onsdag den 26. marts 2008

Dræbersnegle mig i r...., bragt i Ekstra Bladet

Dræbersnegle mig i r….! Nu er det nok. Jeg kan ikke holde ud. Ikke endnu en sommer, hvor vi skal høre om tåbelige dræbersnegle. Kan den samlede danske journaliststand ikke rotte sig sammen og nægte at lave flere af den slags historier, og i fremtiden blot bringe en henvisning til en eller anden hjemmeside, hvor dræbersnegleinteresserede borgere kan få afløb for deres lidenskab? Så kan vi andre være fri for at høre mere om det tema.
Sidste sommer skulle vi slæbes igennem det ene tv-indslag efter det andet om de ulyksalige snegle. Vi blev i Nyhederne præsenteret for den ene metode efter den anden til at komme sneglene til livs. En gummistøvlebeklædt villaejer fandt på at klippe sneglene over med en havesaks. Mens en anden havde sat et fintmasket net op om sin have. Gaaaaab. Og aviserne overgik hinanden med analyser over dræbersneglenes veje gennem de danske villahaver. Nu er vi nået marts måned, og så begynder aviserne altså at bringe historier om, at dræbersneglene ikke er blevet slået ihjel henover vinteren som håbet, fordi der ikke har været tilstrækkeligt meget frost. Nu stopper det altså. Nok er det med mellemrum agurketid i aviserne, men der er vel ingen grund til ligefrem at genere seere og læsere med den slags ligegyldigheder?
Hvis bare dræbersneglene var de eneste dræberhistorier i de danske aviser. Men nej. ”Stor test om..”, ”Her finder du de billigste..” og den slags pryder alt for tit også forsiderne. Jeg begriber ikke, hvorfor forbrugerstof skal fylde så meget i vores aviser. Det kan da umuligt have været de vigtigste begivenheder i verden det sidste døgns tid at fladskærmene er blevet billigere eller at det bedst kan betale sig at købe sommerhus på Norddjurs. Jeg medgiver, at det måske er de begivenheder, der sælger flest aviser. Men det er da forhåbentlig ikke gået hen og blevet det vigtigste nyhedskriterium. Vel?
Når jeg køber mine aviser, så er det altså med forventning om, at de ikke er proppet med dræbersnegle og vaskemaskinetests i nævneværdigt omfang. Og når det er sagt, så forstår jeg selvfølgelig heller ikke, hvordan den slags historier nogensinde kommer så højt op på prioriteringslisten som til forsiden og spisesedlerne. Faktisk forstår jeg det lige så lidt, som når historier om hvem der er inde og ude af X-faktor pryder selv samme høje placeringer i nyhedsbilledet. For i samme uge, som Basim ryger ud af X-faktor, så bider den økonomiske krise sig fast i USA, et større antal civile er blevet slået ihjel i Afghanistan og Muhammed-krisen fortsætter med at kaste skam over Danmark. Hvad var det helt præcist, der fik aviserne til at vælge forbrugerstoffet eller X-faktor-historien til forsiderne og spisesedlerne? Det kan umuligt have været argumenter, som får det journalistiske faglige hjerte til at banke i redaktionslokalerne.
”Et godt råd er også at passe på dræbersneglens naturlige fjender - eksempelvis tudser, frøer og løbebiller.” Citatet stammer fra politiken.dk i denne uge. Behøver jeg sige mere?


Læs mere...

