1. maj er det politiske års nytår. Det er i dag, at vi har tid til at stoppe op og se på, hvordan det går med vores kamp for et bedre samfund. Den gode nyhed er, at verden siden sidste år er vågnet fra sit tyve år lange liberalistiske mareridt og har opdaget, at kloden har gevaldigt behov for den skandinaviske model. Der er behov for, at mennesker tager styringen over markederne og der er behov for et socialt sikringssystem, som gør, at folk kan stå i mod i nedgangstider. Den dårlige nyhed er naturligvis, at NU er der nedgangstider.
Thor P sagde for nogle år tilbage i store træk: ”Det går så godt med den danske økonomi, at vi snart har råd til at købe hele verden”. Lad os kalde det skoleeksemplet på en jubelliberalist. ”Vi kan købe hele verden”. Ja, og nu betaler vi så prisen for den jubelliberalisme. Låneformerne blev forandret, der blev indført afdragsfri lån, flexlån, andelsboligmarkedet skulle der også kunne spekuleres i og reglerne for lån blev anderledes. Vi skulle alle sammen være små spekulanter og med på bølgen. Prisen for den bølge er bare rigtig, rigtig høj. Ikke for millionærerne, som har rigeligt med polstring til nedgangstider, og som kan sidde og hygge sig over aktiekursernes op- og nedture. Nej, det gør ondt på småspareren, som ikke kan få en almindelig lønkonto. Eller som ikke kan få et ganske almindelig banklån, hvis det er nødvendigt. Det gør ondt på dem, der ikke kan få en andelsbolig, fordi priserne er blevet for høje, fordi der gik spekulation i det. Eller for dem, der fik lov til at låne til en lejlighed, inden det hele gik af helvede til og som nu står med håret i postkassen, fordi deres lejligheder har tabt så meget i værdi, at de er stavnsbundet til stedet i mange, mange år ud i fremtiden.
Og så betaler de små håndværksvirksomheder, som leverer til de store firmaer. Det store firmaer har nemlig fundet på et trick. De kræver pludselig af deres underleverandører, at der skal være en kredittid på 60-90 dage. For små firmaer med et par ansatte, som er tæt ved at måtte dreje nøglen om, der er det her jo dråben. De betaler prisen. De nækker nakken – og medarbejderne bliver fyret. Men de store de overlever. Selv synes de, at det er en skidesmart idé de har fået. Men nu er det jo heller ikke dem, der skal leve af dagpenge.
Der er meget, der skal ryddes op i, når regeringen ikke længere er regering. Først og fremmest skal vi have gjort noget ved arbejdsløsheden. Men ikke bare skal vi skabe job, nej vi skal altså også sørge for, at de ansatte på landets jobcentre og kommuner ikke fortsat skal sidde og hive møder, trusselsbreve og andet påhit ned over hovedet på folk, ”fordi det siger lovgivning” – vel vidende at det ikke virker. Sagsbehandleren ved, at det ikke virker, og den arbejdsløse ved, at det ikke virker. Vi skal have en arbejdsløshedsindsats, som tager sagsbehandlerens faglighed alvorligt – og som har en stort portion respekt for den arbejdsløse.
Og ikke bare skal vi skabe job. Vi skal også sørge for, at dagpengene dækker noget mere end tilfældet er i dag. De højtlønnede får i dag lidt under halvdelen dækket ved fyring, mens lavtlønnede får godt og vel halvdelen. Det er simpelthen ikke godt nok. Rigtig mange mennesker må jo gå fra hus og hjem på den konto. Børnene må skifte skole og der skal startes helt forfra. Det går altså ikke. Dagpengene skal op på et niveau, hvor hele tilværelsen ikke smuldrer, fordi man bliver arbejdsløs.
Kære venner: Fattigdommen stiger, uligheden stiger, arbejdsløsheden stiger, utrygheden stiger. Kære arbejdervælgere, kære førtidspensionister, kære pensionister – altså dem af Jer, der har stemt på Pia K. i de senere år; nu tror jeg, at vi har lavet det der lille eksperiment med Dansk Folkeparti længe nok. Nu er det altså tid til at vende tilbage til det gamle arbejderparti. Og nu er det tid til at det gamle arbejderparti tager gode gamle dyder som solidaritet og fællesskab ud af gemmerne og pudser dem op, så de kan skinne over fremtidens generationer – og over de mange, som har knoklet et helt liv for at skabe det velfærdssamfund, som vi alle nyder godt af, og som er ved at blive pillet fra hinanden rundt om ørerne på os.
