Analysernes manglende substans, bragt i DJØF-bladet

En pige løb, forbrændt og forpint, fra napalmbomberne i Vietnam. En linse fangede hende og gjorde hende til symbol på Vietnamkrigens rædsler. Tænk hvis journalisterne havde haft travlt med at analysere, hvilket vælgersegment USA's præsident tækkedes, da han gik ind i Vietnam, i stedet for at bringe billederne af den lille pige? Havde den folkelige modstand mod krigen og bevidstheden om konsekvenserne af præsidentens valg været ligeså stor? Næppe. Og det er politikerne mere end nogensinde klar over. Derfor forsøger de at styre pressen, sådan at dækningen af samfundsbegivenheder og dagligdagspolitik falder ud i deres favør. Samtidig synes pressen at have glemt, hvor magtfuldt et redskab de er i besiddelse af, hvis blot de bruger det, som deres kollegaer gjorde det i Vietnam. Alt for ofte handler det om, hvem der vinder og taber i en politisk debat, som var det en boksekamp. Der bruges timer på at analysere, hvem der lukkede hvilke flanker og hvad intentionerne bag bestemte vendinger var. Midt i strategidebatterne glemmer journalisterne at stille spørgsmål til, hvilken konsekvens de forskellige politiske meldinger har for befolkningen, for omverdenen, for miljøet og for fremtiden. Journalisterne har rigtig godt styr på processen og på hvem, der tager hvilke skaktræk og hvem, der har hvilke alliancer, men de er ofte meget dårligt inde i den politiske substans, og kan derfor ikke klæde de politiske udspil af på en måde, så befolkningen får ordentlig indsigt i politikken. Politikerne kæmper naturligvis indbyrdes om fortolkningsretten over udspillene, men kun få af de politiske journalister er reelt i stand til at levere en substantiel kritik fra reform til reform. Journalisterne mister troværdighed og tyngde, når dagordenen holder sig på overfladens alliancer og bogstavlege, og befolkningen mister sin kritiske kontrol af magten.

Hensigten fra politikernes side er at få lagt dagsordenen tilrette efter egne hoveder. Det har politikere sådan set altid villet. Men alligevel har noget forandret sig. I mine øjne har det kortsigtede fokus fået for stor magt over dagsordenen. Og professionaliseringen af spindoktorfaget har medvirket til at øge det kortsigtede fokus. Løbende opinionsundersøgelser, vælgervandringsanalyser, fokusgruppeundersøgelser, spindoktorerne selv og meget andet har beriget de politiske partier på mange fronter, javel. Men med alle de værktøjer kommer også nogle alvorlige udfordringer for vores demokrati. Før professionalisering var det i høj grad politikerne selv, der var deres egne bedste spindoktorer, og det betød, at strategien havde et længere sigte og et større hensyn til en overordnet samfundsidé og -udvikling. Spindoktorerne arbejder selvsagt ikke ud fra samme hensyn og det er indlejret i selve professionaliseringens redskaber, at det korte sigte styrkes. Opinionsundersøgelsen viser XYZ, og så er det nemmere at følge denne anvisning end at skulle bokse sig igennem med den løsning, som man egentlig synes er den rigtige. De nye værktøjer tilbyder altså en konstant mulighed for at springe over, hvor gærdet er lavest. Alt for ofte bliver politikeren fristet over evne, og der kvitteres da også pronto med ros fra kommentatorer og spinfolk. Konsekvensen er langt mere alvorlig og kompleks end som så. For i dette farvand bliver det næsten umuligt at være visionær. Visioner får yderst sjældent umiddelbar vælgertilslutning, ud fra devisen ”du-ved-hvad-du-har”. Således får visioner oftest dommen ”befolkningen bakker ikke om om XYZ” med på vejen. Men denne overfladiske måling tager jo ikke højde for diskursens foranderlighed og de stærkeste markørers ditto magt over netop udviklingen i samfundsholdningen. Derfor kan holdningen til visionen tage sig radikalt anderledes ud få måneder eller år senere. Det kan en formand nok klare at vente på, men det kan den spirende underskov af folk i partierne ikke nødvendigvis. Det kan være deres 15 minutes of fame, der blev spildt på en negativt modtaget reformidé. De får ikke pr. automatik chancen igen. Derfor vælger de også hellere ikke at risikere noget. Så hellere lægge kreativiteten og fremsynet på hylden, og lukke flanker og tænke strategi. Og så sluttes ringen. Alle tænker i overfladen og ingen i substans. Ingen har vundet. Journalisterne må lægge skakspillet og proceshistorierne på hylden, og politikerne må samtidig parkere midtervælgeren og meningsmålingerne. Substans må meget gerne træde i stedet.

Læs mere...

Fra asken til ilden…

Millioner og atter millioner af kroner er rullet ind i kasseapparaterne i den private sygehussektor. Staten har betalt markant overpris for ydelserne, og derfor har det været en særdeles lukrativ forretning i de senere år at drive privathospital. Hertil kommer, at flere og flere har en sundhedsforsikring igennem deres arbejdsplads og derfor har mulighed for at bruge de private alternativer til det offentlige. Dette med tilskud fra det offentlige i form af et fint skattefradrag for forsikringen. I Danmark er der i sandhed blevet skabt et a- og b-hold inden for sundhedsbehandlingen. For ti år siden var det et skræmmescenarie, og vi kiggede betuttet til andre lande i gru for, at det ville udvikle sig på samme måde i Danmark. Hvem har stået i spidsen for det? Lars Løkke Rasmussen, mens han var indenrigs- og sundhedsminister.

Vores nye statsminister har haft ansvaret for Danmarks økonomi i de senere år. Han har siddet ved bordenden for finanslovsforhandlinger og skattereformen, og har delt rundhåndet ud til de rigeste. Alt i mens uligheden er steget og der er kommet 55.000 flere fattige danskere, siden regeringen kom til magten. Fattigdom, der betyder skam for forældrene og børn, som må se langt efter medlemskabet i fodboldklubben eller lejrskolen med de andre børn. Fattigdom, der betyder, at ældre, som har knoklet hele deres liv og har kæmpet for vores velfærdssamfund, må vende hver femøre og strække madvarerne, som om de igen levede i deres egen ungdomstid.

Lars Løkke Rasmussen stod i sin tid bag de mest massive udliciteringer af velfærden som Amtsborgmester i det hedengangne Frederiksborg Amt. Det var mens han stadig var god ven med borgmesteren i Farum, som jo bekendt hed Peter Brixtofte. Noget tyder da også på, at fundamentet for den lette omgang med skatteydernes penge har været helt karakteristisk for politikere i den ende af landet.

Ja, resultaterne taler for sig selv. Vi behøver ikke at være i tvivl om, at det er en ægte liberalist og borgerlig vi har fået til magten. Desværre tror jeg, at han er undervurderet i pressen og i befolkningen. Han er en nyhed og derfor ikke så slidt som Fogh. Han har alt andet lige været finansminister og er en usædvanlig dygtig politiker. Hans udgangspunkt i den offentlige opinion er meget ringe – og derfor er det ikke svært for han at skabe noget bedre og dermed en positiv bølge, som måske kan holde frem til næste valg. Hertil kommer, at han er langt mere folkelig end Fogh og i mine øjne langt, langt mere sympatisk på slap line. Vi skal altså kridte skoene og hvæsse de ideologiske argumenter for at fortsætte den fremdrift, som vi har haft i de seneste måneder.

Læs mere...