks. Afghanistan og Irak med truslen om at blive ramt af vejsidebomber eller blive fanget i ildkamp. Det resulterer blandt andet i, at mange soldater får posttraumatisk stress, bliver kriminelle, har svært ved at få deres familieliv til at fungere og alt for mange af de udsendte ender som førtidspensionister. At det gør ondt på liv og sjæl at være soldat skal man ikke have nogen doktorgrad for at regne ud. Det er naturligvis en erhvervsrisiko. Ja, det kan synes som komplet idioti, at unge mænd finder på at blive soldater og dermed lægge liv og sjæl til regeringens aggressive udenrigspolitik. Men at staten ingen systematisk opfølgning har på de mennesker, der har gjort dem den tjeneste at føre deres udenrigspolitik ud i livet, er intet mindre end en skandale.
Soldaterne skal til et enkelt psykologbesøg, når de kommer hjem og så skal de svare på et spørgeskema. Dette på trods af, at mange af de problemer som soldaterne får som følge af udsendelse først viser sig længe efter de er vendt hjem. Man kan mene, hvad man vil om regeringens vanvittige krige. Og man kan synes, at soldater burde droppe deres vanvittige arbejde, som man vil. Det må hver enkelt dansker og hver enkelt udsendte tage stilling til og sætte deres krydser derefter. Men uanset, hvad man mener om de krige, så må man altså sørge for, at dem, der sendes ud også kan komme godt hjem igen. Det er altså ikke brug-og-smid-væk-ting. Det er mennesker af kød og blod. Helt unge knægte, familiefædre, nogens bror eller søn. Nok har de uniformer på, men de har krav på at blive behandlet med respekt og staten har pligt til at samle op på de problemer, som soldaterne kommer hjem med. Absurd nok lader det - som en ekspert i arbejdsmedicin sagde det i radioen – at man tager sig mere af udfasning af materiel end af soldaternes ve og vel. Men en tankvogn koster selvfølgelig også 50 millioner kroner. Det gør nogens søn ikke.

Stress, bragt i Ekstra Bladet

2008-05-29T22:47:00.000-07:00

En chef, der udtaler sig om stress kan vel bedst sammenlignes med tobaksindustrien, der udtaler sig om rygning.
500.000 henvendte sig på ét år til egen læge med stresssymptomer. 30.000 blev indlagt på hospitalet. 1.400 mennesker døde på grund af stress. En gang til: 1.400 mennesker døde på ét år pga. stress. Det er næsten tre gange så mange som der dør i trafikken. Ikke desto mindre var BT i sidste uge ude i det ærinde at så tvivl om, hvorvidt det her med stress overhovedet er reelt. De bragte citater fra en række fremstående erhvervsfolk. Herunder Asger Aamund, der synes.. at ”danskerne er blevet så forkælede, at vi skal have krisehjælp bare vi møder den mindste modgang.”
Jeg kan da godt forstå, at det er forfærdeligt irriterende, at medarbejdere sygemelder sig med stress. Det er dyrt og besværligt at skulle dække sig ind med vikarer. Og stress kan give meget langvarige og uforudsigelige sygdomsforløb med eventuelle tilbagefald. Derfor er det da mest bekvemt for cheferne, hvis der her med stress blot er hysteri og kan løses med et ”tag Jer nu sammen” som Per Michael Jensen, tidligere tv2-direktør affærdiger problemet med. Så let er det desværre ikke. Ligesom tobaksindustrien ikke kommer så langt med blot at bede lungekræftramte om at stramme sig lidt an og lade være med at være pivede.
Ligesom tobaksindustrien har ansvaret for den store overdødelighed blandt rygere, så er det faktisk så møgirriterende for arbejdsgiverne, at det er dem selv, der har ansvaret for stress på deres arbejdspladser. Åbne mobiltelefoner i fritiden, mailene tikkende ind efter arbejdstid og i weekenderne, forventning om mere end 37 timers arbejdsuge, for få ressourcer til at løse opgaverne fagligt forsvarligt, nedskæringer som får tempoet til at være urimeligt højt for hver enkelt medarbejder i hverdagen. Det er blot et par eksempler på, hvorfor folk får stress. Pilen peger i meget høj grad på arbejdsgiverne. Den enkelte medarbejder kan ikke løse de her ting. Men hvis chefen end ikke anerkender, at der er et problem, som tilfældet er med Aamund, så er der godt nok lang vej igen.
I denne forgangne uge er der kommet større og endnu mere uhyggelig årsager til at sammenligne stress og rygning end min til lejligheden opfundne parallel mellem Aamund og tobaksindustrien. Ny forskning viser, at det ikke bare er voksne, der dør af stress. Stress under graviditeten er åbenbart lige så farlig for fosteret som rygning. Nok er gravide kvinder hysteriske, men noget tyder alligevel på, at det ikke er rent hysteri, når der råbes vagt i gevær. Stress er en alvorlig sygdom og den rammer alt, alt for mange danskere med alt, alt for alvorlige konsekvenser for dem selv og for deres nærmeste. Hvis ikke arbejdsgiverne kan se det menneskelige i at påtage sig ansvaret, så skal de blot overveje, hvor mange kolde kontanter, de kan spare på at undgå sygemeldingerne.

Jeg er ikke stolt, bragt i Ekstra Bladet

2008-05-16T03:17:00.000-07:00

Tænk engang, en dansker! Mangen en kommentator har vært ved at skjule stoltheden i stemmen ved tanken om, at en dansker skulle få en stor international toppost. Det virker altså noget fladpandet. Det kommer til at lyde som om, at Fogh først og fremmest er dansker, og at alting vil være lysere, hvis blot en dansker får en toppost. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er en kvalifikation i sig selv at være dansker.
Hvis Anders Fogh Rasmussen opnår det, så får EU en præsident (hvis det altså er her han ender), der kan en masse ting, som jeg så absolut ikke er stolt af, og faktisk helst vil være fri for at Danmark bliver kendt for.
Oplagt er det jo at se lidt på hans udenrigspolitik. Her har han opført sig som en lettere imponeret skoledreng, der har.. fået lov til at være med blandt de store drenge. Han har trukket os ind i en angrebskrig, som har kostet hundredetusinder civile uskyldige menneskeliv. Og han løj oven i købet om, hvad der var årsagen til krigen. Vi fik at vide, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak. Forsvarets efterrretningstjeneste havde ellers gjort Fogh opmærksom på, at det var højst usandsynligt, at der fandtes den slags våben i Irak. Men Fogh havde brug for en undskyldning for at følge sin gode texanske ven, så skidt da pyt med, hvad efterretningstjenesten har af irriterende viden og vurderinger.
På udlændingepolitikken præsterer han at være forlovet med Pia Kjærsgaard med alt hvad der til hører af fremmedfjendsk politik. Han har på under et årti skabt et af verdens mest lukkede og selvfede samfund. Vist ikke ligefrem den måde man løser fremtidens globale problemer. Vi må ikke længere gifte os med hvem vi vil – i hvert fald ikke hvis vi gerne vil blive boende i Danmark. Han har dermed skabt en større flugt over Øresund, fordi en del danskere vælger deres hjertes udkårne alligevel. 9 år skal man bo i Danmark, før man kan få lov til at få fulde rettigheder som statsborger. Og i den første og allermest sårbare periode for flygtninge, byder vi vores gæste de mest skrabede rester fra de riges bord. Nej, rødgrød med fløde er ikke hverdagskost i Danmark, hvis man ikke er født og opvokset her.
På socialpolitikken er han vel mest kendt for at underminere og ødelægge den skandinaviske velfærdsmodel. Han har indført et benhårdt skattestop, der forgylder de største villaer og mest luksuriøse biler, og han har bidraget med et udgiftsloft, der har skabt så stor utilfredshed blandt de ansatte og folk der bruger de offentlige ydelser, at de skriger på anerkendelse, penge og flere hænder. Vi har vænnet os til at skulle have sundhedsforsikringer for at kompensere for et mangelfuld offentligt sundhedsvæsen, og stadigt flere flygter fra folkeskolerne, fordi kommunerne ikke må bruge de penge, der skal til for at skabe en ordentlig uddannelse.
Hmmmm. Er det ham, der skal integrere et relativt fattigt østeuropa med resten af os? Er det ham, der skal få EU til at danne modvægt til USA? Er det ham, der skal tackle verdens flygtninge, som søger ly fra vold og krig i Europas fredelige lommer? Er det noget at være stolt af, hvis det virkelig blev denne dansker? Ikke i min bog.

