Knivdrab, bragt i Politiken januar 2008

Spørgsmålene efter det seneste meningsløse knivdrab er mange. Svarene har været knap så mange, og de der har været, har været meget lidt mangfoldige i sin fagkundskab. Typisk har det været politi, politiker eller psykologer, vi har lyttet til. Vi skal have visitationszoner, knive skal forbydes og der skal mere politi i gadebilledet. En enkelt psykolog kom med en efter min mening god forklaring på selve drabssituationen. De unge mænd har behov for at føle magt over andre, fordi de normalt føler sig magtesløse, og derfor kan en ellers uskyldig situation, som den på strøget udvikle sig katastrofalt, fordi offeret sætter sig til modværge. Nå ja, så er der selvfølgelig Socialdemokraternes svar: ”Der skal overvågning til!”. Meget handlekraftigt, Ritt. Gab. Og de borgerliges trivielle: der skal hårdere straffe til. Helt ærligt! Ville Anton stadig være i live, hvis der var overvågning eller strengere straffe? Næppe. Jeg gad egentlig godt vide, hvor mange unge, der ved hvad straffen for at gå med kniv er nu? Ikke mange vel. Hvad i alverden skulle det så hjælpe at skærpe straffen?
Alle disse folk skal dog have point for at have gjort forsøget. Men der mangler nogen. Hvor er lærerne, socialrådgiverne og pædagogerne – og de unge selv bare for at være superrevolutionær? Jeg kunne nemlig godt tænke mig at få nogle bud på, hvordan vi som samfund undgår at opdrage nogle unge så ringe, at de overhovedet finder på at have kniven med – lovlig eller ulovlig. Og nogle bud på, hvordan vi undgår, at et menneske føler sig så magtesløst, at det føler sig nødsaget til at tilkæmpe sig noget magt ved at stikke et andet tilfældigt menneske ned? Her tror jeg, at det ville være ganske givende for alle os lægfolk og menigmænd, at få besked fra nogle af de fagfolk, der ser på mennesker i et lidt længere perspektiv. Altså dem, der ser ud over, når skaden er sket. Dem, der kan forudse hvilke unge, der kommer til at skabe problemerne. Dem, der kan nå at forhindre, at det går så galt. Med andre ord, dem der i praksis kan forebygge knivdrab.
Her i avisen bragtes for nogle måneder siden uddrag af bogen om de unge, som stod bag knivdrabet på en ung italiensk turist. ”Skyld” hedder den, og hvis man læser den, så er svarene jo nogle ganske andre. Forældrene har fejlet ganske grusomt, og vores samfund har fejlet, fejlet og atter fejlet. Vores samfund formåede ikke at kompensere for forældrenes svigt. Og det ledte frem til et uhyggeligt, unødvendigt og meningsløst mord.
I den fortælling, hvor nogen har gjort sig ulejligheden at gå lidt dybere til værks, der ville mere politi, overvågning, forbud mod knive, visitationszoner og alt det andet ikke have hjulpet en tøddel – og gad vide om nogenlunde det samme ikke gælder for Antons morder, og for så mange før og efter ham. Der ville noget så outreret som forældre med overskud, lærere med tid nok til ungerne, socialrådgivere med pengepungen i orden, boligområder med bedre tilbud end en gåtur over betonen og den slags have været væsentligt bedre. For historien om drabsmanden er jo som bekendt ofte ligeså meningsløs som den begivenhed, der ender med at bringe dem på forsiden af landets aviser – særligt når man lever i et af verdens rigeste lande, hvor der vel fint kunne være råd til at jævne nogle af de værste boligområder med jorden og i stedet tilbyde folk et ordentlig sted at bo og være, en folkeskole som har tid til unger, hvis forældre er uden overskud og et socialt system, som kan give forældrene det overskud, som de ikke selv havde med i bagagen.

Læs mere...

Khader til grin

Elitens parti, fnis.

