tag:blogger.com,1999:blog-21197890524458846092024-03-08T04:41:03.610-08:00Pernille Rosenkrantz-TheilVelkommen!Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.comBlogger104125tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-11908752949202230572010-07-05T02:10:00.000-07:002010-07-05T02:11:21.365-07:00Hovedløs skattepolitikNår krisen presser, arbejdsløsheden stiger og der bliver skåret ned i kommuner og regioner, er det ikke kun på grund af den økonomiske krise, det bunder i ti års uigennemtænkt og ideologisk skattepolitik. <br />Regering og Dansk Folkeparti er skyld i, at der i år bliver givet over 50 milliarder kroner i skattelettelser, som følge af de skattepakker regeringen har gennemført i perioden fra 2001-2010. Det viser en undersøgelse i Ugebrevet A4. Det er 50 milliarder, der kunne være brugt på at krisesikre det danske samfund. Man burde i stedet have lavet mere langsigtede investeringer i uddannelse, infrastruktur og vedvarende energi. Have skabt arbejdspladser og videreuddannet arbejdsstyrken, så den var rustet til fremtidens udfordringer. Havde man brugt de gode år, vi netop er gået igennem, til at fremtidssikre det danske samfund, havde vi stået langt bedre i forhold til krisen i dag. <br />Skattelettelserne er ikke alene skadelig for evnen til at håndtere krisen, de er også meget ulige fordelt, da det viser sig, at de rigeste ti procent i gennemsnit får 46.000 kroner, og den allerrigeste procent af befolkningen får 86.000 kroner i skattelettelse, mens de sidste ti procent med de laveste indkomster kun får en årlig skattelettelse på godt 4.000 kroner.<br />Det er tid til en mere retfærdig, og en ny regering, der tør at investerer i fremtiden, i stedet for at belønne de rigeste med hovedløse skattelettelser.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-58634748667746711062010-06-06T02:25:00.000-07:002010-06-06T02:26:32.728-07:00GrundlovstaleDer er god grund til at fejre demokratiet og retsstaten. Der er god grund til at fejre grundlovsdag. Grundlovsdag skal vi først og fremmest fejre at vi fik indfør demokrati i Danmark for mere end 160 år siden. Og vi skal være stolte af, at vi fik demokrati uden at skulle igennem en ødelæggende revolution med tab af menneskeliv. Vi skal sætte pris på vores forhandlingskultur. <br />Ser man sig omkring i verden, så kæmpes der en kamp med livet som indsats for at opnå rettigheder, som er så naturlige for os, at vi næsten ikke ænser dem. Men når det er sagt, så er der også god grund til at holde grundloven ajour, forbedre den, opdatere den, folkeliggøre den.<br /><br /><strong>Ude i verden</strong><br />Ser man på Amnesty Internationals arbejde lige nu, så står det ikke godt til med retssikkerheden rundt omkring i verden. I Libyen sidder folk på dødsgangen, hvor hovedparten er udlændinge og har end ikke haft adgang til tolkebistand i forbindelse med den rettergang, der kommer til at koste dem livet.<br />I Iran er 5 politiske fanger og systemkritikere blevet henrettet til skræk og advarsel for andre systemkritikere.<br />I Rusland er en mand blevet bortført og dræbt i politiets varetægt. <br />Og nogle af verdens tungeste konflikter vidner også om et totalt fravær af demokratiske grundlove, som inkluderer alle sine medborgere. Her tænker jeg f.eks. på Palæstinenserne i Gaza nægtes deres egen stat, men anerkendes omvendt ikke som borgere med dertil hørende rettigheder i Israel. Og på Nordkorea, hvor de stadig går strækmarch i en uhyggelig hyldest til et system, som truer verdensfreden.<br /><br />Der er masser eksempler på kampe for basale rettigheder som retssikkerhed, fair rettergang, stemmeret, forsamlingsfrihed, pressefrihed, og alt for mange steder har diktatorer stjålet magten fra befolkningen. Der er god grund til at være glade for det vi har opnået og fejre det demokrati vi har. <br />Men historierne fra det store udland vidner også om, hvorfor det er så afgørende, at vi udvikler vores demokrati, at vi fasttømrer det, at vi vitaliserer det. <br /><br /><strong>Fundamentet for fællesskabet</strong><br />Love kan nemt forandres, men grundloven står mere fast. Her kan et folketingsflertal ikke bare forandre på tingene, selvom de har de 90 mandater, der udgør et flertal på Christiansborg. Heri findes rettigheder som rækker ud over den daglige dagsorden i medierne, enkeltsagerne, den umiddelbare folkelige opinion. Heri findes rettigheder som afspejler det, som vi mener, skal være selve fundamentet for det fællesskab, vi har med hinanden. <br /><br />Det der så bare er problemet med vores danske grundlov er, at en meget stor del af det som vi i dag opfatter som fundamentet for vores samfund slet ikke står i grundloven. Så når vi i dag hylder demokratiet og retsstaten, så er der altså også god grund til at bruge dagen på at pege på de steder, hvor grundloven har sine fejl og mangler. Et demokrati skal følge med sin egen udvikling. Det er uhensigtsmæssigt, hvis grundloven bevæger sig for langt fra virkeligheden, for så er den ikke anvendelig i de situationer, hvor vi har behov for dens beskyttelse. <br />Og på nogle punkter kan man altså godt mærke, at det er mere end et halvt århundrede siden, at vi har fortaget seriøse forandringer af grundloven. <br /><br />Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er langt mere vidtgående end grundloven i forhold til at beskytte rettigheder. Den slår f.eks. fast, at mennesker ikke må diskrimineres på baggrund af deres køn, seksualitet, nationalitet, sprog, religion og så videre. En bestemmelse, der efter min mening ikke ville gøre så meget at få ind som en meget central del af danskernes selvopfattelse. <br /><br />Og når vi er ved danskernes selvopfattelse, så er der et forhold som jeg mener, at der er ekstraordinær god grund til at forbedre, og det er forholdet mellem kirke og stat.<br /><br /><strong>Ikke alle er kristne</strong>”I danmark er vi kristne!” <br />Har vi hørt dansk folkeparti hævde år efter år. Mange er begyndt at tro på det. Men sådan er det ikke. Jeg er ikke kristen, mine børn er det ikke, mine forældre er det ikke. Hver fjerde indbygger i min kommune er det ikke. Vi danskere er altså ikke kristne. Nogle danskere er kristne. Mange danskere er kristne. Men VI som danskere er det ikke. Og skal man tage religionsfriheden seriøst, og vores egen kritik af Israel og Iran for at blande kirke og stat sammen, så er det på tide, at vi får ændret grundloven herhjemme så den sammenblanding ikke foregår. I Israel har man oprettet en jødisk stat. I Iran en muslimsk, i begge lande lider mindretallene under det. Vi leverer med mellemrum skarp og berettiget kritik af de to lande. Måske var det på tide at feje foran egen dør. <br /><br />I fremtiden skal man efter min mening:<br />- Kunne registrere sine børn på kommunekontoret i stedet for i kirken<br />- Skolen skal blandes uden om konfirmationsforberedelsen.<br />- Begraves med bistand fra en embedsmand som forestår et ritual omkring begravelsen<br /><br />Jeg tror på, at det er med til at skabe meget splittelse i vores samfund, at staten sådan blåstempler en bestemt gruppe og gør andre til noget mere perifert. Jeg tror faktisk, at det betyder meget symbolsk for os som samfund Jeg tror, at det er med til at kristne føler sig mere som rigtige danskere end muslimer. Jeg tror altså, at det har en praktisk betydning for mennesker i dag og derfor skal vi naturligvis få rettet op på det. Alle mennesker i Danmark skal føle sig omfavnet og inkluderet af grundloven og grundloven skal være et instrument, som vi kan bruge til at kritisere lande som Israel og Iran – lande der ekskluderer deres mindretal, og som bruger gud som undskyldning for at undertrykke mennesker, der tillader sig at have et andet religiøst tilhørsforhold. Vi skal ændre kristendomsundervisningen i folkeskolen til religionsundervisning, og tage udgangspunkt i den mangfoldighed vi har i vores samfund, i stedet for at basere os på et historisk og forældet forhold mellem religion og stat.<br />Vi skal altså se at få bragt vores grundlov up to date. I de første mange år af grundlovens levetid blev den løbende ændret. Nu er det ved at være mange år siden at der er sket større ændringer. Vi skal blive ved med at kunne fejre grundlovsdag med stolthed over det samfund vi har skabt og som vi hver eneste dag fortsat skaber. Jeg håber, at vi om ikke så forfærdeligt mange år kan stå til et grundlovsarrangement a la det her i dag, og fejre at vi har fået gennemført og vedtaget verdens mest demokratiske grundlov. På med vanten tak for ordet.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-17745156855798686762010-06-03T07:21:00.000-07:002010-06-03T07:22:05.516-07:00En procent er slet ikke nokPernille Rosenkrantz-Theil, mener slet ikke, at en procents vækst i antallet af praktikpladser på Fyn er nok: <br />”Vi er i en situation, hvor der landet over står 7.000 unge mennesker uden en praktikplads. Det svarer til, at man på 14 danske gymnasier sagde: ”Desværre, kære venner, vi opretter ikke 2. og 3.G.” Vi kan som samfund ikke være bekendt, at de unge ikke kan færdiggøre den uddannelse, de er begyndt på.<br /><br />Derfor vil Pernille Rosenkrantz-Theil have, at samtlige kommuner på Fyn skal stille krav til de virksomheder, de handler med, om at påtage sig deres del af ansvaret for at skabe flere praktikpladser:<br />”Det er afgørende, at det offentlige som en stor arbejdsgiver går forrest med at skabe praktikpladser til de tusinder af unge, der lige nu ikke kan gøre deres uddannelse færdig.”Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-36410452657719100502010-06-01T12:35:00.001-07:002010-06-01T12:35:51.624-07:00Skurkene sidder i bankdirektionen...Skurkene sidder i bankdirektionen, ikke i arbejdsløshedskøen. Det kan vi vel være enige om. De arbejdsløse har jo ikke skabt krisen. De er krisens ofre. Ikke? Hvordan i alverden kommer regeringen og Dansk Folkeparti i tanker om, at det er de arbejdsløse, der skal betale regningen? Det er da at gennemføre dobbeltstraf overfor de arbejdsløse. Først er de blevet fyret på grund af andres frås og spekulationer, og dernæst halveres den periode, hvor de kan modtage dagpenge. Jeg vil bare så gerne have lov at arbejde 1 time mere om ugen for at undgå den halvering. Jeg synes, at det er svært nok i forvejen for dem, jeg kender, der har mistet deres jobs. Hvorfor dog denne ekstra usikkerhed, når pengene kan findes ad anden vej?<br /><br />Antallet af børnefamilier, der er blevet sat på gaden er steget enormt efter krisen er brudt ud og fattigdommen i Danmark er et vokset konstant i de sidste ti år. Jeg vil gerne arbejde mere og betale mere i skat, hvis det betyder at vores velfærdssamfund kan overleve krisen. Jeg håber, at de af fleste os kan finde en rest af solidaritet i os, og række hånden ud til de tusinder af mennesker, der ufrivilligt er røget ud af arbejdsmarkedet. De har brug for at få adgang til uddannelse, uddannelse og atter uddannelse, og de har brug for at have ro om deres situation, så længe det varer, inden de kan komme ind på arbejdsmarkedet igen.<br />Lad os nu få rettet op på krisens skader uden at sætte hele vores samfundsmodel over styr. Lad de bredeste skuldre bære det tungeste læs.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-73900471458410057812010-05-20T03:06:00.000-07:002010-05-20T03:07:06.937-07:00En stille massakre på FolkeskolenSocialdemokraternes Folketingskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil raser over nedskæringerne på Folkeskolerne:<br /><br />”Der foregår en stille massakre på den danske folkeskole”, udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil, som reaktion på opgørelsen fra Danmarks Lærerforening, der viser, at 1.100 lærere mister jobbet på landsplan, heraf de 75 på Fyn. <br /><br />”Kommunernes økonomi bliver kørt i et alt, alt for stramt greb. De har ikke mulighed for at afsætte flere penge til folkeskolerne uden så at være tvunget til at lave en massakre på ældreomsorgen eller børnehaverne. Så løsningen er altså, at vi er villige til at levere en større arbejdsindsats, for at få råd til at skolerne får nogle flere penge centralt fra”, udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-42547560097704996862010-05-13T02:56:00.000-07:002010-05-13T02:57:39.192-07:00Pust liv i provinsenDer er lavet mange fine beregninger og rapporter om, hvor meget man kunne spare ved at centralisere biblioteker, institutioner, videregående uddannelser, kommuner, politistationer og meget mere. Og javel, i teorien er der da sikkert vældigt meget at spare, men mest ud fra devisen ”operationen lykkedes men patienten døde”. Provinsen er godt på vej til at dø af den centraliseringssyge, som har hærget i det seneste årti. Vi taler ikke kun om små landsbyer, som lukker og slukker. Vi taler om stolte danske mellemstore provinsbyer, hvor handelsstrøgene ligger døde hen og hvor ordet spøgelsesby ikke kan undgå at dukke op på nethinden.<br /><br />Det er lørdag formiddag, klokken er næsten elleve. Vi er på besøg hos mine svigerforældre i Korsør og har glemt at få nok bleer med. Der må være torvelørdag i dag, tænker jeg og melder mig frivilligt til at køre efter bleerne. Ordet torvelørdag udløser en længere associationsrække omfattende en tætpakket gågade, hvor duften af slagterens kæmpegrill blander sig med lugten af humle fra de velvoksne fadbamser, som mænd med toppede maven hygger sig med i den stegende middagssol. Latteren ruller buldrene over de høje caféborde og ansigterne er velkendte og smilende. Butikkerne, som danner rammen om torvelørdage løber langs Algade og Nygade. Tøjforretninger, boghandleren, hele to bagere, iskiosken, Matas, bankerne, elektronikforretningen, musikforretningen og meget mere. Gågaden summer af liv og forretningerne gør sig en ekstra fortjeneste på disse mangfoldige lørdage i den varme sæson. Som teenager elskede jeg det leben, der var i den ellers lidt langsomme provinsby på disse forårs- og sommerlørdage. Men jeg når ikke meget længere i tankerækken, for jeg ved egentlig godt, at det ikke vil være det samme nu. Faktisk er det en overdrivelse overhovedet at tale om et torv. Mange af den lille gågades forretningsvinduer bærer til salgskilte og bærer præg af at have stået sådan længe. <br /><br />Jeg parkerer bilen bag Havnegade, hvor den nye Føtex er blevet bygget med fine lejligheder på toppen med udsigt over havnen. Rådhuset, der ligger ved siden af parkeringspladsen har mistet sin funktion efter kommunesammenlægningen med Slagelse. 5 skoler er blevet til 3. Politistationen er flyttet til Slagelse – ikke særligt logisk, hvis altså øretæverne sidder ligeså løst i dag, som dengang jeg boede der. Så er der nemlig godt behov for synligt og lokalt kendt politi. Byen er kommet til at mangle sine små og mellemstore forretninger, som gør gaderne i den centrale del af byen hyggelige og indbydende – dem der er tilbage gør selvfølgelig deres bedste, men de tomme vinduer hjælper dem bestemt ikke på vej. Og hver gang der tages endnu en beslutning om at centralisere institutioner eller forvaltningsfunktioner, så ryger der ikke bare flere arbejdspladser fra byen, der ryger også en del af handelslivet. For når arbejdspladserne er til stede, så følger jo medarbejdernes smuttur ned at handle i den lokale Fakta i frokostpausen. Når arbejdspladserne centraliseres så lægges indkøbet i den by, hvor arbejdspladsen er centraliseret til, og således flytter en del af handlen med biblioteket, politigården eller den kommunale forvaltning. Der mangler altså liv uden en fyldt gågade som det naturlige centrum for en provinsby og så bliver den ærligt talt lidt tomt og trist. Og hvordan sætter man lige pris på det? For nok kan det være smart og billigt at centralisere, men hvad hjælper det, hvis det rum, som folk lever og ånder i tømmes for liv og indhold? <br /><br />Den historie jeg kan berette fra Korsør er så langt fra den værste. I store områder af Danmark, i Vestjylland, Sønderjylland, Lolland og på Sydfyn mangler biblioteker, Borgerservice, togstationer og meget andet. Ikke at vi skal tilbage til gadekæret, men vi skal genopfinde ordet ’nærhed’ i vores forvaltning og offentlige service. Ikke kun fordi det trækker arbejdspladser og forretninger til, også fordi det skaber tryghed for borgerne. Det har stor værdi, at gamle fru Hansen ikke skal køre langt for at skulle på skattekontoret og det har stor værdi at kende sin lokale politibetjent. I mange år har det været højst umoderne med den slags ikke-målbare og ikke-kontrollerbare principper. Men det næste årti kommer til at stå i decentraliseringens tegn. Det er tid til at puste liv i provinsen!Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-9088303235444707902010-05-02T09:59:00.000-07:002010-05-02T10:01:34.293-07:00Vi rykker tættere sammen!Fællesskabet<br />Vi skal have en regering, der lægger vægt på fællesskabet. De sidste par årtier har stået i egoismen tegn, men krisen og arbejdsløsheden får os til at rykke tættere sammen. Vi kender alle sammen nogen, der er blevet fyret. Måske er det gået ud over en selv. Det gør ondt på pengepungen at blive fyret. Det ved vi godt. Dagpengene er ikke, hvad de var for tyve år siden. Nu dækker de kun godt halvdelen af den løn, vi fik før. Men det gør også ondt på selvtilliden, og man kan godt komme til at kede sig en anelse, når man ikke har noget at stå op til. Og i forhold til det problem, kan vi alle sammen gøre en indsats. Partiet og fagbevægelsen, naboen og veninden. Vi kan alle sammen gøre en indsats for, at dem, der går uden arbejde bliver en del af et andet fællesskab, så længe arbejdsløsheden står på. De skal inviteres til at lave frivilligt arbejde i fagforeningen, i partiet, i fodboldklubben, på vejen. Hver enkelt arbejdsløs repræsenterer jo en værdi og de fleste har rigtig meget lyst til at have noget at stå op til. <br /><br />Arbejdspladserne<br />Men kære venner det er selvfølgelig ikke det, der skaber arbejdspladser. Arbejdspladserne de skabes politisk. De skabes ved, at vi har en regering, som tør at påtage sig et ansvar for at lave investeringer. En regering, som tør udstikke en retning. Auken gjorde det jo i sin tid og skabte vindmølleeventyret. Det skal vi turde gøre igen. Men regeringen og højrefløjen har altid ment, at markedet ordner alt. Det er ikke, fordi de er handlingslammede, at det bedste de kan komme op med er skattelettelser til de rigeste, nej det er da fordi de mener det. Det er dét, de har at byde på. ”Det skal være op til markedet. Pengene ligger bedst i borgernes lommer.” Det er derfor, de giver skattelettelser. Det er helt galt! Pengene ligger ikke bedst i borgernes lommer. Pengene skal ud og arbejde. Pengene skal bruges. Pengene skal investeres, så vi kan få nogle nye arbejdspladser. Lad os nu få det valg, så vi kan komme ud over isen og få truffet nogle rigtige beslutninger. Vi skal have en industriplan, som skaber beskæftigelse til dem, hvis arbejdspladser flytter østover. Vi skal have en decentraliseringsplan, som skaber arbejdspladser i de områder af Danmark, som regeringen og Dansk Folkeparti har forsøgt at lægge helt øde med deres politireform, domstolereform, kommunalreform, you name it, alle de ting, som har drænet almindelige danske provinsbyer og gjort dem til sovebyer og i værste fald spøgelsesbyer, hvor halvdelen af forretningerne har til salgskilte i vinduerne, fordi alle de mennesker, der førhen handlede i dem, nu køber ind, der hvor deres arbejdspladser er flyttet hen.