Værdig alderdom giver frihed

15 m2 uden bad og toilet. Et par tusinde boliger er tilmed så elendige, at de burde være skrottet for længst. Det er ikke en palæstinensisk flygtningelejr vi taler om, men ældre medborgeres sidste hjem i tilværelsen i Danmark. Det er deres plejebolig, som Berlingske Tidende beskriver det i dagens avis.

Berlingske Tidende bringer nemlig igen fokus på den helt uacceptable situation, som mange ældre lever under. Og jeg kan bare ryste på hovedet, og gentage et af mine fire krav til fremtidens samfund og til den offentlige sektor: ”standarden skal afspejle den levestandard vi har i samfundet i øvrigt. De offentlige sektor skal ikke hænge i laser, mens vores hjem bugner af designermøbler og samtalekøkkener.” Ældre medborgere, der har arbejdet et helt liv for vores samfund, skal ikke ende deres liv under usle vilkår. Det er ganske simpelt ikke værdigt.

Det er ikke for sjov, at netop vilkårene for ældre i form af folkepensionen opfattes som en af grundbyggestenene i et velfærdssamfund. Det er jo netop i alderdommen, at de fleste oplever at blive prisgivet andres hjælp og velvilje, og derfor er det et helt afgørende for samfundstrygheden, at alle kan se frem til en god alderdom. Derfor er det heller ikke bare de ældre der bor i de 2.000 værste boliger i Danmark, der rammes af de usle vilkår. Det er i høj grad også os andre, fordi vores tillid til, at samfundet har tænkt sig at levere de forhold, som vi har behov for, forsvinder. Den ro, det giver at vide, at der er gode skoler til ungerne, ordentlige sygehuse, hvis det værste skulle ske og en tryghed for en værdig alderdom forsvinder, og det ændrer faktisk temmelig radikalt på vores livsopfattelse og frihedsfornemmelse. Vi kommer til at bruge en masse kræfter på at fokusere på at bringe disse forhold i orden, og det skaber selvsagt bekymring og panderynker. Og dermed må vi vinke farvel til den lethed og glæde ved livet, som jeg ellers mener danner grundlaget for at danskerne gang på gang er blevet kåret som det lykkeligste folkefærd i verden.

Hvis vores plejeboliger skal afspejle levestandarden i samfundet i øvrigt, så skal der naturligvis være et godt badeværelse, som er indrettet efter beboeren ønsker med god tilgængelighed og badeforhold, der i videst mulig udstrækning gør det muligt for den ældre at få privatliv omkring sine gøremål. Der skal være kvadratmeter nok til, at der er lys og luft, og til at den ældre kan have sine minder og møbler omkring sig. Og så skal der selvfølgelig være hjælp til at den ældre med mellemrum kan genindrette sit hjem og opdatere forholdene, som tiden og moden skifter – ligesom alle vi andre gør.

Mine fire krav forandringer af velfærdssamfundet:

1) Den offentlige sektor skal udgøre en større del af BNP end i dag, og standarden skal afspejle den levestandard vi har i samfundet i øvrigt. De offentlige sektor skal ikke hænge i laser, mens vores hjem bugner af designermøbler og samtalekøkkener.

2) Arbejdsfri indtægter skal beskattes hårdere, mens folk på overførselsindkomst skal have skattelettelser. De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.

3) Fællesskabet løser bedst samfundsmæssige problemer. Således er privathospitaler, privatskoler og privat børnepasning symptomer på dysfunktioner i et velfærdssamfund.

4) Demokratiet stopper ikke ved fabriksporten: Vi skal have indflydelse på indretningen af vores egne arbejdspladser for at arbejdsdagen bliver så rar som mulig, og sådan at opgaverne løses så effektivt som muligt, og vi skal have indflydelse på produktionen i vores samfund.

Læs mere...

Homo-adoption vedtages!

JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA! Tillykke til alle homoseksuelle. Langt om længe. Godt gået for de venstrefløjspolitikere, der har holdt stædigt ved gennem alle årene – og hatten af for de borgerlige politikere, der går imod deres partilinje, og stemmer for loven om homoseksuel adoption i morgen i Folketinget. Det koster altid ekstra, når man skal gå imod strømmen i egne rækker.