Ja, han har vel vurderet, hvad der var værst: et folketingsvalg, hvor partiet ville ryge ud på r.. og albuer, eller at indgå en aftale fuldstændig på Pia Kjærsgaards præmisser. Khader valgte taburetten. Forudsigeligt og helt som alle de andre partier.

Det må alligevel være en grim fornemmelse at have stemt på Khader for at bryde regeringens samarbejde med DF, hvorefter ens mandat bliver forvaltet til fordel for en aftale, der netop på flygtningeområdet er designet af netop DF.

Gode borgerlige liberale kræfter må godt nok have svært ved at se, hvor de skal sætte deres kryds. For Ny Alliance havde faktisk en eksistensberettigelse, hvis det lagde sig fast på en borgerlig liberal politik, sådan som noget tydede på, da partiet blev stiftet. Og således er det egentlig en skam for demokratiet, at en falden generalsekretær, en erhvervsmand uden politisk sans og en udygtig formand på så kort tid har kørt partiet i sænk. Desværre vil dagens forlig formodentlig bidrage til nedturen og partiet forsvinde ud i glemslen efter næste valg.

Læs mere...

Børn kan da ikke lege økologisk

Onsdag morgen afbrydes min ellers fredelige trummerum på barsel af, at jeg skal på institutionsbesøg. Turen går til Jordhøjen på Kong Georgs Vej, som kendetegner sig selv ”økologisk”. I glas og ramme på væggen hænger en artikel med overskriften ”økologiske småfolk” og på hjemmesiden er det også ”en pædagogisk målsætning om at udvikle økologiske principper”, der pryder frontbilledet. Sidst i rundvisningen spørger jeg til, hvad det her med økologien går ud på, for hidtil har stedets rundviser kun fortalt det samme som de andre institutioner, hvad angår økologi, nemlig at de spiser fortrinsvist økologisk mad. Det skulle jeg aldrig have spurgt om, for det udløste i grove træk følgende ordveksling:
- Jeg forstår slet ikke, hvad du mener, siger hun desorienteret.
- Jeg læste noget om på hjemmesiden, at I var sådan et økologisk sted, og så troede jeg, at det måske også handlede om noget i forhold til børnene, men det har jeg måske misforstået, siger jeg.
- Jamen, jeg forstår slet ikke, hvad du mener. Børn kan jo ikke lege økologisk. De kan jo ikke lege økologisk, siger hun nu tydeligt irriteret.
- Nå, men så må jeg have misforstået jeres hjemmeside. Jeg forstår bare ikke, hvad der adskiller jer fra de andre institutioner i fht. økologien, hvis det bare er maden. De har jo også økologisk mad.
- Nej, ikke 90 % som hos os. De har kun 75 %, siger hun triumferende.
- Ok, så det er altså kun maden?
- Jeg forstår ikke, hvad du mener, de kan jo ikke lege økologisk!

Nu er hun nærmest i falset, og jeg føler mig totalt tåbelig, at jeg overhoved har overvejet, at økologi kan handle om andet, end det som madmoren på stedet står for. Så kommer jeg i tanker om Natusan zinksalven på badeværelset og bleerne, der ser ud som om de har ligget i klor i et år – selvom den selvfølgelig ikke har meget med økologisk pædagogik at gøre, så kan jeg ikke komme i tanker om bedre måde at redde æren på, for jeg er åbenbart helt galt på den.

- Jeg kan se, at det f.eks. ikke er økologisk det salve og de ting, som I har stående i puslerummet, siger jeg og griner i mit stille sind, for den bemærkning ville tage kegler i Enhedslistens grønne kontor, hvor jeg ellers har været mest kendt for end ikke at kunne stave til økologi. Jeg fortsætter: Jeg troede måske bare, at det også handlede om, hvad man lagde vægt på, når børnene legede og hvad man præsenterer dem for. Vuggestuen Harmonien har jo musikken som deres tema og så troede jeg bare, at I havde økologien.
- Det forstår jeg slet ikke. Jeg forstår simpelthen ikke dit spørgsmål, siger hun nu meget skarpt, og gentager lige så skarpt, jeg forstår slet ikke hvor du vil hen. De kan jo ikke lege økologisk. DE KAN JO IKKE LEGE ØKOLOGISK! Og nu går vi så videre til de næste stue, hvis I altså stadig har lyst til at se mere.

