Vi vil fattigdom til livs

Fattigdom er, når man ikke har et arbejde og føler sig uden for fællesskabet. Fattigdom er når man ikke har råd til at gå til fodbold. Fattigdom er når man ikke tager med til fest, fordi man ikke synes man kan være sit tøj bekendt. Fattigdom er, når man er alene og ingen hjælper en ud af ensomheden. Fattigdom er, når man ikke får den uddannelse, man gerne ville have. Fattigdom er, når man nedslides af sit arbejde, men ikke kan få et andet. Fattigdommen har mange ansigter, og alt for mange af dem findes i vores ellers meget rige samfund. Vi mener, at vi kan gøre det meget bedre end i dag. Vi vil gøre noget ved det – i et stærkt samarbejde mellem byråd og Folketing. Fattigdommen kan afskaffes centralt, og lindres og modvirkes lokalt.

Mange ved slet ikke, at der findes fattigdom i Danmark. Fattigdom er frygteligt tabubelagt. For nok har fattigdommen mange ansigter, men med dem alle følger skammen. Fattigdom er noget man skjuler. Det er flovt ikke at kunne klare sig selv. Det er frygteligt at skulle bede om hjælp. Og endnu værre, når den hjælp man så har fået slet, slet ikke rækker. Men sådan er det i Danmark anno 2009.
Det er ens egen skyld, tænker man, og bliver bekræftet af regeringens mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde. De får det jo til at lyde, som om man har valgt at stå uden for, og vil vælge omvendt, hvis bare det kan betale sig. Virkeligheden er jo, at det er de færreste arbejdsløse, der selv har valgt. Undersøgelserne fra 2001 og 2007 tyder da også på, at stigmatiseringen af de arbejdsløse er blevet værre. Det er blevet mere flovt at være arbejdsløs. Det bryder vi os ikke om. Vi ved jo, at langt, langt hovedparten af både de nyligt fyrede og af de langvarigt arbejdsløse har en grundlæggende lyst til at være på arbejdsmarkedet.

Sidst der blev talt om fattigdom i Odense Byråd, sagde de konservative, at vi blandede det sammen med det landspolitiske. Javel, det indrømmer vi. For man kan ikke andet. Vi kan kun gøre noget ved fattigdommen i Odense, hvis det gøres i et tæt samarbejde med staten. Fattigdommen er skabt politisk på den nationale scene. Men mange af dens følgevirkninger kan vi gøre en masse ved lokalt. Sammenblandingen af de to parlamentariske niveauer er helt afgørende, hvis man vil forstå fattigdommens væsen, og hvis man vil den til livs. Det vil vi gerne forklare nærmere.

Store dele af den fattigdom, der er i Danmark har sin rod i en række begrænsninger i folks daglige økonomi, som altså er besluttet politisk. Begrænsninger, der har sin begyndelse fordi folk ikke har et arbejde og derfor er afhængige af overførselsindkomst. Begrænsninger, der hernæst kommer sig af de beslutninger, regeringen har truffet omkring størrelsen af en række af overførselsindkomsterne - særligt for de mest udsatte borgere. Her tænker vi på loft over kontanthjælpen, forringelser i boligydelsen, at ægtepar på kontanthjælp får reduceret kraftigt i deres hjælp, hvis de er ofte og langvarigt ledige, en langt lavere hjælp for nytilflyttede. Det er alt sammen noget, man kan gøre noget ved, alene ved at træffe enkle politiske beslutninger. Det handler om prioritering. Den prioritering kan kun foretages nationalt. Helt anderledes ser det ud, når vi kigger på, hvordan vi lindre konsekvenserne af fattigdommen. Her skal der lokale kræfter på banen.

En del af dem, som efterlades ude i kulden – nogle i bogstavelig forstand, andre i overført betydning, har psykiske lidelser. For dem er der alt, alt for lidt hjælp at hente. Psykiatrien har lidt stor overlast under regeringens benhårde økonomiske greb. Det kan mærkes i form af flere ulykkelige mennesker, der ikke får den hjælp, de har behov for, flere familier der splintres i småstumper, fordi det er for hårdt selv at stå med ansvaret for det psykisk syge familiemedlem og yderst på planken kan det mærkes som flere hjemløse i gadebilledet – og det kender vi jo alt for godt i Odense. Det er både børne- og ungdomspsykiatrien, og den for de voksne, der lider. Det er en fattigdomsmaskine, både hvad sindet, menneskeligheden og pengepungen angår. Pengene til psykiatrien kommer centralt fra, men pengene til værestederne for de hjemløse, bestemmer vi over lokalt. Det er også lokalt, at vi kan skabe en folkeskole, der kan tage hånd om eleverne, så de ikke skal undertrykkes af skam over forældrenes fattigdom. Og det er her i Odense, at vi tager beslutninger om, hvordan vi håndterer børn med f.eks. ADHD. Den viden vi får af det lokale arbejde i Odense skal bruges af landspolitikerne til at forstå fattigdommens væsen og skal inspirere Folketinget til træffe de rigtige beslutninger vedr. både psykiatri og psykologhjælp. Det er derfor, at det er en god idé at blande tingene sammen. At skabe en helhed.