Det er den største sejr i årevis på ligestillingsområdet. Denne sejr rækker langt videre end partnerskabsloven gjorde. For én ting er at anerkende to voksne menneskers grundlæggende ret til at leve sammen, med alt hvad dertil hører af juridisk beskyttelse. Noget helt andet er, når der bliver blandet børn ind i det. Også når det gælder homoseksuelle. Derfor er Folketingets vedtagelse af adoptionsloven også det mest radikalt positive skred i opfattelsen af homoseksuelle, siden forbuddet mod homoseksuelle blev afskaffet i en løbende udvikling over årene fra 1933, hvor det generelt blev gjort tilladt at have homoseksuelle forhold for folk over 18 år, og til 1976, hvor de sidste rester af forbud blev fjernet. Det vil ikke bare have den konsekvens, at homoseksuelle naturligvis får lov at adoptere. Det sender nemlig også det positive signal, at samfundet opfatter homoseksuelle, som ligeværdige med andre borgere, og som mennesker, der er fuldt i stand til at påtage sig samme pligter og ansvar som alle andre. (Prøv lige at vende den sætning om, og overvej så, hvor absurd det er, at homo-adoption indtil nu har været forbudt!)

Dette forslag og forslaget om at give lesbiske ret til kunstig befrugtning var blandt de allerførste forslag, som jeg stillede, da jeg i sin tid blev valgt i Folketinget. De blev stillet blandt de første, fordi de var hjertebørn for mig, og derfor er jeg også ekstraordinært glad, når nu de begge er blevet vedtaget. Dengang havde vi nogle ualmindeligt hårde debatter i Folketinget, og indtil flere grinede af mig, når jeg forsøgte at lægge pres på, for at de skulle gå imod partilinjen. Hvor er det dejligt at konstatere, at der er sket noget siden da. Det skulle være åbenlyst, hvor stor en betydning disse forslag har for homoseksuelle. Hvis ikke, så overvej blot et minuts tid, hvordan det ville være, hvis ikke du kunne have fået dine børn, fordi du havde forelsket dig i den forkerte. Ikke særligt rar tanke vel? Nærmest det største indgreb man kan lave i de fleste menneskers liv. Derfor igen, tillykke til alle homoseksuelle i Danmark!

Læs mere...

Skatteselvsving

Hold nu op med de skattelettelser! De eneste, der har brug for skattelettelser i vores samfund er folk på overførsel og nogle enkelte lavtlønsgrupper. Ellers er der brug for offentlige investeringer, offentlige investeringer og offentlige investeringer. Oversat til dansk er der brug for penge til skolerne, penge til sygehusene og penge til de ældre. Og i øvrigt 500 andre steder – men altså ikke lige netop i borgernes lommer.

I min egen lille andedam ville de skattelettelsespenge være væsentligt bedre brugt i institutionskassen end hos mig privat. Bare for at komme med et enkelt eksempel på hvor tørt et sted pengene ville falde på i institutionen, så render jeg om få dage ind i det underlige fænomen lukkedage. Undskyld, men hvad i alverden er det for en underlig opfindelse? Det er jo ikke sådan, at almindelige danske arbejdspladser har tilsvarende lukkedage. Så hvad forestiller politikerne sig, at folk skal stille op med deres børn på lukkedagene? Og hvor må det være uendeligt irriterende også for arbejdsgiverne, der så skal tilrettelægge efter lukkedage. Og som om det ikke var rigeligt slemt, så sker der det helt umulige, hvis man har sine børn i to eller flere institutioner, at man så om muligt har mange flere lukkedage for institutionerne koordinerer ikke. Faktisk levede jeg i den vildfarelse, at vuggestue og børnehave eksisterede præcist med det formål at tage sig af børnene, når forældrene var på arbejde. Men der tog jeg åbenbart fejl. Det er ellers en ordning, der er til gavn både for samfundsøkonomien, for hver enkelt arbejdsplads og selvsagt for forældrene.

Nu er det bare så uheldigt skruet sammen, at man ikke bare sådan kan dukke op i institutionen og bede om for 200 kr. pædagog på arbejde mellem jul og nytår. Så de der penge, som regeringen er godt i gang med at putte ned i borgernes lommer, kan altså ikke bruges til ”frit valg”. Vi kan ikke vælge at bruge dem på at afskaffe lukkedage, og derfor skal regeringen droppe sine skattelettelser og påtage sig ansvaret for, at folk i det her land kan komme på arbejde og holde hjulene i gang..

Læs mere...