Det havde jeg ikke. Jeg var nærmest helt grædefærdig. Jeg må jo være jordens dårligste mor, at jeg ikke selv havde regnet ud, at mit barn ikke kan lege på den måde.

Da jeg kommer hjem og poden er lagt ud i den friske luft fra Ågade for at sove, sætter jeg mig ned for at se lidt på institutionens hjemmeside.
”Vi har valgt at kalde vores vuggestue for Jordhøjen, blandt andet fordi et af vores pædagogiske mål er at udvikle økologiske principper, og udgangspunktet for dette er netop jorden. Derfor er stuerne også opkaldt efter dyr, som lever i jorden nemlig: Regnorme, Snudebiller, Mosegrise og Bænkebidere.”

Og det gentages i de pædagogiske læreplaner. Ha, jeg er altså ikke helt dum, tænker jeg med slet skjult barnlig fryd. Måske institutionen skulle informere rundviseren om, hvad der står på hjemmesiden, så man ikke skal føle sig som komplet idiot, når man spørger til, hvad de økologiske pædagogiske principper går ud på.

Jeg aner ikke, om børn kan lege økologisk. Men jeg forestillede mig, at det var et sted, hvor ungerne kunne være med til at samle regnvand i deres små spande, luge ukrudt på legepladsen med skovl og rive, være med til at male mel, lave bølger med hænderne i et vandkar og se hvordan det får vandmøllens vinger til at bevæge sig. Og at det var et sted, hvor børnene ville blive introduceret til nogle af alle de ting som byen netop ikke byder på med bondegårdsbesøg en gang om året eller den slags. Jeg ved da ikke om det er at lege økologisk, men det var den slags aktiviteter jeg forestillede mig, at man ville beskæftige sig med sådan et økologisk sted, og som ungerne ville synes var sjovt. Well, well. Det er jo sådan set ligegyldigt , hvad jeg forestillede mig, for det pædagogiske mål om at udvikle økologiske principper, betyder altså noget helt andet for Jordhøjen. Det ville ellers have været sjovt, hvis de fine målsætninger på hjemmesiden faktisk havde en eller anden marginal sammenhæng med virkeligheden – og ikke bare handlede om maden ligesom i alle andre institutioner.

Læs mere...

