Stop skyderierne

De evige skyderier i gaderne vidner om et sygt, sygt samfund, hvor fællesskabet ikke har været sit ansvar voksent, men hvor hver enkelt direkte eller indirekte er blevet opfordret til at være sig selv nærmest alt for længe. Indirekte når man oplever at verden bare er sådan skruet sammen, at der INGEN er til at tage vare på én. Og direkte når politikernes bedste løsning er at give deres forældre en bøde – og fortsat lade dem fuldstændig i stikken.

Hvis man opfordrer folk til at være sig selv nærmest, så bruger hver enkelt de forhåndenværende ressourcer til at skabe sig kontrol over deres liv og dermed få en følelse af tryghed. For en ung mand i Tingbjerg er det dermed nærliggende at anskaffe sig en kniv og sørge for at blive en del af et bandefællesskab for på den måde at få tryghed i hverdagen. For andre unge har det andre udtryksformer, som er knapt så truende for alle os andre, men som bestemt er ligeså stor en trussel mod den unges egen trivsel. Det kan f.eks. være en 8. klasses pige i Gentofte, der skaber kontrol over sit liv ved at få styre sit madindtag, og dermed udvikle en spiseforstyrrelse. Det er det hun har ressourcer til at kontrollere. Hun kan ikke kontrollere, at forældrene arbejder for meget eller at det var svært at leve op til karakterræset i skolen, men hun kan kontrollere, hvor meget mad hun putter i munden.

Begge unge er symptomer på et samfund, hvor den politiske pil peger på individet i stedet for på fællesskabet. Det kommer til at tage en generation at rette op på. Det kræver solid politisk vilje til at stå fast på at påtage sig ansvaret hver evigt eneste gang samfundet viser den slags sygdomstegn. Det er faktisk den mest besværlige vej for en politiker at gå. Det er væsentlig nemmere bare at udskrive bøder til forældre, og at gøre alt til individuelle problemer. Det sidste er regeringen rigtig god til. Det første har historisk set været en venstrefløjens dyd. Velfærdssamfundet, fagbevægelsen, de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, bestræbelserne på, at der ikke er for langt mellem rig og fattig - alt sammen inkluderende politik, alt sammen politik, der gør at vi føler os som en del af samme hele. En politik der giver hvert enkelt menneske et tilhørsforhold til samfundet, og dermed giver alle noget at miste. Det er også et samfund, hvor vi fra barnsben erfarer, at vi ikke står alene med problemerne. En forældre vil altså være mere tilbøjelig til at bede om hjælp og forvente, at den også er der i rigelige mængder, hvis deres børn mistrives. Der findes enkelte løsninger som faktisk kan ændre nogle unges løbebane, men generelt er der ingen snuptagsløsninger. Generelt må vi droppe poppen og gå i gang med det lange, seje træk.

Hvis vi fortsætter som nu, vil skyderier, brand i gaderne og bandekriminalitet fortsætte præcist, som vi kender det fra andre samfund som overlader ”enhver-er-sin-egen-lykkes-smed”-tilhængere. Og på samme vis vil de andre ungdomssygdomme teenagerne. Det kan pigen i Gentofte ikke være tjent med, det kan drengen i Tingbjerg ikke være tjent med og den frygt vi andre bliver udstyret med siger alt om, hvorfor vi skal gøre noget ved det.

Læs mere...

Et galt Enhedsliste-medlem

Jeg var vist temmelig gal for mere end et år siden, da kampen om Asmaa rasede i Enhedslisten. Jeg skrev det følgende til Enhedslisten hovedbestyrelse, men af en eller anden grund sendte jeg det aldrig. Måske havde jeg allerede da mistet tilliden til mine fæller i Enhedslisten. Få måneder senere meldte jeg mig med tungt hjerte ud af partiet.

”Det har altid undret mig, hvad der fik Socialdemokraterne til at valke sådan i sluthalvfemserne, da Dansk Folkeparti begyndte at få vind i sejlene på indvandrerspørgsmålet. Hvor svært kan det være at holde fast i sine idealer, og hvor svært kan det være at fremføre sine synspunkter offensivt og med stærk røst, hvis man føler, at man har ret? Tænkte jeg. Og jeg er fortsat overbevist om, at hvis socialdemokraterne havde stået fast dengang, så havde Pia K. ikke haft skyggen af en chance for at stå, hvor hun gør i dag.