Kommentar til Mogensen - om gætværk og guldfisk

Jeg er bestemt ikke gået i flyverskjul. Du er velkommen til at ringe, hvis der er noget, som du gerne vil snakke med mig om. Mit nummer kan du finde på min blog. Jeg har ganske rigtigt afvist at kommentere på Antorinis indlæg. Mit liv er altså for kort til personfnidder, – særligt i forhold til egne partikammerater, så derfor har jeg holdt mig pænt i baggrunden, og venter til der kommer lidt mere politik på banen. I sit indlæg rejser hun intet nyt i forhold til de spørgsmål, som et særdeles stort antal journalister lige har brugt en uge på at stille og jeg en uge på at besvare. Det eneste nye i hendes indlæg er, at jeg angiveligt ikke anviser finansieringskilder til mit ønske om en større offentlig sektor. Efter i årevis at være blevet skældt ud for at have fundet godt 120 mia. kr. til fordeling i det offentlige på mine finanslovsudspil, så opfatter jeg det ærligt talt som noget useriøst.

Ligeledes må jeg antage, at du laver din analyser uden at have læst hverken min blog eller for den sags skyld dagspressen. Her ville du nemlig kunne læse, at jeg er enig i HELE finanslovsudspillet, som dækker en særdeles bred palet af den socialdemokratiske politik. Når jeg er uenig på de tre punkter, som jeg har udtalt mig om, altså skattestop, 24årsregel og ØMU, så er det altså en alene en mindre del af den socialdemokratiske politik. Og i øvrigt tre punkter, hvor jeg ikke er den eneste i hverken i partiforeningen eller på Christiansborg, der er uenig. Således forhåbentlig en fin forlængelse af den i forvejen eksisterende interne debat, snarere end et problem for partiet.

Så må jeg sige, at det har undret mig, at store dele af den danske journaliststand bare tager for givet, at jeg var enig i al Enhedslistens politik. Hvis det var tilfældet, havde jeg næppe meldt mig ud.

Der er tale om rene gætterier i forhold til, hvad jeg skulle mene om en del af de politiske områder, som både du og andre rejser. Jeg har f.eks. været så uenig med Enhedslisten på EU-spørgsmålet, at jeg i årevis har haft det standardsvar, at jeg ikke deltog i EU-debatter, og at jeg helst ville være fri for at repræsentere EL i salen på det spørgsmål. Når jeg med mellemrum ikke har kunnet slippe uden om at svare på mit partis vegne, er jeg kommet temmelig galt af sted. Det gjorde sig f.eks. gældende, da jeg i et partipræsentation i P1 kom til at sige, at jeg naturligvis hellere så, at vi havde en spansk socialist som kommissær frem for en dansk liberalist. Et efter min mening helt åbenlyst rigtigt standpunkt – men knapt så åbenlyst i Enhedslisten. På samme måde var jeg ved at komme alvorligt til skade på samme spørgsmål, da jeg gik ind for fælles erhvervsbeskatning i EU. Ligesom jeg i raseri foreslog overfor min folketingsgruppe, at vi skulle klippe støtten folkebevægelsen efter deres præsentationsprogram op til sidste parlamentsvalg, hvor man nærmest fik det indtryk, at det eneste rigtige i verden var det DANSKE og det NORDISKE. En lige selvfed nok attitude til mit temperament. Men jeg har da alvorlige problemer med EU, og har derfor traditionelt set kaldt mig EU-modstander. Når jeg siger traditionelt, så er det fordi jeg nok synes, at det er lige trivielt nok at fortsætte en for- og-imod-snak og gerne så at vi tog stilling til om den politik, der bliver ført trække os i den rigtige retning eller ej. Således er jeg glad og fro, når EU beskytter folk imod vores regerings overgreb på deres helt basale rettigheder vedrørende samliv med deres ægtefæller, men knapt så glad, når samme EU forsøger sig med et servicedirektiv, der er en bombe under arbejdstagerrettigheder. Summasummarum er, at jeg tillader mig at tage stilling til den løbende politik, der bliver produceret i EU. Og jeg tillader mig med klar røst at kræve at menneskers rettigheder går forud for markedets behov. Det skulle Socialdemokratiet nok kunne bære.

På ØMU-spørgsmålet er jeg dog noget skarpere i kanten, og har også været aktiv i debatten ikke mindst i forbindelse med sidste afstemning om netop Euroen og ØMUen. Mit store problem med Euroen er, at konvergenskriterierne forhindrer landene i at føre god gammeldags keynesiansk (læs: socialdemokratisk) økonomisk politik. Jeg er sådan set lidt ærgerlig over, at konvergenskriterierne er så tossede, for jeg ville faktisk synes det var smart, at vi havde samme møntfod. Således opfatter jeg ØMUen som et grundlæggende borgerligt projekt, der ikke kommer de svageste i vores samfund til gavn.

Samlet set skulle min EU-holdning nok kunne rummes i Socialdemokratiet – særligt taget i betragtning, at rundt regnet halvdelen af de socialdemokratiske vælgere er imod ØMUen, så mon dog ikke der er plads til en mere med samme holdning.

