Sundhedssektoren truet

Den private sygehussektor suger marven ud af de offentlige hospitaler og sundhedstilbud. Vi er godt i gang med at få skabt et sundhedsmæssig A- og B-hold. Der er dem, der har sundhedsforsikringer og derfor kan få et godt, solidt tilbud i det private, og så er der andre, der ikke har sundhedsforsikringer og dermed må nøjes med resterne i den offentlige sektor. Regeringen er gået benhårdt og målrettet efter at skabe en privat afdeling af sundhedsvæsnet, og det er altså lykkedes. Den eksisterede mere eller mindre ikke for ti år siden, men er blevet drevet frem af en alt, alt for høj betaling for deres ydelser – vel at mærke betalt med alle skatteyderes penge, og ikke bare med penge fra dem, der har brugt de private. Det ideologiske korstog har kostet godt 800 mio. kr. Eller tusindvis af operationer og behandlinger af mennesker, der har haft behov og for nogen vedkommende er der jo tale om livstruende sygdomme eller om sygdomme, der reducerer livskvaliteten voldsomt.

Nu er det nok svært at fælde den ansvarlige minister, som jo siden er blevet finansminister. For det eneste han har gjort sig skyldig i er at være liberalist til fingerspidserne. Og det har regeringen nok forsøgt at lægge røgslør henover, men løjet om det kan man vel næppe sige, at de har. Men det er da en god reminder til befolkningen om, hvad liberalisme er for en størrelse. De spiller kasino med vores økonomi og bruger hvermands penge til at skabe en sygehussektor for de få. Er der en hensigtsmæssig måde at indrette sig på?

Læs mere...

Læserbrev i Fyens Stifttidende: Børn skal ikke betale for forældrenes dårlige vaner

Vi skal have sunde, gratis og økologiske måltider i vores institutioner. Børn skal lære, hvordan der købes ind til sund mad, hvordan den tilberedes, hvad den lugter af, smagen, og følelsen i kroppen ovenpå et ordentligt måltid mad. For nogle børn er det sådan til hverdag hjemme i familiens skød. Men for mange, mange andre er maden derhjemme for fed, for usund, for ofte købt ude, og alt for ofte efterfulgt af slik og sodavand i for store mængder.

På fyens.dk i går kunne man læse, at en femtedel af danskerne er så fede, at det er til skade for levetid, helbred og arbejdsevne. Fynboer tynger i denne statistik. Udviklingen kendetegnes som alarmerende af forebyggelseskommissionsformand, Mette Wier. Med god grund. Vi ved, at usund mad gør, at børnene har sværere ved at lære – og at de har større risiko for at havne som dem, der tynger i den alarmerende statistik, når de bliver voksne.

Det nemme svar på problemet har i denne regerings levetid været, at forældrene skal tage sig sammen - og i øvrigt bare punge ud. Det er et svar, der lader en masse børn i stikken. Det ville naturligvis være det rareste – særligt for de ansvarlige politikere – hvis blot forældrene tog sig sammen. Men når det nu har vist sig ikke at være helt så simpelt, så må vi påtage os ansvaret for, at alle børn får ordentlig mad, og dermed en god start på livet. Børnene skal jo ikke betale prisen for forældrenes dårlige vaner. Det er en fælles opgave betalt af skattekroner at tage sig af folk, når de bliver syge. Hvorfor så ikke bruge skattekroner på at undgå, at folk bliver syge? Det er i al stilfærdig bare det vi gør, hvis der kommer gratis sund mad i institutionerne.

Læs mere...