Jeg har svoret offentligt, at den slags ikke ville kunne ske i Enhedslisten, fordi vi normalt ikke viftes om næsen med ministerposter. Det overrasker mig og skuffer mig, at jeg har taget fejl på det punkt. Det har vist sig at være en myte, at vi er så principielle, at vi hellere vil ryge ud af Folketinget end at gå på kompromis med vores idealer. En myte, som ellers er ret afgørende for mit medlemskab af netop Enhedslisten og ikke socialdemokratiet. Og ærligt talt tror jeg ikke, jeg er den eneste?
Er Asmaa vigtigere end at partiet er i Folketinget? Sådan spørges der i øjeblikket i alle afkroge af Enhedslisten. Er udlændingepolitikken vigtigere end at partiet har regeringsmagten? Sådan spurgtes der dengang i Socialdemokratiet. Folk bøjede af, og gjorde som strategerne sagde var rigtigst. Folk bøjer af og gør som Gallup siger - i Enhedslisten (det er fandeme nærmest en joke).

Vær venlig at forklare forskellen. Jeg kan ikke se den. Hvad er Enhedslistens eksistensberettigelse så, hvis vi ikke kan tage væsentlige kulturkampe uden at skele til meningsmålinger?

Det siges, at vi ikke kender Asmaa godt nok – jeg havde været medlem af Enhedslisten i omtrent fire måneder, da jeg blev to´er i Østre Storkreds, jeg var 19 år gammel og havde aldrig deltaget i et offentligt arrangement, hvor jeg repræsenterede partiet. Men jeg er selvfølelig også lettere genkendelig ned min lyserøde hud, mit leverpostejsfarvede hår og middelklassebaggrund.

Det siges, at der skal mere tid til projektet – tid til hvad? Til at troende muslimer også kan accepteres som rettroende socialister? Til at vi vænner os til, at ikke alle har Fjällräven-bukser og krøllet skjorte? Til at skole Asmaa til altid at have den rette holdning (husk på hvor meget vi andre i forskellige sammenhænge har afveget fra den rette tro, selvom vi har siddet i både ledelse og Folketing)? Vi bryster os af at møde folk med tillid og åbent sind, så hvad er det der skal tid til? At overkomme fordommene?

Defensive, vaklende idealer, attituder og strategier har aldrig forandret verden – eller skaffet nogen magten. Altså findes der i min verden to alternativer. Enten fuld opbakning til kandidaten eller også ud med hende/ham - på røv og albuer. For at gribe til det sidste skal der altså mere til end Kelds vaklende EU-holdninger i sin tid, nogens noget blakkede opfattelse af kvinder i prostitutionsdebatten eller for den sags skyld ledende kammeraters efter min opfattelse tåbelige holdninger i malingsagen  Og endnu har Asmaa ikke forbrudt sig hverken mere eller mindre end så mange andre, og det jo på trods af at hun trækkes gennem en presse, som kan få selv de mest rene og ranke til at se blakkede og skrutryggede ud. Altså har hun stadig min fulde opbakning.

En del i Enhedslisten ønsker Asmaa længere ned af listen. Hvad i alverden skulle det hjælpe? Hvis det er fordi man ikke ønsker at lade sig repræsentere af hende, så hav dog i det mindste lidt mandsmod og offensiv kraft, og kræv hende smidt ud.
Hvis det er af strategiske hensyn, at man ønsker hende længere ned af listen, så får man da det værste af alle verdener. Hun er fortsat vores kandidat og skal derfor svare for i pressen fuldstændigt som i dag – samtidig med at vi ingen gavn får af hende som MF´er. Ligesom vi udstiller vores egen ynkelige svaghed i pressen, hvis vi hverken tør stå ved hende eller smide hende ud.
Ja, for filan, man får knubs af at gå op i mod 15 års massiv islamhetz. Og man får øretæver, hvis ikke man har middelklassens velpolerede overflade. Det skal ikke få Enhedslisten til at bakke ud og det skal ikke få Asmaa til at give op. Hvis en ufaglært kunne blive statsminister og kvinder få valgret, så kan en muslimsk kvinde fra ghettoen også komme i Folketinget – om end altså ikke uden kamp.

Nogen har foreslået at lave en fest under titlen ”Fuck spærregrænsen – vi bryder lydmuren”. Sådan! Det er sgu da den rigtige attitude! Jeg håber, at nogen gennemfører den fest på trods af nogen andres modstand mod idéen!

Læs mere...

Grønne skatter en bombe under velfærdssamfundet

Fogh kom med århundredes indrømmelse på Venstres landsmøde i weekenden, da han underkendte sin egen klimapolitik gennem de sidste 7 år. Den slags er ikke gratis. En omlægning til grønne skatter bringer os tættere på et fladt skattesystem – hvilket må siges at være enhver borgerlig politikers våde drøm.

