Et lille land med et stort hjerte?

”Over 72 millioner kroner. Det blev det foreløbige resultat af Danmarks Indsamling 2009, som DR lørdag den 24. januar sendte direkte fra Tivoli. De 12 største hjælpeorganisationer samlede sammen med DR penge ind til Afrikas allerfattigste familier. Danskerne bakkede op trods finanskrise og dystre spådomme om danskernes givervilje. Det blev gjort til skamme, og danskerne markerede, at de bor i i et lille land med et stort hjerte.”

Sådan står der på Danmarksindsamlingens hjemmeside. Og det er da også prisværdigt, at så mange danskere har givet penge til indsamlingen. Men lige frem at tale om, at Danmark er ”et lille land med et stort hjerte”, er måske alligevel at stramme den. For i dette lille land har et flertal jo netop forårsaget massive nedskæringer i støtten til verdens fattige. Et flertal har peget på en regering, der har skåret, hvad der svarer til to en halv milliarder kroner per år. Det svarer til 580 kr. pr. voksne dansker pr. år.

I Danmarksindsamlingen blev der i alt samlet 72 millioner kroner ind. Det svarer til knap 17 kroner pr. voksne dansker. Flot.
Selv så jeg håndbold og glemte helt, at der var indsamling og har derfor ikke givet en rød reje. Og det er desværre det, der sker når ulandsbistanden bliver ”privatiseret”. Folk glemmer det eller bruger pengene på noget andet. Måske ligger indsamlingen sidst på måneden, så det i øjeblikket er uhensigtsmæssigt at donere, selvom man egentlig gerne vil. Måske var man på besøg hos tante Oda, og kunne derfor ikke lige ringe penge ind. Sådan er det. Der kommer bare ikke lige så mange penge i kassen. Ligesom der i gamle dage ikke kom nok penge til fattigkvarterne, selvom foreninger og enkeltpersoner gjorde nok så stort et stykke arbejde. Det rykker først for alvor med fattigdomsbekæmpelse, hvis vi forpligter os selv og hinanden gennem skattesystemet.

Det er altså enormt sympatisk, at folk donerer penge til Danmarksindsamlingen, men når det er sagt, så er denne og mange andre indsamlinger med til at sende et røgslør henover det faktum, at Danmarks bidrag til udligning af verdens fattigdom falder og bliver båret af tilfældigheder. Når der tales om at vi har større offervilje, og om at vores land har et stort hjerte, så pudser vi glorien og føler os gode. Selvom det egentlig er mere korrekt, at offerviljen har lidt et meget stort nederlag i de senere år – og det kan 17 kr. pr. voksen dansker altså langt, langt fra rette op på. Kom nu Danmark, op på hesten, vi tør da godt forpligte os overfor verdens fattige. Gør vi ikke?

Læs mere...

Sagt på facebook om Liberal Alliance

Liberal Alligator(ance) er et forholdsvist hurtigt og adræt dyr. Alligatorens øjne er placeret, så den ikke kan se fremad men kun til siden.

Læs mere...

Udliciteringsbølgen skal have en afløser, bragt i DJØF-Bladet

Hvor svært kan det være at få tømt sin skraldespand? Meget svært, skulle jeg hilse og sige fra Møn. Det kræver mindst ligeså mange opkald og omstillinger, som en tur gennem sagsbehandlingen i Københavns Kommune. Alene det at identificere hvilket firma, der har opgaven krævede mig tre telefonsamtaler. Spild af min tid og spild af Vordingborg Kommunes tid og penge. Dette er desværre bare et eksempel på et irriterende udbredt fænomen. Nemlig udlicitering. Set fra et borgerperspektiv sker det ikke så sjældent, at mødet med den udliciterede forvaltningsform og offentlige service er mindst ligeså forvirrende og bureaukratisk, som under den rent offentlige form. Jeg har meget svært ved at forstå, at nogen forbinder denne form for frit valg med frihed. I hvert fald får jeg så absolut ingen frihedsfornemmelse ud af at skulle tage stilling til, hvem der tømmer min skraldespand eller for dens sags skyld hvem, der leverer min elektricitet. Det er kun irriterende og ineffektivt, at hver enkelt familie skal belemres med endnu en lille tidsrøver.