<br /><br />Vi skal have en regering, der synes at liv og arbejdspladser, fællesskab, øliv og byrum er vigtigere end de små marginaler, som kan tjenes ved centraliseringen. Vi skal have en regering, som tør tage styring over markedet og have det som sin effektive tjener i stedet for som sin herre. <br /><br />Tillid til de arbejdsløse<br />Og så skal vi i øvrigt have en regering, der møder den arbejdsløse med tillid.<br />Hvad fanden er det for noget? Folk har gået på arbejde et helt liv og betalt deres skat, som de skulle, og når så de bliver arbejdsløse, så bliver de mødt med kontrol og mistillid, som var de forbrydere. ”Blanket det ene, og blanket det andet, kontrolmøder, og hvis ikke du gør som vi siger, tager vi dine dagpenge fra dig..” Hvad er det for noget? Hjælp dog folk i gang med noget meningsfuld i stedet for. Giv dem lov til at tage en ny uddannelse på dagpenge, eller find en praktik, som kan gøre, at de får foden inden for et sted, hvor de gerne vil arbejde i fremtiden. Lad være med at behandle arbejdsløse som kriminelle. De skal jo nødigt være sådan, at det største knæk ikke var at miste jobbet, at det største knæk var mødet med systemet. Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for de dygtige mennesker, der arbejder med de arbejdsløse, eller overfor de arbejdsløse selv. Vi skal have en regering, som møder mennesker først og fremmest med tillid. <br /><br />Praktikpladser<br />Vi skal have en regering, der skaber praktikpladser til de unge.<br /><br />Der står 7.000 unge mennesker uden en praktikplads lige nu. Det svarer til, at man på 14 danske gymnasier sagde: ”Desværre, kære venner, vi opretter ikke 2. og 3. G. Det må I selv ligge og rode med.” Det holder jo ikke. Det er jo de unge, vi skal leve af i fremtiden, når de store årgange går på pension. Det virker da ærligt talt noget hovedløst at parkere de unge uden for uddannelsessystemet og typisk jo i arbejdsløshed sådan som situationen er i øjeblikket. Vi taber en årgang på gulvet. Det kan vi gøre meget bedre. Og med ligeså stor fokus på de unge, der vælger de faglige uddannelser som for dem, der vælger en boglig.<br /><br />Østarbejdere<br />Vi skal have en regering, der tør bruge sit myndighedsansvar til at løse østarbejderproblemet. Som vil de skruppelløse arbejdsgivere til livs, som lader polske arbejdere gå for elendig løn og elendige arbejdsforhold. Byggepladser uden skurvogne og toiletter. Timelønninger, der er lavere end en big mac-menu på Mcdonalds. Prøv nu og hør, det er jo ikke år 1890, vi lever i. Folk skal have ordentlige vilkår. I rigtig gamle dage var det jyderne, der kom og underbød de københavnske håndværkere. Det problem løste vi, så lad være med at fortælle mig, at vi ikke også kan løse problemet med polakkerne – ikke fordi der er noget i vejen med polakkerne, de skal bare være her på samme vilkår som os, så de ikke fungerer som løntrykkere.. Vi skal bruge Skat meget mere offensivt og vi skal bruge arbejdstilsynet, så vi kan få lukket de steder, som ikke lever op til reglerne. <br />Det er en problemstilling, der fylder alt for lidt på de bonede gulve. Vi har brug for en ny regering til at bringe virkeligheden ind på Christiansborg.<br /><br />Det kommer ikke af sig selv<br />Der er altså god grund til at kridte skoene. Der har efter alt sandsynlighed været et valg inden vi mødes igen til næste års 1. Maj. Vi skal bruge de måneder, der kommer på at få så mange som muligt til at arbejde for at få en ny regering. Hver eneste time tæller. Hver gang vi ringer på en dør og giver dem en folder og tager snak om, hvorfor vi skal have en ny regering, der rykker vi os et skridt tættere på at sætte Løkke og Pia K. på porten. Vi kan alle sammen lige tage en tur i opgangen og stikke materiale ind af dørsprækken til de andre. Vi kan alle lige tage en snak med en kollega, fætter eller nabo, som måske kunne overbevises om at stemme anderledes end sidst. Det er de mange bække små, der afgør det næste valg. Partilederrunderne er også vigtige, men der hvor vi for alvor rører ved folk, er jo i det direkte møde. Det er der, hvor vi kender hinanden og stoler på hinandens anbefalinger og argumenter. Så kære venner, det er op til os selv, hvis vi gerne vil have en ny regering, så på med skøjterne og ud over isen. Det kommer ikke af sig selv. God 1. maj.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-30473326317660348142010-03-28T12:52:00.001-07:002010-03-28T12:53:21.003-07:00Mellemstore provinser kvælesFørst røg livet i landsbyerne, nu er tiden kommet til mellemstore provinsbyer. Butiksdød i gågaderne, lukning af skoler og sygehuse, og centralisering af ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Selv busruterne lægges uden om og skæres ned. Vi er godt i gang med at udsulte små og mellemstore danske provinsbyer. Forretningsgaderne dør hen. Torvelørdagen med en tætpakket gågade med glæde og larm er blevet erstattet af tomme butiksruder med til salg-skilte, der er blevet bleget af solen. Landsbyskolerne er lukket for længst, og nu er tiden så kommet til de små og mellemstore skoler. 7 skoler bliver til 5. Seminarierne lukker og flyttes til de store byer. De tekniske skoler centraliseres og flyttes væk. Større enheder er mere effektive og leverer bedre undervisning, siges der. Bydele og småbyer dør hen og bliver til sovebyer. Vi køber ikke ind dér, vi går ikke i skoler dér, og vi arbejder dér ikke. Vi er der kun om natten. Tristheden sætter sig i fugerne på bygningerne. Folk begynder at flytte væk. Nogle af husene købes som sommerhuse af dem fra de større byer. De står tomme hen det meste af tiden, og de tilbageværende provins- og landsbyboere savner naboer og liv. <br /><br />Det kan godt være, at det er billigere og mere effektivt, men hvad hjælper det, hvis resten af tilværelsen tømmes for liv og fællesskab? Det spørgsmål vender og drejer de ansvarlige lokale politikere, men ofte kan det faktisk ikke lade sig gøre at prioritere liv og fællesskab, hvor gerne de end vil. Centraliseringen gælder nemlig også økonomien. Regeringen holder kommunerne og regionerne i så stramt et økonomisk greb, at de ikke kan prioritere de 7 skoler, men bliver nødt til at rationalisere. <br />Hvis vi skal vende udviklingen kræver det efter min mening, at det kommunale selvstyre genindføres, så nærområdet selv kan prioritere liv og leben, frem for rationaliseringsgevinster, der måske-måske ikke kommer ud af centraliseringen. Mit spørgsmål er bare: Hvis vi havde råd til forretningsliv og skoler for 30 år siden, mon så ikke også vi har i dag?Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-25003506773965641932010-03-22T02:54:00.000-07:002010-03-22T02:55:02.698-07:00Pas godt på sygehuspersonalet, som skal passe godt på osPRESSEMEDDELELSE<br /><br />Pernille Rosenkrantz-Theil er rystet over forholdene på OUHs skadestue, som de beskrives i Fyens Stifttidende i dag, og opfordrer til, at vi passer bedre på personalet på sygehusene og til, at vi bruger flere penge på sygehusene generelt. Hun udtaler:<br /><br />- Vi skal passe rigtig godt på vores personale på sygehusene. Vi har ikke uanede mængder af læger og sygeplejersker, og med det pres, der er på personalet, vil mange flygte væk fra sektoren og mange vil gå ned med stress. De skal have ordentlig tid til at tage sig af hver enkelt patient. Det ville selvsagt også være til gavn for os, som de skal passe på.<br />- Vi bliver simpelthen nødt til at have flere penge til sygehusene. Det er utrygt, at lægerne ikke har mere tid til hver enkelt patient. Der er blevet prioriteret helt forkert i vores samfund, når det i år 2010 skal føles utrygt på en dansk skadestue. Vi lever jo ikke i et uland.<br />- Det her er et rigtig godt eksempel på, hvorfor vi skal betale noget mere i skat. <br /><br />Socialdemokraterne har i sit udspil Fair Forandring sammen med SF stillet forslag om at bruge 5 mia. kr. mere til sygehusvæsnet. Pengene kommer bl.a. fra en afskaffelse af fradraget for private sygeforsikringer, højere afgifter på usunde fødevarer og fra en arbejdsskadeafgift.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-41281074527674189752010-03-01T10:01:00.000-08:002010-03-01T10:03:28.677-08:00Lovgivning virker<em>Bragt i DJØF-bladet</em><br /><br />Jeg er vild med slik i spandevis, jeg har røget 30 smøger om dagen, siden jeg var 12 år gammel og jeg slås med mig selv hver morgen for at overtale mig selv til at tage cyklen i stedet for bilen. Jeg fnøs, da rygeloven blev introduceret. Formynderiet og frelstheden får alt til at stritte på mig, som var jeg stadig teenager og mine forældre skulle bestemme hjemkomsttidspunkt. Men jeg endte faktisk med at støtte loven. Når jeg gjorde det, var det fordi jeg ikke vidste hvad vi ellers skulle gøre. For selvom jeg ikke er glad for formynderi, så er rygning som bekendt et gigantisk sundhedsproblem og kampagner gør det nu engang ikke alene. <br /><br />Nu har loven så virket i et par år og jeg er faktisk holdt op med at ryge i mellemtiden. Når jeg en sjælden gang overvejer at tage en smøg bliver jeg bremset af, at jeg ikke gider skulle udenfor, hver gang jeg skal ryge og jeg mister lysten til at ryge, når jeg ikke kan gøre det på caféen eller over en kop kaffe derhjemme, når veninderne er på besøg. Det hyggelige ved at ryge var jo netop i de situationer, hvor det nu er forbudt. Ergo har jeg ikke længere lyst til at være ryger. Fantastisk! Og det er selvfølgelig ikke bare mig, som har gået fra skepsis til tilhænger af lovgivningen og det er heller ikke bare mig, der har haft nemmere ved at holde et rygestop efter lovgivningen er trådt i kraft. Allerede et halvt år efter, at loven var trådt i kraft, dykkede antallet af dødsfald efter en blodprop i hjertet. Det drejede sig om 362 mennesker – eller næsten ligeså mange, som der hvert år dør i trafikken. Der er altså seriøst mange menneskeliv på spil, når vi laver lovgivning på dette område. Faktisk mener jeg at vi skal gå længere ad den vej, hvis vi mener det med sundheden alvorligt. De fleste af os har brug for fællesskabet for at ændre på vores vaner. Og de fleste af os er kede af, hvis vi vejer for meget eller hvis vi ryger. Det er ikke noget overformynderiet finder på. De fleste mennesker har naturligvis helt af sig selv lyst til at være sunde og raske.