Bøsse-fobi, bragt i EB

2008-05-09T01:36:00.000-07:00

”Jeg ville aldrig acceptere at have en homoseksuel spiller på mit hold. Selv i dag ville jeg ikke købe en homoseksuel. Hvis jeg fejlagtigt skulle komme til at købe en, ville han blive den første, der blev solgt igen.” Og fortsættelsen lyder: ”Jeg har ingen bøsse-venner. Jeg foretrækker andre mennesker.”
Det er et par af den seneste tids udtalelser fra Luciano Moggi, som er tidligere generalsekretær for Juventus. Ligeså forarget man kan blive over udtalelserne fra den bedagede italiener, ligeså grundigt bør man kigge på fodboldheltene i hele Europa. Jeg kan ikke nævne bare én, der er åbent bøsse. Det tætteste vi kommer på en bøsse, er den.. (såkaldt metroseksuelle David Beckham, der da også utallige gange er blevet latterliggjort af det engelske publikum for ikke at være en rigtig mand. Lettelsen var derfor stor i engelske fodboldkredse, da den nye helt Wayne Rooney trådte ind på banen rødhåret, fregnet, bredkæbet og så absolut mere til pints og kvinder end til brasilian wax og hårplejeprodukter.
På den hjemlige scene gik rygterne, at den tidligere landsholdspiller Mikkel Beck var bøsse. Faktisk var rygterne så vedholdende og åbenbart generende, at han følte sig nødsaget til at afholde et pressemøde, der blevet citeret på forsiden af formiddagsaviserne, som ”Jeg er ikke bøsse”. Øh, okay, og hvad så, hvis han var?
Den attitude skal ikke være meget udbredt for, at enhver homoseksuel har fundet noget bedre at bruge sit liv på end fodbold, inden han når at blive gammel nok til at blive professionel. Moggi forklarer sig med, at ”det er et specielt miljø indenfor fodbold, hvor man jo også render nøgne rundt i omklædningsrummet.” Undskyld, men hvad er det Moggi forestiller sig, at der ville ske ved det? Nogenlunde samme underfundige argument imod bøsser, hørte jeg brugt mod en gymnasiekammerat, der sprang ud som bøsse inden en studietur. Herefter ville en par af de andre drenge ikke sove på værelse med ham. Hvad er det de tror? At han ville være interesseret i at komme i bukserne på dem? På én gang? De har godt nok høje tanker om sig selv – og i øvrigt en dejlig farverig fantasi.
Det værste er, at denne totale holdningsmæssige solformørkelse ikke slutter med hverken fodboldens verden eller med gymnasieverdenen. I London er den konservative overklassedreng Boris Johnson blevet valgt som borgmester. Han har udtalt: ”Hvis homoseksuelle ægteskaber skulle være OK, så kan jeg ikke se, hvorfor det principielt set skulle være forkert at vie tre mænd ligeså vel som to mænd, eller tre mænd og en hund.” Hvordan i alverden kan sådan en mand blive valgt som borgmester?!
Vi er for længst gået bort fra tvangsægteskaber og holdt op med at blande os i, hvor mange gange folk bliver gift og skilt. De fleste af nyder sådan set den frihed til at vælge vores partnere selv, og kan vel knapt finde på noget værre end at skulle være udstødt af omgivelserne på grund af den vi elsker eller den vi elsker med. Hvad om vi alle sammen lige spændte hjelmen og fik givet lidt plads til, at alle kan nyde den helt fundamentale frihed – også de mænd, der er til både mænd og fodbold.

Usolidarisk at købe økologisk?! Bragt i EB

2008-05-09T01:27:00.000-07:00

Hvad?! Skulle det nu være usolidarisk og amoralsk at købe økologisk fødevarer?! Det er alligevel et temmelig overraskende synspunkt. Ikke desto mindre er det blevet malet ud over den danske presse i denne uge. Jeg skal ellers hilse og sige, at det er en ualmindelig overfladisk og kortsigtet betragtning, at vi skal ødelægge jorden og miljøet for at skaffe mad nok her og nu. Det svarer lidt til at tisse i bukserne for at holde varmen på en kold dag.
En meget stor del af verdens jord bliver enten slet ikke dyrket eller dyrket super ineffektivt på grund af manglende viden, teknologi eller penge. Hvis man skal gøre noget alvorligt og langsigtet ved fødevareproblemet, så er det altså en god idé at stille de tre ting til rådighed for verdens fattige bønder. Andre dele af verdens jorde bliver.. ødelagt, fordi den lokale befolkning ikke har råd til at tænke langsigtet. Derfor fælder de bevoksningen for at skaffe brænde, og dermed ødelægges jorden, fordi den udsættes for vind og vejr. Man kan altså ikke tale om fødevarekrise uden også at tale om fattigdom og skæv fordeling af verdens ressourcer.
Det er da givet rigtigt, at hvis vi skal producere flere fødevarer i vores del af verden, hvor befolkningstætheden er kæmpestor og jorden udnyttet til det yderste, så er den eneste vej formodentlig genmodificerede fødevarer og kunstgødning. Men det ville da sådan set også være lidt smartere at løse det globale problem globalt, og dermed begynde at bruge jorden i ulandene bedre.
FN taler da også synspunktet midt i mod, og siger, at økologi ikke har det fjerneste at gøre med den nuværende fødevarekrise. Undersøgelser viser oven i købet også, at bønderne i ulandene kan fordoble deres produktion ved at dyrke økologisk.
Jeg er sådan set med på, at det kan være på sin plads at afhjælpe et akut problem ved at bruge kunstgødning. Menneskeliv må selvfølgelig altid veje tungest. Og hvis først folk er døde af sult, så er den langsigtede idé jo temmelig ligegyldig. Men så kan de høje herre passende afsætte de penge af, der skal til for at dyrke ti økologiske marker i ulandene for hver marker de sprøjter til med deres gift for at løse her og nu-problemet. Så kan man slå to fluer med et smæk.
Uanset om man vælger den ene eller den anden strategi, så skal der penge på bordet. Hvis ikke der handles hurtigt, så vil vi blive vidner til massive sultkatastrofer og sociale uroligheder. Herhjemme mærker vi fødevarekrisen ved stigende priser i supermarkederne. Det er naturligvis irriterende, men har ikke samme alvorlige konsekvenser som i de fattige lande, hvor familier pludselig skal bruge for stor en del af deres indtægt på mad - og dermed levnes der ikke penge til skole til børnene, lægebesøg eller husleje. På trods af at problemet er klart størst her blandt de fattige, så er der ingen tvivl om, at løsningen ligger i vores del af verden. Det er her pengene findes. Så til lommerne kære politikere. Der skal investeres i mad – og økologiske marker. Usolidarisk og amoralsk? Næppe. Der skal smækkes fluer.