I sin tid en murbrækker for nytænkning, javel. Men ikke en løsning på udfordringerne i velfærdssamfundet. Der er behov for menneskeligt drive og virkelyst som dynamo i den offentlige sektor, ikke for hverken jagten på guld eller for bureaukrati og støv i krogene. Det er tid til at revidere synet på de offentlige opgaver.
I 1980erne gik New Zealand foran med udlicitering. Faktisk lignede New Zealands velfærdsmodel på mange måder den skandinaviske frem hertil. Herefter gik det dog stærkt den forkerte vej. Under den nyvalgte Labourregering og den efterfølgende konservative regering gennemførtes reformer af sundhedsvæsen, skolevæsen, infrastrukturen, naturarealerne og boligmassen. Reformer, som efterlod verdens nyliberalister grønne i hovederne af misundelse. Men New Zealænderne måtte lære på den hårde måde, at dette ikke var vejen til et bedre samfund. Det gik nemlig stik modsat hensigten. Der blev ikke skabt vækst og arbejde. Væksten i produktiviteten var i denne periode kun halvdelen af gennemsnittet i OECD. Næsten halvdelen af sygehusene lukkede, skolevæsnet blev eroderet og huslejen steg med hele 60% i den almene boligsektor, fordi boligerne skulle til at give overskud. Både befolkning og samfundsøkonomi tabte ved forandringerne. Men da Labour klog af skade igen kom til magten i 1999 måtte partiet dog sande, at det koster ligeså benhårde kampe, at udbedre et udhulet velfærdssamfund som det oprindeligt krævede at skabe det. Det kommer ikke helt så let, som det går.

Et opgør med den stivnede offentlige sektor i New Zealand, og senere i Danmark, var helt nødvendigt. Udlicitering skabte bare ikke den ønskede virkelyst og dynamik, og var derfor ikke den rigtige løsning på problemerne. Men posen blev i det mindste rystet, og var uden tvivl medvirkende til, at der opstod nye brudflader og forandring.

Der er fortsat behov for skabertrang og engagement som drivkraft i velfærdssamfundet, men det fremelskes altså ikke ved at lade alt være på kontrakt med virksomheder, hvis naturlige sigte og drivkraft jo er noget ganske andet, nemlig at tjene penge. Vi må kigge os om efter nye måder at udføre opgaverne i den offentlige sektor. Andelstanken, selvstyre, selvforvaltning på nonprofitvilkår, som vi kender det fra institutionerne og boligområdet, mener jeg er former, der passer væsentlig bedre til vores selvstændighedskultur. Og jeg er overbevist om, at øget indflydelse på eget arbejdsliv og borgernes direkte medindflydelse på løsningen af servicen vil medvirke til en glæde ved og respekt for den offentlige sektors virke til gavn for samfundsøkonomien, borgere og medarbejderne selv – og ikke mindst vil sandsynligheden for problemfri tømning af min skraldespand på Møn stige.

Læs mere...

Af med fløjlshandskerne overfor Israel

I dag på sit sædvanlige tirsdagspressemøde understreger Fogh, at Israel har ret til at forsvare sig. Fogh må altså til at stoppe rygmarvsstøtten til Israel. Selv hvis man går med på Foghs idé om, at Israel skal have ret til at forsvare sig mod Hamas´ raketangreb, så er det nuværende angreb langt, langt over grænsen for, hvad der er en rimelig reaktion. Eksempelvis kan det næppe karakteriseres som en forsvarshandling, når Israel har lukket grænserne, sådan at civile ikke kan flygte fra angrebene, og sådan at nødhjælp og journalister ikke kan komme ind.

Israel vækker dårlige minder om forbrydelserne begået mod jøder og mange andre under 2. Verdenskrig. Derfor er det i mange vestlige lande helt naturligt at ville skærme og støtte Israel. At ville beskytte jøder mod overgreb er da også en helt relevant rygmarvsreaktion taget i betragtning hvor kontinuerlige forfølgelser netop tilhængerne af jødedommen har været udsat for - ikke bare under benævnte krig, men gennem hele historien og i stort set alle lande. Men derfra til hovedløst at bakke op om et stat i mellemøsten, blot fordi den kalder sig jødisk, er der alt andet lige et stykke vej. Ikke desto mindre er det den logik, der gør sig gældende, når politikere i USA og Europa fortsat holder hånden over Israel og tillader helt andre standarder end overfor andre stater.