<br /><br />For 50 år siden lå vi på en femte plads over landet med højeste levealder. Nu ligger vi nummer 23. Danskerne lever kortere end svenskerne, nordmændene og tyskerne. Vi ryger og drikker for meget, og vi spiser for fedt og motionerer for lidt. Sådan lyder den hårde dom over danskerne. Og dommen over politikerne er tilsvarende ubarmhjertig. Der skal føres en langt mere aggressiv prispolitik, hvor sunde varer gøres billigere og usunde fødevarer gøres dyrere—og så skal cigaretter koste 50 kr. pakken, siger sagkundskaben i form af forebyggelseskommissionens formand Mette Wier. De lande, der topper listen har netop brugt disse redskaber. Efter min mening kan det kun gå for langsomt med at tage disse redskaber i brug. <br /> <br />Sygdom rammer skævt. Kortuddannede skal i højere grad end andre leve med pivende rygerlunger, diabetes og overvægt end alle andre. Fanzy reklamekampagner skabt på ministerkontorerne virker ikke. Vi skal kunne mærke det på vores pengepung. Sunde fødevarer bør være billigere. Slikket skal koste mere og cigaretter skal op i en helt anden prisklasse. Det er den form for håndgribelige forandringer af politikken, der skubber til vores vaner og hjælper os til at leve et sundere liv. <br /> <br />Det kan godt virke irriterende frelst, men mon ikke vi alligevel sætter pris på et liv uden sukkersyge og rygerlunger, når det kommer til stykket? I hvert fald tror jeg, at de fleste, der lever med de sygdomme, ville ønske, at de kunne gøre det om. Jeg synes, at vi skal have hår nok på brystet til at gennemføre den lovgivning, der skal til for, at vi får ordentlige rammer for et sundt liv. <br />Fælles regler og lovgivning er en måde at passe på hinanden. Mange—inklusive mig selv– var noget betænkelige ved rygeloven. Ligesom mange har været sure over alkoholpolitik på arbejdspladsen. Men når først det er gennemført og vi har vænnet os til det, så er det alligevel de færreste, der ønsker det gamle tilbage. De fleste af os har faktisk brug for, at vi netop i fællesskab får sat nogle rammer op, som gør det let at tage de valg, der holder os raske og rørige i så mange år som muligt. Ellers fortsætter vi bare som hidtil - selvom det gør os syge.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-88217073833682211582010-02-26T02:31:00.000-08:002010-02-26T02:32:28.211-08:00Rokadens mangel på krisehåndtering<em>Bragt i Fyens Stifttidende</em><br /><br />Den økonomiske krise og arbejdsløsheden er ubetinget de vigtigste spørgsmål at finde svar på for den nuværende og for en kommende regering. Set med de briller er Løkkes rokade katastrofal. De tre ministre, der har hovedansvaret for krisehåndteringen sidder endnu på deres taburetter, nemlig statsministeren, finansministeren og beskæftigelsesministeren. Nu havde jeg ikke forventet, at statsministeren ville rokere sig selv, men jeg havde da en svag forhåbning om, at en eller to af de to andre ville blive skiftet ud med nogle nye. Vi har ikke haft større behov for en stærk beskæftigelsesminister i årtier. Ikke desto mindre har vi den mest usynlige beskæftigelsesminister i mands minde. Der var mere støj i hende som politiske ordfører. Bedre står det ikke til med krisehåndteringen i finansministeriet. Den har indtil nu bestået af at uddele milde gaver til bankerne uden at stille krav af den karakter som man har gjort i andre lande, såsom at indføre et loft over bankdirektørernes lønninger og bonusser. Den har bestået af historisk store skattelettelser særligt til de mest velbjærgede i vores samfund, og sidst men ikke mindst i et tåbeligt timet sparekatalog, hvor den smule opsving, der så småt titter frem, slås ihjel af nedskæringer og forringelser af velfærden. Hvis jeg var Løkke, ville jeg da benytte den første den bedste anledning til at komme af med de ansvarlige fagministre. Men nej, Løkke er åbenbart godt tilfreds med deres indsats. Nu kan han altså ikke længere undskylde sig med, at han har arvet regeringen fra Fogh. Rokaden er gennemført og nu må han selv stå på mål for deres arbejde.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-45863410993468286902010-02-23T11:51:00.000-08:002010-02-23T11:52:04.723-08:00Tre vigtige brikker for LøkkeRegeringsrokaden måtte komme. Løkke ville ikke kunne gå til valg med et hold, som han har arvet fra Anders Fogh Rasmussen. Det betyder så også, at han efter dagens rokade må stå på mål for alle de ministre, som nu sidder med ved bordet. <br /> <br /><strong>Bertel skal redde regeringen</strong><br />Et af de områder, der i stigende grad gør ondt på regeringen er sundhedsvæsnet. Den øgede opdeling i A– og B-hold med 1 million danskere med privat sundhedsforsikring på A-holdet, strider grundlæggende mod danskernes opfattelse af velfærdssamfundet. Når her til lægges, at der er foregået en overbetaling for ydelserne på privathospitalerne sammenlignet med, hvad det offentlige har måttet nøjes med, så er der god grund til, at Løkke frygter vælgernes dom. <br />Bertel Haarder har tidligere haft en særdeles besværlig ministerpost, da han sad som integrationsminister i den første Fogh-regering. Når han bliver tildelt indenrigs– og sundhedsministeriet nu, så er det fordi slaget skal slås på sundhedsområdet i forbindelse med det kommende valg, og her har Løkke brug for en person, der er mand for at redde en borgerlig regering. Men mon dog danskerne så let glemmer de mange fyringer og nedskæringer på sygehusvæsnet?<br /> <br /><strong>Skandale gjorde for ondt</strong><br />Den største skandale i de senere år har efter min mening også været medvirkende til at udløse dagens enorme regeringsrokade. Søren Gade røg ud, og statsministeren kom af med det problem, der knytter sig til Søren Gades forsvarministerium, hvor vi fortsat ikke har indsigt i, hvem der lækkede fortrolige informationer. <br />Hermed skal man ikke tage fejl af, at regeringen både mister en tung og også vellidt minister. Han er naturligvis blevet slidt af skandalen, men i Venstres bagland nyder Gade særdeles stor tillid og respekt. <br />Det bliver interessant at se, hvordan den nyudnævnte Gitte Lillelund-Bech får landet skandalen. Vi mangler fortsat at få bragt lys over, hvad der egentlig foregik.<br /> <br /><strong>Søren Pind</strong><br />Søren Pind giver regeringen en ordentlig spandfuld tiltrængt kulør. Om Pinds liv og kant blot udstiller regeringens manglende ditto, vil tiden vise. Men en ting er sikkert, udviklingsområdet er hermed blevet en central politisk kampplads frem til næste valg.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-17837137464320907292010-02-07T03:38:00.000-08:002010-02-07T03:40:50.872-08:00Vi skal selvfølgelig beskytte mishandlet kvindePRESSEMEDDELELSE vedr. udvisning af mishandlet kvinde<br /><br />”Enten er Henrik Dam Kristensen blevet fejlciteret eller også er han i strid med partiets linje”, udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil, med henvisning til en artikel på politiken.dk, hvori der står:<br /><em>”Henrik Dam Kristensen mener ikke, at der er behov for en lovændring, der skal hjælpe voldsramte kvinder, der venter på opholdstilladelse. Ifølge ham, virker loven som den skal.” </em><br />Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler: ”Vi går ind for at beskytte kvinder, som får tæv af deres mænd. Og vi går derfor under ingen omstændigheder ind for, at en kvinde, der har været i Danmark i ti år skal udvises, fordi hun vil skilles fra sin voldelige mand. Selvfølgelig skal den lov laves om.”<br /><br />Så sent som i 2005 var vi medforslagsstillere på et beslutningsforslag under overskriften: ”Forslag til folketingsbeslutning om voldsramte udenlandske kvinder”, hvor vi blandt andet stiller forslag om, at: ”Herboende udenlandske kvinder, som kan dokumentere, at de har været udsat for vold, som hovedregel bevarer deres opholdstilladelse. Har kvinden opholdt sig i Danmark i under 18 måneder, skal der ske en individuel vurdering og en samlet afvejning af, hvorvidt hun skal have forlænget sin opholdstilladelse. Har kvinden opholdt sig i Danmark i over 18 måneder, skal det forhold, at hun har været udsat for overgreb, der har ført til ophævelse af samlivet, i sig selv medføre, at opholdstilladelsen forlænges.” <br /><br />”Skal man tage de første tre linjer i vores principprogram alvorligt, kan vi sådan set heller ikke mene andet.” Slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.<br /><br />De tre første linjer i vores principprogram lyder således:<br /><em>For os er mennesket i centrum, og dets velfærd er vores politiske mål. Ethvert menneske skal have mulighed for at virkeliggøre sine drømme om et godt liv inden for fællesskabets rammer. Ikke blot nogle få, ikke blot det store flertal, men alle. Intet mindre.</em><br />Beslutningsforslaget fra 2005 er dels klippet ind nedenfor, dels kan det findes under dette link: http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20042/beslutningsforslag/B54/som_fremsat.htmPernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-18019242345162577072010-02-03T04:32:00.000-08:002010-02-03T04:33:03.137-08:00Sundhed er fælles ansvarFor 50 år siden lå vi på en femte plads over landet med højeste levealder. Nu ligger vi nummer 23. Der skal lovgivning og fælles regler til for at rette op på skuden.