Millionæren vinder
Hvis vi gør os det tankeeksperiment, at skatten på arbejdsindkomst blev afløst af eksempelvis grønne afgifter og skat på forbrug, så ville der ske det, at vi miste den progressivitet i skattesystemet, som ellers har været hele teknikken bag vores velfærdssamfund – de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Den progressive skat går som bekendt ud på at jo mere man tjener, jo højere en procentsats betaler man i skat. Det er det vi kender som bundskat, mellemskat og topskat.
Lægges skatten i stedet på forbrug, så vil dem, der forbruger mest være dem, der skal betale mest i skat. Således vil den enlige mor sat lidt på spidsen skulle betale mere i skat end millionæren. Den enlige mor bruger vaskemaskinen mere, hun laver mad derhjemme og skal have alle ungerne og sig selv igennem brusebadet om morgenen. Hun har altså et meget højt vand- varme- og elforbrug. Millionæren spiser i byen, får renset skjorterne på renseriet og tager nok et langt bad en gang om ugen i jacuzzien, men forbruget af vand er stadig langt mindre end børnefamiliens. Selvom den enlige mor har et godt... fuldtidsarbejde som socialrådgiver i pensionskassen, er hun ikke i nærheden af at tjene det samme som millionæren, og derfor kan det virke noget urimeligt, at hun skal betale flere skattekroner til det sygehusvæsen, som både hun og millionæren benytter sig af.

Indrømmelser har sin pris
Træerne gror altså ikke ind i himlen. Selvom Fogh er kommet med århundredes indrømmelse i forhold til regeringens elendige energipolitik, så serverer han ikke den slags uden at der er e eller anden form for hage ved det. Anders Fogh har med sin hyldest til grønne skatter fundet århundredes mulighed for at få opbakning til et skattesystem, som i realiteten har såkaldt flad skat – alle rammes lige meget og således er det ikke længere de bredeste skuldre, der bærer det tungeste læs. Enhver liberalist vil altså klappe i sine hænder over den form for omlægning – og fordi der omlægges til grønne skatter, så vil miljøfolket i SF, S og EL have svært ved at rejse den relevante kritik. Fogh har gjort den igen. Nok har han virket noget mat i koderne, men han giver sig ikke helt uden kamp. Strategien og taktikken den kan han i søvne og med den en arm bundet på ryggen.

Arbejdsfri indkomster
Nok er det en god idé med en skattereform. Men i stedet for at omlægge skatten til grønne skatter, bør den i stedet afløses af skat på arbejdsfri indkomster, såsom aktieindkomster og boligspekulationsindkomster – og så ville det være på sin plads, hvis erhvervslivet igen kom til at betale en bid af kagen, der afspejler i hvor høj grad de lukrerer på uddannelsessystem og sygehusvæsen. Aktieejerne har godt nok lige haft et par spændende måneder på børsen, men på trods af spændingen er det sådan, at de der har råd til at sætte sparepengene i aktier ikke, befinder sig blandt de dårligst stillede i vores samfund. Så selvom almindelige lønmodtagere også er begyndt at købe aktier, så befinder disse lønmodtagere sig generelt i den øverste halvdel af indkomsterne i Danmark.
Jeg kan naturligvis tage fejl, men jeg har endnu ikke hørt om et skattesystem, der er bedre til at lade de bredeste skuldre bære det tungeste læs end det progressive indkomstskattesystem. Så ønsker vi fortsat at have et velfærdssamfund baseret på dette gode social princip, så skal man passe gevaldigt på med at omlægge til grønne skatter.

Læs mere...

Valget i USA giver håb

Håb. Det er meget præcist den følelse, som Obama fylder mig med. Håb for at fremtiden ikke bygges på frygt, krig og terror. Håb for, at de politiske vinde vil vende. At den finansielle krise og dertil hørende økonomisk krise, som har ramt mange amerikanske familier som en hammer, ikke kommer til at medføre mere frygt, mere religiøs fanatisme, mere enhver er sin egen lykkes smed, men i stedet medfører, at folk rykker tættere sammen og styrker fællesskabet.
Det er slut med ”dem der ikke er med os, er imod os”, og tid til at samle verden. Og hvor Bush stod overfor et Europa, et Afrika og et Latinamerika, der som udgangspunkt var imod ham, så står Obama overfor en støtte og opbakning fra selvsamme verdensdele. Således er der håb for at verden bliver bedre til dialog og fredelige løsninger, og for at verden kan finde fælles løsninger på verdens fælles problemer.
De nye toner i amerikansk politik kan heller ikke undgå at smitte af på den europæiske dagsorden, og man tør så småt håbe på, at hele Bushs regime falder med ham – herunder Bushs bedste ven, Anders Fogh Rasmussen. I hvert fald rykker Europa og USA tættere samme alene af den årsag, at de europæiske lande lettere kan finde fælles fodslag omkring en demokratisk kandidat end omkring en republikansk.
Tillykke til det amerikanske folk med deres nye præsident, og tillykke til resten af verden med håbet for en anden politisk dagsorden.

Læs mere...