En særligt udsat gruppe er i overraskende de enlige forældre. I Kristeligt Dagblad for nyligt fortæller rådgivningschef på Mødrehjælpen i Odense, Inger Thorø Pedersen, at især mødre, der er alene med deres børn, er blevet fattigere. Hos Mødrehjælpen tilbydes de unge gravide og mødre intensiv rådgivning og undervisning i, hvordan man klarer at være forældre med presset økonomi, og hvordan man kan komme videre med en uddannelse eller et job. Netop de enlige forældre er et godt eksempel på hvor nuanceret fattigdomsproblemet er, for her kan være tale om kvinder med særdeles mange menneskelige ressourcer, og hvor fattigdomsproblemet giver sig til kende både som god gammeldags mangel på kontanter, men også som tab af et ellers godt socialt netværk, ensomhed og modløshed fordi man aften efter aften sidder derhjemme mens børnene sover alene og uden overskud til meget andet end at forsøge at få sovet ud inden næste hverdag tager over. En del af de enlige forældre mister kontakten til arbejdsmarkedet helt, og har meget svært ved at generere overskud til at etablere den igen, ligesom de har behov for at skabe eller genetablere et socialt netværk. Her er altså ligeså meget behov for et social og opsøgende indsats, som vi kan klare på kommunalt niveau, som der er behov for en økonomisk håndsrækning, som oftest kan klares på det nationale niveau. Men en lille økonomisk håndsrækning givet af byrådet kan skabe underværker for det fattige barn. Vi kunne jo indføre, at alle børn i Odense skal have ret til at være medlem af en idrætsklub efter eget ønske – og at de fattige familier vel og mærke kan få medlemskabet gratis.

Fattigdom handler dog først som sidst om ikke at være på arbejdsmarkedet – uanset hvad der er årsagen til, at man ikke er det. Vi ved fra undersøgelsen af fattigdom i Odense, at rigtig mange af problemerne skyldes mange års arbejdsløshed. Lang tids arbejdsløshed har umådeligt store negative konsekvenser i folks liv. At være holdt uden for arbejdsmarkedet kan slå selv det stærkeste menneske i stykker. Vi har alle brug for at være en del af et dagligt fællesskab og vi har alle brug for at føle, at vi gør gavn for samfundet. Og vi har helt banalt alle sammen brug for de penge, som vi tjener ved at være i arbejde.
Arbejdsløshed har konsekvenser i generationer. Det går ikke ubemærket hen over børn af arbejdsløse. Når vi skal bekæmpe fattigdommen i vores samfund hænger det altså helt tæt sammen med at bekæmpe den stigende arbejdsløshed. Den skal bekæmpes både som strukturelt fænomen ved f.eks. at fremrykke offentlige investeringer og foretage investeringer i udvikling af nye arbejdspladser. Vækstplaner af den karakter supplerer i forvejen hinanden i vores nationale og lokale udspil. Men den skal også bekæmpes som det individuelle fænomen den er. Her handler det om at få folk så tæt på arbejdsmarkedet som muligt. Det handler om relevant efteruddannelse, om meningsfuld aktivering og at komme af med arbejdsløshedens svøbe og bryde den arv som følger. De konservative har ret, når de siger vi blander tingene sammen. Det gør vi med vilje. For det er sådan man afskaffer fattigdom.

Læs mere...

Tyveåret for murens fald

Klokken er seks om morgenen d. 10. november 1989. Der lyder et glædeshyl fra køkkenet i vores parcelhus i provinsen. Min mor danser jubeldans gennem den lange gang og slår dørene op til soveværelserne, hvor vi andre ellers håber på at få en times søvn mere inden dagen skal tage sin begyndelse. Men det er tydeligt af hendes hyl, at der er sket noget ganske særligt. ”Muren er faldet, muren er faldet, muren er faldet”. Jeg bliver lysvågen. Er muren faldet? Kan det lade sig gøre? Jeg tumler ud af sengen og ud i køkkenet for at høre nyheden i radioen. Det er ikke til at forstå. Aftenen inden er muren åbnet i Berlin. Selv om jeg bare var 12 år gammel så står begivenheden tindrende klart i min hukommelse.

