Ligeløn

Uligelønnen mellem mænd og kvinder i Danmark vokser. Faktisk er Danmark det land i Europa, hvor uligelønnen vokser mest. Kun i Finland er det ligeså galt som i Danmark. I langt de fleste andre europæiske lande bliver gabet mellem mænd og kvinders løn faktisk mindre år for år. Men ikke her og ikke i Finland. Uligelønnen vokser faktisk midt imens en række politikere har travlt med i tide og utide at belære indvandrere om, ”at her i landet har vi ligestilling”. Hvor end vi gerne ville have det, så er det altså ikke tilfældet. Der er ikke ligestilling i Danmark. Det er ønsketænkning. Det ville klæde selvsamme politikere kun at feje for egen dør, før de fejer for.. ..andres. I Danmark har vi fortsat store lønforskelle mellem kvinder og mænd, og vi har et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Ligelønsloven er godt nok ældre end jeg er, men lovgivningen har ikke kunnet gøre det alene. Og selvom de strejkende i foråret fik givet den en ordentlig en på goddagen, så er det altså nødvendigt, at politikerne kommer på banen og får undersøgt hvorfor det bliver ved med at være så skævt og derefter afsætter en stor pose penge til at rette op på problemet. Det er altså noget overraskende, at ligestillingen ikke er kommet længere. Det her burde jo være løst på nogenlunde samme tidspunkt som lilla bleer og ø-lejr gik af mode.
Pinligt er det at læse i dagspressen, at ligestillingsminister Karen Jespersen end ikke vil udtale sig om uligelønnen. Hun mener, at det er et problem, der hører hjemme i beskæftigelsesministeriet. Hun er ellers en af dem, der galer allermest skingert, når det handler om at belære andre om, hvor fantastisk det går med ligestillingen i Danmark. Men det er åbenbart kun snak.
Hendes manglende vilje til at udtale sig stemmer faktisk også meget ringe overens med hendes egne målsætninger. I kataloget over sine egne indsatsområder som ligestillingsminister skriver hun nemlig, at hun vil ”…nedbryde det kønsopdelte arbejdsmarked” og at ”Det kønsopdelte arbejdsmarked er en af de største forklarende faktorer på lønforskellene mellem mænd og kvinder.” Hvorfor så ikke bruge denne anledning til at gøre noget seriøst ved sagen? Bare for at nævne en lille bitte ting, som jeg er overbevist om, at regeringen og Karen Jespersen ville få stor opbakning i befolkningen til at gøre, så er det at få nedsat den ligelønskommission, som de strejkende kvindefag i foråret stillede forslag om. Den ville kunne afsløre, hvorfor det går så galt i Danmark og hvad vi kunne gøre ved problemet. Det er da ikke meget at bede en gammel rødstrømpe og hendes foretrukne regering om?

Man har jo altid lov at håbe. Og faktisk så håber jeg, at grunden til, at Karen Jespersen pludselig ikke vil udtale sig om et af sine egne kerneområde, er fordi regeringen barsler med at nedsætte en ligelønskommission, så snart folketinget åbner igen. Og at regeringen har indset, at uligelønnen er så pinlig vigtig at komme af med, at finansministeren bliver nødt til at stille op med sin pengepung. Inden regeringen skingrer videre overfor alle mulige andre, ville det i hvert fald være klædeligt at få orden på vores eget ligelønsproblem.

Læs mere...