Lige adgang til sundhed, bragt i EB d. 25. april 2008

2008-04-26T08:04:00.000-07:00

Med stor forargelse har jeg fulgt med i det skandaløst elendige amerikanske sundhedsvæsens sortering i patienter alt efter om de har forsikring eller ej – og alt efter hvor god en forsikring de har. Ærligt talt har jeg aldrig hørt nogen beskrive nogen former for fordele ved den slags sundhedssystem. Alligevel bevæger vi os i Danmark i den retning. Private sygeforsikringer er eksploderet i de senere år, og de private hospitaler og klinikker har virkelig fået vind i sejlene. Jeg forstår godt, hvorfor man vælger det private. De offentlige sygehuse lægger ikke ligefrem op til et langt kærlighedsforhold, hvis man har et alternativ. Så drivkraften er åbenlys. Derfor.. synes jeg heller ikke, at vi hver især skal droppe vores sundhedsforsikringer, for man skal da være tosset , hvis man ikke vil have den bedst tænkelige behandling, når man bliver syg. Men jeg vil tillade mig at klandre politikerne for at have forsømt sundhedssektoren så meget, at folk vender ryggen til den.
Nu vil de konservative så alligevel have endnu mere amerikanske tilstande. De vil have, at vi skal til at have penge op af lommen for at gå til lægen. Deres mål er at få penge nok til en skattelettelse og samtidig undgå, at vi bruger flere penge på det offentlige. Jeg er altså ved at være godt træt af skattelettelser. De eneste der har brug for skattelettelser er pensionister og andre med meget få penge – og absurd nok plejer det at være dem, der intet får ud af politikernes gavebod. For alle os andre ville jeg ønske, at jeg kunne veksle skattelettelserne til bedre folkeskole og mere ældreomsorg. Vi har som samfund meget mere brug for at foretage investeringer her end at forgylde alle os, der allerede har rigeligt.
Nogen siger, ”at en enkelt 100-lap kan alle da betale”, så brugerbetalingen vil ikke holde nogen udenfor. Tænk, det forstår jeg ikke?! Vil det ikke være sådan i den slags system, at dem der er meget syge, skal betale mange hundredelapper, fordi de skal mange gange til lægen? Og sidst jeg tjekkede statistikken, var arbejdsløse og pensionister mere syge end andre. Mig bekendt er ældre eller arbejdsløse ikke blandt dem, der har flest hundredelapper i Danmark. Så mon ikke der kommer til at være en enkelt eller to der vælger lægebesøget fra?
Hertil kommer lige en lille mikroskopisk ting til. For hvis jeg kender politikerne ret, så vil hundrede kroner blive til tohundrede, hvis der så om et par år skal laves skattelettelser igen. Og så er vi faktisk ved at være tilbage ved det med forsikringerne. For så skal der altså rigtig mange penge op af lommen, og det betyder selvfølgelig, at folk - meget klogt - begynder at forsikre sig ud af problemet. Netop forsikringssystemet sorterer helt vildt i folk. Dem der har en arbejdsgiver, har nem adgang til sundhedsforsikring. Men gamle, studerende, førtidspensionister og andre har ikke let ved at få fingrene i en sygeforsikring, og det er jo også netop her, at en lægeregning vil give allerstørst problemer.
Kan jeg gøre det mere klart? Det giver den største tryghed for alle dødelige, at have et gratis sundhedsvæsen for os alle sammen. De rigeste kan selvfølgelig være ligeglade. Sikker også derfor, at de eneste, der er positive overfor den konservative idé er de konservative selv og så selvfølgelig de radikale.

Udmeldelse af Enhedslisten

2008-04-24T11:23:00.000-07:00

For mig har det at være medlem af et parti altid hængt sammen med også at være aktiv i det. Efter at være trådt ud af Folketinget, er jeg ikke længere aktiv i Enhedslisten, og derfor har jeg besluttet at melde mig ud af partiet. Det er ingen hemmelighed, at jeg har været uenig i nogle af hovedbestyrelsen og årsmødets beslutninger – og det har naturligvis også haft indflydelse på min beslutning.
Det ændrer ikke på, at jeg respekterer Enhedslistens rolle og arbejde i Folketinget, og jeg har været meget glad for de år jeg har været i partiet.
For at undgå enhver spekulation vil jeg understrege, at jeg ikke er på vej ind i et andet parti.. og nej, jeg er heller ikke i gang med at starte et nyt.

Lad strejken fortsætte..

2008-04-24T11:20:00.000-07:00

I går skulle jeg have været til behandling på Hvidovre Hospital. Men som tusinder af andre er den desværre blevet aflyst og de kan ikke tilbyde mig at få en erstatningsundersøgelse. Det er jeg naturligvis rigtig ked af. Får det mig til at synes, at regeringen skal gribe ind i strejken? Nej! Og jeg vil opfordre alle til at bakke de strejkende op over hele linien.
Når jeg ikke synes regeringen skal gribe ind, så skyldes det, at de strejkende får skandaløst lidt i løn taget deres store ansvar i betragtning. Og ikke nok med det, de presses samtidigt skandaløst meget i dagligdagen. Det kan de ikke være tjent med. Og det kan alle vi andre faktisk heller ikke. Af flere årsager. For det første har de generelt alt for lidt tid til at lave deres arbejde ordentligt. Det betyder, at pædagogen for ofte må lade et barn græde for længe eller lade en konflikt mellem.. ungerne være uløst. Jeg kan umuligt være den eneste, der ville være mere tryg ved at aflevere mit barn i institutionen, hvis jeg ved at der er tid nok. For det andet fordi netop den dårlige løn og det store pres som netop de strejkende faggrupper arbejder under, skræmmer unge væk fra de uddannelser, der leder frem til disse jobs. Det giver os altså et alvorligt problem i fremtiden. For det tredje risikerer vi at nedslide en stor del af arbejdsstyrken. Det er forfærdeligt for dem, der er tvunget til at leve med at være slidt ned, og samtidig et kæmpe økonomisk problem for vores samfund. Allerede nu er mere end 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder parkeret uden for arbejdsmarkedet. Alt for mange af dem på grund af nedslidning. Det er et mønster vi må få ændret på NU!
Og så er der noget, som er gået helt galt i vores måde at prioritere på. Her i landet har vi af uransaglige årsager valgt, at dem der straffes hårdest ikke er voldsmændene og voldtægtsforbryderne, men dem, der begår økonomisk kriminalitet. Således kan man slippe med et par måneder i fængsel for at banke en person ned, men svindler man økonomisk, så falder hammeren. Den logik har jeg aldrig forstået. Men samme underlige logik gør sig gældende i forhold til lønninger de forskellige brancher imellem. Dem, der håndterer vores lån og investeringer i bankerne får væsentlig mere i løn end dem, der håndterer vores børn, liv og velbefindende. Det er da en særegen måde at indrette sig på. Hvis jeg var ansat i den offentlige sektor, så ville jeg føle mig noget tilsidesat af den logik.
Lad os nu få en offentlig sektor, der svarer bare nogenlunde til den luksus, der i øvrigt er i vores samfund. Lad nu være med hele tiden at presse de sidste kræfter ud af folk. De offentlige ansatte taber og alle vi andre taber, når vilkårene er dårlige i de offentlige stillinger. Derfor håber jeg, at de strejkende strejker og strejker og strejker – og jeg håber, at regeringen holder sig langt væk fra at gribe ind. Jeg håber, at alle udviser stor tålmodighed overfor de strejkende, og at alle husker at give de strejkende et skulderklap for at gøre os alle sammen en tjeneste. Slutningen på historien må meget gerne være et kæmpe lønhop og bedre arbejdsforhold – og dermed en bedre nutid og fremtid for velfærden.