Virkelighedens verden – renset for den historiske dårlige samvittigheds blindhed – er, at Israel sandsynligvis eksperimenterer med de forfærdeligste våben. Der rapporteres i danske medier om palæstinensere med brandsår, der ikke kan slukkes forårsaget af kemiske våben, om anvendelse af kugler, der giver kræftsygdomme og om en ny type trykbølgevåben, der river kroppe over ved voldsomme eksplosioner. Virkelighedens verden er, at en masse mennesker er spærret inde på et meget lille stykke land, hvor der er daglige, alvorlige krigshandlinger. Netop den ekstremt høje befolkningstæthed som følge af tidligere kriges flygtningestrømme, er det helt umuligt at føre en landkrig uden helt urimeligt store civile tab. Således er mere end 200 børn allerede blevet ofre for den overdrevne israelske magtanvendelse.

I dag er krigshandlingerne blevet efterfulgt af et forbud mod opstilling af de arabiske partier i Israel til det kommende parlamentsvalg. Det begynder altså at blive rigtigt uhyggeligt. Forestil Jer, at et land forbød jødiske partier – hvordan ville Israel reagere på det? Hvilke ord ville tages i anvendelse? Hvordan ville vesten reagere? Næppe med opbakning og rutinemæssig støtte til såkaldte forsvarshandlinger, vel?!

Under alle omstændigheder vil forbuddet mod de arabiske partier medvirke til en yderligere isolering og marginalisering af de 1,2 mio. palæstinensere, der bor i Israel, og formodentlig vil opbakningen til Hamas stige i netop denne gruppe. Det er et skridt, der på alle måder bevæger området længere væk fra håbet om fredelig sameksistens mellem de to befolkningsgrupper.

Lige nu gør Israel sig skyldig i rædselsvækkende overgreb mod Gazas indbyggere, og ord som krigsforbrydelser og humanitær katastrofe er allerede begyndt at optræde på i spalterne. Det er derfor helt afgørende, at verdens ledere tager fløjlshandskerne af overfor Israel. Enhver demokratisk stat må fordømme, at Israel nægter arabiske partier at stille op til det kommende valg, at Israel bruger kemisk/biologisk krigsførelse og at Israel har lukket Gaza af sådan at civile ikke kan slippe væk fra krigshandlingerne.

Læs mere...

Cows and ideologies

Fik følgende tilsendt af god ven:

SOCIALISM
You have 2 cows.
You give one to your neighbour.

COMMUNISM

You have 2 cows.
The State takes both and gives you some milk.

FASCISM
You have 2 cows.
The State takes both and sells you some milk.

NAZISM
You have 2 cows.
The State takes both and shoots you.

BUREAUCRATISM
You have 2 cows.
The State takes both, shoots one, milks the other, and then throws the milk away...

TRADITIONAL CAPITALISM
You have two cows.
You sell one and buy a bull.
Your herd multiplies, and the economy grows.
You sell them and retire on the income.

SURREALISM
You have two giraffes.
The government requires you to take harmonica lessons

AN AMERICAN CORPORATION
You have two cows.
You sell one, and force the other to produce the milk of four cows.
Later, you hire a consultant to analyze why the cow has dropped dead.

A FRENCH CORPORATION
You have two cows.
You go on strike, organize a riot, and block the roads, because you want three cows.

A SWISS CORPORATION
You have 5000 cows. None of them belong to you.
You charge the owners for storing them.

A CHINESE CORPORATION
You have two cows.
You have 300 people milking them.
You claim that you have full employment, and high bovine productivity.
You arrest the newsman who reported the real situation.

AN INDIAN CORPORATION
You have two cows.
You worship them.

AN IRAQI CORPORATION
Everyone thinks you have lots of cows.
You tell them that you have none.
No-one believes you, so they bomb the **** out of you and invade your country.
You still have no cows, but at least now you are part of Democracy....

Læs mere...