Uddrag af min tale 8. marts

I Danmark lever over 5.500 kvinder som prostituerede. Antallet af prostituerede er fordoblet i løbet af de sidste tyve år, og i dag regnes Danmark for at være hele Nordens horehus, fordi vi i modsætning til Sverige, Finland og Norge ikke har forbud mod at købe sex. I Sverige gennemførte man forbuddet som en del af en pakke imod vold mod kvinder. Her opfattes prostitution som det, det er. Nemlig et resultat af svigt og manglende muligheder. Ikke som noget kvinder er i af egen fri vilje. Det er et resultat af økonomiske, psykiske og sociale problemer. Ikke noget som nogen har drømt om at være, siden de var små. Ikke et almindeligt erhverv. Det er ikke noget, som nogen af os ønsker at finde vores egne døtre i. Så stop nu hykleriet omkring prostitution.

Er vi, der går ind for et forbud sådan nogle sexforskrækkede, bonerte, frelste nogen, der helst ser, at sex kun foregår inden for ægteskabets hellige ramme Nej. Hvis kvinder har lyst til at gå i seng med en 10-15 mænd om dagen. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag, uanset om de er raske og friske eller om de har migræne eller influenza. Be my guest. Fyr den af. Men hvis der er penge imellem, så er det rigtig svært at se, hvad der er skidt og kanel. Det bliver ikke til at slå fast, om der er tale om frivillighed eller om der er tale om nødvendighed. Og grunden til at det er så forbandet afgørende er selvfølgelig, at det smadrer kvinders liv og helbred at dyrke sex af nødvendighed og ikke af lyst. Derfor er det en rigtig, rigtig dårlig idé at lade pengene styre. Det skal lysten der driver værket, også - eller måske i særlig grad - når der er tale om sex.

Den lykkelige luder
Der findes næsten ligeså mange myter om prostitution, som der findes prostituerede. En af de meget sejlivede er historien om den lykkelige luder. Den understøttes af dagbladene, den understøttes af det mindretal, der har det godt i faget, den understøttes af filmens verden, og af de mænd, der går til prostituerede. Javel, det lader til, at der er en gruppe, der trives med at være i prostitution. Men lad os nu lige se lidt på de vilkår, som pigerne arbejder under. Og lad os så snakke om den lykkelige luder igen. Langt størstedelen bliver udsat for vold, når de arbejder som prostituerede. 85% af kvinderne bliver voldtaget på arbejde. Det er de færreste, der kan få et almindeligt liv til at hænge sammen ved siden af arbejdet. De bliver hjemløse, mister deres kærester og mange ender med at få posttraumatisk stress. Vi kan diskutere herfra til juleaften, om kvinderne oprindeligt gik ind i prostitution af egen fri vilje. Men langt de fleste arbejder mennesker fortsætter ikke i et fag med så hårdt et arbejdsmiljø, hvis ikke der er noget helt helt galt. Og det er jo den situation vi skal hjælpe kvinderne ud af igen.

Forestil Jer, at de forhold gjorde sig gældende på en almindelig arbejdsplads, f.eks. på de gamle Carlsberg-bryggerier. Forestil Jer, at halvdelen af medarbejderne var udlændinge, der var tvunget til at være der og ikke får nogen løn for at arbejde der. Og at tre fjerdedele får skader af det på krop og sjæl af arbejdet. Hvad ville der ske med sådan en arbejdsplads? Den ville blive lukket på stedet! Og det er i al stilfærdig blot samme beskyttelse, vi kræver for kvinderne i prostitution.

Menneskehandel
I disse år fokuseres der meget på menneskehandel. Og med god grund 6-800.000 mennesker sælges hvert år over landegrænser, mere end 3 mio., hvis vi tæller dem med som sælges inden for landegrænser. Størstedelen med henblik på at leve som prostituerede under slavelignende vilkår. Vi aner ikke hvilket omfang problemet har i Danmark. De mænd der går til prostituerede aner ikke om det er handlede kvinder de er sammen med. De handlede kvinder udgør uden tvivl den mest makabre og ekstreme form for prostitution, og er i sig selv nok til at hele branchen burde lægges ned.