Kvinder - en del af demokratiet? Bragt i Ekstra Bladet 11. april

2008-04-13T00:04:00.000-07:00

”Det kan godt være, at jeg er naiv, men hun giver mig et håb om, at jeg også en dag kan blive en del af demokratiet.” Sådan cirka sagde en ung dansker under valgkampen. Jeg gik og hørte TV-avisen med et halvt øre, og tænkte: ”hvem er det der ikke føler sig som en del af demokratiet”. Så tøffede jeg ind i stuen og her faldt ti-øren. Det var en ung... ...muslimsk kvinde med hovedtørklæde. DR havde ulejliget sig ud i en af ghettoerne i Danmark for at høre, hvad folk havde at sige om Asmaa, og det var altså hendes reaktion på min partifælles opstilling. Sådan må kvinderne have følt sig, dengang de endelig fik stemmeret. Nu kunne også de være en del af demokratiet.
Efter valget blev der da også gentagne gange sået tvivl om, hvorvidt man må stå på talerstolen med tørklæde på. Der var endog folk, der truede med at fjerne hende korporligt. Endelig i denne uge kom der så en afgørelse. En afgørelse som jeg mener, at vi i lighed med kvinders stemmeret skal være stolte af og vise frem for andre. Afgørelsen blev truffet af Folketingets præsidium og gik, som de fleste nok har hørt, ud på, at medlemmer af Folketinget gerne må bære hovedtørklæde.
Jeg begriber ikke, at der har kunnet være tvivl. Jeg var overbevist om, at der ifølge grundloven er religionsfrihed i Danmark. Og jeg var overbevist om, at vores demokrati omfatter borgerne i Danmark, og at vi frit kan vælge de kandidater vi lyster, hvis blot kandidaten er myndig. Egentlig troede jeg, at selve grundidéen med demokratiet er, at vi har lov og ret til at mene, føle, synes og tro, som vi har lyst. At vi deler os efter anskuelser. At vi kan favne forskelligheden. I modsætning til i totalitære samfund, hvor magthaverne bestemmer, hvad folk skal mene og tro.
Jeg var overbevist om, at alle danske partier i Folketinget var enige om disse byggesten for demokratiet. Men jeg tog fejl. Dansk Folkepartis Søren Espersen var ”meget ked af det” og Pia Kjærsgaard syntes ”det var trist” i denne uge. Magen til hykleri skal man lede længe efter. I både den første og den anden Muhammed-krise har vi hørt de to skingre op om ytringsfrihed. Hvor klinger netop dette ord ”ytringsfrihed” i al fremtid hult, når det kommer fra de to. De går åbenbart kun ind for ytringsfrihed for særligt udvalgte.
Hvis jeg nu var Villy Søvndal, så ville jeg vel bede de to politikere om at skride af helvede til sammen med Hizb ut-Tahrir, hvis de ikke kan lide det danske demokrati. Heldigvis er jeg ikke Villy Søvndal, for netop den holdning er jo ligeså antidemokratisk som Dansk Folkeparti og Hizb ut-Tahrir selv. Demokratiet favner alle holdninger – også dem vi ikke kan fordrage. I demokratiets favn foregår med mellemrum heftige kampe om magten og heftige kampe mellem de forskellige holdninger og trosretninger. Men først, når den ene holdning eller religion ønsker at holde de andre ude, ophører demokratiet.

Tillykke med nyt Ungdomshus, bragt i Ekstra Bladet 4. april 2008

2008-04-04T09:19:00.000-07:00

Tillykke! Tillykke til Nordvest. Tillykke til unge i det ganske land. Tillykke til alle os andre. Tillykke med det nye ungdomshus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Og tillykke til Ritt og Foldschack. Det nye hus ligger netop dér, hvor jeg med mellemrum triller rundt med barnevognen. Det vil jeg gøre lidt oftere fra nu af. Nordvest er mildest talt ikke Københavns mest charmerende område – og dog. Nordvest har bevaret noget af det gamle.. ..København, hvor man ikke behøver at være mangemillionær for at få en lejlighed, fordi der endnu er en stor mængde lejeboliger. Det betyder, at beboersammensætningen er noget rarere end i andre og dyrere dele af byen. Det er et område, som desværre er ligeså forsømt på den kulturelle front, som Nørrebro var det for et årti siden, da jeg først flyttede dertil. Jeg er sikker på, at Nordvest har skudt papegøjen ved at få et ungdomshus. Det vil trække en masse liv, musik og ungdom til. Jeg var selv super glad for ungdomshusets bidrag til Nørrebro, inden politikerne ødelagde det hele ved hovedløst at sælge huset til religiøse fundamentalister og derefter beskytte sit fejltrin med politiet som gidsler (og alt hvad der deraf fulgte af uro i gaderne).
For de unge er det et scoop. Godt gået! Fedt at I fortsatte dialogen med de politikere, som ellers ikke havde lavet andet end l… i den. Jeg glæder mig vildt til at se, hvad I får ud af det. Glæder mig til modspillet. Og til medspillet. Til at I får genskabt musikscenen. Til at folk fra hele Europa valfarter til i sommermånederne for at besøge huset og bidrager til den gakkede livgivende galskab i huset og i København.
Et selvstændigt tillykke til Foldschack! Min store respekt for et kæmpe stykke arbejde med en vis del i klaskehøjde – nogle gange fra alle sider. Og til Ritt for endelig for alvor at komme ind i kampen. Hvor ville jeg dog have gjort det meste anderledes end hende. F.eks. ville det have været smart at have undgået gadekampene. Men Ritt ville hellere dække over en partikammerat og tidligere overborgmesters fejltagelser. Sådan prioriterer vi så forskelligt. Men ret skal være ret. Slutresultatet er OK. Og jeg er helt enig i hendes vurdering af, at der altid vil være naboprotester. Sådan er det, og vi kan ikke sætte samfundet i stå af den grund.
Hvis nogen er i tvivl om, hvad det betyder for en by at være åbne over for skævheden, det anderledes, det der provokerer og irriterer, så tag en tur til Hamborg eller Berlin. Her har mennesker med almindelige indkomster stadig råd til at bo, og er der bare højere til loftet. Det skæve miljø trives og er stort. Og det gør de to byer så uendeligt meget mere interessante end München eller anden velfriserede tuttenuttede sydtyske byer. Tillykke til os alle sammen fordi vores hovedstad har fået en meter højere til loftet.