<br /> <br />Det har været så uendeligt meget nemmere for mig at holde mit rygestop, fordi der ikke ryges alle vegne. Mon ikke også det gælder andre? De fleste af os har faktisk brug for fællesskabet for at ændre på vores vaner. Spises der fed og usund mad i kantinen, så er det svært at holde slankekuren. Men sættes priserne op på usund mad, så virksomheden kan spare penge ved at lave god, sund og lækker mad i kantinen, tjaa, så er det omvendt super meget nemmere at komme af med de overflødige kilo. Jeg synes faktisk, at vi skal tage hinandens helbred særdeles seriøst. Og jeg synes, at lovgivere skal stille de bedst tænkelige rammer til rådighed for et sundt liv. <br /> <br /><strong>Længe leve livet</strong><br />Danskerne lever kortere end svenskerne, nordmændene og tyskerne. Vi ryger og drikker for meget, og vi spiser for fedt og motionerer for lidt. Sådan lyder den hårde dom over danskerne. Og dommen over politikerne er tilsvarende ubarmhjertig. Der skal føres en langt mere aggressiv prispolitik, hvor sunde varer gøres billigere og usunde fødevarer gøres dyrere—og så skal cigaretter koste 50 kr. pakken, siger sagkundskaben i form af forebyggelseskommissionens formand Mette Wier. De lande, der topper listen har netop brugt disse redskaber. Efter min mening kan det kun gå for langsomt med at tage disse redskaber i brug. <br /> <br /><strong>Lovgivning virker</strong><br />Fælles regler og lovgivning er en måde at passe på hinanden. Mange—inklusive mig selv– var noget betænkelige ved rygeloven. Ligesom mange har været sure over alkoholpolitik på arbejdspladsen. Men når først det er gennemført og vi har vænnet os til det, så er det alligevel de færreste, der ønsker det gamle tilbage. De fleste af os har faktisk brug for, at vi netop i fællesskab får sat nogle rammer op, som gør det let at tage de valg, der holder os raske og rørige i så mange år som muligt. Ellers fortsætter vi bare som hidtil - selvom det gør os syge.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-77955443967455192402010-01-21T01:37:00.000-08:002010-01-21T01:39:10.879-08:00PRESSEMEDDELELSE: Drop tåbelige aktiveringskurser for unge<em>- Giv dem adgang til uddannelsessystemet</em><br /><br /><br />”De unge føler sig til grin, de ansatte beder om at kunne lave bedre og mere individuelle forløb og samfundet har brug for uddannet arbejdskraft i fremtiden – det er på høje tid at droppe de tåbelige aktiveringskurser for unge og invitere dem indenfor i det etablerede uddannelsessystem i stedet”, mener Pernille Rosenkrantz-Theil, som en reaktion på dagens forside af Fyens Stifttidende. <br /><br />”De unge skal have rigtige uddannelser. I juli blev tusinder af unge afvist på landets mellemlange og lange videregående uddannelser og der mangler 7.000 praktikpladser. Hvorfor i alverden sørger man ikke for at få de unge i gang i uddannelsessystemet, når der nu ikke er brug for dem på arbejdsmarkedet?” Spørger Pernille Rosenkrantz-Theil, Folketingskandidat for Socialdemokraterne på Fyn. <br /><br />Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at regeringen må tage skrappere midler i brug overfor arbejdsgiverne. Hun siger:<br />”Arbejdsgiverne skal presses langt hårdere til at tage lærlinge. De skal kunne mærke det markant hårdere på pengepungen, hvis de ikke har lærlinge og kommunerne skal stoppe indkøb fra de virksomheder, der ikke lever op til deres uddannelsesforpligtelse.” Og fortsætter: <br />”Hverken arbejdsgiverne eller samfundet kan holde til at miste en ungdomsårgang. Vi får brug for den uddannede arbejdskraft i fremtiden. Derfor skal de unge tilbydes lærepladser frem for tåbelige aktiveringskurser.”Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-36112488568703685232010-01-05T23:08:00.000-08:002010-01-05T23:09:32.638-08:00Til en bugnende bankbog”Nu kommer skattelettelserne endelig. Det har jeg glædet mig til længe”. Sådan indleder skatteministeren sit indlæg i avisen i går. Det kan jeg da sådan set godt forstå, at han har glædet sig til. Han kan også lune sig ved at få flere tusinde kroner mere udbetalt om måneden. Til gengæld får landets arbejdsløse og pensionister meget lidt ud af reformen. Faktisk begrænser det sig til få hundrede kroner om måneden. <br />Skattereformen er skæv og den bidrager til at øge uligheden i vores samfund. Vi har lige overstået en jul, der for en stor del af danskernes vedkommende lignende alle andre juleaftener med masser af gaver til ungerne og lækker mad i rigelige mængder. Samtidig var der 6.500 familier, der slet ikke havde råd til at holde jul, og måtte søge velgørende foreninger om hjælp. Set i det lys, forstår jeg faktisk ikke rigtig ministerens glæde over skattereformen. <br />Skattelettelserne er også det helt forkerte redskab, hvis formålet er at skaffe flere jobs til Danmark. Her ville fokuserede offentlige investeringer være langt mere effektive. En del af regeringens skattelettelser havner nemlig på folks opsparingskonti og skaber dermed ingen jobs. Og en del af skattelettelserne havner i udlandet, fordi folk køber importvarer eller rejser for pengene. Udbyttet i danske jobs er altså til at overse. Med fokuserede offentlige investeringer kan vi effektivt sørge for, at hver eneste krone ryger det rigtige sted hen og skaber de arbejdspladser, som vi har behov for. Pengene skal investeres i renovering af sygehuse og skoler, og til en tiltrængt renovering af vores meget nedslidte kloaksystem. På den måde kan vi skaffe jobs indenfor de fag, hvor der i dag er stor arbejdsløshed, samtidig med vi kan få løst væsentlige samfundsopgaver. Den slags reformer glæder jeg mig til – og sådan er forskellene i dansk politik blev så knivskarpe efter finanskrisen.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-81089788913845017572009-12-16T12:14:00.000-08:002009-12-16T12:16:55.286-08:00En skamplet på demokratiet, bragt i DJØF-bladetEfterårets konstitueringsballade i de danske kommuner er en skamplet på det danske demokrati. SFs unge Røpke i Region Hovedstaden fravristede Vibeke Storm formandsposten – uden sin egen gruppes opbakning og på borgerlige stemmer. Efterfølgende måtte han som bekendt forlade sin gruppe og opgive projektet. Overskrifter som ”De borgerlige scorer Bondams gyldne ben”, ”Borgmesterkabale er lagt om i Syddjurs” og ”Afhopper kupper borgmesteren i Kerteminde” vidner om, at Røpkes eventyr blot var et af mange blodige dramaer ovenpå et ellers relativt forventeligt kommunevalg. <br /><br />Det kan godt være, at Christiansborg også er en hård nyser af en arbejdsplads for folkevalgte, og at folketingspolitikere kan skældes ud for mangt og meget, men den uvederhæftighed, som kommer for dagens lys til kommunernes konstituteringsforhandlinger, er jeg dog sjældent stødt på i Folketinget. Det er faktisk ikke alle politikere, der løber fra aftaler og rager til sig efter bedste evne. Men de findes i flæng i kommunerne, og jeg tror faktisk, at der er god grund til at se lidt på det system, som fostrer dem. <br /><br />Byrådsmedlemmerne er som bekendt ikke fuldtidspolitikere. De forventes at kunne passe et almindeligt arbejde ved siden af det politiske arbejde. Mange mennesker har svært nok ved at få tingene til at hænge sammen kun med ét arbejde, og derfor skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor attraktive de betalte formandsposter og bestyrelsesposter bliver for byrådsmedlemmerne. Til hver post og hvert ben knytter sig en løn og således kan man købes fri fra sit arbejde i dyrebare timer til at varetage sit politiske hverv. Får man nok poster og hverv kan man stykke en fuldtidsløn sammen og således fuldt ud hellige sig det politiske arbejde. Man kan selvfølgelig kun gisne om, hvorvidt det var det, der drev værket for Dansk Folkeparti, da de en sen nattetime forlovede sig med Klaus Bondam på Københavns Rådhus. <br /><br />Borgmesteren er den eneste fuldtidslønnede politiker i de fleste kommuner. De resterende byrådsmedlemmer får en meget varieret hyre alt efter netop sammensætningen af ben. Eksempelvis modtager de dårligst betalte byrødder i Nyborg Kommune godt 92.000 kr. og den bedst betalte får 354.000 kr. om året. En forskel, der bestemt kan mærkes på bundlinjen. Netop forskellen på de to yderligheder i byrådssalen gør benene værd at kæmpe for. <br /><br />Hertil kommer, at konstitueringsaftalerne er gældende for hele valgperioden. I Københavns Kommune er alle borgmestrene, og selvfølgelig overborgmesteren, lønnede, og de forventes at være fuldtidsarbejdende politikere. Når først en borgmester har fået sin taburet ved årsskiftet efter et valg, så er vedkommende borgmester frem til næste valg. Der er altså intet dagligt incitament overfor helheden i kommunen. Ingen forpligtelse overfor den siddende overborgmester – og de fleste borgmestre er end ikke en del af samme politiske projekt som overborgmesteren, og har derfor et decideret incitament til at bruge sin forvaltning til at modarbejde helheden og overborgmesteren. Stik modsat ministrene i regeringen, der kan fyres uden varsel af statsministeren, hvis ikke de lever op til forventet standard eller hvis de underminerer regeringsprojektet. <br /> <br />Jeg forstår faktisk godt, at en stor del af befolkningen bare vælger at vende ryggen til det politiske oven på den gang makværk, som kommunalpolitikerne leverede efter valget. Så meget desto mere grund til at få lavet om på den kommunale struktur. Lønnen skal løsrives fra benene, så en kommunalpolitiker får en fast udmålt løn uanset posterne - ligesom i Folketinget. Og så skal incitamentsstrukturen altså vende den rigtige vej, så alle borgmestre og rådmænd arbejder for samme politiske projekt som den siddende (over-)borgmester. <br /><br />Jeg kan ikke love, at det vil udradere alle aftalebrud og al uvederhæftighed i kommunale sammenhænge, men jeg tror på, at det ad åre vil få luget det værste ukrudt væk.