Når jeg kigger tilbage på det forgangne år, så synes jeg, at vi er meget godt på vej. Jeg synes partiet i det sidste halve års tid har været mere offensivt end i mange, mange år, og oppositionen står ikke længere splittede. Rigtig mange meldinger er gået i den rigtige retning. Selv har jeg været stærkt tilfreds med kravet om loft over bankdirektørernes lønninger, kravene om statslig indflydelse på bankerne, kritikken af skattelettelserne i rødvinsreformen og de efter min mening overordentlig fornuftige planer om investeringer i den offentlige sektor for at skubbe gang i samfundshjulene igen. Det går faktisk alt i alt meget godt lige nu.
Venstrefløjen har haft så svært ved at komme igen ovenpå murens fald. Selvom størstedelen af venstrefløjen var så absolut uskyldige i forhold til det bag jerntæppet, så har østblokken hængt som dødvægt til vores ideer siden dengang i slutfirserne.
Det pusterum, der nu er skabt for de borgerliges fremmarch skal venstrefløjen bruge til at få genskabt sig som partier, som fagbevægelse, som idégenerator for de kommende årtier. Vi skal i offensiven igen.
Vejen frem er IKKE at overtage de andres dagsorden og gøre den til vores. Det bliver aldrig andet end en dårlig kopi, hvor folk altid vil vælge den rene vare. Vi medvirker jo til at lære folk, at konkurrence og markedskræfter er det rigtige, når vi selv går udliciteringens og privatiseringens vej. Vi lærer jo folk, at ulighed er ok, når vi selv medvirker til at udhule dagpenge og pensioner. Og når vi har lært dem det, så sætter de pænt deres kryds ved borgerlige partier – og så sidder vi tilbage og undrer os over, at arbejderne er blevet så borgerlige. Vi da selv lært dem det.
Vejen frem er at skabe vores egen vej. På vores eget grundlag. Med vores egen opfattelse af, hvordan tingene skal hænge sammen. Vi kan passende begynde med lige at ranke ryggen en kende, og ignorere irriterende journalisters forsøg på at bilde os ind, at vi ingen politik har. Vi har masser af politik. Og vi har en af de stærkeste fagbevægelser i verden, som gør et skidegodt stykke arbejde for at hjælpe folk, der bliver fyret lige nu. Vi har bare problemer med altid at stå ved den.
Alt for længe har hele venstrefløjen været styret af den dagsorden, som de andre har sat. Alt skulle handle om konkurrence, markedskræfter, management, fleksibilitet, individualitet. Det blev oversat til udliciteringer, privatiseringer, taxameterordninger og meget andet, som aldrig har været frø, der har været sået i den socialdemokratiske forhave. Det har været forbudt at tale om solidaritet og om fællesskab. Det har været forbudt at have et ønske om, at den offentlige sektor og vores fælles velfærd skal vokse. Det har været forbudt at tale om ulighed og fattigdom. Det eneste man måtte tale om det var indvandrere. Men det er da også en bekvem måde for regeringen og dansk folkeparti at slippe uden om de dagsordener, hvor de så absolut ingen svar har.
Fagbevægelsen har i de sidste tyve år mistet medlemmer, det gamle arbejderparti har mistet medlemmer, der har været nedskæringer og besparelse og alt muligt andet. Vi har været politisk trængt bag af dansen. Når jeg rejser land og rige rundt og snakker med folk i mit nye parti, og i fagbevægelsen, så er der alligevel en ting, der står klokkeklart. Alle ved godt hvem der er bedst til at tage vare på vores lille land i krisetid. Hver eneste i fagbevægelsen, hver eneste på venstrefløjen kan blive vækket midt om natten, og spurgt om netop det. Det ved vi. Og det er den sikkerhed vi skal fare ud i verden med. Et parti der ved, at man er i stand til at klare ærterne for folk. En bevægelse, der ved, at man kan klare ærterne for folk. Det er partier og en bevægelse som det er værd at stemme på. Og som det er værd at kæmpe for - med alt hvad det indebærer. Lad os stå sammen om det i det kommende år.
God 1. Maj.
Læs mere...