Kofoed - spørgsmål og svar fra mail

2008-04-04T09:17:00.001-07:00

Mange har spurgt stort set enslydende, hvad jeg mener om hele Kofoed-sagen. Her er et kort svar:
Han har ikke gjort noget ulovligt. Hvis folk mener, at den seksuelle lavalder er for lav, så må de stille forslag om at sætte den i vejret. For den er jo netop 15 år for at sende et signal om, at man som 15 årig er i stand til selv at tage stilling til, hvem man vil have sex med. Ergo er der tale om to voksne mennesker - og eftersom alle er enige om, at der ikke har været tale om tvang, så forstår jeg ikke, hvad vi andre skal involveres i den affære for.
(erstat mig med resten af teksten)

Dræbersnegle mig i r...., bragt i Ekstra Bladet

2008-03-26T02:26:00.000-07:00

Dræbersnegle mig i r….! Nu er det nok. Jeg kan ikke holde ud. Ikke endnu en sommer, hvor vi skal høre om tåbelige dræbersnegle. Kan den samlede danske journaliststand ikke rotte sig sammen og nægte at lave flere af den slags historier, og i fremtiden blot bringe en henvisning til en eller anden hjemmeside, hvor dræbersnegleinteresserede borgere kan få afløb for deres lidenskab? Så kan vi andre være fri for at høre mere om det tema.
Sidste sommer skulle vi slæbes igennem det ene tv-indslag efter det andet om de ulyksalige snegle. Vi blev i Nyhederne præsenteret for den ene metode efter den anden til at komme sneglene til livs. En gummistøvlebeklædt villaejer fandt på at klippe sneglene over med en havesaks. Mens en anden havde sat et fintmasket net op om sin have. Gaaaaab. Og aviserne overgik hinanden med analyser over dræbersneglenes veje gennem de danske villahaver. Nu er vi nået marts måned, og så begynder aviserne altså at bringe historier om, at dræbersneglene ikke er blevet slået ihjel henover vinteren som håbet, fordi der ikke har været tilstrækkeligt meget frost. Nu stopper det altså. Nok er det med mellemrum agurketid i aviserne, men der er vel ingen grund til ligefrem at genere seere og læsere med den slags ligegyldigheder?
Hvis bare dræbersneglene var de eneste dræberhistorier i de danske aviser. Men nej. ”Stor test om..”, ”Her finder du de billigste..” og den slags pryder alt for tit også forsiderne. Jeg begriber ikke, hvorfor forbrugerstof skal fylde så meget i vores aviser. Det kan da umuligt have været de vigtigste begivenheder i verden det sidste døgns tid at fladskærmene er blevet billigere eller at det bedst kan betale sig at købe sommerhus på Norddjurs. Jeg medgiver, at det måske er de begivenheder, der sælger flest aviser. Men det er da forhåbentlig ikke gået hen og blevet det vigtigste nyhedskriterium. Vel?
Når jeg køber mine aviser, så er det altså med forventning om, at de ikke er proppet med dræbersnegle og vaskemaskinetests i nævneværdigt omfang. Og når det er sagt, så forstår jeg selvfølgelig heller ikke, hvordan den slags historier nogensinde kommer så højt op på prioriteringslisten som til forsiden og spisesedlerne. Faktisk forstår jeg det lige så lidt, som når historier om hvem der er inde og ude af X-faktor pryder selv samme høje placeringer i nyhedsbilledet. For i samme uge, som Basim ryger ud af X-faktor, så bider den økonomiske krise sig fast i USA, et større antal civile er blevet slået ihjel i Afghanistan og Muhammed-krisen fortsætter med at kaste skam over Danmark. Hvad var det helt præcist, der fik aviserne til at vælge forbrugerstoffet eller X-faktor-historien til forsiderne og spisesedlerne? Det kan umuligt have været argumenter, som får det journalistiske faglige hjerte til at banke i redaktionslokalerne.
”Et godt råd er også at passe på dræbersneglens naturlige fjender - eksempelvis tudser, frøer og løbebiller.” Citatet stammer fra politiken.dk i denne uge. Behøver jeg sige mere?

Bo bedre! Bragt i Ekstra Bladet

2008-03-14T11:32:00.000-07:00

En del danskere vælter sig fladskærmene og store biler, dyre ferier og indretningskonsulenter. En del bor i modsætning hertil på 10-15 m2. Det er hverken hunde, ræve eller kaniner jeg snakker om. Det er ældre og handicappede danskere, der bor på så lidt plads. Absurd nok har mange af lige netop de ældre medborgere, der bor så elendigt, kæmpet de kampe, der har skabt vores samfund. Vi takker dem altså med at tvinge dem om at pakke et helt liv sammen på 10-15 m2. Det er da ikke værdigt! Vi lever altså ikke på Pelle Erobrerens tid.
Nogle mennesker siger, at socialdemokraterne har sejret sig selv ihjel. At der ikke er mere at kæmpe for. Her har vi det da meget godt alle sammen. Ind imellem er det lige før jeg tror på den sandhed. At den er blevet gentaget nok gange. Og det er da også rigtigt, at sammenlignet med krigshærgede, tørkeramte, afrikanske stater, så har vi vel egentlig ikke så meget at brokke os over. Men der er vel heller ingen selvstændig grund til at sammenligne sig med afrikanske samfund?
Lad os vende blikket indad et øjeblik. Eller faktisk udad mod havnene i Danmark. Jeg har hørt en lille fugl synge om, at en del spekulanter ligger inde med ikke så få luksuslejligheder på havnefronterne i de danske havnebyer, som de ikke kan komme af med. Lejligheder som de havde håbet på at tjene tykt på.
Når nu boligerne alligevel bare står tomme hen, hvorfor så ikke løse et par andre politiske problemer? Disse superlækre lejligheder kunne vel passende blive til pleje- og ældreboliger til den generation, der har knoklet et helt liv. Og til de handicappede, der i dag er henvist til at leve et helt liv i alt for små omgivelser. De har da fortjent en belønning, i stedet for det de fleste af os ville opfatte som en straf. Og hvis broderparten af befolkningen får skattelettelser, store biler og fladskærme, så er det vel meget tilsvarende, at ældre får sig en ordentlig udsigt og lidt lys og luft omkring sig i de sidste år. I første omganghavde det naturligvis været nemmere, hvis netop disse byens bedste m2, var blevet bestemt til at bygge boliger til mennesker med normale indkomster. Men så kloge var et uhyggeligt stort antal af landets lokalpolitikere ikke. De ville hellere have prestigeprojekter på havnen til borgere med høje indkomster, end gode almindelige boliger til mennesker mere generelt. Det er da ikke en særlig rar boligpolitik, der skaber hele område, hvor kun folk med meget høje indkomster har råd til at bo. Underlig logik, hvis man spørger mig. Men det gjorde man ikke og nu er projekterne så gennemført, og der er ingen til at bo i lejlighederne. Nogen har ikke råd og dem der har, har åbenbart ikke lyst. Mon ikke de ældre, der bor på så lidt plads kunne tænke sig at rykke til et par værelser med udsigt?
Og faktisk mener jeg, at der i kølvandet på at flytte de ældre til ordentlige omgivelser, udkrystaliserer sig en pointe, som jeg mener bør bære hele venstrefløjen ind i det nye årtusinde. Det er rigtigt, at vi ikke længere behøver kæmpe for at få råd til flæsk om søndagen. Men vi skal da kæmpe for, at den offentlige sektor matcher det niveau vi i øvrigt lever på. Giv dog de ældre og handicappede nogle tidssvarende boliger. Mindst to værelser, et ordentligt køkken og et godt badeværelse. Lys og luft. Pertentlig rengøring og pleje udført af personale, der har tid til kaffe og et stykke brød. 10-15 m2!? Hmprf. Må jeg være fri!