Gamle kvinder

En stille revolution er i gang. Kvinder over 40 vil også have lov til at være sexede på filmlærredet. Det har vi set med Desperate Housewifes og nu også med filmen, der er lavet på baggrund af serien Sex and the City.
Hvem har egentlig også vedtaget, at midaldrende og ældre kvinder ikke skal optræde som sexbomber ligesom deres yngre søstre? Når man tænker på, hvor lækre filmverdenens ældre og midaldrende mænd er, så er det da lidt underligt. Jeg tænker f.eks. på Jack Nicholson og George Clooney. Kigger man i filmlandskabet, så går kvinderne.. normalt fra at være sexede og indbydende til at være ikke-sexede moderfigurer meget tidligt i deres karriere. Og hvorfor egentlig? Mændene har jo også rynker, hængerøv og kalkunhud under hagen, når de når en vis alder. En velholdt kvinde kan fuldstændig matche deres mandlige counterparts fysisk set. Og jeg går da ud fra, at den ældre generation hygger sig i bedste velgående på lagnerne, så hvorfor i alverden er den del af livet i så lille grad portrætteret på lærredet? Og hvorfor i alverden skal de kvinder, der er oppe i årene skrues ned i samme model som de 20-årige?
Det er altså befriende, at kvinder efterhånden kan optræde i sexede roller selv i store amerikanske mainstreamserier. Men træerne vokser ikke ind i himlen – endnu. For ser man på netop hovedrolleindehaverne i Desperate Housewifes, så må de have store regninger hos deres respektive læger. De har ligget så meget under kniven, at de efterhånden er kommet til at ligne de barbiedukker, som enhver plastikkirurg må have stående som modeller for, hvordan en smuk kvinde ser ud.
I denne uge var jeg i biografen med to gode veninder for at se Sex and the City som film. En ganske underholdende og totalt klichéfyldt film! Men noget der alligevel overraskede mig var den ældre super sexglade Samantha, som nok har fået en ordentlig omgang botox og en enkelt operation eller to. Men hendes krop lignede det den er, nemlig en velholdt midaldrende kvindes krop. Og hendes sexlyst er intet mindre end intakt. Hun kan ikke få nok, og bliver i filmen træt af sit forhold, fordi hun keder sig seksuelt og dermed også på alle andre måder. Lige netop på det plan har hendes figur altid været en stille befriende revolution i det puritanske amerikanske serielandskab. Men nyt er det altså at hun nu fylder 50, og at hun stadig portrætteres med fuld damp på. Dejligt!
Herhjemme kan vi også være lidt med. Nikolaj Lie Kaas forelsker sig i sexede Birthe Neumann. Hun er så afgjort ikke skåret efter en barbiedukke, men er en smuk og sexet kvinde, som så absolut ikke behøver at skjule sin alder. Hun er dejlig, som hun er. Men det er fortsat både i USA og i Danmark så tilpas kontroversielt at bytte om på køns- og aldersrollerne, at en meget stor del af omtalen af filmene kommer til at handle om netop den ombytning. Samtidig er vi så vant til, at mænd er sammen med meget yngre kvinder på lærredet, at vi slet ikke bemærker det. Forhåbentligt bliver vi ligeså vant til de sexede ældre kvinder.

Læs mere...

Kedelige byer

Efter at have været en tur i Magasin og efterfølgende en lille rundtur på Strøget, fik jeg sådan en lidt trist fornemmelse af ligeså godt at kunne være et hvilket som helst andet sted. For hvor er centrum af de europæiske storbyer dog efterhånden ens. Kedeligt ens. Hver har de et forretningsstrøg, der til forveksling ligner det i København og Århus. Med en gågade mellem de store glasfacader. Bag glasfacaderne er forretningerne de samme. Her er de samme tyve forskellige store internationale tøjmærker med tøj, der ikke adskiller sig fra by til by. Parfumerne.. ..er de samme. Vi lugter ens. Solbrillerne følger samme mode overalt. Vi kommer til at se mere og mere ens ud. Varerne og priserne er standardiserede. Nogle steder så meget, at man på selve prisskiltet kan se, hvad varen koster i 15 forskellige valuta. I gågaderne findes den samme horde af turister med deres digitalkameraer, der alle sammen er produceret de samme steder og købt i den samme forretningskæde. Fødevareforretninger og grønthandlere er svære at finde, for centrum er ikke lavet for dem, der bor der. De er lavet for dem, der kommer til.
Nogen har ellers forsøgt at bilde os ind, at konkurrence, det frie marked og det indre marked skulle skabe større mangfoldighed, lettere adgang til flere forskellige varer, mere frit valg, bedre service, billigere varer og hvad de eller bruger som reklame for deres samfundsmodel. Nu har vi så haft et frit indre europæisk marked i temmelig mange år, globaliseringen brager derudaf, og vi har fået brudt telemonopolet, el-monopolet og tv-monopolet. Det store spørgsmål er: Hvad har vi egentlig fået ud af det?
Kigger man på bymidterne, så er de altså blevet mere og mere ens. Ser vi på teleselskaberne, så er servicen ligeså topringe, som den var inden monopolet blev brudt. Jeg begræder ikke, at der er kommet flere tv-kanaler end dr1. Men hvad er det dog for nogle skandaløst ringe kanaler. De sender de sammen elendige amerikanske programmer, genudsender og laver de samme billige løsninger med realityprogrammer og lignende. Der konkurreres om reklamekronerne, og det betyder, at tv-magerne finder laveste fællesnævner og ingen chancer tager. I supermarkederne mærker vi heller ikke meget til den øgede konkurrencesituation. Tværtimod. Det er de samme varer, der går igen og igen, uge efter uge.
Den øgede konkurrence har ikke skabt større mangfoldighed. Tværtimod. En konkurrence har jo sådan set også helt banalt en vinder og en taber. Den stærkeste overlever og slår den anden vare af markedet. Så sluger den stærkeste den andens markedsandel og vokser sig større. Efterhånden bliver de store så store, at det er svært for andre at komme ind på markedet. Og det er vel egentlig en meget god beskrivelse af netop det, der er sket med de europæiske forretningsstrøg. Øv, hvor kedeligt. Det kan da ikke være det alle supertilhængerne af de såkaldte frie valg, frie markedskræfter og den frie konkurrence drømte om. Eller hvad?

Læs mere...