Fogh er komiske Ali

I går skulle Fogh overrække en fakkel til FNs generalsekretær som et led i en kampagne for global ligestilling i år 2015.
Enten har Fogh usandsynligt travlt med at nå at gøre noget ved situationen inden 2015eller også er han århundredes hykler - eller også er han ligesom resten af magthaverne herhjemme lullet ind i en forestilling om, at vi er verden mest fantastiske ligestillingsland. I hvert fald minder det om komiske Alis fornægtelse af sandheden i Irak, når Fogh skal spille frelst på ligestillingsområdet på Danmarks vegne. Danmark ligger nr. 39 i verden, når det gælder ligeløn. Vi lader det lige stå et øjeblik. Nr. 39. Hvordan synes vi selv det går? Albanien og Botswana klarer sig bedre end os!

Kom nu ind i kampen, Fogh. Vi vil have den ligelønskommission.

Læs mere...

Hold fast i ligeløn!

Denne uge har båret præg af et drama om den ligelønskommission, som en række fagforbund har stillet krav om siden de store streker i foråret. Dramaet har omhandlet grundlaget for kommissionen, og set med de strekendes øjne er det svært ikke at opfatte regeringens udspil som en hån.
Det har meget lidt med ligeløn at gøre. Hertil kommer, at der ikke lægges op til, at kommissionen skal foretage den helt nødvendige sammenligning mellem det mandetunge private arbejdsmarked og det kvindetunge offentlige.

Hvis der i fremtiden skal kunne tiltrækkes arbejdskraft til den offentlige sektor, bliver vi nødt til at gøre noget ved ligelønnen. At en kvindelig sygeplejerske skal have mindre end en mandlig ingeniør, medvirker naturligvis til, at kvinderne i kvindefagene ikke føler deres arbejde værdsat - og det bidrager til den bølge af medarbejdere, der søger væk fra de offentlige arbejdspladser. Ligeløn gør det selvfølgelig ikke alene, men det er da et væsentligt skridt på vejen at give folk en ordentlig løn for det de laver.
(erstat mig med resten af teksten)

Læs mere...

Hvorfor skal vi lukke Foghs huller?

Slipper de af sted med det endnu engang?! Hvordan kan det lade sig gøre i et land, hvor vi normalt bryster os af, hvor høj grad af lighed her er. Og hvor vi overfor udlændinge med stolthed fortæller om den skandinaviske velfærdsmodel, hvor forskellen på folk er til at overse og hvor vi betaler mere i skat, jo mere vi tjener – alt sammen efter princippet om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Hvordan kan det lille eventyrland dog have valgt Anders Fogh Rasmussen som statsminister og Lars Løkke Rasmussen som finansminister? Er det kun fordi oppositionen har været kropumulig – så kan jeg måske sætte mig en lille bitte smule ind i det. Eller er det fordi et flertal synes, at Anders Fogh Rasmussen og kumpaner har opfundet den dybe tallerken rent politisk? Hvis det er tilfældet, så forstår jeg det simpelthen ikke. Forklaring udbedes.
I denne uge er vi blevet præsenteret for ét af efterhånden utallige eksempler på, hvor modsatrettet regeringens politik er i fht. den skandinaviske model. Ikke noget med lighed. Ikke noget med de bredeste skuldre, der skal bære det tungeste læs. Nix. Kigger man på regeringens plan for det kommende års økonomi i finansloven, så er det klokkeklar tale: tjener du 300.000 kr. om året eller derunder, så skal du have endnu færre penge mellem hænderne i de kommende år. Tjener du mere end 300.000 kr. så skal du have endnu mere.
Under overskriften ”konsekvenserne for din økonomi” har hele den måbende befolkning i denne uge kunnet læse om regeringens udspil til finanslov. Danske Bank har lavet en udregning af, hvad hver enkelt dansker får ud af dels skattelettelserne og dels den tvungne opsparing, som kaldes den særlige pensionsopsparing. Netop de to elementer er de vigtigste i regeringens finanslov. Skattelettelserne giver flere penge, mens opsparingen selvsagt giver færre. Men vi får ikke lige meget og vi skal heller ikke give lige meget. Dem, der har mindst, skal af med endnu mere. Mens dem, der har mere skal have endnu mere. Der kommer altså et større gab mellem rige og fattige. De smalleste skuldre skal altså bære et tungere læs. De SMALLESTE. Det er da ikke særlig smart?! Det er da heller ikke hverken effektivt, logisk eller retfærdigt. Eller hvad?
Sådan cirka lige nu er det helt rette tidspunkt for nogle af de borgerlige vælgere, hvis de har gået og brændt inde med, hvorfor de har stemt borgerligt. Der må jo være en eller anden rigtig god og gennemtænkt forklaring på, hvorfor det her skulle være en smart måde at skrue tingene sammen på. Ellers ville mere end halvdelen af befolkningen vel ikke have stemt på denne her regeringen. Hvad er det vi skal være stolte af i fremtiden, sådan som I ser det? Når nu der kommer større ulighed, hvordan forestiller I Jer så at samfundet skal hænge sammen? Hvordan identificerer vi os med hinanden? Hvordan føler vi os som en del af det samme hele? Kan regeringen slippe af sted med så grundlæggende forandringer af vores samfund uden at svare på disse helt grundlæggende spørgsmål?