Så kære Mogensen, lad nu være med bare at hoppe på de andres automatkritik og analyser. Det var så meget bedre, da du kaldte mig en guldfisk :-)

Læs mere...

Utroværdig?

Først og fremmest skal jeg takke journalisterne for den fantastiske opmærksomhed, som det har givet, at jeg har valgt at melde mig ind i Socialdemokratiet. Langt det meste, der er skrevet og bragt har været lødig og god journalistisk – også af det, der har været kritisk. Men når det er sagt, så har blodhundene altså også været på arbejde.
Det er egentlig temmelig forudsigeligt det, der foregår og har foregået. Den ene gruppe journalister vil forsøge at gøre mig utroværdig ved at fremstille det, jeg siger, som om jeg ikke længere mener det, som jeg mente i Enhedslisten, mens andre vil forsøge at gøre mig utroværdig, ved at fremstille det som om jeg stadig mener det, jeg mente mens jeg repræsenterede Enhedslisten. Forvirret?! Forståeligt nok. Mine politiske værdier kan vel også bedst beskrives, som de samme, som de altid har været – og der har altid været meget store overlap mellem mine holdninger, og dem som findes i socialdemokratiet. Måske også derfor, at jeg afsluttede en af de store debatter i valgkampen 2005 med at sige, at vi skulle tage over, hvor socialdemokratiet slap med at udvikle og gennemføre velfærdsreformer. En linje og en ambition som mit gamle parti ikke helt fulgte op på.
Èn af dagens journalistiske stramninger må siges at være forsiden på Urban, hvor man kan læse, at jeg er færdig med at kritisere Helle Thorning. Hvis man læser artiklen, vil man vide, at det er fordi, jeg mener, at Helle T. gør det bedre, end jeg havde frygtet. Det er alt andet lige to meget forskellige ting. Jeg er naturligvis ikke færdig med at kritisere, hvis der er politik, som jeg er uenig i. Men jeg må erkende, at hun viste sig at være anderledes end jeg havde forventet, da hun gik til valg på en dagsorden om velfærd frem for skattelettelser – alt andet lige den mest ideologiske overskrift på et socialdemokratisk folketingsvalg i mange, mange år – og derfor er det måske lige kækt nok, at jeg tidligere har kaldt hende blottet for politisk ideologi.
En anden af dagens mere spøjse vinkler er Peter Mogensen, der på Politikens hjemmeside bramfrit erklærer, at jeg er "færdig i dansk politik", hvis ikke jeg retter ind på spørgsmål såsom EU, Nato, skattestop og 24 års regel. Som kommentator bør han ellers vide, at en meget stor del af de socialdemokratiske vælgere, og sågar folkevalgte politikere er kritiske overfor partiets nuværende linje på de nævnte områder. Og for lige at slå det fast: på en række af de spørgsmål som Mogensen nævner, der gætter han og de øvrige journalister ud fra Enhedslistens partiprogram på, hvad min holdning er – og jeg behøver vel næppe i disse dage erindre om, at der ikke altid er overensstemmelse mellem mine og mit partis holdninger.
Denne indledende fase er dog så småt ved at være overstået. Herefter sætter personangrebene ind, og det er dejligt nem for journalisterne og politiske modstandere, hvad min person angår, fordi jeg har en vildere ungdom end gennemsnittet. Således skal jeg f.eks. stadig svare på malingsag og spørgsmål om hvorvidt jeg er en autonom anarkist. Det burde ellers være åbenlyst, at jeg ikke er nogen af delene, eftersom jeg lige er sprunget ud som socialdemokrat. Men ja, jeg har da været en værre rod. I min tidlige ungdom i Korsør kom jeg i miljøer præget af stoffer, druk og vold, og som 17-årig flyttede jeg til København til 90'ernes autonome miljø præget af indignation, men også af hærværk og bare en anelse selvretfærdighed. Og når stort set alt, hvad jeg har foretaget mig i mit liv, siden jeg var 15 desuden har været registreret af et tv-kamera, og jeg i øvrigt har en forbandet tendens til at være en anelse direkte i mit sprogbrug, ja så er der nok at tage fat på. Hertil kommer, at jeg aldrig har brudt mig om at leve strengt asketisk, og derfor kan man altid slå en god historie op på min ejerlejlighed, min bil, og nu så åbenbart også på mit honorar som foredragsholder. Hør bare:
