Partistøtte giver balance

Der har været en del hylen fra de borgerlige over fagbevægelsens støtte til venstrefløjen i de senere dage. Faktisk mener jeg, at de borgerlige i stedet for den tåbelige mudderkastning skulle hylde den fine tradition og balance, der er i dansk politik netop på grund af erhvervsstøtten til de borgerlige og fagforeningsstøtten til venstrefløjen.

Vi er stolte af vores historie med fagbevægelsen og er glade for, at de vælger at støtte os til valgene. I den støtte ligger jo en tillidserklæring fra fagbevægelsen til, at vi repræsenterer lønmodtagerne bedst. Det er det vi allerhelst vil.

Det står jo fagbevægelsen frit for at vælge, hvem de støtter og det er faktisk forskelligt fra område til område, hvordan fagbevægelsen fordeler støtten mellem partierne og hvor meget de støtter med. Det er de demokratisk valgte bestyrelser i fagforeningerne, der beslutter, hvordan pengene bruges – og alle medlemmer af en fagforening har således mulighed for at øve indflydelse på fordelingen.

På samme måde står det arbejdsgiverne frit for at støtte, hvem de vil, og de vælger så at støtte de borgerlige meget massivt.

Hvorfor i alverden pege fingre af hinanden over det? Sådan har det været i 100 år. Sådan er balancen i vores samfund, og det fungerer fint, så længe der er åbenhed om, hvem der får penge og støtte hvorfra. Så kan folk jo stemme ud fra de oplysninger.

Læs mere...

Gerne samarbejde med RV, men ikke på bekosting af arbejdsløse og nedslidte!

Margrethe Vestager og Niels Helveg Petersen har slået pjalterne sammen i Berlingske Tidende og opfordrer til samarbejde i oppositionen. Det synes jeg er en ualmindelig god idé. Jeg har været noget bekymret over den hårde linje overfor de radikale, som jo uanset om vi kan lide det eller ej er afgørende for, at vi kan få et tiltrængt regeringsskifte.

Når det er sagt, så har jeg også en klar holdning til, hvad jeg mener, der kan gives til de radikale og hvad der ikke kan.
Vi kan efter min mening godt se på, om grænsen for topskat skal hæves, således at sygeplejersken og politibetjenten ikke skal betale topskat. Særligt hvis det udløser, at millionærskattesatsen sættes op med yderligere et par procentpoint. Det er godt set, Margrethe!

Men dagpengene og efterlønnen står ikke til debat. Så længe vi slider folk ned i det omfang, vi gør, så længe er der behov for, at folk kan gå på efterløn. På Nørrebro i København er gennemsnitslevealderen som i Yemen. Seriøst!
Det vidner om, at nedslidningen af store dele af befolkningen fortsat er uacceptabel hård, og at der er behov for efterløn. Hvis vi får problemer med finansieringen af efterlønnen i fremtiden, fordi der kommer flere ældre, så lad os kigge på finansieringsproblemet i stedet for at kigge på efterlønnen. Der er trods alt en del skruer, der kan drejes på uden nogen bliver tvunget til at sælge deres tiende fladskærm af den grund – som den tidligere statsministerfrue gjorde så tragikomisk klart, så er der dele af befolkningen, som ikke har mærket det store til finanskrisen, og de dør nok ikke af at bidrage med lidt ekstra til dem, som slides ned.

Hvad angår dagpengene, så kan vi efter min mening godt gennemføre en reform – den skal hæve dagpengeniveauet i det første halve år uden at beskære dagpengeperioden. Men det er vist ikke helt det Margrethe Vestager har i tankerne.

Når dagpengene er hjerteblod, så er det fordi de er fundamentet for den smidighed og risikovillighed, der er plads til og brug set med både lønmodtager og arbejdsgiverbrillerne på. Danmark har en førerposition i verden på spørgsmålet om erhvervslivet risikovillighed i fht. at ansætte nye og flere folk, fordi vi ikke har tradition for meget lange opsigelsesfrister og store fratrædelsesordninger for almindelige lønmodtagere. Hvorfor har vi ikke tradition for det? Fordi vi har haft et dagpengesystem, der samlede fyrede medarbejdere op. det er dog allerede godt på vej til at være historie og vil selvfølgelig blive yderligere udfordret med nye nedskæringer.