Sukkertosset, bragt i Ekstra Bladet

2008-03-09T12:57:00.000-07:00

Da jeg for nylig var rundt for at se på daginstitutioner, spurgte jeg meget frelst til slikpolitikken i vuggestuerne. Et af stederne svarede pædagogen guddødemig, at ”det er op til forældrene selv, hvad deres børn spiser”. Det havde jeg alligevel ikke regnet med. ”Det kan vi da ikke sådan bestemme”, sagde hun, og syntes vist også, at jeg var temmelig frelst. Jo, det da ved gud I kan – og bør! Det er jo ikke supernemt at gennemføre ordentlig kost til sit barn, hvis ungen i institutionen bliver præsenteret for kager og farvestrålende, sødt slik. De forældre, der står fast på deres frie valg til at proppe deres unger med slik, kan jo gøre det efter bedste evne – derhjemme! Børnene er jo ikke små isolerede individuelle enheder, der lever fuldstændigt løsrevet fra hinanden. Hvad jeg gør ved mit barn får naturligvis indflydelse på de andre i vuggestuen. Banalt, ja. Men ikke desto mindre en sandhed, som det lader til, at nogen ser stort på. I dette tilfælde er ”nogen” en uddannet pædagog og en offentlig institution. Og så er det jeg slet ingenting forstår. Det kan vel aldrig være det offentliges opgave at sætte en ringere standard end forældrene? En eller anden for form for positiv vejledning kunne jeg i hvert fald godt tænke mig for mine skattekroner. Og den indebærer altså ikke, at ungerne må sidde og guffe slik i sig i hverken vuggestue eller børnehave. Blandt andet fordi det ville være rart om det slik, som børn af en eller anden årsag skal have, kunne være derhjemme til hyggeaftener i familien – og det kan jo ikke lade sig gøre, hvis de allerede har fyldt sig med det i institutionen.
Institutionerne må altså lige komme ind i kampen! Vi bliver federe og federe. Og de unger, der har mindst med i bagagen hjemmefra, er desværre også dem, der får den dårligste mad og dem der får mest slik og sodavand – det forringer deres livskvalitet at være fede, og det forringer desværre i væsentlig grad også deres evne til at lære. Alligevel skal det ifølge denne her pædagog være op til de enkelte forældre at være eksperter i kost. Hvad om eksperterne for en gangs skyld fik lov at være eksperter? Og hvad om det ikke kun var i vuggestuerne, at ungerne får mad. Også skoler og børnehaver kunne jo servere et godt og sundt måltid. Hyr da nogle ernæringseksperter til at lave mad i institutionerne og i skolerne. Og lad dermed det offentlige gå foran med en god og ernæringsrigtig kostpolitik, som vi forældre så kan lade os inspirere af – eller lade være, hvis vi absolut vil proppe vores poder med usund mad. Men så har vi i det mindste fået tilbuddet og ungerne har i det mindste fået et sundt og næringsrigt måltid om dagen. Frelst, javel. Men det er da alt andet lige noget kløgtigere end at børnene får lov til at mæske sig selv og andre i slik og kage ved en hver given lejlighed.

Travlt ved håndvasken i Enhedslisten

2008-02-28T12:51:00.000-08:00

Hold da kæft, hvor er det nemt! I pressen kan man læse, at Enhedslisten nu har sat navn på valgnederlaget – Asmaa og Villy. Der har godt nok været travlt ved håndvasken.
Enhedslisten har ganske rigtigt et seriøst problem. Men hedder problemet virkelig Asmaa og Villy?

Ledende partimedlemmer i såvel hovedbestyrelse som på Christiansborg modarbejdede, modarbejdede og modarbejdede en årsmødevalgt kandidat - så det ikke kunne undgås at gå ud over partiet. Noget har kunnet ses i medierne, og noget, der var endnu værre foregik bag tæppet - hvis I er i tvivl, så se Jer omkring efter de røde ører. Navnet på hende, der blev modarbejdet var ganske rigtigt Asmaa, men navnene på dem, der skadede partiet ved at modarbejde hende var langt mere danskklingende og frit for tørklæder.

Umiddelbart inden valget blev der indkaldt til et ekstraordinært årsmøde. Det var som bekendt ledelse og ikke Asmaa, der har ansvaret for den indkaldelse. Og det er min vurdering, at den indkaldelse fik Enhedslisten til at fremstå så slingrende og bange for sin egen skygge, at det var svært at skulle tage partiet seriøst.

Et tredje bud på navngivning af valgnederlaget er: Gallup. Mange mente, at Enhedslisten mistede sin eksistensberettigelse ved at blive så pinligt nervøse for spærregrænsen. Så rakte kompromisløsheden ikke længere. Vor herre bevares!
Det er muligt at man mistede en del vælgere blandt dem, der ikke mener, at man kan være muslim og socialist samtidig. Men dernæst røg altså de vælgere, der mener at det netop er i et parti som Enhedslisten, at der burde være plads til Asmaa.

Jeg håber, at nogen har sagt højt i ledelsen, hvor usædvanligt dårligt valgkampen var forberedt. Og at nogen har sagt højt, at valgkampsledelsen var ude af stand til at se alvoren i situationen, selv mens det så værst ud, og derfor ikke leverede den krisehåndtering, der skulle til.

Jeg kunne blive ved - men af frygt for at bidrage til partiets nedadgående kurve, vil jeg holde inde her.

Måske en enkelt pointe mere: Asmaa har jo fuldstændig ret: Enhedslisten ligger lige så elendigt i meningsmålingerne, selv hun har været væk i mere end tre måneder. Kom nu lige ind i kampen selv. Det er nok ikke hende alene. Og Villy Søvndal efterlader en plads til Enhedslisten så enorm, at det er svært at drømme om mere. Så don´t even get started.

Og så lige en til, bare fordi pulsen er oppe: Aldrig har jeg da hørt om en partiledelse, der hænger egne kandidater ud i pressen på den måde. Det er ikke lige frem en opfordring til andre om at sætte sig selv på spil for partiet. Hvis jeg havde været klar over det, inden jeg stillede op, ville jeg have tænkt mig om en ekstra gang. Håber at alle andre repræsentanter for vores lille parti gør sig klart, at også i Enhedslisten er ens værste fjender inden for partiets egne række. Og ikke nok med det, man risikerer også, at ledelsen falder valgte kandidater i ryggen. Fy faen!

For mig har der altid været noget særligt og prisværdigt ved Enhedslisten: 1) Vores taburetter er ikke vigtigere end vores politik. 2) Partiet er udogmatisk og har højt til loftet. 3) Skarphed og kant ses som en styrke hos kandidater, idet de ikke skal please et flertal, men netop stille de kantede og skarpe spørgsmål til magten og samfundet. 4) Vi samarbejder kandidaterne imellem i stedet for at konkurrere og underminere hinanden, som i de andre partier. Hrmpf. Findes de karaktertræk hos os endnu?