fredag den 14. marts 2008

Bo bedre! Bragt i Ekstra Bladet

En del danskere vælter sig fladskærmene og store biler, dyre ferier og indretningskonsulenter. En del bor i modsætning hertil på 10-15 m2. Det er hverken hunde, ræve eller kaniner jeg snakker om. Det er ældre og handicappede danskere, der bor på så lidt plads. Absurd nok har mange af lige netop de ældre medborgere, der bor så elendigt, kæmpet de kampe, der har skabt vores samfund. Vi takker dem altså med at tvinge dem om at pakke et helt liv sammen på 10-15 m2. Det er da ikke værdigt! Vi lever altså ikke på Pelle Erobrerens tid.
Nogle mennesker siger, at socialdemokraterne har sejret sig selv ihjel. At der ikke er mere at kæmpe for. Her har vi det da meget godt alle sammen. Ind imellem er det lige før jeg tror på den sandhed. At den er blevet gentaget nok gange. Og det er da også rigtigt, at sammenlignet med krigshærgede, tørkeramte, afrikanske stater, så har vi vel egentlig ikke så meget at brokke os over. Men der er vel heller ingen selvstændig grund til at sammenligne sig med afrikanske samfund?
Lad os vende blikket indad et øjeblik. Eller faktisk udad mod havnene i Danmark. Jeg har hørt en lille fugl synge om, at en del spekulanter ligger inde med ikke så få luksuslejligheder på havnefronterne i de danske havnebyer, som de ikke kan komme af med. Lejligheder som de havde håbet på at tjene tykt på.
Når nu boligerne alligevel bare står tomme hen, hvorfor så ikke løse et par andre politiske problemer? Disse superlækre lejligheder kunne vel passende blive til pleje- og ældreboliger til den generation, der har knoklet et helt liv. Og til de handicappede, der i dag er henvist til at leve et helt liv i alt for små omgivelser. De har da fortjent en belønning, i stedet for det de fleste af os ville opfatte som en straf. Og hvis broderparten af befolkningen får skattelettelser, store biler og fladskærme, så er det vel meget tilsvarende, at ældre får sig en ordentlig udsigt og lidt lys og luft omkring sig i de sidste år. I første omganghavde det naturligvis været nemmere, hvis netop disse byens bedste m2, var blevet bestemt til at bygge boliger til mennesker med normale indkomster. Men så kloge var et uhyggeligt stort antal af landets lokalpolitikere ikke. De ville hellere have prestigeprojekter på havnen til borgere med høje indkomster, end gode almindelige boliger til mennesker mere generelt. Det er da ikke en særlig rar boligpolitik, der skaber hele område, hvor kun folk med meget høje indkomster har råd til at bo. Underlig logik, hvis man spørger mig. Men det gjorde man ikke og nu er projekterne så gennemført, og der er ingen til at bo i lejlighederne. Nogen har ikke råd og dem der har, har åbenbart ikke lyst. Mon ikke de ældre, der bor på så lidt plads kunne tænke sig at rykke til et par værelser med udsigt?
Og faktisk mener jeg, at der i kølvandet på at flytte de ældre til ordentlige omgivelser, udkrystaliserer sig en pointe, som jeg mener bør bære hele venstrefløjen ind i det nye årtusinde. Det er rigtigt, at vi ikke længere behøver kæmpe for at få råd til flæsk om søndagen. Men vi skal da kæmpe for, at den offentlige sektor matcher det niveau vi i øvrigt lever på. Giv dog de ældre og handicappede nogle tidssvarende boliger. Mindst to værelser, et ordentligt køkken og et godt badeværelse. Lys og luft. Pertentlig rengøring og pleje udført af personale, der har tid til kaffe og et stykke brød. 10-15 m2!? Hmprf. Må jeg være fri!


Læs mere...

søndag den 9. marts 2008

Sukkertosset, bragt i Ekstra Bladet

Da jeg for nylig var rundt for at se på daginstitutioner, spurgte jeg meget frelst til slikpolitikken i vuggestuerne. Et af stederne svarede pædagogen guddødemig, at ”det er op til forældrene selv, hvad deres børn spiser”. Det havde jeg alligevel ikke regnet med. ”Det kan vi da ikke sådan bestemme”, sagde hun, og syntes vist også, at jeg var temmelig frelst. Jo, det da ved gud I kan – og bør! Det er jo ikke supernemt at gennemføre ordentlig kost til sit barn, hvis ungen i institutionen bliver præsenteret for kager og farvestrålende, sødt slik. De forældre, der står fast på deres frie valg til at proppe deres unger med slik, kan jo gøre det efter bedste evne – derhjemme! Børnene er jo ikke små isolerede individuelle enheder, der lever fuldstændigt løsrevet fra hinanden. Hvad jeg gør ved mit barn får naturligvis indflydelse på de andre i vuggestuen. Banalt, ja. Men ikke desto mindre en sandhed, som det lader til, at nogen ser stort på. I dette tilfælde er ”nogen” en uddannet pædagog og en offentlig institution. Og så er det jeg slet ingenting forstår. Det kan vel aldrig være det offentliges opgave at sætte en ringere standard end forældrene? En eller anden for form for positiv vejledning kunne jeg i hvert fald godt tænke mig for mine skattekroner. Og den indebærer altså ikke, at ungerne må sidde og guffe slik i sig i hverken vuggestue eller børnehave. Blandt andet fordi det ville være rart om det slik, som børn af en eller anden årsag skal have, kunne være derhjemme til hyggeaftener i familien – og det kan jo ikke lade sig gøre, hvis de allerede har fyldt sig med det i institutionen.
Institutionerne må altså lige komme ind i kampen! Vi bliver federe og federe. Og de unger, der har mindst med i bagagen hjemmefra, er desværre også dem, der får den dårligste mad og dem der får mest slik og sodavand – det forringer deres livskvalitet at være fede, og det forringer desværre i væsentlig grad også deres evne til at lære. Alligevel skal det ifølge denne her pædagog være op til de enkelte forældre at være eksperter i kost. Hvad om eksperterne for en gangs skyld fik lov at være eksperter? Og hvad om det ikke kun var i vuggestuerne, at ungerne får mad. Også skoler og børnehaver kunne jo servere et godt og sundt måltid. Hyr da nogle ernæringseksperter til at lave mad i institutionerne og i skolerne. Og lad dermed det offentlige gå foran med en god og ernæringsrigtig kostpolitik, som vi forældre så kan lade os inspirere af – eller lade være, hvis vi absolut vil proppe vores poder med usund mad. Men så har vi i det mindste fået tilbuddet og ungerne har i det mindste fået et sundt og næringsrigt måltid om dagen. Frelst, javel. Men det er da alt andet lige noget kløgtigere end at børnene får lov til at mæske sig selv og andre i slik og kage ved en hver given lejlighed.


Læs mere...