I 1982 var dækningsgraden på over 75%. Folk fik altså gennemsnitligt mere 75 % af deres indtægt, hvis de blev arbejdsløse. I dag får de sølle godt 50%. Det betyder, at folk må gå fra hus og hjem, når de bliver fyret. Før skulle der naturligvis omlægninger og omprioriteringer til, men tingene kunne i de fleste tilfælde hænge nogenlunde sammen. I dag er det desværre ikke helt så vel, og det har da også fået den konsekvens, at dele af fagbevægelsen begynder at stille krav om længere opsigelsesvarsler. Således taber både lønmodtagere og arbejdsgivere. Det er trods alt ikke så tit, at interessefællesskabet mellem parterne er så åbenlyst, og når det du er det på dagpengeområdet, så lad os da styrke det og udbygge det, i stedet for at udhule og beskære det.

Jeg er altså helt med på, at de radikale skal have en del af deres politik gennemført for at vi kan samarbejde med hinanden. Derfor peger jeg på topskattegrænsen. Ja tak, den tager vi, og så glæder vi os til at kunne fortsætte med vores gode samarbejde i oppositionen efter en kort tids nedkøling.

Læs mere...

avisen.dk

En ny avis har set dagens lys. Mens andre har drejet nøglen om, har fagbevægelsen smidt penge i at få en ny avis. Galmandsværk vil nogen mene. Genialt, mener jeg.

Vi har i den grad manglet en socialdemokratisk avis de sidste ti år. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det præcist er de andre aviser ikke kan levere—ud over naturligvis en god portion socialdemokratisk holdning. Læser man avisen.dk er man dog ikke i tvivl. Den lukker på fin vis det hul, der har været i mediebilledet siden Aktuelt lukkede.
Der er mange historier fra arbejdspladser og uddannelsesverdenen. Der er gode hverdagshistorier og masser af faglige nyheder. Den oser af god gammeldags solidaritet på den fede måde. Men det er altså ikke en avis
på gammeldags manér. Det er en internetavis, som netop gerne vil være en internetavis. Således er journalisterne hyret til at lave internet og ikke til at lave papiravis. Det giver den noget sprødhed, som de andre aviser mangler på nettet.

Læs mere...

Ritt var en murbrækker

Ind i mellem skal man miste balancen for at genvinde retningen. Den kunst er Ritt Bjerregaard mester i, og har derfor på en og samme tid været så udskældt og alligevel så uundværlig for mit parti. Ritt er en af de få politikere jeg kender, som ikke er bange for dårlig presse eller dårlig stemning. ”Politik er at ville noget”, som hun sagde i sin afskedstale i weekenden med sin vanlige langsomme stemmeføring og tilbagelænede autoritet, der giver hvert enkelt ord sin fulde mening. Ritt ville noget, og Ritt gjorde noget. Ritt fik forandret den politiske scene for altid for os kvinder. Den ligestilling, som vi bryster os af i Danmark, blev skabt af Ritts generation af kvinder. Og netop i magtens centrum, hvor den slags kampe er allermest benhårde, der stod Ritt forrest.

Det er faktisk den politiker, som ikke er bange for dårlig presse, der får flyttet flest hegnspæle. Forandringer er nemlig sjældent populære i sin indledende fase, men kræver tid for at bundfælde sig og finde sin rette form – og derfor kræver det en god omgang politisk mod at sætte en ny dagsorden. Men det er jo så netop de gange, vi tør at melde ud, selvom vi risikerer at få øretæver, at vi ændrer verden, og det er de gange vi som parti er internt uenige og tør være det, fordi vi godt som parti kan stå sammen alligevel, at vi forandrer verden. Det er jo i de brydninger, at vi rykker ved hinanden og ved os selv.

Det var helt så det gippede i mig af overraskelse og glæde, og dernæst gå-på-mod og lyst til at være med ombord i socialdemokratiet, da Ritt stiftede den røde skole i sin tid. Det kan godt være det ikke være helt comme il faut. Men hvor var det rigtigt og hvor var det livgivende. Jeg tror faktisk også på, at det var en saltvandsindsprøjtning, som partiet samlet set kom styrket ud af.

Vi er så stærke, når man kan mærke hjerteblodet rulle. Vi er så stærke, når vi står fast på gode klassiske socialdemokratiske dagsordner. Vi er så stærke, når vi ikke skæver til meningsmålingerne. Vi bliver så stærke af med mellemrum at gå mod strømmen, fordi vi mener vi har ret og at vi kan overbevise andre om det. Ritt har leveret fantastisk et livsværk. Ritt har været afgørende en murbrækker for alle os kvinder i politik. Ritt har sat standarder for politisk mod, som nogen blinker nervøst ved tanken om, men som jeg styrker vores parti, og som vi bør beundre og tage ved lære.

Nu har vi ikke længere Ritt i København. Vi får Frank og det glæder vi os til, og jeg glæder mig helt personligt til at se mere til Ritt i Odense.

Læs mere...