Her til eftermiddag ringer den ene af mine bookere for at fortælle, at først Berlingske og herefter Ekstra Bladet har ringet, og udgivet sig for at være nogle andre end dem de er. Berlingske ringede i sidste uge for at finde ud af, hvad jeg tager i honorar for mine foredrag, og udgav sig i den forbindelse for at være nogle andre end netop journalister fra Berlingske. Min booker lugtede lunten og journalisten måtte slukøret indrømme, at han nok alligevel var en journalist. Pinligt, pinligt.
Herefter modtager min booker et opkald angiveligt fra Frederiksværk, hvor en række angiveligt faglige folk gerne vil booke et foredrag. Ligeledes vil denne person gerne kende prisen. Han får oplyst, at det formodentlig vil ligge i omegnen af 12.500 kr. plus transport, men at det kommer meget an på, hvem de er og hvor mange tilhørere, der er. Efter samtalen bliver min booker alligevel i tvivl om, hvorvidt det var en oprigtig henvendelse eller om det kunne være endnu en journalist. Han slår derfor nummeret op – og det navn der dukker op på skærmen er: BENT FALBERT 
Hvorfor al den skæg og blå briller, Bent Falbert? Journalister er da velkomne til at henvende sig direkte, hvis de gerne vil høre, hvad mine foredrag koster. Det eneste, de risikerer, er da, at jeg svarer, at det ikke kommer dem ved - hvilket det i sagens natur heller ikke gør. Men faktisk har jeg intet behov for at holde det skjult, og Ekstra Bladet skal da være velkomne til at opreklamere mine foredrag efter behag. Jeg tager alt mellem 0 og 20.000 kr. alt efter om det er private virksomheder, organisationer, institutioner el.lign og afhængigt af, hvor meget forberedelse og transport, der er forbundet med det. Hvis det er DSU en torsdag aften til debat, så tager jeg naturligvis ikke penge for det, men er det en privat virksomhed med 500 medarbejdere til en personaleweekend, så tager jeg mig naturligvis betalt for mit arbejde.
Enhver, der har med foredrag at gøre vil vide, at det hverken er særligt meget eller særligt lidt. Nogle politikere tager mere, nogle tager mindre. Nogle journalister tager mere, nogle tager mindre. Jeg kender folk, der tager helt op til 80.000 kr. for to timer. Og jeg ved, at Bent Falbert selv tager 8.000-12.000 kr. for at holde et foredrag.
Jeg behøver vel næppe at understrege, at jeg ikke kan leve op til idéen om at politikere skal være sådan nogen slipseklædte spejderdrenge helt blottet for fejl. Jeg har aldrig været et dydsmønster. Således har jeg da også fået udført sort arbejde, glemt at betale regninger til tiden (en ualmindelig dyr sportsgren, der en enkelt gang var ved at resultere i, at jeg ikke kunne læse til eksamen, fordi der kom en mand forbi og ville slukke for strømmen), har fået parkerings- og fartbøder (57 km/t, jeg er ellers kendt for at køre for langsomt), ikke betalt licens engang i mine unge dage, været med til at ødelægge ting i fuldskab og sågar medvirket til hærværk, røget ikke så lidt hash, været anholdt i forbindelse med et par politiske aktioner, og sikkert en lang række af andre ting. Der er meget i blandt som jeg ikke er stolt af, men jeg har omvendt heller ikke noget behov for at skulle tage afstand fra mig selv. Jeg er, som jeg er og jeg var, som jeg var. Nok er der meget af ovenstående jeg aldrig kunne finde på at gentage, men det hele har været med til at forme den jeg er og til at bibringe mig nogle erfaringer, som nogen af de pænt friserede politikere, der altid har begået sig på bonede gulve nok ikke har gjort sig. Sådan er vi heldigvis så forskellige.