Læs mere...

Nørrebro i solen

Solen brager ned fra en skyfri himmel. Det er søndag, og jeg har sat min lille søn i barnevognen og taget min mand under armen for at tage på legeplads i Nørrebroparken. Parken er sort af mennesker i alle aldre, farver og tykkelser. Hundene løber rundt i deres indhegnede område i den ene ende af de nyrenoverede park. Et par mørkøjede knægte i 16-årsalderen slås som kåde hvalpe om den sidste plads på bænken langs parkens stisystem – tydeligt i håb om at tiltrække sig opmærksomhed fra et par jævnaldrende piger, der sidder på bænken længere henne. Bag de store buske sidder et par af gadens frie fugle og får sig et par formiddagsbajere med guldrandet kant.
Der er brugt millioner af kroner på at renovere et af de få grønne områder i den til tider temmelig trængte bydel Nørrebro.. i København. Mange af baggårdene i området er ved gud ikke noget at råbe hurra for, så den grønne plet har stor betydning for børn og voksne. Men her kort, kort tid efter, at parken er blevet færdig, har politikerne truffet beslutning om at inddrage området til anvendelse for maskiner, materialer og andet grej i forbindelse med Metro-byggeriet.
Jeg kigger hen over hækken til legepladsen. Der myldrer børn rundt i alle størrelser og forældre i alle former. Græsplænen på legepladsen er taget i anvendelse af solbadende mødre i bikinier og bænkene er tætbesat af bedsteforældre med børn, der holder en kort pause for at tanke maddepoterne op inden den næste halve times leg. I sandkassen sidder en kvinde indhyllet i sorte gevandter fra top til tå, afsluttet af et stort tørklæde som indkranser det kønne ansigt. Sammen med hende sidder en lille trold af en pige med krøller over hele hovedet. Hun giver meget højlydt udtryk for sin lyst til at være den næste, der skal bruge legepladsens gynger. Kvinden får øjenkontakt med en anden forælder. De smiler indforstået til hinanden og trækker overbærende på skulderen. Stedet ånder af liv og Ydre Nørrebros beboere nyder tydeligvis at have fået et åndehul i sin midte.
Det er svært ikke at få et smil på læben over, hvor god en byudviklingshistorie Nørrebroparken faktisk er. Der er så mange andre steder, hvor det er gået galt. Bare se på de danske havnefronter, hvor det ene prestigeprojekt efter det andet har skæmmet de tidligere industrihavne. Når det så endelig lykkes at lave noget ordentligt, som gavner de folk der bor og lever i området, så skal det hele partout ødelægges og lukkes. Og for at strø ekstra salt i såret, så udtalte en københavnsk politiker, at set i lyset af hvor mange penge, der blev brugt på Metroen, var det meget få penge at skulle renovere parken en gang til, når byggeriet er overstået. Småpenge, javel. Men herlighedsværdien af parken er altså svær at gøre op på den måde.
Måske en politiker eller to skulle bruge den kommende efterårsferie på at opleve, hvor stor effekt småpenge kan have på et helt område, og så finde et andet sted at placere maskinparken fra metrobyggeriet. De skal ikke bilde mig ind, at det lille grønne åndehul har været deres eneste løsningsmulighed.

Læs mere...