Travlt ved håndvasken i Enhedslisten

Hold da kæft, hvor er det nemt! I pressen kan man læse, at Enhedslisten nu har sat navn på valgnederlaget – Asmaa og Villy. Der har godt nok været travlt ved håndvasken.
Enhedslisten har ganske rigtigt et seriøst problem. Men hedder problemet virkelig Asmaa og Villy?

Ledende partimedlemmer i såvel hovedbestyrelse som på Christiansborg modarbejdede, modarbejdede og modarbejdede en årsmødevalgt kandidat - så det ikke kunne undgås at gå ud over partiet. Noget har kunnet ses i medierne, og noget, der var endnu værre foregik bag tæppet - hvis I er i tvivl, så se Jer omkring efter de røde ører. Navnet på hende, der blev modarbejdet var ganske rigtigt Asmaa, men navnene på dem, der skadede partiet ved at modarbejde hende var langt mere danskklingende og frit for tørklæder.

Umiddelbart inden valget blev der indkaldt til et ekstraordinært årsmøde. Det var som bekendt ledelse og ikke Asmaa, der har ansvaret for den indkaldelse. Og det er min vurdering, at den indkaldelse fik Enhedslisten til at fremstå så slingrende og bange for sin egen skygge, at det var svært at skulle tage partiet seriøst.

Et tredje bud på navngivning af valgnederlaget er: Gallup. Mange mente, at Enhedslisten mistede sin eksistensberettigelse ved at blive så pinligt nervøse for spærregrænsen. Så rakte kompromisløsheden ikke længere. Vor herre bevares!
Det er muligt at man mistede en del vælgere blandt dem, der ikke mener, at man kan være muslim og socialist samtidig. Men dernæst røg altså de vælgere, der mener at det netop er i et parti som Enhedslisten, at der burde være plads til Asmaa.

Jeg håber, at nogen har sagt højt i ledelsen, hvor usædvanligt dårligt valgkampen var forberedt. Og at nogen har sagt højt, at valgkampsledelsen var ude af stand til at se alvoren i situationen, selv mens det så værst ud, og derfor ikke leverede den krisehåndtering, der skulle til.

Jeg kunne blive ved - men af frygt for at bidrage til partiets nedadgående kurve, vil jeg holde inde her.

Måske en enkelt pointe mere: Asmaa har jo fuldstændig ret: Enhedslisten ligger lige så elendigt i meningsmålingerne, selv hun har været væk i mere end tre måneder. Kom nu lige ind i kampen selv. Det er nok ikke hende alene. Og Villy Søvndal efterlader en plads til Enhedslisten så enorm, at det er svært at drømme om mere. Så don´t even get started.

Og så lige en til, bare fordi pulsen er oppe: Aldrig har jeg da hørt om en partiledelse, der hænger egne kandidater ud i pressen på den måde. Det er ikke lige frem en opfordring til andre om at sætte sig selv på spil for partiet. Hvis jeg havde været klar over det, inden jeg stillede op, ville jeg have tænkt mig om en ekstra gang. Håber at alle andre repræsentanter for vores lille parti gør sig klart, at også i Enhedslisten er ens værste fjender inden for partiets egne række. Og ikke nok med det, man risikerer også, at ledelsen falder valgte kandidater i ryggen. Fy faen!

For mig har der altid været noget særligt og prisværdigt ved Enhedslisten: 1) Vores taburetter er ikke vigtigere end vores politik. 2) Partiet er udogmatisk og har højt til loftet. 3) Skarphed og kant ses som en styrke hos kandidater, idet de ikke skal please et flertal, men netop stille de kantede og skarpe spørgsmål til magten og samfundet. 4) Vi samarbejder kandidaterne imellem i stedet for at konkurrere og underminere hinanden, som i de andre partier. Hrmpf. Findes de karaktertræk hos os endnu?

Læs mere...

Søvngal!

Den form for højrepopulistisk retorik er altså endnu mindre køn i munden på Villy Søvndal og andre SF´ere end på Søren Pind, Michael Jalving og Peter Skaarup, hvor man er vant til at høre den! 

Og de tre har ellers kæmpet bravt med Hizb ut Tahrir om at udgøre den yderste højrefløj i de seneste ugers debat. For dem, der ikke har hørt P1-Debat i den seneste uge, kan de med fordel høre den mellem Jalving og Venstres retsordfører, Kim Andersen. Her får Kim Andersen Venstre til at fremstå helt fornuftigt sammenlignet med Jalving – der igen får den amerikanske højrefløj til at blegne. Han argumenterer for at det vi har været vidner til er et kulturelt problem, der handler om islam. Og at de unge alle sammen skulle sendes til Hansø. Magen til mangel på fornemmelse for de unge skal man da lede længe efter – håber jeg. Omvendt er jeg ikke længere sikker.