Læs mere...

Mere for end imod

Javel, jeg er uenig i skattestop, ØMU og 24årsregel. Javel, det er da tunge områder, men det giver sig selv, at når jeg har meldt mig ind i socialdemokratiet, så er det fordi jeg er enig i langt, langt størstedelen af partiets politik - blot altså ikke i den række af områder, som stort set alle journalister lærte sig uden ad i sidste uge.

Blot for at illustrere, hvor jeg ligger i forhold til socialdemokratiets daglige politiske linje – og altså ikke kun i forhold til de kerneværdier, som vi deler, så har jeg trawlet socialdemokratiets finanslovsudspil for 2009 igennem med det for øje at finde enigheder og uenigheder. For det første er det væsentligt at konkludere, at jeg er enig i hovedlinjen, altså i analysen af, hvordan det stod til med dansk økonomi og vurderingen af, hvad der skulle til for at rette op på den (den økonomiske situation har ændret sig noget siden udspillet qua finanskrisen, men set i bakspejlet forstås).

Hernæst er jeg enig i (hold lige vejret for nu kommer hele remsen): Sundheds-, børne-og ældrepolitikken, i den ekstra milliard til kommunerne, i uddannelse-, forsknings- og beskæftigelsespolitikken, i integrations- og udviklingspolitikken, i fattigdomsbekæmpelsen og klimapolitikken. Denne remse udgør HELE udspillet til finanslov for 2009. Jeg ville nok have brugt lidt ekstra penge hist og pist, deraf min opfordring til at skrue væsentligt mere op for den offentlige sektor. Men fra ende til anden er finanslovsudspillet efter min mening skridt i den rigtige retning. Det er offensivt og det løser vigtige samfundsopgaver, det vil mindske uligheden i samfundet og det vil øge den offentlige sektor.

I øvrigt er jeg i gang med at læse samtlige politiske udspil fra S igennem igen fra ende til anden. Godt nok er jeg kun nået til E, så lad dette være en statusrapport :-): Jeg er enig i det meste af arbejdsmarkeds- og erhvervspolitikken, boligudspillet, børnepolitikken, computerspilsudspillet, cykelpolitikken, dyrevelfærden og så ved jeg altså ikke rigtig med energipolitikken, for jeg har meget begrænset forstand på energi og derfor er det meste af udspillet komplet sort snak for mig.

Slut med remserne. Flere har efterspurgt lidt flere meldinger på, hvad jeg mener om partiets daglige politiske linje. Jeg håber, at mine remser er svar på tiltale. Hvis ikke, så må man jo bare spørge igen – og til den tid er jeg sikkert nået igennem resten af udspillene.

Læs mere...

Rosenkrantz byder forstokkede gamle mænd og kvinder velkommen til det nye årtusinde

Hjort, Støjberg og Kjærsgaards angreb på Thornings ledelsesstil i forbindelse med Rosenkrantz-Theils indmeldelse i Socialdemokratiet vidner om en håbløs gammeldags opfattelse af ledelse. Regeringen har skudt sig selv i foden ved at anvende kæft, trit og retning, så det synes noget friskt at anbefale andre at efterligne fiaskoen.

”Moderne ledelse går ikke ud på kæft, trit og retning, men netop på ledelse af mangfoldighed. Billedet af Birthe Rønn-Hornbech, der står tavs overfor tv-kameraet og ikke længere må sige sin mening, er jo billedet på en gammeldags ledelsesstil, der har spillet fallit og kun udstiller sine udemokratiske og autoritære karaktertræk.”

”Fogh har fået Birthe til at holde kæft, og dermed blive aldeles ligegyldig. Venstre har på den måde ødelagt en af sine egne skarpeste profiler. Det kan man vel bedst sammenligne med at skyde sig selv i foden. God ledelsesstil? Tja, måske i et andet årtusinde. Og måske kun fordi man endnu ikke vidste bedre. ”

”Problemet med at kalde folk til orden er jo, at de så bliver tandløse og ud af stand til at udvikle nye tanker og idéer om samfundet af frygt for ledelsens dom og deres egen karriere. Derfor også super fornuftigt, at Helle T. stillede op og blev valgt som formand med løfte om at gøre op med beton og topstyring. Naturligvis også derfor, at det lykkes hende at samle så bredt som fra Bodil Kornbeck og Mimi Jacobsen til mig selv.”

”I det politiske landskab er der andre, der har gjort det godt, hvad ledelse angår. Bendt Bendtsen kunne i sandhed finde ud af at give de stærke, men uenige kvinder politisk og personlig plads, og derfor kunne han holde ro på bagsmækken i så mange år i et parti, der var splittet i sin grundvold, da han overtog det. Hjort, Støjberg og Kjærsgaard kunne lære lidt.”

For yderligere kommentarer kontakt Pernille Rosenkrantz-Theil på 22812229 eller se på www.pernillerosenkrantz-theil.dk

Læs mere...

Tak for reaktionerne!

Kære alle Jer der har skrevet

Optimistiske, glade, sure, varme, engagerede, skuffede, ordene er mange i de ufattelige bunker af mails, kommentarer, sms´er, telefonopkald, indlæg og henvendelser på gader og stræder i det sidste døgns tid. Det kommer til at tage mig flere måneder at læse dem alle sammen. Håber I har forståelse for dette fællessvar.
Jeg er glad for dem alle sammen.

Rigtig mange af mine tidligere meningsfæller og venner i Enhedslisten har udtryk deres forståelse for mit valg - både politisk og personligt. Det er vigtigt for mig.