Nybagt mor søger ly for julen, bragt i Politiken 22. december 2007

Mens broderparten af den danske befolkning er gasblå i hovederne af anstrengelse, fordi de forsøger at få gavehelvede og madhelvede til at hænge sammen, så har jeg valgt at sætte mig ved computeren for at finde en institution til min håbefulde 3 måneder gamle søn. På grund af højtiden kigger jeg forbi det link, der handler om de respektive institutioners forhold til traditioner og højtider. I mit stille sind krydser jeg fingre for, at det ikke er noget institutionerne gør et stort nummer ud af, for jeg holder ikke jul for tiden – en ganske udogmatisk beslutning, som jeg glæder mig over, hver eneste gang jeg træder ned på gaden her i december måned. Intet gaveræs, intet svinekød i kvalmende mængder, intet slagsmål om hvilke dele af familien man skal se eller ikke se til denne begivenhed, ingen pinefulde seancer med traditioner, som ingen længere føler sig hjemme i. Tværtimod en dejlig, rolig december måned med stearinlys, hvidløg og masser af tid til alting, fordi alle andre har så travlt med julen. Jeg er dog klar over, at min position er slemt truet. For min lille søn vil formodentlig udfordre mig, så snart han kan tale. Og det er nok et spinkelt håb, at netop institutionerne vil hjælpe mig på vej. Det er jo børnenes fest. Lad os nu se.
Ved den første institution jeg klikker mig ind på, står der ”En dag i december, går vi over i Mariendals kirke til en lille julegudstjeneste”. Gisp. Det havde alligevel ikke forestillet mig. I kirke. Jeg husker med gru, hvilket slagsmål, jeg selv skulle igennem på min egen folkeskole, for netop at undgå at skulle med i kirke. Det lykkedes da til sidst at slippe, men forståelsen for mit standpunkt kunne ligge på et meget lille sted på trods af, at jeg ikke engang var medlem af selvsamme kirke. Har vi virkelig ikke rykket os en tøddel, siden jeg gik i skole? Det er da immervæk 15 år siden jeg gik ud. Jeg trykker mig ind på den næste i rækkefølgen bare for lige at tjekke om det var et tilfælde. Nej: ”Vi deltager i julegudstjenesten i Emmauskirken. Diakonissestiftelsens børneinstitutioner skiftes til at opføre et lille krybbespil i kirken.” OK, fair nok, hvis man sender sit barn i diakonissens børnehave, så ligger man som man har redt. Jeg beslutter mig for at bruge en halv time af min barsel på at gå lidt mere systematisk til værks. Og det viser sig faktisk, at det ikke så galt med kirkegangen. Det er kun hver sjette institution, der strækker den så langt, at de tager de sagesløse børn med i kirke. Men efter at have gennemgået halvdelen af Frederiksbergs integrerede institutioner, er billedet alligevel så entydigt, at jeg giver op. Samtlige – samtlige! – institutioner har kun kristne traditioner på programmet. End ikke eid har sneget sig ind nogen steder. Og ingen steder problematiseres forholdet til religion og da slet ikke til jul. Ungerne skal stopfodres med jul, påske og pinse, hvis det står til Frederiksbergs institutioner – og det gør det desværre. Hvad skal der dog blive af min stille december?
Stærkt frustreret klikker jeg mig over på google og skriver ”Frederiksberg medlem af folkekirken”. Der må da være noget, der kan redde min stille december. Hmm, omkring 75% er medlem af folkekirken på Frederiksberg. Jeg ranker ryggen. 25% er altså ikke medlem! Så mange har jeg aldrig delt holdning med før. Fantastisk sted, det her Frederiksberg! Er der da ingen institutioner, der kan tage bare en smule hensyn til os, når vi er så mange? Kunne der ikke være en pointe i, at børnene lærer, at ikke alle er kristne, at ikke alle holder jul, at andre har andre traditioner? Hvilket årtusinde befinder institutionerne sig i? Tænk at samtlige institutioner vælger alle andre religioner fra. Hver eneste dag går der pædagoger og ledere på arbejde i Frederiksbergs institutioner. Her hilser de på børn i alle farver og fra alle kulturer og med alle religiøse baggrunde, og alligevel bliver de ikke enige om at finde ud af, hvad det kan bruges til. Nix, her i Danmark holder vi pinse, påske og jul. Hvor er det da fantasiforladt!
Jeg tænder distræt fjernsynet, mens jeg konstaterer, at borgerne på Frederiksberg gennemsnitligt bruger kirke 1,4 gange på et år. Det er egentlig ikke så meget. Men de må alligevel virkelig mene ham Jesus seriøst, siden de gør så meget ud af julen. Eller hvad? Hvis ikke, hvorfor i alverden kan jeg så ikke få min december i fred?! ”Jingle bells, jingle bells” buldrer det ud af fjernsynet. Reklamen er henvendt til drenge på ca. 5 år. Hvor herre til hest, hvor kan man falde dybt. Jeg slukker. Det er alligevel meget godt, at den lille ikke kan snakke endnu. Hvor længe kan man mon udskyde at lære ham det?

Læs mere...