Villy Søvndal og SF følger så op på ugers galmandssnak fra højrefløjen med at bruge en retorik, der ligner. Han bliver givet populær i større dele af befolkningen end han er i dag. For han bevæger sig politisk derhen, hvor de befinder sig. Og således bruger han en gammel traver: Hvis vælgerne ikke kan lide vores standpunkt, så må vi jo bytte det ud med et nyt.

Strategisk har Villy formodentligt set sit snit til at lukke den flanke som retspolitikken har været for venstrefløjen i de sidste par årtier. Men ærligt talt: hvor meget skal man sælge ud for at få taburetter og magt? Det havde været kønnere om Villy brugte sin nyvundne magtposition til at præsentere ny venstrefløjspolitik med gedigne sociale svar, i stedet for at præsentere højrefløjsretorik.

Læs mere...

Verdens vageste venstremand!

”Jeg vil gerne understrege, at det ikke er samfundets skyld”, lægger statsministeren ud i 21Søndag. Og dernæst bliver vi alle belært om, at de unge bare skal passe deres skole og få sig et arbejde. Og at de må tage sig sammen. Vi får at vide af statsministeren, at de unge ikke har et budskab. Dernæst at deres metoder skader deres sag. Det hænger da ikke sammen søde Anders – du sagde jo lige, at de ikke har noget budskab, hvad er det så for en sag, der bliver skadet af bål i gaden? Han var usammenhængende og uden nogen form for bud på, hvad vi som samfund kan stille op for at undgå en situation som i de parisiske forstæder, hvor frustrerede unger med jævne mellemrum går amok.

Måske har de unge et budskab. Måske er det bare ikke så pænt og velformuleret, som statsministeren er vant til. Måske har de ikke formuleret det i fællesskab, som om de var et politisk parti. En enkelt af de unge har ladet sig interviewe til Politiken. Hvis bare halvdelen af det overgreb, som et par betjente har begået mod ham er rigtigt, så er der altså et problem, som vores kære statsminister bør tage særdeles alvorligt. Nogle af dem, der burde være de voksne, de professionelle og dem der repræsenterer systemet overfor de unge med mellemrum opfører sig som de værste bisser. Der er enkelte elementer i politiet, som ikke kan håndtere den magt og det ansvar, som de er blevet udstyret med. Ja, de unge opfører sig helt uhyrligt. Men det gør en del af politiet ved gud også. Det har jeg selv stået i forreste række og været vidne til et antal gange gennem årene, og derfor kan jeg tydeligt se den situation for mig som den unge fyr i Politiken beskriver. Og forskellen på de unge og politiet er jo netop, at politiet er voksne mennesker, der er ansat til at passe på de unge. Ikke til at chikanere alt, hvad der kan kravle og gå - bare det er sorthåret eller bærer hætte. Desværre er de unge ikke så fortrolige med systemet, at de klager hver gang en betjent har overtrådt sine beføjelser ved at krænke deres retssikkerhed, komme med trusler eller ved decideret at være voldelige overfor de unge.

Lyt nu, Anders Fogh! I stedet for et fladpandet ønske om at fremstå handlekraftig og konsekvent. Løs nu problemerne! I stedet for at grave dig ned i en ideologisk skyttegrav i en diskussion om, hvorvidt det er samfundets eller individets skyld. Skylden og ansvaret kan deles i porten mellem samfund og individ. Det har de fleste samfundsteoretikere for længst konkluderet. Kom nu videre!

Lyt nu! Alt tyder på, at visitationszonerne skaber flere problemer end de løser. Derfor: afskaf dem! Enkelte betjente er komplet ude af stand til at håndtere deres magt. Fyr dem!

De unge kan vi hverken afskaffe eller fyre, men vi kan give dem noget at miste. Og vi kan få dem til at føle sig som en del af samfundet. Det er deres forældre ikke altid de bedste til give dem, og netop derfor er det vores forbandede ansvar at sørge for at de unger får et ordentligt liv. Det er simpelthen ikke godt nok blot at bede dem om at tage sig sammen.

Men Fogh vil ikke være med til at belønne folk for, at de laver ballade. Desværre vil han heller ikke være med til at løse problemet. Regeringens udgiftsstop betyder jo tværtimod, at kommunerne har for få penge til at tage sig af de unge inden det går galt. Der er få penge til at tvangsfjerne dem, der burde have været det eller burde blive det. For få penge til, at pædagogerne havde tid til at tage sig af disse unger, da de gik i børnehave. For få penge til at give dem en skolegang, hvor skolen kunne kompensere for den mangelfulde hjemmefront. For få penge til en boligsocial indsats, der sætter familierne i stand til at tilbyde deres unger en ordentlig opvækst. For få til en behandling af forældrenes psykosociale problemer. Listen er uendelig lang. Men Fogh mener ikke, at det er samfundets skyld, derfor skal vi ikke bruge penge på den slags pjat. De unge skal bare tage sig sammen, finde sig i overgreb på overgreb. Og vi andre må leve med konsekvenserne af de unges forudsigelige reaktion.