I 80erne fik min familie for vane at tage på campingferie rundt omkring i Europa. Det var en billig måde at holde ferie på, og det var skægt med den frihed det gav til selv at vælge destinationen. Vi unger følte os som konger og baroner. Skulle vi til Paris eller til Budapest? Verden lå åben. Måske netop fordi verden lå åben og vi kunne bevæge os som vi ville, var kontrasten så skærende til de østeuropæiske børn, som vi legede med rundt om på de østeuropæiske campingpladser. På de vesteuropæiske campingpladser var der ingen østeuropæere, på de østeuropæiske var der masser vesteuropæere. Sådan bliver verden så håndgribelig. De var spærret inde, det var vi ikke. Følelsen af indespærring og frygt sneg sig ind under huden på os ved grænseovergangene. Mænd med uniformer og maskingeværer undersøgte bilerne. De havde spejle med, så de kunne kigge under bilerne. På bagsædet af bilen brugte vi unger ventetiden til at udtænke spektakulære metoder, hvorpå man kunne flygte fra øst til vest. Mine forældre fortalte om de forhadte rejseregler, som staten sad og fandt på for at forhindre folk i at rejse bort – regler som i øvrigt gælder på Cuba endnu og som israelerne har indført overfor palæstinenserne. Særligt kan jeg huske de hjerteskærende historier som kom frem i årene efter murens fald, hvor familier blev genforenet.

Vi blev forklaret, at kommunisme gik ud på, at alle skulle have lige del i samfundets ressourcer. Det synes jeg lød som en særdeles sympatisk indstilling til verden. Alle mennesker er det samme værd, selvom vi udfylder forskellige funktioner. Så langt, så godt. Men når jeg så kiggede på det østeuropæiske samfund, så var folk jo så langt fra lige. Der var himmelvid forskel på de kvarterer, hvor de fineste partibosser boede, og så der hvor flertallet boede. Og helt ekstremt var det i Berlin, hvor Karl Marx Strasses potente allé med gigantiske bygningsværker stod i skærende kontrast til betonslummen i forstæderne, hvor fattigdommen og modløsheden kæmpede med de lasede gardiner og de stinkende trabanter om at understrege systemets fallit.
Men for mig var den mest afgørende faktor, at jeg i fjernsynet kunne konstatere, at partibosserne rejste jorden rundt som de ville, mens almindelige mennesker var spærret inde bag jerntæppets grænser. Der var kæmpemæssig forskel på folk. Uligheden trivedes i bedste velgående i det gamle øst – ligesom i Vest. Uligheden havde bare forskellige ansigter.

Som barn var det temmelig forvirrende det her med ideologierne. Jeg var med så langt, at der var to verdener der kæmpede mod hinanden. Men hvor var vi selv placeret i den kamp? Vores allierede var selvfølgelig vest, fordi det totalitære øst var frygteligt, men vores samfundsmodel stred jo stærkt imod USA's. I Danmark havde vi siden 2. Verdenskrig forsøgt at udligne skellene mellem mennesker og skabe så gode vilkår for alle som muligt. I USA ville Reagan lade enhver være sin egen lykkes smed. Jeg tænkte, at vi havde taget de bedste af begge verdener. Vi havde taget Vestens ideal om demokrati og Østens ideal om lighed og kombineret det – og det måtte vel være en eller anden art socialisme. Det tænker jeg faktisk endnu. Altså at vi i Danmark har skabt en model, hvor ligheden og friheden ikke er hinandens modsætninger, men faktisk hinandens forudsætninger. Mennesker oplever ikke lighed, hvis ikke der er frihed. Hvis friheden er begrænset, er den jo begrænset af nogen. Ergo er man ikke lige – selvom man måske er det materielt. Så selv hvis partibosserne faktisk havde udlignet de økonomiske og materielle skel, så ville det ikke have skabt en følelse af lighed, netop fordi der ikke var frihed. Omvendt gør det samme sig gældende. Vi føler os ikke frie, hvis ikke vi er lige – eller i hvert fald nogenlunde lige. Det at have ret til at rejse er jo ikke meget værd, hvis ikke man har råd. Det konstaterede en taxachauffør i Bukarest overfor mig ti år efter murens fald. Han sagde: ”Inden murens fald måtte vi ikke rejse, men havde råd, efter murens fald må vi gerne rejse, men har ikke råd.” I dag er der mange i Bukarest, der har råd til at rejse, og derfor føles det som ufrihed, når taxachaufføren ikke har råd.
Pointen er, at vi skal lade de to dyder udvikle sig sideløbende med hinanden. Friheden og ligheden. Ellers bliver de hinandens endeligt.

D. 10. november om morgenen. 12 timer efter grænserne var åbnet lå verden åben for østtyskerne. Frihedsfølelsen blandet med en vis portion usikkerhed om fremtiden gennemskyllede verden. Her tyve år senere halter ligheden. Det gamle øst har fået en ny alvorlig skævhed. Det er den skævhed, der får en del østeuropæere til at ønske sig tilbage til gamle dage. Men faktisk tror jeg, at de kunne have god gavn af en ordentlig indsprøjtning af det bedste af begge verden. Lad os kalde det god, gammeldags, skandinavisk demokratisk socialisme.

Læs mere...