Derfor er det den nemmeste at forholde sig negativt til. Det er nemt for alle at tage afstand. Men tag ikke fejl. Bare fordi de danske kvinder ikke er handlede, er det altså ikke en dans på roser at leve i prostitution. 9 ud af ti af kvinderne vil gerne ud af det, og have et almindeligt liv. Men de bliver mødt af en mur af fordømmelse, når de fortæller, at de har levet i prostitution. De står overfor et utal af barrierer i det offentlige system, og står som ofte uden alternativ, enten fordi de er fanget af gæld, er afhængige af indtjeningen for at kunne blive boende og beholde den levestandard, som de har vænnet sig til. De sidder i saksen, og de sidder med arrene på sjælen. De kvinder - og alle de handlede kvinder - skal have en ny chance. De skal hjælpes ud af prostitutionen. De skal have frit lejde af det offentlige system med opholdstilladelser og frit lejde til at søge hjælp hos kommunen uden med det samme at blive mødt med anklager om socialt bedrageri og krav om tilbagebetaling af kontanthjælp for den periode, hvor de har været prostituerede. De skal ikke jagtes rundt i manegen og mistænkeliggøres. Det er vores forbandede pligt at hjælpe de her kvinder til at få et ordentligt liv igen.

Forbud, hjælper det?
Hvis vi skal beskytte kvinder mod at blive prostituerede, og dermed med al sandsynlighed ødelægge deres liv. Hvis vi skal beskytte kvinder mod at blive handlet over grænserne. Hvis vi skal beskytte de kvinder, så er det helt afgørende at tage det skridt at købesex forbydes.

Lever jeg lever i den illusion, at et forbud vil afskaffe prostitution. Nej. At det er strafbart at stjæle har jo heller ikke kommet tyveri til livs. Folk forbryder sig mod al lovgivning. Men lovgivningen sætter en standard, og langt, langt de fleste lader sig præge af den standard. Og vi sender som samfund et klokkeklart signal om, hvordan vi mener, at vi med rimelighed kan behandle hinanden.
Nu hvor der ikke er forbud, sætter det også en standard. Det sætter den standard, at det er mere ok at påføre en kvinde risiko for alvorlige skader på liv og sjæl end at stjæle en æske tændstikker i Netto. Det er altså for langt ude. Og på toppen af alt det her er det jo ikke bare sådan, at vi ikke har et forbud. Det er faktisk værre end det. For hertil kommer jo det helt vanvittige - at man som ansat i det offentlige opfordres til at hjælpe handicappede til at blive betjent at prostituerede. Det er jo en decideret blåstempling af et fag, hvor tre ud af fire kommer ud med skade på sjæl og legeme. Man ofre kvinderne for at mænd ikke behøver gøre sig den ulejlighed at bruge højre hånd. Det kan da ikke være statens opgave. Kom nu ind i kampen, Danmark. Tag afstand. Følg nu det svenske og norske eksempel. Forbyd køb af sex.

Læs mere...

Privatskolerne underminerer samfundet, bragt i DJØF-Bladet

”På de velstillede privatskoler vokser børnene op i en osteklokke.” Det er ikke Englands overklasse vi her taler om. Det er Danmark anno 2009. ”De kommer fra hjem, hvor forældrene har høje uddannelse, gode job og masser af penge… og deres skolekammerater kommer fra samme miljø. Efter grundskolen fortsætter de i gymnasiet og med en højere uddannelse, uden nogensinde at møde samfundets brede lag… Mange vil som voksne være meningsdannende og beslutningstagende i til nogle mennesker, som de aldrig har mødt.” Forfatter Lars Olsen taler om privatskolerne i Danmark. Ikke dem alle sammen, for i dele af landet er der bred social rekruttering særligt til friskolerne. Men i de store byer er det ikke længere noget vi frygter for fremtiden. 39 % af akademikerbørnene i København går på privatskole. Det er nutid – og det underminerer samfundet, samfundsøkonomien og det er til skade for både privatskoleungerne og børnene i folkeskolen. Lars Olsen har skrevet bogen ”Den sociale smeltedigel”. Den har heldigvis trukket overskrifter og TV-programmer. Jeg siger heldigvis, fordi debatten er så uendelig vigtig for vores samfund.