Læs mere...

Sådan piller a-kasserne folk fra hinanden

Bragt i Politiken d. 9. februar 2008

De fleste af os bliver på et eller andet tidspunkt i vores liv afhængige af andre. Enten fordi vi bliver syge, arbejdsløse - eller slet og ret, fordi vi bliver ældre, og det er alligevel de færreste af os, der undgår det. Det at skulle være afhængig af andre er i sig selv temmelig grænseoverskridende. Og så er der faktisk noget, der tyder på, at i hvert fald dele af systemet kun gør ondt værre. Konstante trusler om at stoppe dagpengene, grove bemærkninger, ubehøvlet opførsel, umyndiggørende og nedværdigende kontakt med borgeren. Sådanne gloser sætter i hvert fald min veninde på sit møde med arbejdsløshedssystemet i Danmark. Desværre er det langt fra første gang, jeg hører den beskrivelse af møde med systemet.

En borgerlig vil sikkert sige: ”Så har vi da opnået det vi ville! Nemlig at folk ikke dovner for vores andres skattekroner.” Sådan ville min veninde faktisk nok selv have formuleret det. Lige indtil hun selv blev fyret, fordi hun blev gravid. Hun måtte konstatere, at det for det første ikke altid er med vilje, at folk er arbejdsløse, og at det for det andet er et system, der på ingen måde skaber et bedre fundament for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Hvis man havde en rest af selvtillid tilbage efter en fyring, så lader det til, at systemet nok skal få pillet det ud af én på den ene eller den anden måde.

”Der er så få arbejdsløse, at de må have tid til at drikke kaffe hos hver enkelt af os. Det kan da ikke passe, at jeg så selv skal betale en karrierecoach for at tale om, hvad der skal ske fremover. Det er jo det systemet skal levere. Det er vel også derfor, at jeg betaler skat. Jeg betaler normalt 40.000 i skat om måneden!” Siger min veninde og lyder forudrettet. Jeg skulle lige til at indvende, at det vel er ligegyldigt, hvor meget man betaler i skat. Man skal vel behandles ordentligt og med respekt uanset hvad. Men tænker, at jeg tager den debat med hende på et andet tidspunkt.

”Jobcenter og a-kasse snakker ikke sammen. Den ene siger om den anden, at de ikke har styr på tingene. A-kassen siger, at jeg skal ringe til en person på kommunen,” siger hun, og fortæller, at hun i to måneder forsøgte at få kommunen til at gøre det de skulle. A-kasser mod kommunen. Kommunen mod a-kasserne. Typisk skulle hun bruge, at den enes stempel til den anden og omvendt. Hun følte sig umyndiggjort og fanget mellem de to instanser. Hun møder afvisning, på afvisning, på afvisning. Og dermed ingen penge. Hvis bare hun kunne tillade sig at give op og sige FUCK JER, men nej, for så kommer der jo heller ingen penge næste måned.

I begyndelsen blev hun også indkaldt til et møde af a-kassen. Ikke noget med ”Kære medlem, Vi er kede af at høre, at du står uden arbejde og vil gøre, hvad vi kan for at bistå dig i den kommende tid. Har du spørgsmål er du til enhver til velkommen til at kontakte os på telefon bla. bla.” Nej, nej, nej, hvorfor da være høflige og hjælpsomme, når folk er totalt prisgivet ens luner. Reglerne er nok åndssvage, og jeg kan godt forstå, at det er frustrerende at skulle administrere og forvalte dem. Men tonen er kontant, kort for hovedet og kold. Og det har jeg faktisk svært ved at se rationalet bag.

Hertil kommer, at når det går rigtig højt, så får hun to dages varsel til at dukke op til et møde, og brevene slutter tørt af med at konstatere, at det vil få konsekvenser for udbetalingen af hendes dagpenge, hvis hun ikke dukker op. Nok skal hun stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så hvis de har et arbejde at tilbyde hende, så kan jeg forstå de to dages varsel. Men hvis det bare handler om, at de skal hive hende igennem endnu en eftermiddag eller endnu et møde i systemet, så kan de vel give en uges varsel. Og selv hvis det er lovgivning, der tilskriver den korte frist, så er der vel intet forbudt i at skrive: ”Reglerne er, at vi skal indkalde dig med to dages varsel. Vi forstår at dette kan give problemer i forhold til private aftaler. Det beklager vi.” Det ville hjælpe meget på folk fornemmelse af værdighed. Mest af alt ville det naturligvis hjælpe at ændre reglerne.

”De møder jo folk, hvor de er allermest sårbare. Prøv lige at få et milligram af empati. Skriv dog et brev og før dog en samtale, hvor I bygger mig op, i stedet for at pille mig ned. Det system piller én fra hinanden.” Jeg kunne ikke sige det bedre selv.

Læs mere...