Søvngal!

2008-02-23T12:55:00.000-08:00

Den form for højrepopulistisk retorik er altså endnu mindre køn i munden på Villy Søvndal og andre SF´ere end på Søren Pind, Michael Jalving og Peter Skaarup, hvor man er vant til at høre den!

Og de tre har ellers kæmpet bravt med Hizb ut Tahrir om at udgøre den yderste højrefløj i de seneste ugers debat. For dem, der ikke har hørt P1-Debat i den seneste uge, kan de med fordel høre den mellem Jalving og Venstres retsordfører, Kim Andersen. Her får Kim Andersen Venstre til at fremstå helt fornuftigt sammenlignet med Jalving – der igen får den amerikanske højrefløj til at blegne. Han argumenterer for at det vi har været vidner til er et kulturelt problem, der handler om islam. Og at de unge alle sammen skulle sendes til Hansø. Magen til mangel på fornemmelse for de unge skal man da lede længe efter – håber jeg. Omvendt er jeg ikke længere sikker.

Villy Søvndal og SF følger så op på ugers galmandssnak fra højrefløjen med at bruge en retorik, der ligner. Han bliver givet populær i større dele af befolkningen end han er i dag. For han bevæger sig politisk derhen, hvor de befinder sig. Og således bruger han en gammel traver: Hvis vælgerne ikke kan lide vores standpunkt, så må vi jo bytte det ud med et nyt.

Strategisk har Villy formodentligt set sit snit til at lukke den flanke som retspolitikken har været for venstrefløjen i de sidste par årtier. Men ærligt talt: hvor meget skal man sælge ud for at få taburetter og magt? Det havde været kønnere om Villy brugte sin nyvundne magtposition til at præsentere ny venstrefløjspolitik med gedigne sociale svar, i stedet for at præsentere højrefløjsretorik.

Verdens vageste venstremand!

2008-02-23T07:15:00.000-08:00

”Jeg vil gerne understrege, at det ikke er samfundets skyld”, lægger statsministeren ud i 21Søndag. Og dernæst bliver vi alle belært om, at de unge bare skal passe deres skole og få sig et arbejde. Og at de må tage sig sammen. Vi får at vide af statsministeren, at de unge ikke har et budskab. Dernæst at deres metoder skader deres sag. Det hænger da ikke sammen søde Anders – du sagde jo lige, at de ikke har noget budskab, hvad er det så for en sag, der bliver skadet af bål i gaden? Han var usammenhængende og uden nogen form for bud på, hvad vi som samfund kan stille op for at undgå en situation som i de parisiske forstæder, hvor frustrerede unger med jævne mellemrum går amok.

Måske har de unge et budskab. Måske er det bare ikke så pænt og velformuleret, som statsministeren er vant til. Måske har de ikke formuleret det i fællesskab, som om de var et politisk parti. En enkelt af de unge har ladet sig interviewe til Politiken. Hvis bare halvdelen af det overgreb, som et par betjente har begået mod ham er rigtigt, så er der altså et problem, som vores kære statsminister bør tage særdeles alvorligt. Nogle af dem, der burde være de voksne, de professionelle og dem der repræsenterer systemet overfor de unge med mellemrum opfører sig som de værste bisser. Der er enkelte elementer i politiet, som ikke kan håndtere den magt og det ansvar, som de er blevet udstyret med. Ja, de unge opfører sig helt uhyrligt. Men det gør en del af politiet ved gud også. Det har jeg selv stået i forreste række og været vidne til et antal gange gennem årene, og derfor kan jeg tydeligt se den situation for mig som den unge fyr i Politiken beskriver. Og forskellen på de unge og politiet er jo netop, at politiet er voksne mennesker, der er ansat til at passe på de unge. Ikke til at chikanere alt, hvad der kan kravle og gå - bare det er sorthåret eller bærer hætte. Desværre er de unge ikke så fortrolige med systemet, at de klager hver gang en betjent har overtrådt sine beføjelser ved at krænke deres retssikkerhed, komme med trusler eller ved decideret at være voldelige overfor de unge.

Lyt nu, Anders Fogh! I stedet for et fladpandet ønske om at fremstå handlekraftig og konsekvent. Løs nu problemerne! I stedet for at grave dig ned i en ideologisk skyttegrav i en diskussion om, hvorvidt det er samfundets eller individets skyld. Skylden og ansvaret kan deles i porten mellem samfund og individ. Det har de fleste samfundsteoretikere for længst konkluderet. Kom nu videre!

Lyt nu! Alt tyder på, at visitationszonerne skaber flere problemer end de løser. Derfor: afskaf dem! Enkelte betjente er komplet ude af stand til at håndtere deres magt. Fyr dem!

De unge kan vi hverken afskaffe eller fyre, men vi kan give dem noget at miste. Og vi kan få dem til at føle sig som en del af samfundet. Det er deres forældre ikke altid de bedste til give dem, og netop derfor er det vores forbandede ansvar at sørge for at de unger får et ordentligt liv. Det er simpelthen ikke godt nok blot at bede dem om at tage sig sammen.

Men Fogh vil ikke være med til at belønne folk for, at de laver ballade. Desværre vil han heller ikke være med til at løse problemet. Regeringens udgiftsstop betyder jo tværtimod, at kommunerne har for få penge til at tage sig af de unge inden det går galt. Der er få penge til at tvangsfjerne dem, der burde have været det eller burde blive det. For få penge til, at pædagogerne havde tid til at tage sig af disse unger, da de gik i børnehave. For få penge til at give dem en skolegang, hvor skolen kunne kompensere for den mangelfulde hjemmefront. For få penge til en boligsocial indsats, der sætter familierne i stand til at tilbyde deres unger en ordentlig opvækst. For få til en behandling af forældrenes psykosociale problemer. Listen er uendelig lang. Men Fogh mener ikke, at det er samfundets skyld, derfor skal vi ikke bruge penge på den slags pjat. De unge skal bare tage sig sammen, finde sig i overgreb på overgreb. Og vi andre må leve med konsekvenserne af de unges forudsigelige reaktion.

Sådan piller a-kasserne folk fra hinanden

2008-02-10T10:41:00.000-08:00

Bragt i Politiken d. 9. februar 2008

De fleste af os bliver på et eller andet tidspunkt i vores liv afhængige af andre. Enten fordi vi bliver syge, arbejdsløse - eller slet og ret, fordi vi bliver ældre, og det er alligevel de færreste af os, der undgår det. Det at skulle være afhængig af andre er i sig selv temmelig grænseoverskridende. Og så er der faktisk noget, der tyder på, at i hvert fald dele af systemet kun gør ondt værre. Konstante trusler om at stoppe dagpengene, grove bemærkninger, ubehøvlet opførsel, umyndiggørende og nedværdigende kontakt med borgeren. Sådanne gloser sætter i hvert fald min veninde på sit møde med arbejdsløshedssystemet i Danmark. Desværre er det langt fra første gang, jeg hører den beskrivelse af møde med systemet.

En borgerlig vil sikkert sige: ”Så har vi da opnået det vi ville! Nemlig at folk ikke dovner for vores andres skattekroner.” Sådan ville min veninde faktisk nok selv have formuleret det. Lige indtil hun selv blev fyret, fordi hun blev gravid. Hun måtte konstatere, at det for det første ikke altid er med vilje, at folk er arbejdsløse, og at det for det andet er et system, der på ingen måde skaber et bedre fundament for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Hvis man havde en rest af selvtillid tilbage efter en fyring, så lader det til, at systemet nok skal få pillet det ud af én på den ene eller den anden måde.