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-2245682585717724642009-12-08T12:30:00.001-08:002009-12-08T12:30:52.709-08:00PRESSEMEDDELELSE om Skårup SeminariumLukning af Skårup Seminarium<br /><br />”Det er helt hul i hovedet at lukke Skårup Seminarium”, udtaler Pernille Rosenkrantz-Theil, folketingskandidat, Socialdemokraterne. <br /><br />”Det er afgørende at få uddannet så store dele af befolkningen som muligt, hvis vi skal imødegå fremtidens udfordringer. Ikke mindst inden for lærerfaget, hvor vi står overfor at mangle mange lærere i nær fremtid. Ca. 25 % af lærerne er ovre 55 år gamle, og går altså på pension inden for de næste ti-femten år. Med den fremtidsudsigt hjælper det jo ikke at lukke seminarier.”<br /><br />”Vi skal gøre uddannelserne så tilgængelige for folk som muligt. Det er de blandt andet, hvis de ligger så tæt på folk, at de ikke behøver at rykke sig selv og eventuelt familie op med rode for at skulle tage sig en uddannelse”, fortsætter Pernille Rosenkrantz-Theil, ”Uddannelsesinstitutionerne skal være at finde over hele Danmark og ikke bare i de største byer. Skårup Seminarium er netop kendetegnet ved at være en lokalt forankret uddannelsesinstitution og derfor må det være med hovedet under armen, når regeringen byder vilkår, som Skårup ikke kan overleve.”<br /><br />”Uddannelse samles i større og større enheder, og det betyder at store dele af provinsen mister de livgivende uddannelsesinstitutioner, uden det rigtigt er til at få øje på, hvad gavn vi har af det”, slutter Pernille Rosenkrantz-Theil, der vil følge situationen omkring Skårup Seminarium tæt.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-91925236237806775432009-11-21T02:01:00.000-08:002009-11-21T02:02:03.878-08:00Vi vil fattigdom til livsFattigdom er, når man ikke har et arbejde og føler sig uden for fællesskabet. Fattigdom er når man ikke har råd til at gå til fodbold. Fattigdom er når man ikke tager med til fest, fordi man ikke synes man kan være sit tøj bekendt. Fattigdom er, når man er alene og ingen hjælper en ud af ensomheden. Fattigdom er, når man ikke får den uddannelse, man gerne ville have. Fattigdom er, når man nedslides af sit arbejde, men ikke kan få et andet. Fattigdommen har mange ansigter, og alt for mange af dem findes i vores ellers meget rige samfund. Vi mener, at vi kan gøre det meget bedre end i dag. Vi vil gøre noget ved det – i et stærkt samarbejde mellem byråd og Folketing. Fattigdommen kan afskaffes centralt, og lindres og modvirkes lokalt.<br /><br />Mange ved slet ikke, at der findes fattigdom i Danmark. Fattigdom er frygteligt tabubelagt. For nok har fattigdommen mange ansigter, men med dem alle følger skammen. Fattigdom er noget man skjuler. Det er flovt ikke at kunne klare sig selv. Det er frygteligt at skulle bede om hjælp. Og endnu værre, når den hjælp man så har fået slet, slet ikke rækker. Men sådan er det i Danmark anno 2009. <br />Det er ens egen skyld, tænker man, og bliver bekræftet af regeringens mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde. De får det jo til at lyde, som om man har valgt at stå uden for, og vil vælge omvendt, hvis bare det kan betale sig. Virkeligheden er jo, at det er de færreste arbejdsløse, der selv har valgt. Undersøgelserne fra 2001 og 2007 tyder da også på, at stigmatiseringen af de arbejdsløse er blevet værre. Det er blevet mere flovt at være arbejdsløs. Det bryder vi os ikke om. Vi ved jo, at langt, langt hovedparten af både de nyligt fyrede og af de langvarigt arbejdsløse har en grundlæggende lyst til at være på arbejdsmarkedet. <br /><br />Sidst der blev talt om fattigdom i Odense Byråd, sagde de konservative, at vi blandede det sammen med det landspolitiske. Javel, det indrømmer vi. For man kan ikke andet. Vi kan kun gøre noget ved fattigdommen i Odense, hvis det gøres i et tæt samarbejde med staten. Fattigdommen er skabt politisk på den nationale scene. Men mange af dens følgevirkninger kan vi gøre en masse ved lokalt. Sammenblandingen af de to parlamentariske niveauer er helt afgørende, hvis man vil forstå fattigdommens væsen, og hvis man vil den til livs. Det vil vi gerne forklare nærmere.<br /><br />Store dele af den fattigdom, der er i Danmark har sin rod i en række begrænsninger i folks daglige økonomi, som altså er besluttet politisk. Begrænsninger, der har sin begyndelse fordi folk ikke har et arbejde og derfor er afhængige af overførselsindkomst. Begrænsninger, der hernæst kommer sig af de beslutninger, regeringen har truffet omkring størrelsen af en række af overførselsindkomsterne - særligt for de mest udsatte borgere. Her tænker vi på loft over kontanthjælpen, forringelser i boligydelsen, at ægtepar på kontanthjælp får reduceret kraftigt i deres hjælp, hvis de er ofte og langvarigt ledige, en langt lavere hjælp for nytilflyttede. Det er alt sammen noget, man kan gøre noget ved, alene ved at træffe enkle politiske beslutninger. Det handler om prioritering. Den prioritering kan kun foretages nationalt. Helt anderledes ser det ud, når vi kigger på, hvordan vi lindre konsekvenserne af fattigdommen. Her skal der lokale kræfter på banen. <br /><br />En del af dem, som efterlades ude i kulden – nogle i bogstavelig forstand, andre i overført betydning, har psykiske lidelser. For dem er der alt, alt for lidt hjælp at hente. Psykiatrien har lidt stor overlast under regeringens benhårde økonomiske greb. Det kan mærkes i form af flere ulykkelige mennesker, der ikke får den hjælp, de har behov for, flere familier der splintres i småstumper, fordi det er for hårdt selv at stå med ansvaret for det psykisk syge familiemedlem og yderst på planken kan det mærkes som flere hjemløse i gadebilledet – og det kender vi jo alt for godt i Odense. Det er både børne- og ungdomspsykiatrien, og den for de voksne, der lider. Det er en fattigdomsmaskine, både hvad sindet, menneskeligheden og pengepungen angår. Pengene til psykiatrien kommer centralt fra, men pengene til værestederne for de hjemløse, bestemmer vi over lokalt. Det er også lokalt, at vi kan skabe en folkeskole, der kan tage hånd om eleverne, så de ikke skal undertrykkes af skam over forældrenes fattigdom. Og det er her i Odense, at vi tager beslutninger om, hvordan vi håndterer børn med f.eks. ADHD. Den viden vi får af det lokale arbejde i Odense skal bruges af landspolitikerne til at forstå fattigdommens væsen og skal inspirere Folketinget til træffe de rigtige beslutninger vedr. både psykiatri og psykologhjælp. Det er derfor, at det er en god idé at blande tingene sammen. At skabe en helhed. <br /><br />En særligt udsat gruppe er i overraskende de enlige forældre. I Kristeligt Dagblad for nyligt fortæller rådgivningschef på Mødrehjælpen i Odense, Inger Thorø Pedersen, at især mødre, der er alene med deres børn, er blevet fattigere. Hos Mødrehjælpen tilbydes de unge gravide og mødre intensiv rådgivning og undervisning i, hvordan man klarer at være forældre med presset økonomi, og hvordan man kan komme videre med en uddannelse eller et job. Netop de enlige forældre er et godt eksempel på hvor nuanceret fattigdomsproblemet er, for her kan være tale om kvinder med særdeles mange menneskelige ressourcer, og hvor fattigdomsproblemet giver sig til kende både som god gammeldags mangel på kontanter, men også som tab af et ellers godt socialt netværk, ensomhed og modløshed fordi man aften efter aften sidder derhjemme mens børnene sover alene og uden overskud til meget andet end at forsøge at få sovet ud inden næste hverdag tager over. En del af de enlige forældre mister kontakten til arbejdsmarkedet helt, og har meget svært ved at generere overskud til at etablere den igen, ligesom de har behov for at skabe eller genetablere et socialt netværk. Her er altså ligeså meget behov for et social og opsøgende indsats, som vi kan klare på kommunalt niveau, som der er behov for en økonomisk håndsrækning, som oftest kan klares på det nationale niveau. Men en lille økonomisk håndsrækning givet af byrådet kan skabe underværker for det fattige barn. Vi kunne jo indføre, at alle børn i Odense skal have ret til at være medlem af en idrætsklub efter eget ønske – og at de fattige familier vel og mærke kan få medlemskabet gratis.<br /><br />Fattigdom handler dog først som sidst om ikke at være på arbejdsmarkedet – uanset hvad der er årsagen til, at man ikke er det. Vi ved fra undersøgelsen af fattigdom i Odense, at rigtig mange af problemerne skyldes mange års arbejdsløshed. Lang tids arbejdsløshed har umådeligt store negative konsekvenser i folks liv. At være holdt uden for arbejdsmarkedet kan slå selv det stærkeste menneske i stykker. Vi har alle brug for at være en del af et dagligt fællesskab og vi har alle brug for at føle, at vi gør gavn for samfundet. Og vi har helt banalt alle sammen brug for de penge, som vi tjener ved at være i arbejde. <br />Arbejdsløshed har konsekvenser i generationer. Det går ikke ubemærket hen over børn af arbejdsløse. Når vi skal bekæmpe fattigdommen i vores samfund hænger det altså helt tæt sammen med at bekæmpe den stigende arbejdsløshed. Den skal bekæmpes både som strukturelt fænomen ved f.eks. at fremrykke offentlige investeringer og foretage investeringer i udvikling af nye arbejdspladser. Vækstplaner af den karakter supplerer i forvejen hinanden i vores nationale og lokale udspil. Men den skal også bekæmpes som det individuelle fænomen den er. Her handler det om at få folk så tæt på arbejdsmarkedet som muligt. Det handler om relevant efteruddannelse, om meningsfuld aktivering og at komme af med arbejdsløshedens svøbe og bryde den arv som følger. De konservative har ret, når de siger vi blander tingene sammen. Det gør vi med vilje. For det er sådan man afskaffer fattigdom.