Old school velkomst

I denne uge skete der noget overraskende rart – og det var vel at mærke ikke stiftelsen af Borgerligt Centrum, som mest af alt har udløst latter i mit hjem. Nej, da jeg kom hjem fra vuggestuen med min ældste pode ved hånden, stod der en mand ved min havelåge og ventede på mig. Det var en fra bestyrelsen i min nye lokalforening hos Socialdemokratiet på Frederiksberg. Han kom for at byde mig velkommen til partiforeningen. Det gør man på Frederiksberg, når der kommer nye medlemmer, fortalte han. OK, jeg bød ham indenfor på en kop kaffe, og fik i løbet af den næste times tid en god idé om den politiske situation på Frederiksberg, jeg blev spurgt til, hvad jeg ville bruge medlemskabet til og vi fik snakket lidt om børn og børnebørn.
Det er for mig umiddelbart noget old school at dukke op hos folk på den måde, når de melder sig ind i et parti. I hvert fald minder det mig lidt om de gamles historier om, hvordan den lokale partiformand eller kasserer kom rundt og stemplede i partibøgerne, når man betalte sit kontingent. Men hold da helt op, hvor det virker godt. Der kommer ansigt på partiet. Det bliver lige lavet om til et menneske, som man kan forholde sig til. Fantastisk. Partierne kan efter min mening ellers godt være nogle noget fjerne apparater, som man ikke har noget personligt forhold til. Jeg tror, at jeg havde forestillet mig, at man modtog en eller anden standardskrivelse ved indmeldelsen – og ikke andet. Tit er socialdemokratiet blevet skældt ud for sine systemer og kasser. Men man må da sige, at partiet forstår at individualisere sin velkomst af nye medlemmer. Tak for det. Det fik mig til at føle mig meget velkommen. Jeg håber, at det ikke kun er på Frederiksberg, at man holder den tradition i hævd.

Læs mere...

Klaustrofobi i Gaza

Gaza er et stykke land på størrelse med Langeland, og der bor langt over en million mennesker. Det gør Gaza til et af de tættest befolkede områder i hele verden. Når man bevæger sig rundt i Gaza by, er der da også mennesker over alt. Det ligner lidt billederne af et fortov i New York i myldretid.

Gaza er omkranset af et hegn, hvor den eneste måde at komme ud på den anden side er igennem sluser, som Israel kontrollerer. Forestil Jer nu, at bomberne begynder at regne ned fra himlen. Pretty scary thought, huh? Det kan ikke lade sig gøre at bombe et sted som Gaza uden meget store civile tab som følge – og det er Israels regering naturligvis pinligt klar over. Af samme årsag gør Israel, hvad der står i dets magt for at holde verdens korps af journalister udefra området. Efter min mening yderligere en skamplet på en stat, der ellers ynder at kalde sig et demokrati.

Normalt, når der er krig, har civilbefolkningen i det mindste mulighed for at flygte væk fra de områder, hvor krigen raser mest intenst. Men det kan altså ikke lade sig gøre for almindelige mennesker i Gaza. På grund af hegnet lever de som i verdens største fængsel, og er lige nu fanget mellem muslimske fanatikere på den ene side og Israels uhyggelige brutalitet på den anden.

Gaza er i forvejen et område med meget få ressourcer, en uhyggeligt høj arbejdsløshed, en umådelig håbløshed og et indædt had mod de israelske soldater, der står som fangevogtere ved sluserne til omverdenen. Det er en heksekedel, et sted man aldrig glemmer følelsen af. Det er et sted som vil eksplodere i raseri igen og igen og igen. Sådan som de fleste sunde befolkningsgrupper vil reagere imod at være spærret inde og på at leve på et andet lands nåde. Palæstinenserne i Gaza er nemlig helt afhængige af at kunne arbejde for Israelerne, og har derfor ikke mulighed for bare at acceptere isolationen i den lille stribe land. De er pisket til konstant at skulle gennem sluserne ind i Israel for at kunne få mad på bordet. Således er kimen til evige sammenstød, evige ydmygelser, evige oprør, evig rekruttering til ekstremistiske grupper skabt. Den situation løses ikke ved hjælp af sønderbombning af territoriet. Den situation løses, hvis trykket tages af kedlen. Hvis området normaliseres og åbnes op mod resten af verden. Hvis indbyggerne i Gaza får en oplevelse af at kunne leve et normalt liv med tryghed for deres unger og sikkerhed for deres fremtid. Så ville man kunne bremse op for rekrutteringen til de grupper, der sender raketter ind over hegnet til Israel. Og så ville man kunne stoppe voldens onde cirkel.

Hvis Obama mener sit ”Yes we can”, så er det en god idé at træde i karakter lige præcis nu. Bombninger af civilbefolkning er i alle sammenhænge helt og aldeles uacceptabelt. Og netop USA har en naturlig plads i det israelske hjerte, og har derfor bedre adgang end de fleste til at tale den israelske regering til fornuft. Hvem der kan tale Hamas til fornuft, ved jeg ikke. Men en fred bliver nødt til at starte et sted. Og den palæstinensiske civilbefolkning skal ikke bøde for Hamas´ ugerninger mod den israelske civilbefolkning, ligesom den israelske civilbefolkning ikke skal bøde for deres regerings fejltagelser.

Læs mere...