”Der er så få arbejdsløse, at de må have tid til at drikke kaffe hos hver enkelt af os. Det kan da ikke passe, at jeg så selv skal betale en karrierecoach for at tale om, hvad der skal ske fremover. Det er jo det systemet skal levere. Det er vel også derfor, at jeg betaler skat. Jeg betaler normalt 40.000 i skat om måneden!” Siger min veninde og lyder forudrettet. Jeg skulle lige til at indvende, at det vel er ligegyldigt, hvor meget man betaler i skat. Man skal vel behandles ordentligt og med respekt uanset hvad. Men tænker, at jeg tager den debat med hende på et andet tidspunkt.

”Jobcenter og a-kasse snakker ikke sammen. Den ene siger om den anden, at de ikke har styr på tingene. A-kassen siger, at jeg skal ringe til en person på kommunen,” siger hun, og fortæller, at hun i to måneder forsøgte at få kommunen til at gøre det de skulle. A-kasser mod kommunen. Kommunen mod a-kasserne. Typisk skulle hun bruge, at den enes stempel til den anden og omvendt. Hun følte sig umyndiggjort og fanget mellem de to instanser. Hun møder afvisning, på afvisning, på afvisning. Og dermed ingen penge. Hvis bare hun kunne tillade sig at give op og sige FUCK JER, men nej, for så kommer der jo heller ingen penge næste måned.

I begyndelsen blev hun også indkaldt til et møde af a-kassen. Ikke noget med ”Kære medlem, Vi er kede af at høre, at du står uden arbejde og vil gøre, hvad vi kan for at bistå dig i den kommende tid. Har du spørgsmål er du til enhver til velkommen til at kontakte os på telefon bla. bla.” Nej, nej, nej, hvorfor da være høflige og hjælpsomme, når folk er totalt prisgivet ens luner. Reglerne er nok åndssvage, og jeg kan godt forstå, at det er frustrerende at skulle administrere og forvalte dem. Men tonen er kontant, kort for hovedet og kold. Og det har jeg faktisk svært ved at se rationalet bag.

Hertil kommer, at når det går rigtig højt, så får hun to dages varsel til at dukke op til et møde, og brevene slutter tørt af med at konstatere, at det vil få konsekvenser for udbetalingen af hendes dagpenge, hvis hun ikke dukker op. Nok skal hun stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så hvis de har et arbejde at tilbyde hende, så kan jeg forstå de to dages varsel. Men hvis det bare handler om, at de skal hive hende igennem endnu en eftermiddag eller endnu et møde i systemet, så kan de vel give en uges varsel. Og selv hvis det er lovgivning, der tilskriver den korte frist, så er der vel intet forbudt i at skrive: ”Reglerne er, at vi skal indkalde dig med to dages varsel. Vi forstår at dette kan give problemer i forhold til private aftaler. Det beklager vi.” Det ville hjælpe meget på folk fornemmelse af værdighed. Mest af alt ville det naturligvis hjælpe at ændre reglerne.

”De møder jo folk, hvor de er allermest sårbare. Prøv lige at få et milligram af empati. Skriv dog et brev og før dog en samtale, hvor I bygger mig op, i stedet for at pille mig ned. Det system piller én fra hinanden.” Jeg kunne ikke sige det bedre selv.

Knivdrab, bragt i Politiken januar 2008

2008-01-30T14:19:00.000-08:00

Spørgsmålene efter det seneste meningsløse knivdrab er mange. Svarene har været knap så mange, og de der har været, har været meget lidt mangfoldige i sin fagkundskab. Typisk har det været politi, politiker eller psykologer, vi har lyttet til. Vi skal have visitationszoner, knive skal forbydes og der skal mere politi i gadebilledet. En enkelt psykolog kom med en efter min mening god forklaring på selve drabssituationen. De unge mænd har behov for at føle magt over andre, fordi de normalt føler sig magtesløse, og derfor kan en ellers uskyldig situation, som den på strøget udvikle sig katastrofalt, fordi offeret sætter sig til modværge. Nå ja, så er der selvfølgelig Socialdemokraternes svar: ”Der skal overvågning til!”. Meget handlekraftigt, Ritt. Gab. Og de borgerliges trivielle: der skal hårdere straffe til. Helt ærligt! Ville Anton stadig være i live, hvis der var overvågning eller strengere straffe? Næppe. Jeg gad egentlig godt vide, hvor mange unge, der ved hvad straffen for at gå med kniv er nu? Ikke mange vel. Hvad i alverden skulle det så hjælpe at skærpe straffen?
Alle disse folk skal dog have point for at have gjort forsøget. Men der mangler nogen. Hvor er lærerne, socialrådgiverne og pædagogerne – og de unge selv bare for at være superrevolutionær? Jeg kunne nemlig godt tænke mig at få nogle bud på, hvordan vi som samfund undgår at opdrage nogle unge så ringe, at de overhovedet finder på at have kniven med – lovlig eller ulovlig. Og nogle bud på, hvordan vi undgår, at et menneske føler sig så magtesløst, at det føler sig nødsaget til at tilkæmpe sig noget magt ved at stikke et andet tilfældigt menneske ned? Her tror jeg, at det ville være ganske givende for alle os lægfolk og menigmænd, at få besked fra nogle af de fagfolk, der ser på mennesker i et lidt længere perspektiv. Altså dem, der ser ud over, når skaden er sket. Dem, der kan forudse hvilke unge, der kommer til at skabe problemerne. Dem, der kan nå at forhindre, at det går så galt. Med andre ord, dem der i praksis kan forebygge knivdrab.
Her i avisen bragtes for nogle måneder siden uddrag af bogen om de unge, som stod bag knivdrabet på en ung italiensk turist. ”Skyld” hedder den, og hvis man læser den, så er svarene jo nogle ganske andre. Forældrene har fejlet ganske grusomt, og vores samfund har fejlet, fejlet og atter fejlet. Vores samfund formåede ikke at kompensere for forældrenes svigt. Og det ledte frem til et uhyggeligt, unødvendigt og meningsløst mord.
I den fortælling, hvor nogen har gjort sig ulejligheden at gå lidt dybere til værks, der ville mere politi, overvågning, forbud mod knive, visitationszoner og alt det andet ikke have hjulpet en tøddel – og gad vide om nogenlunde det samme ikke gælder for Antons morder, og for så mange før og efter ham. Der ville noget så outreret som forældre med overskud, lærere med tid nok til ungerne, socialrådgivere med pengepungen i orden, boligområder med bedre tilbud end en gåtur over betonen og den slags have været væsentligt bedre. For historien om drabsmanden er jo som bekendt ofte ligeså meningsløs som den begivenhed, der ender med at bringe dem på forsiden af landets aviser – særligt når man lever i et af verdens rigeste lande, hvor der vel fint kunne være råd til at jævne nogle af de værste boligområder med jorden og i stedet tilbyde folk et ordentlig sted at bo og være, en folkeskole som har tid til unger, hvis forældre er uden overskud og et socialt system, som kan give forældrene det overskud, som de ikke selv havde med i bagagen.