Normalt affærdiges den med, at ”folkeskolen skal da bare gøres mere attraktiv, så den tiltrækker forældre også fra de øvre lag”. Ja tak, hvem vil være den første til at bruge sit barn som prøveklud? Dig? Ikke mig i hvert fald. Jeg har gået på en skole, der mildest talt ikke var et sprudlende læringsmiljø. Ikke på vilkår om mine unger skal trækkes igennem 10 år af den slags. Jeg kan sagtens forstå de mange forældre, der vælger privatskolerne til deres børn. Selv sender jeg med god samvittighed mine unger i folkeskole, når den tid kommer – men da kun fordi jeg bor i et område med gode, blandede folkeskoler. Jeg undgår altså at blive sat i det samme frygtelige dilemma, som forældre på f.eks. Nørrebro. Så når jeg slår et slag for folkeskolen, er det faktisk ikke for at spille hellig og slå en masse veluddannede forældre i hovedet med deres valg. Det er snarere et opråb om, at vi er i gang med at ødelægge noget, som måske er selveste grundlaget for meget af det vi holder af som danskere, den korte distance mellem samfundslagene, de gode samarbejde mellem forskellige sociale grupper på arbejdspladserne, det antiautoritære, forståelsen for hinandens levevis og venskaberne på tværs af sociale klasser. Vi kan ikke hver især forandre på udviklingen ved at bruge vores børn som prøveklud, men vi kan ændre på det i fællesskab ved enten at tage nogle politiske beslutninger eller ved at træffe nogle valg i fællesskab med andre forældre allerede, når vores børn går i børnehave.

En af de gode pointer i Lars Olsens bog er, at det ikke kun børn med såkaldt svag hjemmebaggrund, der vinder ved den fælles skole. Pointen i Lars Olsens bog er netop, at vi alle vinder. De riges børn, de kloge, de dumme, de utilpassede, danskerne, indvandrerne og samfundet og samfundsøkonomien. Allerede ved forrige århundredeskifte havde man forstået styrken ved enhedsskolen. Således citerer han fra skoledebatten dengang: …alle Samfundsklassers børn kan samles her, rige og fattige, fornemme og ringe, begavede og ubegavede. Her skal de lære af hverandre, hjælpe hverandre, komme til at forstå hverandre, følges ad så langt Lyst og Evner falder sammen og opdrages til at arbejde sammen. Herved får vi det fornødne fælles Dannelsesgrundlag, der skal danne bro mellem de forskellige samfundslag…”. Ofte spørges der, hvad de dygtigste elever får ud at skulle være sammen med alle de andre i folkeskolen? Svaret er simpelt: De får evnen til at lede og fordele arbejdet. Så simpelt er det. Den bedste erhvervsleder, chef, direktør, meningsdanner og beslutningstager må nødvendigvis være den, der har det største kendskab til de mennesker, der skal ledes. Det er altså ikke kun et problem for samfundets brede lag, hvis de veluddannedes børn ikke kommer i folkeskole. Det er også et problem for de kommende chefer.

Hver enkelt forældre kan ikke forventes - med deres barn som prøveklud - at være dem, der egenhændigt forandrer elevsammensætningen i folkeskolerne. Men hver enkelt forældre – ikke mindst kernelæserne af dette blad – må forventes at påtage sig det ansvar at forsøge at få børn fra samme børnehave til sammen at flytte op i 0-klasse på den lokale folkeskole, så børnene med sikkerhed starter i blandede klasser. Ingen børn har fortjent at vokse op i en osteklokke og ingen børn har fortjent en ghettoskole. Forandringen kan godt skabes nedefra. Det er bare afgørende, at den skabes kollektivt, så folkeskolen igen kan blive den vigtigste kulturbærende institution i samfundet.

Læs mere...