Rigtig mange nuværende socialdemokrater har budt mig velkommen. Jeg glæder mig til samarbejdet og er glad for, at de deler min vurdering af, at mine holdninger godt kan leve i det, der nu er vores fælles parti.

Og så er der en blandet gruppe af frafaldne socialdemokrater, som har skrevet, at nu vender de tilbage til deres gamle parti. Det er folk, der i en årrække har stemt på Dansk Folkeparti og det er folk, der har stemt SF. Fælles for dem er, at de har manglet den gode gamle socialdemokratiske politik. Til Jer vil jeg sige: Det gør mig stolt, at I viser mig den tillid. Jeg skal gøre mit bedste for at leve op til den.

Læs mere...

Maling

Det står noget mudret, hvad der er sagt og ment om maling i dagens mediebillede. Følgende interview i Politiken rammer min holdning mest præcist:

Rosenkrantz fortryder ikke støtte til aktion

Pernille Rosenkrantz vil ikke undskylde, at hun for fem år siden støttede en aktion, hvor Fogh blev overhældt med rød maling.

Af Rikke Egelund

Socialdemokraternes nye medlem, Pernille Rosenkrantz-Theil, vil ikke tage afstand fra sin støtte til en aktion, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev pladret ind i rød maling.

»Jeg lægger ikke afstand til noget, jeg tidligere har tænkt eller gjort«, siger Pernille Rosenkrantz til politiken.dk.

Det er fem år siden at aktivister på gangen på Christiansborg overhældte stats- og udenrigsminister med maling. Det skulle symbolisere blod på hænderne på grund af krigen i Irak.

»Det var en anden situation«
Dengang sagde Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun selv kunne have fundet på det samme.

»Jeg har ikke en skid at undskylde. Som tingene stod på det tidspunkt, var min vurdering af sagen rigtig. Det var en anden historisk situation«, siger hun i dag.

Den tidligere MF for Enhedslisten og populære deltager i P3-programmet 'Mads og Monopolet' bekendtgør i dag i en indlæg i Politiken, at hun har meldt sig under S' faner.

Får en varm velkomst
Hendes indmelding i Socialdemokraterne hilses »varmt velkomment« af S-formand Helle Thorning-Schmidt, der dog regner med, at Rosenkrantz tager afstand til alle former for chikane af politikere, som er »uhørte i et demokrati«.

Til det siger Rosenkrantz-Theil:

»Hvis Helle Thorning regner med, at jeg ikke vil give min verbale støtte til voldelige aktioner i fremtiden, så har hun fuldstændig ret«.

Ny holdning til vold
Hun forklarer, at hun i dag har en anden holdning til voldelige aktioner end for fem år siden:

»Jeg har ændret holdning til anvendelsen af vold i politiske sammenhænge. Statsministeren kunne dybest set ikke vide, om det var en Kalashnikov eller rød maling, der kom efter ham. I dag ser jeg sådan på det, at jeg ikke kan gå ind for aktioner, hvor der er nogen, som føler sig truet på deres personlige sikkerhed. Den nuance er der kommet på«, siger hun.

Hvis det er din holdning, hvorfor tager du så ikke bare afstand til din støtte til aktivisterne i malingssagen?

»Fordi det her ikke er ikke en renselsesproces. Det er take it or leave it«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil."

Læs mere...

Farvel Enhedsliste – goddag Socialdemokrater, bragt i Politiken d. 4. Dec 2008

Efter et langt tilløb har jeg besluttet mig for at melde mig ind i Socialdemokratiet. For godt et år siden begyndte min vej væk fra Enhedslisten.

Jeg kunne umuligt acceptere den politisk forkastelige og uprofessionelle håndtering af slagsmålet omkring Asmaa Abdol-Hamids kandidatur. Asmaa-sagen afspejlede et utal af større og mindre eksempler på samme politisk ukampdygtighed i partiet.

Den manglende styring af de politiske processer i Enhedslisten medvirker efter min mening til, at partiet næppe nogensinde bliver andet end en irriterende sten i skoen på samfundet. Partiet er ude af stand til at komme til at beslutte sig for, hvor skoen skal gå hen og hvordan.

De sidste syv år har gjort det pinligt klart, at uden Socialdemokratiet kan oppositionen meget lidt. Uanset hvor stærkt et SF og Enhedslisten vi får, så bliver Fogh ikke væltet, hvis ikke Socialdemokraterne står stærkt. Uanset hvor mange idéer Enhedslisten og SF kommer med til ny politik for venstrefløjen, så batter det ikke, hvis ikke Socialdemokratiet finder sine ben.