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-6456891899393511492009-11-08T02:32:00.000-08:002009-11-08T04:18:55.165-08:00Tyveåret for murens faldKlokken er seks om morgenen d. 10. november 1989. Der lyder et glædeshyl fra køkkenet i vores parcelhus i provinsen. Min mor danser jubeldans gennem den lange gang og slår dørene op til soveværelserne, hvor vi andre ellers håber på at få en times søvn mere inden dagen skal tage sin begyndelse. Men det er tydeligt af hendes hyl, at der er sket noget ganske særligt. ”Muren er faldet, muren er faldet, muren er faldet”. Jeg bliver lysvågen. Er muren faldet? Kan det lade sig gøre? Jeg tumler ud af sengen og ud i køkkenet for at høre nyheden i radioen. Det er ikke til at forstå. Aftenen inden er muren åbnet i Berlin. Selv om jeg bare var 12 år gammel så står begivenheden tindrende klart i min hukommelse.<br /> <br />I 80erne fik min familie for vane at tage på campingferie rundt omkring i Europa. Det var en billig måde at holde ferie på, og det var skægt med den frihed det gav til selv at vælge destinationen. Vi unger følte os som konger og baroner. Skulle vi til Paris eller til Budapest? Verden lå åben. Måske netop fordi verden lå åben og vi kunne bevæge os som vi ville, var kontrasten så skærende til de østeuropæiske børn, som vi legede med rundt om på de østeuropæiske campingpladser. På de vesteuropæiske campingpladser var der ingen østeuropæere, på de østeuropæiske var der masser vesteuropæere. Sådan bliver verden så håndgribelig. De var spærret inde, det var vi ikke. Følelsen af indespærring og frygt sneg sig ind under huden på os ved grænseovergangene. Mænd med uniformer og maskingeværer undersøgte bilerne. De havde spejle med, så de kunne kigge under bilerne. På bagsædet af bilen brugte vi unger ventetiden til at udtænke spektakulære metoder, hvorpå man kunne flygte fra øst til vest. Mine forældre fortalte om de forhadte rejseregler, som staten sad og fandt på for at forhindre folk i at rejse bort – regler som i øvrigt gælder på Cuba endnu og som israelerne har indført overfor palæstinenserne. Særligt kan jeg huske de hjerteskærende historier som kom frem i årene efter murens fald, hvor familier blev genforenet. <br /><br />Vi blev forklaret, at kommunisme gik ud på, at alle skulle have lige del i samfundets ressourcer. Det synes jeg lød som en særdeles sympatisk indstilling til verden. Alle mennesker er det samme værd, selvom vi udfylder forskellige funktioner. Så langt, så godt. Men når jeg så kiggede på det østeuropæiske samfund, så var folk jo så langt fra lige. Der var himmelvid forskel på de kvarterer, hvor de fineste partibosser boede, og så der hvor flertallet boede. Og helt ekstremt var det i Berlin, hvor Karl Marx Strasses potente allé med gigantiske bygningsværker stod i skærende kontrast til betonslummen i forstæderne, hvor fattigdommen og modløsheden kæmpede med de lasede gardiner og de stinkende trabanter om at understrege systemets fallit. <br />Men for mig var den mest afgørende faktor, at jeg i fjernsynet kunne konstatere, at partibosserne rejste jorden rundt som de ville, mens almindelige mennesker var spærret inde bag jerntæppets grænser. Der var kæmpemæssig forskel på folk. Uligheden trivedes i bedste velgående i det gamle øst – ligesom i Vest. Uligheden havde bare forskellige ansigter. <br /><br />Som barn var det temmelig forvirrende det her med ideologierne. Jeg var med så langt, at der var to verdener der kæmpede mod hinanden. Men hvor var vi selv placeret i den kamp? Vores allierede var selvfølgelig vest, fordi det totalitære øst var frygteligt, men vores samfundsmodel stred jo stærkt imod USA's. I Danmark havde vi siden 2. Verdenskrig forsøgt at udligne skellene mellem mennesker og skabe så gode vilkår for alle som muligt. I USA ville Reagan lade enhver være sin egen lykkes smed. Jeg tænkte, at vi havde taget de bedste af begge verdener. Vi havde taget Vestens ideal om demokrati og Østens ideal om lighed og kombineret det – og det måtte vel være en eller anden art socialisme. Det tænker jeg faktisk endnu. Altså at vi i Danmark har skabt en model, hvor ligheden og friheden ikke er hinandens modsætninger, men faktisk hinandens forudsætninger. Mennesker oplever ikke lighed, hvis ikke der er frihed. Hvis friheden er begrænset, er den jo begrænset af nogen. Ergo er man ikke lige – selvom man måske er det materielt. Så selv hvis partibosserne faktisk havde udlignet de økonomiske og materielle skel, så ville det ikke have skabt en følelse af lighed, netop fordi der ikke var frihed. Omvendt gør det samme sig gældende. Vi føler os ikke frie, hvis ikke vi er lige – eller i hvert fald nogenlunde lige. Det at have ret til at rejse er jo ikke meget værd, hvis ikke man har råd. Det konstaterede en taxachauffør i Bukarest overfor mig ti år efter murens fald. Han sagde: ”Inden murens fald måtte vi ikke rejse, men havde råd, efter murens fald må vi gerne rejse, men har ikke råd.” I dag er der mange i Bukarest, der har råd til at rejse, og derfor føles det som ufrihed, når taxachaufføren ikke har råd. <br />Pointen er, at vi skal lade de to dyder udvikle sig sideløbende med hinanden. Friheden og ligheden. Ellers bliver de hinandens endeligt. <br /><br />D. 10. november om morgenen. 12 timer efter grænserne var åbnet lå verden åben for østtyskerne. Frihedsfølelsen blandet med en vis portion usikkerhed om fremtiden gennemskyllede verden. Her tyve år senere halter ligheden. Det gamle øst har fået en ny alvorlig skævhed. Det er den skævhed, der får en del østeuropæere til at ønske sig tilbage til gamle dage. Men faktisk tror jeg, at de kunne have god gavn af en ordentlig indsprøjtning af det bedste af begge verden. Lad os kalde det god, gammeldags, skandinavisk demokratisk socialisme.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-19012911412820810742009-10-23T01:14:00.000-07:002009-10-23T01:15:36.525-07:00Partistøtte giver balanceDer har været en del hylen fra de borgerlige over fagbevægelsens støtte til venstrefløjen i de senere dage. Faktisk mener jeg, at de borgerlige i stedet for den tåbelige mudderkastning skulle hylde den fine tradition og balance, der er i dansk politik netop på grund af erhvervsstøtten til de borgerlige og fagforeningsstøtten til venstrefløjen. <br /><br />Vi er stolte af vores historie med fagbevægelsen og er glade for, at de vælger at støtte os til valgene. I den støtte ligger jo en tillidserklæring fra fagbevægelsen til, at vi repræsenterer lønmodtagerne bedst. Det er det vi allerhelst vil. <br /><br />Det står jo fagbevægelsen frit for at vælge, hvem de støtter og det er faktisk forskelligt fra område til område, hvordan fagbevægelsen fordeler støtten mellem partierne og hvor meget de støtter med. Det er de demokratisk valgte bestyrelser i fagforeningerne, der beslutter, hvordan pengene bruges – og alle medlemmer af en fagforening har således mulighed for at øve indflydelse på fordelingen.<br /> <br />På samme måde står det arbejdsgiverne frit for at støtte, hvem de vil, og de vælger så at støtte de borgerlige meget massivt. <br /><br />Hvorfor i alverden pege fingre af hinanden over det? Sådan har det været i 100 år. Sådan er balancen i vores samfund, og det fungerer fint, så længe der er åbenhed om, hvem der får penge og støtte hvorfra. Så kan folk jo stemme ud fra de oplysninger.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-71400162364927725732009-10-06T00:04:00.000-07:002009-10-06T00:05:52.729-07:00Gerne samarbejde med RV, men ikke på bekosting af arbejdsløse og nedslidte!Margrethe Vestager og Niels Helveg Petersen har slået pjalterne sammen i Berlingske Tidende og opfordrer til samarbejde i oppositionen. Det synes jeg er en ualmindelig god idé. Jeg har været noget bekymret over den hårde linje overfor de radikale, som jo uanset om vi kan lide det eller ej er afgørende for, at vi kan få et tiltrængt regeringsskifte. <br /><br />Når det er sagt, så har jeg også en klar holdning til, hvad jeg mener, der kan gives til de radikale og hvad der ikke kan. <br />Vi kan efter min mening godt se på, om grænsen for topskat skal hæves, således at sygeplejersken og politibetjenten ikke skal betale topskat. Særligt hvis det udløser, at millionærskattesatsen sættes op med yderligere et par procentpoint. Det er godt set, Margrethe! <br /><br />Men dagpengene og efterlønnen står ikke til debat. Så længe vi slider folk ned i det omfang, vi gør, så længe er der behov for, at folk kan gå på efterløn. På Nørrebro i København er gennemsnitslevealderen som i Yemen. Seriøst! <br />Det vidner om, at nedslidningen af store dele af befolkningen fortsat er uacceptabel hård, og at der er behov for efterløn. Hvis vi får problemer med finansieringen af efterlønnen i fremtiden, fordi der kommer flere ældre, så lad os kigge på finansieringsproblemet i stedet for at kigge på efterlønnen. Der er trods alt en del skruer, der kan drejes på uden nogen bliver tvunget til at sælge deres tiende fladskærm af den grund – som den tidligere statsministerfrue gjorde så tragikomisk klart, så er der dele af befolkningen, som ikke har mærket det store til finanskrisen, og de dør nok ikke af at bidrage med lidt ekstra til dem, som slides ned. <br /><br />Hvad angår dagpengene, så kan vi efter min mening godt gennemføre en reform – den skal hæve dagpengeniveauet i det første halve år uden at beskære dagpengeperioden. Men det er vist ikke helt det Margrethe Vestager har i tankerne. <br /><br />Når dagpengene er hjerteblod, så er det fordi de er fundamentet for den smidighed og risikovillighed, der er plads til og brug set med både lønmodtager og arbejdsgiverbrillerne på. Danmark har en førerposition i verden på spørgsmålet om erhvervslivet risikovillighed i fht. at ansætte nye og flere folk, fordi vi ikke har tradition for meget lange opsigelsesfrister og store fratrædelsesordninger for almindelige lønmodtagere. Hvorfor har vi ikke tradition for det? Fordi vi har haft et dagpengesystem, der samlede fyrede medarbejdere op. det er dog allerede godt på vej til at være historie og vil selvfølgelig blive yderligere udfordret med nye nedskæringer. <br /><br />I 1982 var dækningsgraden på over 75%. Folk fik altså gennemsnitligt mere 75 % af deres indtægt, hvis de blev arbejdsløse. I dag får de sølle godt 50%. Det betyder, at folk må gå fra hus og hjem, når de bliver fyret. Før skulle der naturligvis omlægninger og omprioriteringer til, men tingene kunne i de fleste tilfælde hænge nogenlunde sammen. I dag er det desværre ikke helt så vel, og det har da også fået den konsekvens, at dele af fagbevægelsen begynder at stille krav om længere opsigelsesvarsler. Således taber både lønmodtagere og arbejdsgivere. Det er trods alt ikke så tit, at interessefællesskabet mellem parterne er så åbenlyst, og når det du er det på dagpengeområdet, så lad os da styrke det og udbygge det, i stedet for at udhule og beskære det.<br /><br />Jeg er altså helt med på, at de radikale skal have en del af deres politik gennemført for at vi kan samarbejde med hinanden. Derfor peger jeg på topskattegrænsen. Ja tak, den tager vi, og så glæder vi os til at kunne fortsætte med vores gode samarbejde i oppositionen efter en kort tids nedkøling.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-23575056170329235542009-10-04T10:02:00.000-07:002009-10-04T10:03:05.332-07:00avisen.dkEn ny avis har set dagens lys. Mens andre har drejet nøglen om, har fagbevægelsen smidt penge i at få en ny avis. Galmandsværk vil nogen mene. Genialt, mener jeg. <br /><br />Vi har i den grad manglet en socialdemokratisk avis de sidste ti år. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det præcist er de andre aviser ikke kan levere—ud over naturligvis en god portion socialdemokratisk holdning. Læser man avisen.dk er man dog ikke i tvivl. Den lukker på fin vis det hul, der har været i mediebilledet siden Aktuelt lukkede. <br />Der er mange historier fra arbejdspladser og uddannelsesverdenen. Der er gode hverdagshistorier og masser af faglige nyheder. Den oser af god gammeldags solidaritet på den fede måde. Men det er altså ikke en avis<br />på gammeldags manér. Det er en internetavis, som netop gerne vil være en internetavis. Således er journalisterne hyret til at lave internet og ikke til at lave papiravis. Det giver den noget sprødhed, som de andre aviser mangler på nettet.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-45001337846297443922009-10-03T13:01:00.001-07:002009-10-03T13:01:39.214-07:00Ritt var en murbrækkerInd i mellem skal man miste balancen for at genvinde retningen. Den kunst er Ritt Bjerregaard mester i, og har derfor på en og samme tid været så udskældt og alligevel så uundværlig for mit parti. Ritt er en af de få politikere jeg kender, som ikke er bange for dårlig presse eller dårlig stemning. ”Politik er at ville noget”, som hun sagde i sin afskedstale i weekenden med sin vanlige langsomme stemmeføring og tilbagelænede autoritet, der giver hvert enkelt ord sin fulde mening. Ritt ville noget, og Ritt gjorde noget. Ritt fik forandret den politiske scene for altid for os kvinder. Den ligestilling, som vi bryster os af i Danmark, blev skabt af Ritts generation af kvinder. Og netop i magtens centrum, hvor den slags kampe er allermest benhårde, der stod Ritt forrest.<br /><br />Det er faktisk den politiker, som ikke er bange for dårlig presse, der får flyttet flest hegnspæle. Forandringer er nemlig sjældent populære i sin indledende fase, men kræver tid for at bundfælde sig og finde sin rette form – og derfor kræver det en god omgang politisk mod at sætte en ny dagsorden. Men det er jo så netop de gange, vi tør at melde ud, selvom vi risikerer at få øretæver, at vi ændrer verden, og det er de gange vi som parti er internt uenige og tør være det, fordi vi godt som parti kan stå sammen alligevel, at vi forandrer verden. Det er jo i de brydninger, at vi rykker ved hinanden og ved os selv. <br /><br />Det var helt så det gippede i mig af overraskelse og glæde, og dernæst gå-på-mod og lyst til at være med ombord i socialdemokratiet, da Ritt stiftede den røde skole i sin tid. Det kan godt være det ikke være helt comme il faut. Men hvor var det rigtigt og hvor var det livgivende. Jeg tror faktisk også på, at det var en saltvandsindsprøjtning, som partiet samlet set kom styrket ud af. <br /><br />Vi er så stærke, når man kan mærke hjerteblodet rulle. Vi er så stærke, når vi står fast på gode klassiske socialdemokratiske dagsordner. Vi er så stærke, når vi ikke skæver til meningsmålingerne. Vi bliver så stærke af med mellemrum at gå mod strømmen, fordi vi mener vi har ret og at vi kan overbevise andre om det. Ritt har leveret fantastisk et livsværk. Ritt har været afgørende en murbrækker for alle os kvinder i politik. Ritt har sat standarder for politisk mod, som nogen blinker nervøst ved tanken om, men som jeg styrker vores parti, og som vi bør beundre og tage ved lære. <br /><br />Nu har vi ikke længere Ritt i København. Vi får Frank og det glæder vi os til, og jeg glæder mig helt personligt til at se mere til Ritt i Odense.Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2119789052445884609.post-44561145038116995362009-09-30T04:47:00.000-07:002009-09-30T04:48:20.857-07:00Husk tavshedspligten!Det irriterer mig grænseløst, når en nævenyttig bankrådgiver ikke vil give mig de oplysninger, som jeg skal bruge, blot fordi han ikke kan identificere mig gennem et telefonrør. Der er sådan en indbygget mistillid i det, som føles krænkende. Ikke desto mindre er der alligevel god grund til at holde fast i, at personoplysninger skal behandles med stor fortrolighed. Tavshedspligten og fortroligheden er helt afgørende ikke bare for vores privatlivs skyld, men også for at vi kan passe ordentligt på hinanden. Tavshedspligten og fortroligheden er igen kommet på dagsordenen, da det kom frem, at man ved en enkelt opringning kan få oplysninger om sin nabos gældssituation i RKI. Med mellemrum kan det have alvorlige konsekvenser, når oplysninger, der overfladisk betragtet er uskyldige, lækkes.<br /><br />For et par år siden hjalp jeg en pige til at gå under jorden, fordi hendes far ikke ville lade hende vælge sin ægtefælle selv. Da faderen tidligere er dømt for alvorlig æresrelateret vold, var der overhængende fare for hende helbred. På trods af situationens alvor videregav blåøjede medarbejdere under tavshedspligt alle de oplysninger, der til sidst betød, at hendes familie fandt hende. Det kunne have kostet hende livet. <br /><br />Politiet udleverede afgørende oplysninger til kvindens mor, da hun grædende bad om vidende datterens velbefindende. Men moderen er dybt og afgørende involveret i den ugerning, der bliver begået mod hende, og oplysningerne skal bruges til at finde hende for at straffe hende for den ydmygelse hun har udsat familien for. Politiet havde kendskab til hendes flugt, og vidste, at forældrene under ingen omstændigheder måtte få nogen oplysninger. Alligevel forbarmer en af betjentene sig over den grædende kvinde. Nu var familiens jagt på hende så sat ind. <br /><br />Kvinden havde udsat sin familie for en utilgivelig ydmygelse og den var opsat på at finde deres uvorne unge, og begyndte således at trawle myndigheder og virksomheder igennem for at få oplysninger. Vi var omvendt blevet så forskrækkede over den lemfældige omgang med oplysninger, at vi forsøgte at sløre og slette alle tilgængelige spor. Således skiftede vi hendes folkeregisteradresse til et hemmeligt sted i Danmark. Hun fik ad to omgange nyt navn, først i Danmark og sidenhen i hendes nye hjemland. Hun opgav kontakten til alle hun kendte i Danmark på nær et par enkelte meget tætte venner. Vi blev efterhånden ret stive i skæg og blå briller. Alligevel gik det galt. Hendes uddannelsessted og hendes bankrådgiver gav oplysninger til familien. Ligesom det lykkedes dem at få fat i den hemmelige adresse fra Folkeregistret og informationer hos de sociale myndigheder. Hertil kommer den nok mest alvorlige brist, nemlig at en klaphat i Indenrigsministeriet og/eller på den danske ambassade i hendes nye hjemland videregav oplysninger til familien om hendes nye identitet i hendes nye land. Alt familien gjorde, var, at give dem en sang fra de varme lande om, at faderen var syg, og at de derfor havde behov for at få fat i hende. I andre situationer udgav de sig ganske simpelt for at være hende. <br />Et år efter hun stak af hjemmefra bankede de på hendes nye hoveddør i et nyt land. Til hendes held var det hendes onkel og ikke hendes far, der fandt hende. Han lod hende løbe og faderen indstillede herefter eftersøgningen af hende. Hun lever i dag i et tredje hjemland uden kontakt til sin familie – men med en mand hun selv har valgt og deres første barn.<br /><br />Med til historien hører dog, at politiet også bidrog positiv til hendes flugt og frigørelse. De var nemlig yderste behjælpelige med at få skippet hende ud af landet. Så nok er systemet hullet som en si, men de gode viljer er faktisk til stede. Men det samlede indtryk er nu engang, at Danmark ikke er et land man kan gemme sig i. Det er rart, når det gælder forbrydere, men ikke så heldigt, når det gælder nogen af vores samfunds allermest udsatte og ubeskyttede borgere – nemlig kvinder, der er udsat for vold fra deres mænd eller familier. Derfor - husk nu Jeres tavshedspligt!Pernille Rosenkrantz-Theilhttp://www.blogger.com/profile/09896086455490435404noreply@blogger.com0