Det er fortsat her, styrken potentielt er til stede til at skabe det nye årtusindes solidariske alternativ til den rå liberalisme, der har hærget kloden de sidste tyve år.

Socialdemokraterne skal pudses af
Men det kræver efter min mening, at Socialdemokratiet tør stå ved sin egen ideologi. Tør stå ved sin politik og overbevise befolkningen om, at det er en rigtige vej at gå, i stedet for at rende efter de borgerliges dagsordener, sådan som der har været tendens til særligt i årene efter murens fald. Væk fra liberalismens kongstanker om privatiseringer og udliciteringer. Væk fra politikken fra regeringstiden i 90’erne, hvor forskellen mellem rig og fattig i Danmark steg.

De klassiske socialdemokratiske dyder skal tages ud af skabet og pudses af. Og det gør ikke noget, hvis man kommer til at kunne mærke en vis socialdemokratisk stolthed over at have skabt den skandinaviske model. Den stolthed kunne man se glimt af, da Socialdemokratiet gik til valg på velfærd i stedet for skattelettelser. Det er den vej, skuden skal vende.

Men trods forbedringer i den politiske linje er der stadig lang vej igen. Når jeg alligevel vælger at melde mig ind, er det, fordi jeg deler partiets kerneværdier. Og læser man, hvordan partiet selv præsenterer disse værdier, f.eks. på partiets hjemmeside, så er det åbenlyst, hvorfor det er hér, fremtiden ligger for mig. Her tør Socialdemokraterne nemlig godt sige frihed, lighed og fællesskab. Her tør partiet godt tale om retfærdig fordeling af samfundets goder. Det er god, solid klassisk socialdemokratisk politik. Det er værdier, jeg kan være stolt af.

Hvis Socialdemokratiet skal gøre sig forhåbning om at forandre på samfundet, så er det nødvendigt at finde tilbage til at være et reformparti.

Skarpe målsætninger
Socialdemokratiets eksistensberettigelse har historisk set været at være et parti, der gennem skridtvise forandringer har forandret samfundet og derved skabt den skandinaviske model. Det kan kun lade sig gøre i et langt sejt træk, hvis partiet tør stå ved grundelementer i den samfundsmodel, som det kæmper for.

Hvis partiet kun halvhjertet vil velfærden og den progressive skat, så overbevises ingen om, at det er den rigtige vej. Flere falder fra, og tvivlen om, hvorvidt det er den rigtige vej, bliver endnu større. I sandhed en ond cirkel. Det har været Socialdemokratiets krise i en nøddeskal. En krise, som partiet begynder at bryde med. Men det kræver altså lidt mere gas.

For mig at se er der én vej frem – at få formuleret nogle skarpe målsætninger inden for de områder, hvor der historisk set er stor forskel på højre og venstre: omfordeling, offentlig sektor, skat og arbejdsmarked. De kunne kaldes ’Socialdemokratiet Retro’, fordi de bygger på det historiske socialdemokrati, men er tilføjet nye snit, fordi tiden er en anden.

Målsætningerne bør være:

•Den offentlige sektor skal udgøre en større del af BNP, og standarden skal afspejle den levestandard, vi har i samfundet i øvrigt. Den offentlige sektor skal ikke hænge i laser, mens vores hjem bugner af designermøbler og samtalekøkkener.

•Arbejdsfri indtægter skal beskattes hårdere, mens folk på overførselsindkomst skal have skattelettelser. De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.

•Fællesskabet løser bedst samfundsmæssige problemer. Således er privathospitaler, privatskoler og privat børnepasning symptomer på dysfunktioner i et velfærdssamfund.

•Demokratiet stopper ikke ved fabriksporten: Vi skal have indflydelse på indretningen af vores egne arbejdspladser, for at arbejdsdagen bliver så rar som mulig, og sådan at opgaverne løses så effektivt som muligt, og vi skal have indflydelse på produktionen i vores samfund.

Socialdemokratiet er et bredt parti, som efter min mening kan og skal favne de politiske forskelle som en Bodil Kornbek, en Mimi Jakobsen, en Helle Thorning og jeg repræsenterer. Der kommer nok til at være et enkelt slagsmål eller to om den politiske linje, men jeg har tillid til, at Socialdemokratiet og Helle Thorning kan håndtere og profitere af den slags uenigheder og igennem forskellighederne få skabt nye politiske svar med rod i venstrefløjsideologien.

Uden Socialdemokratiet kan oppositionen meget lidt. Uanset hvor stærkt et SF og Enhedslisten vi får, så bliver Fogh ikke væltet, hvis ikke Socialdemokraterne står stærkt.

Læs mere...